Henri Nathansen til Georg Brandes
Sendt fra Allégade 15 A. 24. juni 1908
Fyrretyve Kroner
Allégade 15 A. 24.6.081
Kære Hr. Professor Brandes!
Tak for Deres Brev og Brahm's Skrivelse. Jeg har straks sendt Bud til min Oversætter. Nu har jeg jo Lov til at haabe.
Herfra, hvor jeg sidder, kan jeg se Deres Billede. Det har nu faaet Ramme og hænger dér, hvor De før skuede med Haand under Kind ned imod mig. Jeg er glad for Byttet. Jeg tænker mig, at De nu Kl. 6¾ Eftermiddag sidder paa samme Sted, og jeg ønsker, at jeg var Marchese Casanova delle Valle. Jeg kan saa godt lide Marchesaens smærtelige Ansigt. Forresten tror jeg, det maa kunne straale af Ungdom. Men kort, kort! Livet har gravet sine Furer, og de gaar dybt.
Jeg sidder her i min Casanova, travlt beskæftiget med en for mig ny Art af Arbejde. Jeg har nemlig paataget mig paa egen Haand og for første Gang 2 at instruere mit Stykke "Daniel Hertz", som skal gaa i Efteraaret2 paa det kgl. Denne uhyre Opløsningsproces bringer mig ofte til Fortvivlelse. Der er noget besynderligt dissekerende ved at foretage denne Operation, og naar det saa ligger dér, blottet, sønderdelt og trævlet, saa gyser man ved Tanken om, at disse løse Led og Nerver skal samles igen og indblæses Liv af en anden og dog ikke en anden end den, der skrev det. Men jeg har nu Lyst til at samle saa meget som muligt i min egen Haand. Spille det selv kan jeg jo desværre ikke.
Stakkels Gudmund Hentze3, som De skrev om. Han havde jo endelig faaet skrabet nogle Penge sammen for at rejse til Florens og pleje sit syge Bryst. Han vilde om ad Dresden for at se Galleriet, og da han kommer dér, bryder Sygdommen, som har ulmet hele Foraaret, frem, og han maa lægge sig paa Sygehus. Blot han nu ikke maa bliver der og stirre langt efter sit elskede Italien. Er det forøvrigt ikke skandaløst, at han i flere Aar har søgt Akademiets Rejsestipendier uden at faa noget, mens Aar for Aar Snese af Klattrupper og Smøresen'er faar Penge til at male nye Rædsler for. Jeg tror, at Skuffelsen 3 over, at han ikke fik noget iaar, har virket som Betændelse i ham. Jeg kan huske, at jeg den Aften, vi i Foraaret var sammen hos Pontoppidan, talte med Karl Madsen4 om Hentze, og at han, da jeg sagde ham, at Hentze levede i smaa Kaar og i lange Tider havde siddet usselt i det, gav mig dét karakterisktiske danske og madsenske Svar: "Naa – han har da Raad til at gaa til Karneval." Hentze havde tilladt sig den Luksus at more sig en Aften sammen med sin Kone – Entré 2 Kr. for Herrer og det halve for Damer – og det var dog for galt for en fattig Kunstner, der tilmed var syg og maaske ikke havde mange Karnevaller igen. Jeg tror gærne, at Karl Madsen hverken giver Penge ud til Morskab, Vask eller Renlighed, men Herregud derfor har da andre Lov til at pleje den Slags rimelig Luksus, særlig da det jo ikke er for Madsens Penge.
Men hvor er det dog kummerligt at være Kunstner i et Land som Danmark. Forleden da jeg oppe paa Forlaget søgte at faa det dog ikke fyrstelige Honorar af 40 Kr. Arket for mine Komedier, sprang Bojesen omkring, som om jeg vilde rovmyrde ham og udsætte Gyldendal for Konkurs. Han sagde 4 Ordene Fyrretyve Kroner, saa Tallet blev langt og uoversætteligt, og hans Ansigts Udtryk af virkelig gennemlevet Forfærdelse var saa stærk, at det fik min Hovedbund til at fryse. Jeg gik derfra som en slagen Mand. Men jeg lovede mig selv, at jeg vilde forsøge endnu et Stormangreb. Og igaar gik jeg da derop, ladet med Argumenter og Prokuratorkneb og uigendrivelige Beviser, beredt paa ikke at opgive Ævred, før jeg havde Bøjesen i min Magt, død eller levende. Ak, Bøjesen havde taget Ferie, og hele min svulmende Energi faldt sammen som en revnet Ballon.
Jeg glæder mig over, at De arbejder. Jeg glæder mig altid, naar jeg tænker paa Dem, og det gør jeg ofte, og derfor er mit Liv ikke uden Glæde. Ja, De smiler – men De er nu dog noget af det, der gør, at jeg elsker Danmark og aldrig vil glemme dets Finhed og sjælfulde Tone.
Mange Hilsner
Deres hengivne
Henri Nathansen
En hjærtelig Hilsen fra
Deres hengivne
Johanne Nathansen
