Johannes Jørgensen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Svendborg. 4. august 1892
denne Begrædelsesbog
Svendborg d. 4 Avg. 92
Kære Hr. Henrik Pontoppidan!
Hjærtelig Tak for Deres Brev. Det glædede mig paa dobbelt Maade – som Vidnesbyrd om Deres venlige Sindelag mod mig og som Anerkendelse og Værdsættelse af min lille Bog1. Det vil maaske undre Dem lidt – men i dansk Literatur udlægger jeg "Ung Elskov" som Barnefader til "Sommer"! Netop den Bog af Deres mange gav mig, da jeg var tyve Aar, Mod til at skrive det, jeg lystede, i den Form, der var mig kærest.
2 Som De af Overskriften kan sé er ogsaa jeg paa Rejse2. Dog paa en kortere Færd end Deres – men til Steder, som for mig er klassiske: Svendborg med dens sine Bakker som Athen med sit Akropolis, og Nyborg, hvis Omegn mere er i den spartanske Stil. Denne Rejse staar iøvrigt netop nu i Færd med at foranstalte en hel Krig mellem mig og Magten Brandes. De, der glæder Dem over en hjemlig Skræderregning, vil sikkert ogsaa glæde Dem over denne hjemlige Iliade!
Vid da: Under voksende Misnøje fra min Redaktørs Side har jeg i de sidste Par Maaneder søgt at omforme min Stilling ved Bladet til en mere fri Post. Brandes har indrømmet mig, hvad jeg fordrede – men modstræbende. Og med en 3 højt tydelig Uvilje gav han mig for en Maaned siden Permission til at rejse herover, hvor jeg ikke har været i tre Aar. Min Føljeton3 tog jeg med at oversætte paa, skrev ogsaa Artikler. Samtidigt udførte jeg et Arbejde for "Tilskueren" og et for "Illustreret Tidende" – som De sér, nogen pur Ferie var det ikke.
For en Uge siden var Føljetonen oversat ud, og jeg skrev da til Brandes, at vi maatte have en ny. Jeg anmodede ham samtidigt om Penge, da jeg skulde tilbage til Kjøbenhavn og – som jeg mente – genoptage min Virksomhed ved Bladet. Herpaa har jeg til Dato intet Svar erholdt uden dette, at der i Dag i Bladet er begyndt en ny Føljeton saavidt jeg kan se, oversat af Fru Edv. Brandes!√. Uden med et Ord at underrette mig derom 4 har han altsaa frataget mig Føljetonen (en væsentlig Indtægtskilde for mig!), og uden Gnist af en Forklaring fjærner han mig fra Bladet, simpelthen ved ikke at sende mig Rejsepenge. Det er en Ligefremhed, der imponerer.
Jeg sidder nu her Klokken tolv om Natten og skriver midt i Indpakning og Rejseforberedelser. Penge har jeg skrabet sammen4, saa jeg kan komme over og se til mine Sager i Kjøbenhavn. Ernst Brandes har det imod mig at sige, at jeg ikke har villet være Pennen i hans Haand. Nu vil han til Straf sønderbryde det genstridige Rør5. Det falder ham ikke ind – ja, hvis De ikke smiler ad min Selvfølelse, eller er ked af denne lange Historie, kan jeg sige, hvad der ikke falder Ernst Brandes ind. 5 Thi han forekommer mig som En, der ejer en Violin og er gnaven over, at Instrumentet egenlig er til at spille paa.
Ak, disse Poesiens og Frihedens teoretiske Venner – hvor hader de Poesien, hvor forfølger de Friheden!...
Jeg ængstes næsten, efter at jeg har skreven6 disse Ord. Men imellem Svendborg og Salzburg tør der vel i en natlig Time hviskes, hvad man for sin Velfærd og sit gode Rygtes Skyld ikke vilde vove at sige i aaben Dag.
Nu nok om mig og mine Klagemaal. – Min Bog blev af Pressen behandlet nok saa pænt; "Politiken"7 roste stærkt, "Berlingske" roste med Alvor; kun "Avisen" fornægtede ikke sine gamle Vaner overfor mig. Til Efteraaret staar jeg atter for Skud; da er det Versene og Prosadigtene. De kommer vel herhjem inden da?
Hermed sluttes denne Begrædelsesbog. De hjærteligste Hilsener fra min Hustru og mig. Ogsaa Stuckenbergs lader hilse.
Deres hengivne
Johannes Jørgensen.
Min Adresse i Kjøbenhavn er Kastanievej 19.
