Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Mørdrup pr. Espergærde. 4. juni 1919
det kvælende Mørke
Mørdrup pr. Espergærde 4/6 191
Kæreste G. B.!
Atter har De sendt mig en af Deres frygtløse Artikler2, en kold og forfriskende Douche i en tung og trykkende Luft. Mest af alt viser maaske dette vort aandelige Livs Vandstand: at De, den eneste herhjemme, hvis Stemme høres af Verden, har faaet Mundkurv paa som en bidsk Hund og er lænkebunden til Poul Levins lille Hundehus3, medens det Blad4, hvis Herold De mere end nogen har været, lukker sine Spalter for Dem og lader uvidende Journalister optræde paa slap Line med Balancestang og Tivolimedalje paa Brystet til et tankeløst Publikums Forlystelse. Ak, kære G. B. – jeg er nu naaet til den Alder, da jeg begynder at forstaa Dem: Deres Tvivl, Deres Fortvivlelse, Deres haabløse Foragt for Verdens Dommere, der ikke er bedre end Forbryderne, de er sat til at dømme. Hvor fylder det mig med Lede og Væmmelse, hele dette Skuespil, hvor Fredens Tigere og Faar græsser Side om Side, dette Paradis, som vi ventede med Længsel, mens Krigen rasede, 2 og som nu fylder Verden med Jammer og Klage. De har ofte bebrejdet mig mine tyske Sympatier – jeg har dem endnu, stærkere end før. Dèr sidder ved det grønne Bord hele den øvrige Verden og dømmer – ikke en Røst rejser sig til Protest, ikke en Haand løfter sig imod den barbariske Aand, der paa middelalderlig Vis fælder Dødsdommen over et Folk. Og herhjemme i dette saakaldte skikkelige Land gaar Mennesker omkring og fryder sig ved det sørgelige Skue, gnider sig i Hænderne, naar Rakkeren under Torturen strammer Rebene om Synderens Arme og Ben, saa Knoglerne knaser. Nej – jeg kan ikke mere, jeg har mistet Følingen med Mennesker, jeg haaber ikke mere, jeg synes kun, der er ét tilbage: at tildække sit Ansigt, lade Lavinen skride og befale sig Gud eller Djævelen i Vold – det ene hjælper lige saa lidt som det andet.
Jeg beundrer Deres Kraft: at De midt i Forvirringen kan holde Tanken klar og Haanden fast om Pennen. Jeg selv drukner i modstridende Tanker og Følelser og er derfor ude af Stand til at frembringe. Dette sidste halve Aar har været trist og tungt, mit i Forvejen triste Sind er blevet yderligere formørket. Skyggerne rykker nærmere, og Solen vil ikke mere sprede dem. Mest ligger det vel i, at Ungdommen 3 uigenkaldelig er forbi, og at de sidste 5 Aar har sat et uoverstigeligt Skel mellem mig og Fremtiden. En ny Tid har opslugt en tidligere i sit graadige, ildrøde Gab. Forbi – forbi –
De talte den Aften ved Gildet hos Rungs om Øjeblikket. Hvor mange Gange har jeg ikke siden tænkt paa Deres Ord og givet Dem Ret. Men, kære G. B. – dèr er Vanskeligheden: jeg er ikke født til at kunne leve i Øjeblikket. De bemærkede rigtig om min sidste Bog, at jeg aldrig var dèr, hvor jeg var. Nej, det er jo netop Ulykken. Hele mit Liv har været en Sejlads mellem tvende Kyster, gik jeg i Land paa den ene, længtes jeg tilbage til den anden. Saadan har jeg levet, saadan har jeg skrevet. Jeg véd selv, hvor taabeligt det er, det splitter min Glæde, opriver mit Sind. Men hvem kan tale Fornuft til Sindet? Det gaar sin egen Vej, det gaar i Blinde, ikke fordi det vil, men fordi det maa. Mit Ræsonnement, min Tanke, min Vilje rykker i Tøjlerne, søger at dreje den blinde Krikke ind i en anden Gade. Men den traver rolig videre, ufølsom, halstarrig mod Maalet. Hvilket Maal? Jeg véd det ikke. Jeg ved kun, at jeg ikke kan vende om.
Dog – maaske flyder en Dag Mississippi tilbage, og Stenen ruller af sig selv op ad Bjærget. Dén Dag vender Sorgen sig til Glæde, den blinde Krikke bliver seende og vender brat omkring. Den tungsindige Kappe, 4 hvori jeg har hyllet mig, falder fra mine Skuldre, og en henrykt Opera-Faust springer frem paa Scenen i lysegraat Silketrikot med Fløjls-Numse. Fra Sidekulissen til højre toner Gretchen frem med gule Hør-Fletninger og Salmebog i de foldede Hænder. Belysningsmesteren sætter rødt paa Rampen, og Verden straaler af Rødbedesaft. Gretchen spørger mig om min Religion, og jeg siger, at jeg tror paa Jomfrufødslen og Folkenes Forbund5. Saa kaster hun sig henrykt i mine Arme, og mens Tæppet daler langsomt under Publikums Bifald, føler jeg, at jeg har naaet det eneste, det lykkeligste Maal: den ideale Idioti, Troen paa vor Herre Wilson, den store Fred, der overgaar al Forstand. Halleluja!
Nu farvel. I alt det kvælende Mørke skinner De endnu. Ved Tanken om Dem bøjer jeg skamfuld mit Hoved. De lever og virker – jeg kører rundt i min egen Hestegang. Men en skønne Dag er det slut – saa griber jeg atter Pennen og forfærder Menigheden. Og De griber til Deres hvide og vise Hoved og udbryder med Kohélet: Jeg holder mere af Profeten Nathansen, naar han har sin berømte Skrivekrampe6. –
Min Kone hilser paa det hjærteligste
Deres hengivne
Henri Nathansen
