Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 12. februar 1909
De har aldrig svigtet nogen
Allégade 15 A. [fredag] 12 Febr. 09.
Kære Hr. Professor!
Det var smukt af Dem at tænke paa mig1 midt i den "snurrende Hvirvel". De ved ikke, hvor det glædede os at se, at det danske Islag omkring Deres Hjærte var begyndt at smælte. Islag – og Deres Hjærte, hvor de to Ord passer daarlig sammen. Men her er koldt i Danmark, saa koldt, at selv Deres Hjærte kan fryse.
De spørger mig, hvordan jeg har det, og jeg svarer Dem: saa godt som man kan have det, naar man om 14 Dage skal have Première paa d. kgl. Teater2. Jeg er fuldt optaget af Prøver og af alle de Sindsbevægelser, som følger med disse. Idag er Ens Arbejde et vidunderligt Digterværk, der lyser af Aand og Liv. Imorgen en Skarnbøtte, hvor alskens Levninger og afgnavede Ben ligger hulter til bulter. Himmelhoch3 jauchzend 2 – zum Tode betrübt! Det er vidunderligt at se et generindret Liv leve igen som dengang – og det er dybt vemodigt at se det flakke hid og did som en anskudt Fugl for at falde og dø. Jeg venter mig meget – saa venter jeg ikke for lidt. Men Lykken er nu en Gang af Hunkøn, og man kan altsaa ikke stole paa den. Hvis De er her i Byen omkring d. 27 ds., vil det glæde mig at sende Dem en Billet. Gid De var her! De burde altid være her og Deres Hoved trone højt i det danske Parket. Ja, De foragter det, men Deres Plads er der. Er De her ikke, er der tomt.
Jeg var ude og besøgte Fru Nansen idag paa Rovsings Klinik. Hun havde desværre faaet et Tilbagefald og var ret nedtrykt. Jeg vilde saa gærne have haft hende med i mit Stykke – hun har Aand, det eneste, det skønneste. Hvormange har det? Tænk paa de hundrede – jeg havde nær sagt flade Bryster – i Skuespilkunsten. Hun har baade Rejsning og Race.
Jeg ser Dem hvirvle fra France til Clemenceau, fra Hervieu4 til Rodin. Smukke Damer bøjer 3 sig under Deres Smil. De funkler atter af Ungdom. Men bedst ser jeg Dem alligevel i den gamle Restaurant i Rue Valois5. Den kan tale med om Deres Trofasthed. Det er jo det, jeg elsker allermest hos Dem – De svigter aldrig. Mangen Opvarter har svigtet Dem i Tidernes Løb – ogsaa af dem fra Halvfjerserne, for sletikke at tale om de opvartende Kavallerer fra Firserne og Halvfemserne. Men jeg ved aldrig, at De har svigtet nogen. Og naar De endnu efter 39 Aars Forløb søger den gamle Restaurant og lader den gamle Opvarter, som maaske har Knyster og derfor er langsom i Vendingen, servere for Dem endnu, saa fortæller det mere om Dem end 10 Spalter i biografisk Lexikon.
Igaar højtideligholdt vi Stormen paa København – idag er Forsvarslovene bleven fremlagte – man merkt die Absicht. Det er I.C. Christensens Aand, der taler, kun Hænderne er Neergaards. Jeg tror, at Neergaard6 er en hæderlig Stymper. Men hvad er saa hæderlig? Er det saa ikke bedre at være et uhæderligt 4 Geni? Han er af dem, der forsigtig nusser sig igennem det. Jeg ved ikke – jeg har et Indtryk af, at han er en af dem til 3 for 20 Øre. Jeg venter mig ikke noget af ham – han er lyssky og ulden som de andre Kaniner.
Bliv nu dernede, indtil Isen er smæltet. Det sker omkring d. 27 ds. Saa løber mit Stykke af Stabelen, og saa er alle Sunde aabne. Naar jeg saa den Aften staar ved Kighullet bag Tæppet, saa ser jeg Dem trone dèr, hvor Deres Plads er, paa første Række paa Midten i det danske Parket. Ak, nej, nej – skal jeg le eller græde. Paa anden Række sidder Pressen med Hr. Muusmann7 i Spidsen og paa tredie Rigsdagsbønderne og Borchsenius. Og du evige danske Parket, der dufter af Sværte og Grønlangkaal! Jeg forstaar Dem, kæreste G. B., hvis De bliver i Rue Valois, hvor De i 39 Aar har spist med de dejligste Kvinder. Og – som De selv siger – med Skam at tale om spiser endnu.
Mange Hilsner fra os begge.
Deres altid hengivne
Henri Nathansen
