Erik Henrichsen til Henrik Pontoppidan
Sendt fra København. 11. marts 1912

Udholdenhed aldrig min stærke Side

Erik Henrichsen,
Overretssagfører.
Ny Vestergade 15, St.
Telefon Nr. 2000.
Kjøbenhavn K., d. 11 Marts 1912

Kære Henrik Pontoppidan.

Imorges modtog jeg paa Sengen et Kort fra Else; paa Bagsiden Nelsons Triumfsøjle paa Trafalgar-Pladsen og paa Forsiden en Række Udbrud af Glæde og Begejstring over det sorgløse Liv, hun fører i London. Da jeg saa et Par Timer efter kom ind paa mit Kontor, fik jeg Deres Brev med Anvisningen paa de 800 Kr. Tilsammen danner de en god Illustration til Begrebet "Livets Aldre".

Som punktlig Forretningsmand svarer jeg omgaaende og sender Pengene i Kontanter, og benytter mig desuden af Situationen til at begaa det Snyderi, at lade dette Forretningsbrev gælde som Tak ogsaa for det Brev, jeg modtog fra Dem for nogen Tid siden, ja ogsaa for de Hilsener, De sendte mig til Jul og Nytaar.

Jeg er glad over at høre, at det gaar Dem godt og Deres Kone forholdsvis godt, og at De nu belaver Dem paa at tage Vandringsstaven i Haand og gaa paa Opdagelsesrejser. 2 For en Naturskildrer som Dem har Wiesbaden næppe været efter Hjærte og Sind. Men en Hule i Schwarzwalds Skove og Foraarets Komme, det maa være noget saadant, en Naturelsker drømmer om, og selv om Drømmen desværre i Reglen overgaar Virkeligheden, saa Glück auf! alligevel til Schwarzwald og Foraaret! Hils Bjergene fra mig, og sig til Deres Kone, at nu er det hendes Tur til at opdage "en landlig Kro" og afgive den yde sit Bidrag til den topografisk-meteorologisk-gastronomiske Videnskab hvori der allerede foreligger flere betydelige Frembringelser fra min Haand.

Med al Agtelse for "Ugens Tilskuer" forekommer det mig dog ikke at være det mest passende Blad for "Landsmændene i Udlandet"; som Nyhedsblad staar det ikke højt, og til at knytte de ømme Hjemlængslers Baand er det heller ikke egnet. Der kunde derfor nok være Grund til at fløjte nogle milde og blide Toner for Dem, naar De kun hører den strænge Magisters Stemme. Han lægger jo Haand baade paa de døde (Herman Bang1) og paa Jubilanterne (Georg Brandes), og det har 3 jeg dog altid haabet, at naar jeg døde i en forholdsvis tidlig Alder eller blev 70 Aar, saa vilde ogsaa mine værste Fjender sige, at med mig var et stort Lys gaaet bort, eller at en mild Livsaften vilde alle ønske for mig. Men nu véd jeg, at selv paa mit Lig eller i mit 70aarige Støv vil Magisteren finde de 30 Sølvpenninge, for hvilke jeg solgte mig til den Bergske Presse.

Angaaende Deres Digt til Georg Brandes er jeg fra flere Sider bleven adspurgt om den rette Fortolkning som en Slags Orakelpræst. Det var ellers let nok at forstaa, synes jeg, og meget taktfuldt, men jeg kan jo forstaa, at for de naive Sjæle har det virket som en kold Straale. Forøvrigt blev jeg under Læsningen distraheret ikke saa lidt af min stigende Forbauselse over, at en Prosaskribent kunde skrive saa sikre og faste Vers. Hvor mange Talenter skjuler De endnu over? Først afslørede De en Taler-begavelse, nu en Begavelse for Vers, – formodentlig er De ogsaa en snedig Politiker.

For mine Venners Skyld haaber jeg ogsaa oprigtigt, at man ikke for længe vil spærre 4 mig Vejen til Justitsministeriet. Thi det er efterhaanden ikke saa lidt, I paa den Konto har skrevet Jer til Gode. De er den mest beskedne, og jeg troer ikke, at man vil vælte mig, fordi jeg gør Dem til Kammerraad. End ikke Magisteren, troer jeg, vil insinuere, at jeg har faaet noget derfor. Og der trænges netop nu til noget, der kan forsone den offenlige Mening paa det Felt, efter at Ministeriet for nylig har udnævnt den Gamle i Haregade paa 107 Aar til Krigsassessor; det har krænket det civile Parti i Landet, men at en Poet bliver gjort til noget med "Kammer", vil ikke foranledige nogen Interpellation af P. Munch. Værre bliver det, naar Emil Hannover skal have hele Overskuddet af Varelotteriet, hvad han har gjort Fordring paa. Han bliver en Ulykke for mig, det er jeg klar over.

Jeg er begyndt at berejse Sognene i Sorø-Kresen; Poul Chr.2 følger mig i Hælene og har taget Slengerik3 med til Hjælp. I den Anledning haaner jeg P.C. ved at komplimentere Slengerik som en pæn Radikaler, en Modsætning til P.C., 5 og en Mand, hvem det er mig en Glæde at mødes med osv. I det Hele er jeg blevet noget af en Rejsepolitiker samt Begravelses- og Minde-Taler & Skribent. Ligene og de 100-aarige er blevet min Specialitet; for nylig gravede jeg Hall op, da han blev 100 Aar, og Grev Holstein-Ledreborgs Lig har jeg balsameret paa flere Maader. Der ligger endnu et Par Særtryk til Dem i min Skuffe. I det Hele har jeg været temmelig flittig i denne Vinter, og har ikke saa lidt i min Lade nu, men Marken, der skal høstes, er overvældende stor og Taalmodighed og Udholdenhed har aldrig været min stærke Side.

Nu kom Pengene, altsaa Finis et Vale! Hils Deres Kone mange Gange, og hvis hendes Arm er bleven rask nok, sørg saa for, at hun ikke kniber ud fra sin Pligt i den af hende selv opfundne Videnskab. Som De ser, er der lige 900 Rmk., det er for Nemhedens Skyld ved Forsendelsen og de 3 Kr. 25, jeg har lagt til, har jeg taget af de Penge, De har staaende hos mig (de 25 Kr pr Maaned). Af fælles Venner og 6 Bekendte kan jeg hilse fra Andersens, som jeg saa i Lørdags; de straaler i Middagsselskabernes Pragt. Hos Rohdes er derimod saa stille; der skulde da vel ikke være noget i Gære; det er ikke et godt Omen, hvad der staar i "Barselstuen", at de fleste Barselstuer forekommer i Aabenraa4. Apropos herom, saa er der kommet en Dreng hos Luplau Janssens.

Deres hengivne
Erik Henrichsen

 
[1] Herman Bang: døde 29.1.1912. tilbage
[2] Poul Chr.: Poul Christensen (1854-1935) husmand, folketingsmand for Sorø 1890-1918, venstremand til 1905, derefter radikal. Landbrugsminister 1909-10. tilbage
[3] Slengerik: (1859-1923) radikal folketingsmand. tilbage
[4] Aabenraa: Rohdes boede på det tidspunkt i Aabenraa 3 i København. tilbage