Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Busserupgaard pr. Espergærde. 2. juni 1911

i det utilstrækkeliges Tegn

Busserupgaard pr. Espergærde
2 Juni 11.¹

Kære Hr. Professor Georg Brandes!

Ja, nu er vi her midt i Sommer og Sol, og det første, jeg foretager mig, er at skrive Dem til. Som jeg kortelig sagde Dem i et lille Brev, jeg sendte Dem forleden, var det min Agt at skrive Dem til i Paris, derfor havde jeg ikke svaret før. De kender mig saa meget, at De ikke tror, jeg af Glemsomhed eller Ligegyldighed havde ladet Dem vente paa Svar. Jeg vidste heller ikke, om De blev i Pallanza, indtil De tog til Frankrig, eller om De maaske forinden tog en lille Rundrejse i Italien. Nu sender jeg dette Brev til Villa San Remigio, da De desværre vel er nødt til at blive der foreløbig. Blot nu ikke Sygdommen griber om sig. Jeg husker alt for vel Deres lange og triste Ophold paa Kommunehospitalet i København – for nogle Aar siden besøgte jeg Dem netop derinde ved denne Tid omtrent. Men forhaabentlig kommer De hurtigere over det denne Gang. Send mig endelig blot et Par Ord om, hvordan det gaar. Det er for pinligt at vide Dem syg blandt fremmede, selvom det er Deres Venner. Jo længer Afstand, jo uroligere bliver man for sine Venners Skæbne.

2 Her er Ensomhed og Fred. Jeg har været nervøs og oprevet af Teaterarbejde og Kulliseluft, og jeg mærker, at der vil gaa nogen Tid, inden jeg finder Ro. Mit Humør er ikke rigtig godt, og min Søvn er ikke bedre. Men det er jo ikke noget at tale om. Sol og Luft skal nok denne Gang som saa ofte før bringe mig min Sundhed tilbage. Kan De huske en Gang for mange Aar siden – jeg var kommen til Troense, oprevet af Modgang og Uro for min Skæbne. Saa gik jeg en Dag langs Svendborg Sund og pludselig kom jeg til at tænke paa Dem. Jeg havde vist kun talt en enkelt Gang med Dem en Aften i Casino og en Aften i "Samfundet", men De stod pludselig for mig som den eneste i Verden, hvem mine Tanker søgte med Tillid og Taknemmelighed. Saa sendte jeg Dem nogle Vers, der fødtes uvilkaarlig paa min Læbe, formodentlig ikke daarligere end dem, De var vant til at faa af andre – og i samme Nu blev jeg roligere, og jeg syntes, jeg havde faaet talt ud til en Ven efter lange Tiders Stumhed. De sendte mig et Brev, husker jeg, og nogle Dage senere var jeg i Gang med min første Komedie. Min kæreste G. B. – den Gang som saa ofte før og siden søgte mine Tanker Dem og ikke forgæves. Det gav mig min Ro og min Arbejdsglæde tilbage, og atter var det Sommer og Himlen var blaa, og jeg syntes, at Livet endnu havde nogen Glæde tilbage.

Nu sidder jeg herude i Haven under en blomstrende 3 Rødtjørn. En lille hvid Kattekilling leger omkring min Kone i Græsset. Den snapper efter et Græsstraa, som kildrer dens lille røde Snude, og den hopper koket og graciøs til Siden, fægtende med den lyserøde Pote. Henne i Haven gaar en Karl og skuffer Gangene, og jeg hører den fjærne landlige Lyd af Høns og Køer og Gøgen, som kukker langt borte i Nyrup Hegn. Solen staar højt paa Himlen, og ikke en Vind rører sig. Jeg burde være glad, har ingen Sorger af dem, Mennesker kalder saadan, er fri, har en Kone, der ligger lykkelig i en Flugtstol midt under Sommerens skyfrieste Himmel, mens Kattekillingen leger ved hendes Side og Sommerfuglene over hendes Hoved. Og dog ved jeg ikke rigtig – der ligger ligesom en Sky i det fjærne i mit Sind og skygger for Udsigten. Hvad bliver det altsammen til? Hvad er det altsammen? En Stund er det mit, og en skønne Dag er det forbi, og en anden sidder her ved Bordet med sin Elskede, mens en anden Kattekilling leger i Græsset herude. Tanker og Længsler, Liv og Arbejde – forbi – forbi – words, words, words! De talte engang til mig om, at det meste herhjemme stod i det utilstrækkeliges Tegn – ak ja, det ved dén bedst, der selv sidder med Pennen i Haanden, selvom det er en Guldfyldepen efter de bedste Mønstre. Men man tror jo og haaber paa, at man en Dag kan skabe lidt varig Glæde eller Skønhed af sin egen Sjæls Glæde eller Skønhed. 4 Altsaa lever man videre i Haabet en Stund endnu.

Jeg har lige haft et kort Blyantsbrev fra Pontoppidan, han er nu oven Senge, men kravler omkring som en Lus paa en Tjærepind, skriver han. Fra Rungs skulde jeg hilse Dem mange Gange, naar jeg skrev, hun skulde have været en Tur til Rusland med sin Svoger, men hendes Søster, Fru Sporon², er ret syg (Tuberkulose i Ryghvirvlen tror jeg) og Rejsen er derfor bleven opsat indtil videre. Nansen talte jeg med, inden jeg tog herud, han gjorde et frisk og fornøjeligt Indtryk, soldede grusomt, sagde han, som Efterkur. Er han i Grunden ikke en trofast og hjærtelig Natur. Det er saa vanskeligt at sige, hvor dybt Hjærtet sidder hos de Mennesker, der er fødte Charmeurer. Men jeg tror, det er der. Der er noget roligt og blidt i hans Øjne, og han ser paa Mennesker uden at blinke, det plejer at være gode Tegn. Om hans Kone talte han, som om alt var ved det Gamle, hvad det vel forøvrigt ogsaa er.

Nu vil jeg slutte. Bordet er skævt og Plænen ligesaa, derfor er Skriften ikke Skønskrift. Nu ønsker jeg, at min Frygt for Dem vil vise sig ugrundet. Skriv kun et Kort til mig, ikke mere. De skal ligge ganske rolig og ikke forstyrres af Visiter og Brevskriveri. Har De det en Dag godt, saa tænk paa mig, en smilende Tanke ud i den blaa Luft, hvor Sommerfuglene sejler. Og lad saa atter Tankerne hvile og tænk ikke paa andet end Roser, Sol og Sundhed.

Min Kone beder mig hilse Dem mange Gange. Levvel!

Deres
Henri Nathansen