Erik Henrichsen til Henrik Pontoppidan
15. december 1914

denne lange, lunefulde Sygdom

15 Decbr 1914.

Kære Henrik Pontoppidan.

Det gjorde mig ondt at læse Deres sidste Brev. Sorg og Bekymring talte ud deraf. Sygdom har, i Modsætning til Sorg og Ulykke, en Evne til at forkue, og det er noget af det værste ved den. Jeg kunde mærke paa Dem, da De besøgte mig sidst, at Deres Tanker var under Tvang af denne lange, lunefulde Sygdom med dens Svingninger og Spring, og jeg forstaar det kun altfor godt. Det er paa en Maade en taabelig Trøst og et Haab uden Begrundelse, som paa denne mørke Vinterdag skyder sig op i mig; men som jeg dog vil udtale for Dem: at Deres Kones Sygdom maa følge Solens og Aarets Bane, at hendes syge og svage Hjærte maa laane Kraft fra Naturen og Solen, naar den om ikke 2 mange Dage gør sin Vending og begynder sin Gang frem mod lysere Dage.

Jeg forstaar godt, at De ingen Tanker har for Deres Bog1 i denne Tid. Jeg vil derfor heller ikke trænge ind paa Dem med mine Tanker om den. Jeg vil sige Tak for dens Modtagelse; og jeg læste den i Søndags. Der er forfærdelig megen Fortvivlelse og Haabløshed i den Bog, det er det stærkeste og blivende Indtryk, den har efterladt hos mig, den samme "Angst", som Vilh. Andersen i sin Anmeldelse talte om. Og jeg vil, som en lille svag Kritik tilføje, at saadanne desperate Mennesker ikke synes mig synderlig lærerige eller interessante i moralsk Henseende. De gør paa mig mere Indtryk af et Menageri end af Væsener, der indtager en bestemt PladsHoldning i Verdensordenen og Menneskeslægtens Historie.

3 Efter at have læst Bogen, gik jeg ned paa Frue Plads, for at se Akademisk Skyttekorps træde af. Der traf jeg Rohdes, Fru Andersen 2, Godsejer Schous3. Det var egenlig et opløftende og højtideligt Øjeblik, da det 800 Mand store Korps stod opstillet med Front mod Universitetet, med præsenteret Gevær, medens Rektor smukt talte til dem fra Universitetstrappen. Der var over den hele Scene en Appel, som er sjælden her tillands. Og naar man sammenligner den Aand, som herskede iblandt disse unge Fyre, med den, som Flertallet af Professorerne lægger for Dagen, f. Eks. O.√ Jespersen, i det Bavl4, han samtidig i "Politikens" Højskole underholdt sit "Højskole"-Publikum med, maa man glæde sig over, hvor meget højere Studenterne staar end Professorerne. Jeg har selv i mine første Studenteraar været Medlem af dette Korps, men dengang var det kun 4 en Skive for Gadedrengenes Vittigheder.

Gid jeg snart maatte høre lidt godt nyt fra Dem; jeg haaber at faa Fingre i et af Familiens unge Medlemmer5 her i Byen for at skaffe mig Oplysninger. Jeg haaber, at Deres Kone i hvert Fald er saa vel, at jeg tør sende en Hilsen til hende gennem disse Linier ind i hendes Hospitalsværelse.

Og vær selv i Venskab og Deltagelse hilset fra

Deres hengivne
Erik Henrichsen

 
[1] Bog: Toldere og Syndere, der udkom lørdag 12.12.1914. tilbage
[2] Fru Andersen: formentlig Vilh. Andersens kone, Kirstine, f. Friederichsen (1865-1916). tilbage
[3] Godsejer Schous: fabrikant og ejer af Palsgård ved Juelsminde, Einar Viggo Schou, gift m. Elisabeth, f. Døcker. På Palsgård havde Vilh. Andersen fejret sin 50-års fødselsdag. tilbage
[4] Bavl: Otto Jespersen holdt 13.12. et foredrag i Politikens Hus om "Krigsstemningen hos tyske Vidensmænd og engelske Digtere". Det må være referatafsnit som disse fra Politiken dagen efter der har ophidset EH:

Professoren gjorde her i et lille Sidespring opmærksom paa det urimelige i, at enkelte Mænd skulde kunne sidde ved Enden af en Telegraftraad og bestemme, om Millioner skulde føre Krig. Det vilde være meget fornuftigere at spærre alle Konger, Kejsere og Premierministre inde i et Rum, give dem hver en Revolver og ikke lukke dem ud og ikke give dem Mad, førend de var blevne enige.

...

Prof. Jespersen sluttede sit glimrende Foredrag med at fastslaa, at Krig var det mest modbydelige og nedværdigende, der var til, og med at opfordre alle til hver paa sit Omraade og hver i sin Kres at sætte alt ind paa i Fremtiden at modarbejde en Gentagelse af det forfærdelige, som vi nu var Vidne til.

tilbage
[5] Familiens unge Medlemmer: Else og stud.med. Einar Thomsen boede i august 1915 Nørre Farimagsgade 29. Steffen studerede forstvæsen og boede i februar 1916 Borgergade 134 hos fuldmægtig Vilh. Schrøder (Johanne Pontoppidans fraskilte mand). tilbage