Erik Henrichsen til Henrik Pontoppidan
9. februar 1915
Hældning mod Helsingør
9 Februar 1915.
Kære Ven.
Det er da vel ikke Meningen, at De vil afbryde enhver Omgang og Forbindelse med mig? Jeg har det Indtryk, at den Hældning mod Helsingør, som De længe har haft, er bleven endnu stærkere end før, efter at Deres Kone er bleven Patient paa Byens Sygehus. Imidlertid, der kan ogsaa stilles en pæn lille Middag paa Bordet her i København – jeg taler ikke om det menneskelige Selskab, thi jeg véd, at De ringeagter os og giver Helsingørianerne Fortrinet. Hør nu en Idé, jeg har faaet! Vilh Nu er ogsaa Vilhelm Andersens Kone1 kommen paa Hospitalet – Rigshospitalet – det er et nervøst Tilfælde, og det vil vist blive langvarigt. Jeg vilde da spørge de 2 Mænd med de syge 2 Koner, om de ikke vilde spise sammen hos mig en Dag til Middag; saa kunde jeg ogsaa indbyde Else og hendes Mand og det unge Par2 hos Vilh. Andersens.
Hvad siger De hertil? Hvilken Dag kunde passe Dem? Jeg rejser et Par Uger bort sidst i næste Uge, 17de√ 18de eller 19de, saa det maa være snart.
Siger De nu Nej til denne Indbydelse, saa er Loddet altsaa faldet, og saa er der altsaa kun tilbage som sidste Udvej at flytte til Helsingør. Maaske kunde Galschiøt skaffe mig en lille Socialistansættelse3.
Vær i hvert Fald med megen Beskedenhed hilset, ikke mindst Patienten i Helsingør fra
Deres hengivne
Erik Henrichsen
