Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Troense. 9. juni 1903

Digte til Georg Brandes

#

Hvorfor jeg skriver Dem til,
jeg véd ikke andet at svare:
De staar for mit Blik nu i dette Minut,
da min Tro paa mig selv er i Fare.

#

Jeg véd, De fatter min Sorg,
maaske har De følt det samme –
en ensom Mand i et fremmed Land,
der søger sit Hjem og sin Stamme.

#

Kalder paa en, der er død,
et Navn, man ikke kan glemme
hører med ét, som et Raab i en Skov,
sin egen forfærdede Stemme.

#

Ser saa en smilende Klump,
som vittigt min Stemme fordrejer –
en Spøgefugl letter sin høje Hat:
var det Dem, der raabte med Rejer?

#

Hvorfor jeg skriver Dem til,
jeg ved ikke andet at svare:
jeg syntes, jeg saa Deres vinkende Haand
bag hele den fremmede Skare.

— — —

#

Jeg ser de ilende Skygger
i Jag over Deres Pande,
Øjnenes sælsomme grønlige Glimten
som Blinket i dybe Vande –
Smilets urolige Skiften
fra smæltende varmt til isnende koldt,
et Ryk i en Nerve – og Blikket er mygt
et Ryk – og Blikket er stolt.

#

Jeg lytter til Deres Stemme,
der danser om Baad paa Bølge,
hugger mod Vind og vugger med Strøm,
spørger ej, hvo der kan følge.
Leger med Vind og med Vove,
selvsikker – sorgløst, beregnende, kækt –
snart med en vejrbidt Skipper til Rors
og snart med en attenaars Knægt.

#

Jeg ser Deres lidende Hoved,
bøjet af bitter Erfaring –
ser Deres straalende løftede Hoved,
hvidt som en Aabenbaring.
Jeg ser Dem, hvor Bølgen gaar højest,
en Stridsmand blandt mange, i Fraade og Sprøjt –
og dog saa sælsomt alene,
ene som den, der staar højt.

— — —

Hvorfor jeg skriver til Dem,
jeg ved ikke andet at svare:
jeg syntes jeg saa Deres vinkende Haand,
da min Tro paa mig selv var i Fare.

— — —

Henri Nathansen

Troense d. 9.6.03.

[Digt fra Troense]

#

Jeg gaar langs det ilende Sund
ene, i ensomme Tanker,
mit Øje pines – hver Gang jeg det løfter –
af Taasinges smilende Banker.
Jeg er flygtet fra Plet til Plet,
dette Foraar har jaget mig, pisket mig;
nu vandrer jeg her ved det ilende Sund
urolig, ustadig – træt.

#

Jeg spurgte, hvor jeg kom hen:
hvor er jeg – hvor har jeg hjemme?
Jeg hørte den samme fortvivlende Klang
af det dumpe "hvor" i min Stemme.
Jeg kunde ej trænge til Bunds,
der var noget, som hæmmed mig, skræmmed mig,
mit Svar blev til Spørgsmaal, der slog og slog
som Hjærteslag i mit Sind.

#

Da følte jeg i et Nu
et Lyn af en rammende Tanke,
jeg stansed og hørte mit Hjærte banke
og banke den samme Tanke:
Du er flygtet fra Plet til Plet,
hvert et Foraar vil jage dig, piske dig,
dette Land er ej dit, dette Folk ej dit,
du har ingen Hjemlands-Ret!

#

Jeg ser paa det smilende Sund –
smælter dets Smil min Smærte,
hører jeg Lyden af Bølgernes Hvisken
som Stemmer, der gaar mig til Hjærte?
Knytter jeg ikke min Haand
mod de bølgende Banker, der piner mig,
føler mig fremmed for Land og for Folk –
dets Sorg, dets Glæde, dets Aand.

#

Skal da mit Liv og min Kunst
svæve som Drømme i Luften,
aldrig i Knop og aldrig i Blomst,
men nøjes med Farven og Duften?
Min Fod og mit Hjærte er træt,
der er hjemløst og klamt, hvor jeg vender mig,
jeg føler mit Land som den Landevejskro,
hvor jeg hviler inat – har jeg Ret?

— — —