Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Drosselvej 6. 23. juli 1942

i Aandens Sfære er man jo Soldat

Drosselvej 6 20/7 42

Min Ven fra gamle Dage!

Disse Ord, som De brugte til Underskrift i Deres sidste Kort til mig, bruger jeg her som Overskrift. Saa er det, som om vi i Anledning af Dagen imorgen rækker hinanden Haanden over et langt Spand af Tid til et trofast Haandslag til Tak for uforandret og uforanderligt Venskab gennem Aarene. Jeg husker den første Gang jeg saa Dem, før vi kendte hinanden. Det var omkring 1903, kort efter at jeg havde udgivet min Bog "Floden". Otto Rung og 2 jeg havde været en Aftentur for at drøfte Bogen og gik op paa à Portas Kafé paa Hjørnet af Gammeltorv og Nygade. Da vi havde sat os og saa' os omkring, saa jeg Dem sidde i en Sofa henne ved et Vindu til Nygade, læsende i en Avis. Jeg kendte Dem fra Billeder og hviskede det til Rung. Vi spurgte sagte hinanden, om vi turde gaa over og præsentere os for Dem. Nej, vi turde ikke, hvor gerne vi end vilde.

Den næste Gang jeg saa Dem var paa Købmagergade. De kom gaaende med Forlagsboghandler Hirschsprung – det var ved 3 Foraarstid i 1906 – jeg havde i Julen skrevet et Digt til Dem i Axel Gardes Adresseavis og De havde takket mig i et Brev nede fra en Skovridergaard, tror jeg, i Sydsjælland. Dagen efter at jeg havde mødt Dem paa Købmagergade, fik jeg et Brev fra Dem, hvori De skrev, at Hirschsprung havde fortalt Dem, at det var mig, De havde passeret. Men da De vendte Dem, var jeg allerede forsvunden.

Men den tredie Gang, da kom De mig imøde paa Vejen til Stationen i Hillerød. Da trykkede vi for første Gang hinandens Haand. Og sidenhen har vi fulgt hinanden 4 – over Halls Allé, Overgaden n. Vandet, Snekkersten og Holmegaardsvej 2 – gennem tykt og tyndt som man siger, Lys og Mørke, Sorger og Glæder. –

Naar jeg nu spørger mig selv, om jeg vilde ^leve√ Livet om, saa svarer jeg ærligt: nej! Men paa den anden Side vilde jeg ikke ønske mig mit Liv anderledes, end det har været. Uden ydre Modstand og indre Modstrid er Livet ikke værd at leve – for Livet er ikke Lykke, men Udvikling i Kamp med Skæbnen. Og hvis min Evne virkelig har ligget paa det Felt, som jeg 5 hengav mig til med hele mit Sind og min Sjæl, saa maatte og skulde der jo Kamp til – ja, jeg vilde det jo til syvende og sidst, for i Aandens Sfære er man jo Soldat, underordnet eller overordnet, men Soldat med Liv og Sjæl, med Kampvilje og Kampmod. Og i mit Indre har jeg kæmpet for at gaa sejrrig ud af Kampen, i fuld Harmoni med mig selv.

Og dèr har jeg jo haft den Lykke at have en Kvinde ved min Side, der ikke blot har hjulpet mig – direkte og indirekte – med at finde mig selv gennem Modstand 6 fra det ydre og indre Liv, men ogsaa har hjulpet mig med at vi i det lange Løb fandt hinanden trods Forskel i Udspring, i Opdragelse og Temperament. Grunden var naturligvis dén, at vi begge trods Forskellen, eller maaske netop paa Grund af Forskellen, instinktmæssig følte, at kom vi igennem Kampen, saa var det en Sejr for Livet. Og det blev en Sejr. Ja, en Sejr der paa en vis Maade hang sammen med mit Arbejde, idet den 7 næsten symbolsk viste mig at de to Racer, der gennem Aartusinder har ligget i Strid og Fjendskab, kan finde hinanden paa en saa kort Tid som et Menneskeliv – blot gennem den Vilje til Forstaaelse, der hedder Sympati. Udenfor mit Liv herhjemme har jeg ikke mere nogen dybere Berøring med Mennesker. Min Far og min Mor, med hvem jeg jo var forbunden som Grenen med Stammen, er jo begge døde, og af mine Søskende har jeg 8 kun Forbindelse med min Søster, som staar mig meget nær. Jeg opdagede tilfældigvis, da jeg en Dag – som saa ofte – tænkte paa min Moder, at jeg slutter de tre Arbejder, der staar mit Hjærte nærmest (Hugo Davids Liv, Indenfor Murene og Mendel Philipsen) lader ^{med at}√ Moder og Barn mødes i Bøgernes sidste Scene. Det slog mig – da jeg aldrig havde tænkt derpaa – som et Vidnesbyrd om, hvor min Rod var at finde.

