Henri Nathansen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Frederik VI's Allé 12. 23. november 1917

den tilsyneladende Tilfældigheds Charme

Fr. VI Allé 12. 23.11.17

Kære Hr. Henrik Pontoppidan!

Jeg vilde selvfølgelig have opsøgt Dem i Svendborg, da jeg var i Odense – hvis jeg blot havde anet, at De var der. Da Nobelprisen blev uddelt, saa jeg i Avisen, at De var i Svendborg, og jeg ringede da straks til Else for at faa et vide, om det forholdt sig rigtigt. Men paa det Tidspunkt var jeg forlængst kommet hjem og maatte nøjes med at sende Dem en Hilsen.

Hvor det glædede mig, at det store Lod faldt i Deres Turban. Retfærdigheden kører med Stude, men den kommer dog ogsaa med. Til syvende og sidst er al ydre Anerkendelse jo ikke meget værd – det véd vi begge af Erfaring – men den viser os dog nu og da, at vor Stræben ikke var helt forgæves. Og den Anerkendelse, De har faaet, er vel den største, der kan times os stakkels Mennesker 2 hernede og altid lidt sikrere end den himmelske Udødelighed i Skyerne.

Jeg var forleden ude at besøge den kære Milliardine paa Rigshospitalet. Hun var glad og forhaabningsfuld og syntes at befinde sig vel. Jeg maatte som saa ofte før sande, hvor dog Tiden gaar frem – man kunde næsten misunde de Syge den Omhu og Pleje, der vises dem. Det er Sagnet om Bord dæk dig, der er blevet til Virkelighed. Et Værelse som et Atelier, en Ro, en Renhed som intet andet Sted paa Jorden. Naar vi engang faar de store offentlige Rekreationshjem, som den nervøse Tid trænger til for at bøde paa Sindets Sygdomme, saa vil jeg melde mig og søge Optagelse. Tænk at hvile ud en eneste Gang i fuldkommen Ro og Isolation! Har ikke ogsaa De Lyst til en Seng i Fremtidens Vartov? Det højeste, vi for Tiden kan naa, er en Rullestol i Frederiksberg Have.

Om vore Venner er der intet Nyt at melde. Jeg var for nogen Tid siden hos G. B. for at høre ham oplæse de første Kapitler af sin Cæsar. Hvor var det gribende og uforglemmeligt! Han sad ved Lampen i sit halvdunkle Værelse, selv greben af det gribende Drama, som han oprullede. 3 Ingen Pose1, ingen Publikumsattituder. Som en ung Mand, der bevæget læser sit første Digt for en lyttende Ven, sad han dèr, rød i Kinderne, med blanke Øjne. Jeg har aldrig før faaet et lignende Indtryk af barnlig Glæde som jeg fik i de Timer, den 75aarige Yngling udbredte sine Skatte for mine Øjne.

Om mig selv er intet særligt Nyt eller Godt at melde. Dog – jeg klager ikke, jeg synes, at jeg i de sidste Aar har faaet den naturlige Ligevægt i mit Sind, som opvejer saa meget andet. Jeg lever ret stille og lever mig nærmere og nærmere sammen med de faa, som jeg holder af. Jeg synes, at jeg lidt efter lidt forstaar den indre Mening i min og andres Tilværelse og indstiller mig paa at finde det Punkt, hvor Vægten nogenlunde balancerer. Det er svært, men det retter sig med Alderen. Tænk, at jeg om 1½ Aar fylder 50! En ældre Herre "mit graumeliertem Spitzbart" som der engang i et Berlinerblad stod skrevet om en jubilerende Kollega. O, vé – Bedrøvelsé! Dog – hvad siger ikke Goethe: Hvad man i Ungdommen attraar, opnaar man i Alderdommen til Overmaal. Tror De, at jeg og Poul Levin engang faar Nobelprisen 4 til Deling?

Af Bøger har jeg læst en Del, deriblandt Deres. Jeg synes, at den har vundet i Overskuelighed, men tabt noget af den tilsyneladende Tilfældigheds Charme. Det er, som om De har spændt Formen for fast om det bølgende Indhold. Jeg ved, at vi er uenige om Forholdet mellem Form og Fylde. Jeg har selv tænkt paa ved en eventuel Nyudgave af min Bog at afbalancere Forholdet imellem det noget udflydende Indhold og Form. Men jeg gruer for Forsøget. Da Fru Reumert var her igaar, læste jeg de Sider i Deres Bog, hvor Jytte erfarer Torbens Død. Hun var saa grebet, at hun straks vilde kaste sig over Bogen.

Nu maa jeg slutte – jeg er saa smaat begyndt at arbejde igen. Det skulde være en teaterkritisk Studie, et Forsøg paa dokumenteret Kritik. Om det vil lykkes for mig, ved jeg ikke – versuchen ist keine Kunst. Men det morer mig – dén Morskab er jo som oftest Skribentens eneste Løn.

Lev nu vel og tænk engang imellem paa mig. Og send mig et Par Ord, naar De ved Lejlighed har Tid og Lyst. Som min gamle Amme sagde, da jeg spurgte hende, om hun havde hørt fra sine Børn: Nej, det behøves heller ikke, naar jeg ellers véd, at de har det godt!

Hjærtelig Hilsen fra os begge

Deres
Henri Nathansen

 
[1] Pose: poserende adfærd; stillen sig an (i positur); paataget væsen; affektation; skaberi. Se ODS. tilbage