Vilhelm Østergaard til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Fredensborg. 23. januar 1922
Deres Skildring af "Jubilaren"
Fredensborg, den 23/1 22.
Kære, kære Henrik Pontoppidan!
Hvor god De dog har været mod mig ved at glæde mig saa meget i disse Dage. Først Deres fine og hjertelige Brev1 og saa Deres Skildring af "Jubilaren" i "Illustreret Tidende". Rent bortset fra, at det er et fuldkomment Mesterstykke i Henseende til "deskriptiv Portrætkunst", saa rummer det en Varme og et Venskab for mig, som dybt har rørt mig. Ja, jeg ved, at jeg ikke har fortjent det, men glædet mig har det, og takke Dem for det af mit inderste Hjerte, det gør jeg.
Jeg har følt mig som Jeppe i Baronens Seng og sagt til mig selv: "Er det jeg, eller er det ikke jeg!" Det er helt underligt at være Genstand for saa megen "Erkendelse"2. Men glad og taknemmelig er jeg for al den Godhed og Venlighed, der er bleven vist mig paa min 70-aarsdag. Tak, kære Henrik Pontoppidan, fordi De saa højlig har bidraget til at gøre Dagen smuk og festlig for mig. Kastet det Solskin over den, som vel nok allermest 2 glæder En, naar Haaret har faaet Sneens Farve og ligner den, som nu ligger over Skovbunden og møder mine Øjne, mens jeg vandrer inde i den gamle Slotspark, hvor vi i Sommer fik saa mangen god og hyggelig Samtale med hinanden.
Jeg længes efter at komme til København, for personlig at kunne trykke Deres Haand. Men foreløbig hermed mit Haandslag og de hjerteligste Hilsener til Dem og Deres kære Frue fra
Deres hengivne
og taknemmelige
Vilh. Østergaard
