Erik Henrichsen til Henrik Pontoppidan
10. juni 1912
mit syge Bryst
10 Juni 1912
Kære Pontoppidans.
Jeg er ikke i Stand til at afgøre, hvem jeg mest skylder Brev, Dem H.P. eller Dem Fru A.P. og for ikke at begaa nogen Uret, skriver jeg altsaa til Dem begge i Fællesskab. Forresten er det vist til Dem, Fru Pontoppidan, jeg burde have skrevet, thi ved nu at ransage den Kurv, hvori jeg gemmer Breve og lignende Sager, ser jeg, at fra Dem har jeg faaet forude 2 Kort og et meget langt Brev, fra Deres Mand kun et lille Brev, som endda var et Forretningsbrev, og et Kort. Og alt dette er ubesvaret. Altsaa først en Tak for det venskabelige Sind og den venskabelige Ihukommelse af mig, som ytrer sig i disse Kort og Breve. Dernæst en Undskyldning for, at jeg skønt jeg nu har været 8 Dage paa Benene, ikke har kunnet samle Energi nok til et Svar før nu. Jeg har været rigtig væmmelig daarlig, ligget 18 Dage i Sengen, indpakket 2 i Vandomslag, og forinden jeg kom i Sengen havde jeg gaaet i 14 Dage og ladet den skarpe Foraarsblæst bide i mit syge Bryst. Dag for Dag haabende paa mildere Vejr – det var næsten den værste Tid. Jeg er altsaa blevet narret for Foraaret, jeg har hverken set Kastanjer eller Hvidtjørn springe ud, jeg maa tænke paa Dem, Pontoppidan, ifjor, skønt min skidt Bronchitis naturligvis ikke tør nævnes i samme Aandedræt som Deres alvorlige, livsfarlige Sygdom. Men et Foraar har vi begge mistet, og ingen af os har Raad til at afstaa en eneste af det første Foraars gode Dage. For 8 Dage siden kravlede jeg ud af Sengen, og da Vejret var saa naadigt netop med det samme at bringe Solskin og Varme til disse Breddegrader, saa varede det kun nogle Dage, før jeg atter kunde præsentere mig paa Dosseringen – i min nye Sommerfrakke med Silkefoer, hvad siger De til det, Fru P.? – men Benene dinglede stærkt under mig. Endnu er jeg uhyre træt og har svære Restancer af juridisk Arbejde at klare, før jeg faar Tankerne 3 saa fri, at jeg kan beskæftige dem med Sommerferieplaner.
Men jeg vil straks sige, at jeg under disse Omstændigheder næppe vover mig paa Langfart til Schwartzwalds Bjærgskove. Sygdommen har taget en Del paa mig, og jeg vil i denne Sommer være noget af en Rekonvalescent. Navnlig lader det til, at mine Ben paa en eller anden mærkelig Maade har taget Skade; jeg føler mig nærmest lam. Tanken om at bestige et Bjærg, selv et mindre, bibringer mig i hvert Fald en Følelse af Afmagt. Naar man ikke er helt rask, skal man holde sig for sig selv; i hvert Fald har jeg den Følelse, og jeg vilde blive hypokonder tilmode ved ikke at kunne holde Maal med Jer andre. Jeg troer derfor, at Eders lille Koloni vil være bedst tjent med, ikke at optage min invalide og nødlidende Person i Eders Midte. Men Tak for den Gæstfrihed, I havde tiltænkt mig, Tak særlig til Dem, Fru P., for de Recognosceringer, De har foretaget for min Skyld.
Politiske Møder tør jeg heller ikke 4 underkaste mig i den nærmeste Tid, nu vil P. Chr. kunde sejre over mig alene ved fysiske Grunde. At jeg ikke skal ud og skrige over Hovederne paa landlige Forsamlinger, det sørger jeg nu ikke over. 18 Mill. nye Skatter, det giver ikke nogen stærk Stilling, og da Radikalerne og Socialerne fralægger sig Ansvaret for blot en Øre af disse Skatter og henviser til Afvæbningen som den rigtige økonomiske Politik, saa falder disse 18 Mill. ubeskaarne paa det Parti, jeg tilhører.
Det sidste, jeg bedrev inden jeg gik til Sengs, var at skrive en Karakteristik af Frederik1 d. 8de til Tidens Tegn. Zahle har udtalt, at han hørte til "de Store i Landet"; det er nu ikke min Mening, men den højsalige Konge skal nok ogsaa i sin Tid have fundet, at Zahle var en meget stor Mand – "Den anden roste mine Kapper, til Gengæld blev hans Bukser rost igen."
En god Sommer, et godt Gensyn og en god lang Passiar, det er det, vi tilsidst vil ønske hverandre, naar de kommer.
Eders hengivne
Erik Henrichsen
