Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 2. april 1913

jeg har nu været glad i flere Maaneder

Allégade 15 [onsdag] 2 April 13

Kæreste G. B.!

Jeg har modtaget Deres lange Brev¹, der viser mig, at Deres Humør er friskt og straalende. De flyver fra Blomst til Blomst, sugende dén Honning, som Lejligheden byder; og staar der en Nationalismens Profet i Nærheden og rækker Fingeren prædikende i Vejret, stikker De ham med Brodden. Nu flyver De til Rom, til den underfulde Tragtblomst, Mira², som jeg en Vinteraften i Düsseldorf beundrede. Jeg husker dens Farve, der var gul som en spillende Flamme. Mira - - Mira - - hører jeg endnu i mit Øre - - hvor dette Navn passede til dens stolte urørlige Skønhed. Jeg stirrede paa den i taus Beundring, indtil Flammerne dansede for mine Øjne. Jeg var langt langt borte - - i fjærne og fremmede Egne - - jeg hørte Stemmerne summe kort - - saa kom de nærmere - - Mira - - Mira - - som Bier, der fløj mellem Blomster. Jeg selv svandt hen i Erindring, i Drømme - - -

Sie kusste mich auf deutsch und sprach auf deutsch
(man glaubt es kaum
wie gut es klang) das Wort: "Ich liebe dich!"
– Es war ein Traum. – – –

2 Jeg har i de sidste Maaneder været optaget af Arbejde, nu er jeg lidt træt, og da Foraaret samtidig er kommet til Danmark, benytter jeg det til at lufte min Hjærne. Her er vidunderligt. Ude i Frederiksberg Have blomstrer blaa, gule og violette Krokus, og Knopperne bryder paa alle Trær. Jeg er glad – tænk jeg har nu været glad i flere Maaneder – hvad tror De, de misundelige Guder (og Mennesker) siger? De spørger mig om mit Stykke. Jeg aner ikke selv, hvad jeg faar ud deraf, mit tyske Firma er meget uefterretteligt, det har ikke sendt mig Opgørelse siden December, men jeg kan af Spillelisterne, som Teatrene udsender, se, at Stykket i Tyskland er gaaet 3-400 Gange, saa en smuk lille Skilling maa der dog blive til mig en Gang, selvom jeg maa afgive Halvdelen til Oversætter og Forlag. I Stockholm gaar Stykket i disse Dage for 25 Gang paa d. kgl. Teater, saa ogsaa dèr og i det øvrige Sverrig gaar det over Forventning. Nu er jeg glad for det nye Stykke, jeg er i Gang med. Jeg synes, mit Humør er friere end nogensinde, selv i mine ganske unge Aar. Maaske ligger det i, at min Ungdom var optaget af Læsning og Uro over, at den ingen Tilfredsstillelse gav mig. Dybt under mit Studium gik andre Strømme, og Muserne hviskede søde Ord i mit Øre. Men jeg turde ikke tro derpaa. Saaledes randt min Ungdom i Arbejde og Tvivl – jeg blev i Grunden først ung, da jeg som 30aarig kastede Broerne bag mig og løb ud i det fri. Siden da er jeg 3 bleven yngre og yngre, og jeg vil ende i mit 80 Aar som et stort Pattebarn. Det ligger til Slægten. Da min Bedstefader besøgte os i Hjørring i sit 90 Aar, løb han Væddeløb med mig i Plantagen. Fader er nu 76 og yngre, end da han var 40. Og min Moder er en ung Pige paa 68 med ildsprudende Øjne, lige let til Graad og Glæde.

Herhjemme i Snoldelev er alt ved det gamle. Politikerne forbereder sig til Valget i Maj, jeg tror, at de Radikale og Moderate finder hinanden. Selvfølgelig! Hvad Forskel er der paa Munck [læs: Munch] og Klaus Berntsen? Eller paa Zahle og en hvilkensomhelst anden Borgmester? Kan en Borgmester være radikal, navnlig i Stege. Nu da de Moderate angribes paa Grund af Forsvarsnihilisme, er der jo intet imellem dem og de radikale. Jeg har rent glemt vor rødeste Radikaler, Dr. Eduard Larsen³, den tapre Skrædder. Radikal – ha, ha! Han er Konservatismens fasteste Borg. Han har aldrig gjort, sagt eller tænkt et Øjeblik radikalt. Se paa hans Ansigt – sit venia verbo⁴. Det er en Barnerumpe med Skæg paa. Ser ikke hele Radikalismen herhjemme saadan ud: Barnerumpe med Skæg paa. Den eneste Undtagelse er Munck. Han mangler Skægget.

Paa Teatrene gaar det nedad Bakke. Dagmar er den rene Ruin. Fru Nansen spiller med rød Lygte for tomme Bænke. Repertoiret er den rene Haabløshed. Tænk Dem et Teater, der ringer til vort Forbund (Danske Dramatikere) og spørger, om de ikke har et Stykke, da de lige staar og ikke har et eneste at sætte op. "Jo, vi har et af Fru Gad, Tanten fra Chikago." "Hvad koster det?" "Saa og saa meget." "Ja, Tak – vil 4 De saa sende os det omgaaende. Saa begynder vi paa det imorgen."

Sagen er den: Teater er det vanskeligste af alt, og enhver Dreng, der lige har lært at knappe sine Bukser, tror sig kaldet til at lede et saadant. Det kræver Uddannelse som enhver Forretning, Kendskab til Tiden, til Menneskene, til Kundskabens Træ paa godt og ondt. Det kræver baade Nerve og Ro, baade Næse, Øjne og Øren. Det kræver Smidighed og Fasthed, Blidhed og Brutalitet. Det kræver Hjærne og Muskelkraft og sædelig Renhed indenfor – undskyld – Murene, hvilket maaske er det vanskeligste af alt. Det kræver en Mand, og det kræver sin Mand. Det er kortsagt den eneste Virksomhed, der kræver alt. Derfor er der i hele Verden kun en halv Snes virkelige Teaterledere. Resten er Halvmænd og Fruentimmere – hist og her en dygtig Apoteker⁵, som tror, at Teater er Arkana.

Jeg er i Gang med Söderbergs Bog, som jeg sendte Dem. Ogsaa jeg er lidt skuffet. Men De maa ikke beskylde nordiske Forfattere for Uvidenhed, saa faar jeg Kneb i Maven. Jeg er forresten ogsaa i Færd med at læse en Mand, der hedder Niels Jeppesen⁶ – kender De ham? Han er god, men forfærdelig landlig. Ja, det er bornert, men først i Byen synes jeg Kunsten begynder. Landet er Markerne, hvor Kræfterne gror.

Farvel, kæreste Herre. Jeg er glad over, at De er rask og skal gense Mira. Hils hende, saa at hendes skønne Øjne, omend kun et Sekund, kan genspejle mit Billede i Erindringen.

Deres
H. N.