Erik Henrichsen til Henrik Pontoppidan
10. januar 1907

en blodig Flænge i Venskabet

10 Januar 07.

Kære Henrik Pontoppidan

Glædeligt Nytaar tilforn for Dem og Deres Familie, og hvis De en Dag kommer til Kbhvn, vilde det glæde mig at tale med Dem. Sidste Gang var det mig, der besøgte Dem, altsaa "staar Sagen paa Modparten", som vi siger i Sagfører-Sproget. Jeg har hørt, at det under den Klapjagt paa Jubilarer, som gamle Danmark aldrig bliver træt af, er lykkedes i Efteraaret ogsaa at faa Ram ogsaa paa Dem. Jeg kunde nok have Lyst til at kigge genn. Nøglehullet den Dag, Komittéen overrækker Dem Sølvskrivetøjet og den kaligraferede Adresse fra A. Christiansen. (Jeg skal nemlig betro Dem, at disse to Remedier er under Udførelse). Jeg har dernæst hørt, at Deres Stykke skal spilles paa Folketeatret, hvad jeg meget glæder mig over og ønsker Dem Lykke med.

Det gik, som jeg nok tænkte og vist ogsaa spaaede, at Otto Kall vilde virke som en Udfordring til den yngre Slægt. "Tilskueren" gør, hvad den kan, for at skille mig af med mine Venner. Næstsidste Hæfte1 rev en blodig Flænge i Venskabet 2 mell. Rohde2 og mig, og selv om vi nok har søgt at plastre den til3, har jeg dog desværre det Indtryk, at den aldrig heles. Rohde er jo en meget uforsonlig Natur. Skal nu dette sidste Hæfte4 stifte Ufred mell. Dem og mig eller i hvert Fald gøre mig fordæktig5 i Deres Øjne, saa er det sandelig en√ dyr Fornøjelse at have et Tidsskrift. Men disse Omkostninger har jeg ofte i Tanken regnet med, naar jeg tænkte paa et Blad.

Ulykken er jo den, at jeg i Virkeligheden føler mig solidarisk med begge disse Artikler6, fraregnet adskillige Voldsomheder, hidsige Udfald og hele det grove Mæle i Har. Nielsens. Jeg er derfor klar over, at jeg i det Hele har skuffet Dem. Men hvis De erindrer mine første Breve til Dem, vil De indrømme, at det passerede stemmer med det Program, jeg deng. skitserede. – Kun paa ét Punkt har jeg til Gengæld følt mig skuffet af Dem. Jeg havde troet, at De vilde være mere aktiv, mere direkte polemisk, mere indgribende i Begivenhedernes Gang. Ellers forstaar jeg ikke, at De længtes efter et Blad. De anklagede dengang mig og min Kres for at være stueblege Akademikere, som ikke engang magtede den første Betingelse: at vække saa 3 megen Larm, at Folk blev kaldt til Vinduerne. Det er dog til en vis Grad lykkedes os, og hvis andre havde hjulpet til, skulde det nok have givet Genlyd. Hæfte efter Hæfte har vi tvunget Bladene til at beskæftige sig med os. De kan ikke regne "Politiken", der af Princip er taus. Mig forekommer det, at det er Dem og den lange Række akademiske Navne, der skriver i "Kroniken", der er "stueblege".

Men jeg har ikke taget Pennen for at disputere med Dem, men for at ønske Dem et godt Nytaar, lokke Dem ud til en Samtale og befale Dem i de dramatiske Musers Haand. Jeg ved ikke, om det er Melpomene eller Thalia, jeg skal paakalde. Vrøvl! Selvfølgelig er det Melpomene!

Vil De hilse Deres Hustru og Børnene og ønske ogsaa dem et godt Nytaar fra mig.

Deres hengivne
Erik Henrichsen

 
[1] Næstsidste Hæfte: nov.-dec. 1906-heftet med Harald Nielsens artikel "En Folkefest", der angreb Helge Rode. tilbage
[2] Rohde: utvivlsomt en fejlskrivning for Rode, d.v.s. Helge Rode. Intet i det pågældende nummer af Tilskueren sigter til Henrichsens og Pontoppidans fælles ven Johan Rohde. tilbage
[3] plastre den til: Helge Rodes svarartikel "Post festum" blev trykt i samme nummer som Harald Nielsens angreb på ham. tilbage
[4] sidste Hæfte: jan. 1907-heftet med Harald Nielsens artikel "Radikalisme" med kritik af Pontoppidans Asgaardsrejen. tilbage
[5] fordæktig: iflg. ODS sjældent brugt stavemåde af fordægtig. tilbage
[6] begge disse Artikler: ordlyden af den efterfølgende sætning (tilføjelsen: "… i Har. Nielsens.") tyder på at der menes de to artikler om Drachmann-festen, Har. Nielsens og Rodes. Henrichsen forholder sig altså ikke til Har. Nielsens kritik af Pontoppidan. tilbage