Vilhelm Østergaard til Frederik Hegel d.y.
Sendt fra Sørup pr. Fredensborg. 6. januar 1916

Lykke-Per ikke for de mange

Søruphuset pr. Fredensborg
den 6/1 16

Kære Hr. Direktør Hegel!

Efter vor Samtale forleden gav jeg mig til at repetere Pontoppidans "Lykke-Per" fra Ende til anden; jeg syntes, det var bedst at huske Bogen i dens Helhed, og da jeg ikke har læst den i den sidste halve Snes Aar, kunde mange Enkeltheder jo være gaaet mig af Glemme.

Ved min fornyede Gennemlæsning af Værket opstod den Tanke hos mig, om egentlig dette Arbejde er egnet til en Udgave, beregnet paa exceptionelt stort Oplag og bestemt for de bredeste Samfundslag. Det forekom mig, jo længere jeg kom ind i Værket, at det ikke saa meget drejede sig om nogle enkelte Scener eller Optrin – der, som De antydede under vor Samtale, kunde tænkes at virke stødende i visse Kredse – som om den grundlæggende Idé. – Jeg 2 anser Pontoppidans "Lykke-Per" for et monumentalt Værk, et af de allerbetydeligste i moderne Litteraturer, men det er ikke i tilsvarende Grad let tilegneligt, og hvor Kirke og Kristendom behandles, vil det være udsat for Misforstaaelse i kirkelige Kredse af de forskelligste Retninger, ja vel ogsaa indenfor Højskolefolk. Det kan ogsaa udtrykkes saaledes: "Lykke-Per" er endnu kun en Bog for snevrere Kredse, ikke for de mange.

Dette var omtrent, hvad jeg tænkte under den fornyede Gennemlæsning. Imidlertid – jeg kan jo tage fejl, og da jeg igaar1 besøgte Henrik Pontoppidan, talte jeg ganske à propos med ham om den Plan, De havde om en meget stor, folkelig Udgave af Værket, og de eventuelle Ændringer, som i dette Øjemed kunde være ønskelige. Det viste sig nu, at Pontoppidans Syn faldt sammen med det, jeg var kommet til: ogsaa han mente, at "Lykke-Per" foreløbig ville have vanskeligt ved at vinde den bredt almene Popularitet. Med Hensyn til paatænkte Ændringer kunde Pontoppidan godt gaa ind paa 3 at dæmpe Optrinene paa Hotellet2 (3. Udg. S. 114ff); derimod ikke Scenen, hvor Bordet stilles først i Kors- og derpaa i Hesteskoform3, eller Optrinet oppe i Bjergene med Skuddet mod Krucifikset4, fordi – som H. P. hævdede – begge disse Optrin er ufravigelige Momenter i Skildringen af Per Sidenius' Karakter- og Udviklingsovergange. –

Og nu, umiddelbart efter at jeg paany har læst Værket i dets Helhed, ser jeg ogsaa saaledes paa det, at jeg ikke kan tro andet, end at de Læsere, som vilde misforstaa disse Steder, i endnu højere Grad vilde misforstaa alt, hvad der skrives om Kirke og kristelig Tro, ja, ogsaa adskillige andre Steder.

Men under den lange Samtale med Henrik Pontoppidan kom vi ind paa noget andet. Pontoppidan mente, at ingen af alle hans Bøger vilde egne sig bedre til en stor samlet, populær folkelig Udgave end hans smaa Romaner: Kirkeskuden – Sandinge Menighed – Ung Elskov – Isbjørnen – Minder – Den gamle Adam – Nattevagt – Vildt – Højsang – Borgmester Hoeck – Den kongelige Gæst – Det store Spøgelse. – Og 4 disse vilde utvivlsomt – antog H.P. – kunne komme til at udgøre et lignende Arkantal som en Udgave af "Lykke-Per".

Jeg lader nu dette Spørgsmaal gaa videre til Dem, kære Hr. Direktør Hegel, og beder Dem tage det under nærmere Overvejelse. Det drejer sig jo her ikke om en Samling mindre Fortællinger i al Almindelighed, men om de paa Forhaand ansete og højt værdsatte "smaa Romaner". – Endel af de nævnte Bøger ejer vistnok Forlaget; hvad da iøvrigt blev tilovers – sagde Pontoppidan – skulde saa afskrives paa hans Mellemværende.

Nu har jeg saa kort og præcist som muligt fremstillet Sagen. Skulde der være andre Momenter, De vilde tale nærmere med mig om, er jeg med Glæde til Tjeneste naar som helst De ønsker det, blot De vil lade mig det vide med et Par Ord.

Med venligste Hilsener

Deres hengivne
Vilhelm Østergaard

 
[1] igaar: om besøget hos Pontoppidan 5.1.1916 se brev fra Pontoppidan til Østergaard 3.1.1916 og følgende breve. tilbage
[2] Optrinene paa Hotellet: med fru Engelhardt, se 2. udg. kapitel 4. tilbage
[3] Hesteskoform: se 2. udg. kapitel 2. tilbage
[4] Krucifikset: se 2. udg. kapitel 13. tilbage