Af de gamle Venner er der kun tilbage Dem, som jeg 9 maa nøjes med at tænke paa, Poul Mathiesen¹, som De vist en Gang har truffet, og Familien Reumert. Fru Reumert er den samme som altid, trofast og hjælpsom. Hun har jo ikke danset paa Roser, men hun har taget sin Skæbne som den Karakter hun er. Nu er alle tre Børn gift og hjemfarne med Hus og Hjem og Barn, saa dem ser jeg kun sjældent. Man troede jo engang, da man var from og naiv, at Ens Paavirkning vilde præge deres Udvikling, men som vor Kollega Baggesen har sagt: "Naturam furca pellas 10 ex – hun kommer dog igen, den Hex"²

Mennesker ser jeg jo alligevel nu og da. Men det bliver dog kun til Bekendtskab, ikke til det Venskab, der holder ud til Enden. Og ud gaar jeg saa godt som ikke – det kniber med Synet, som De maaske kan se paa Brevet her, skønt jeg har gjort mig hæderlige Anstrengelser, og Hørelsen er kun for Samtale paa Tomandshaand. Teatrene er derfor lukket for mig, ikke blot, fordi jeg siden 9.4.40 er boycottet. Mit Stykke "Indenfor Murene", der tidligere gav mig en aarlig Livrente, sover de Retfærdiges 11 Søvn sammen med de andre. Jeg har i den Anledning digtet et Digt, der gaar sin Sejrsgang bag Kulisserne:

Im königlichen Schauspielhaus
Unter den Lindencrone³,
Sie wollten spielen die Fledermaus,
das Liebingsstück seiner Kone.

Hr. Hitler böse schreibt zurück,
Das muss ich sehr bedauern
Spielen Sie, bitte, mein Lieblingsstück,
Nathansens Hinter Mauern!"

Den eneste fra Teatret jeg omgaas i Tankerne – er Johannes Poulsen. Jeg har i de sidste 5 Maaneder skrevet en Karakteristik af ham. Han var den eneste deroppe, som 12 har bevaret min Interesse selv udover Døden. Vi mente maaske ikke det samme, men vi følte det samme – og det er jo i Livet som i Kunsten det afgørende. Han havde Mod til at være sig selv, det vil sige, Karaktér. Og han havde det hemmelighedsfulde X i Sjælen, der fængsler og drager. Jeg har savnet og savner ham meget. Derfor tror jeg, at det, jeg har skrevet om ham, er godt. Længsel og Savn er ikke den daarligste Inspirationskilde for en Skribent.

Men nu maa jeg slutte – 13 blot nu ikke denne lange Enetale har trættet Dem. Men da jeg kom i Gang, følte jeg det, som om jeg sad dèr i Krogen paa Holmegaardsvej under Lampen ved Kaffen med Frøken Larsens Smaakager, som altid til min Forfærdelse var forsvundet, mens jeg talte. Og De sad som sædvanlig med tør Mund – saa alle Indicier var imod mig. Nu maa De blot ikke føle Dem forpligtet til at svare. To Ord ved Lejlighed om, at De er rask og ser Vinteren imøde med godt Haab om Fremtiden, vil være nok til at glæde mig.

Og saa haaber vi 14 – trods alt! Den enkeltes Liv betyder jo saa lidt imod dét Ragnarok af Død og Undergang og Lidelse, der fylder Verden og raaber fra Kyst til Kyst, fra Vest og Øst. Jeg skrev engang: Jeg er Pessimist i dét, der er – Optimist i dét, der kommer. Paa den Overbevisning lever jeg endnu.

Og saa Farvel – for denne Gang. Min Kone sender sammen med mig de varmeste Hilsner og Ønsker for Aaret, der kommer.

Deres hengivne
Henri Nathansen