Sommernat
Ved Indsøens Rand staar Sommernattens Nymfe, lænet mod en ludende Linds svære, ru Stamme.
Om hendes ranke Elverpigelegem glider et Taageslør, let og skinnende som det Flor af sølvhvidt 14 Sollys, der dækker Juninætternes Himmel. Hendes nøgne Fødder træder i den fugtige, svale Mosejord, der glat glider ud under Fodbladene.
Foran hende, lige i Søbredden, vokser høje, gule Iris, hvis store Blomsterblade hænger tungt ned, vaade af Nattedug.
Med den ene Arm slynget om Stammen bøjer den skinnende Nymfe sig frem og kiger ned i det dunkle Vand, der ligger blankt og sort som et Spejl af poleret Mørke.
Og hun ser sit eget lyse Billede dernede, sit slanke Elverpigelegem i det løse Taageslør, og det hvide Ansigt, hvidt som de lyse Nætters Luft, og de blege Sølv-Øjne, blege som de lyse Nætters Stjærner, og Haaret, der rødmer i sagtelig Gyldenrødme, som Sommernattens Himmel rødmer langs Jordens Rand.
Sommernattens hvide Nymfe ser sit eget Billed dernede i det sorte Spejl, og om Billedets Fod som en nedhængende Frynse-Baldakin Irisblomsternes lyse Spejlbilleder.
Ellers er alt sort dernede – de tunge Løvkupler spejler sig ganske mørke – dybt nede skyder de ud fra Bredden som store, halvrunde Balkoner af Skygge.
Og fra Søens anden Rand fremglider andre Skygger af andet Løv; lidt lysere af Lød, med en Anelse af grønt i sit Mørke, skyder disse Spejlbilleder op nede fra Bunden som kæmpemæssige undersøiske Vegetationer – eller vokser de inde paa Kystens Underside, som Alger paa drivende Tømmer, nedad, med Hovedet rettet mod Dybet?
Men lige midt ude i Søen ses en lys Stribe, et Bælte af Himlens Spejlbillede. Som en bred, hvid Vej bugter delte Lys sig ud og ind mellem Skyggernes Mørke, der stiger opad til begge Sider som Skovskrænter.
Nymfen stirrer længe derned, ned til den lyse Sti, som snoer sig mellem de mørke Banker.
15 Vandets Flade, der uafbrudt flimrer som i en betaget Gysen, forekommer hende tilsidst kun et bølgende Slør, et tyndt Forhæng, der skiller hende fra den underfulde Verden dernede …
Da svirrer lydløst en Flaggermus, som Nymfens hvide Legem har draget hid, tæt forbi hende, og i Flugten støder dens Krop mod Vandskorpen.
En smertelig Sitren bølger ud fra det saarede Sted – Spejlskyggerne nede i Vandet skælver frem og tilbage som Tæpper for Trækvind – og medens Flaggermusen svirrer videre i hastig Flugt lavt over Vandet, drager Nymfen sig skuffet og bedrøvet tilbage fra det knuste Tryllespejl.
Men medens hun vandrer videre gennem de mørke Skove, hvis Løv suser sagte i Nattevinden, drømmer hun endnu længe om hin vidunderlige Spejlbilledverden og længes saa sært sørgmodigt mod den Sti af Luft mellem Skrænter af Skygge – som hendes Fod aldrig skal betræde.
