Richardt Gandrup til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Ranum. 4. juli 1927

den forhøjede Hædersgave

Kære Hr. Henrik Pontoppidan.

Jeg takker Dem mange Gange for Deres Brev i Anledning af min Faders Død. Hans Bortgang kom os jo paa en Maade uforberedt, da han var en ualmindelig stærk og livsfrisk Mand af sin Alder. Men paa den anden Side vidste vi jo, at den Lidelse, han gik med – nu paa fjerde Aar – (den almindelige Prostata-Skavank), før eller senere let vilde kunne antage en skæbnesvanger Karakter, og det var dét, der nu skete. Han maatte gennemgaa en stor Operation, som han altsaa ikke havde Kræfter nok til at overstaa. De første otte Dage efter gik alt udmærket; men saa svigtede Nyrerne, og han bukkede under – dog først efter 14 Dages svære Lidelser. Det var svært at 2 være Vidne til hans lange Kamp med Døden; derfor blev det noget af en Lettelse, da han endelig fik Fred. – Hvor gammel man end bliver, og hvor grundfæstet man selv staar i Tilværelsen, er det dog en stor Sorg at miste sine Forældre1; man troede ikke, de betød saa stor en Støtte, som det sidenhen viser sig at have været Tilfældet. Og uhyre pinligt er det nu bagefter at skulle ophæve det gamle Hjem, tømme de kære Stuer, hvor man altid følte noget af Barndommens rene Luft, bryde en Sammenhæng mellem Mennesker og Ting, en Sammenhæng, der syntes oprindelig og bestandig, men som nu ikke kan være mere; en saadan Oprydning viser paa en Maade mere afgørende end selve Dødsfaldet, hvor uopretteligt det skete er.

3 Det gør os saa ondt at høre om Deres Frues Sygdom; det maa være strengt for hende at leve under denne stadige Svagheds Tryk. Baade min Kone og jeg beder Dem bringe hende en hjertelig Hilsen med de bedste Ønsker om saa god en Bedring, som man kan vente. Vi glæder os midt i Medfølelsen med hendes Svaghed over, at De begge kan være i Nærheden af Deres Børn og Børnebørn, som vi ved, De staar saa nær.

Og maa jeg endelig – nu da jeg sender Dem disse Linier – lykønske Dem med den forhøjede Hædersgave fra Staten. Jeg forstod, at De misbilligede den Maade2, hvorpaa Spørgsmaalet rejstes, og jeg selv fandt den ogsaa upassende; men for alle os, som elsker og ærer dansk Digtning i Almindelighed og Deres monumentale Værk i Særdeleshed, 4 er det baade glædeligt og bevægende at se Statens eneste Hædersbevisning til Literaturen lagt i Deres Hænder.

Vi er i Øjeblikket paa et kort Besøg hos min Svigermoder her i Himmerland; om en Uges Tid tager vi til Svejbæk, hvor vi bliver en Maaned, indtil Skolen atter kalder os til Aarhus. Vi glæder os til det stille Liv derinde ved Søerne og Hedebankerne.

Med de venligste Hilsener til Dem og Frue fra min Hustru og

Deres hengivne
Richardt Gandrup

Maa jeg bede Dem hilse Deres Datter og Svigersøn, dersom de endnu erindrer mig.

D. S.

p.T. Ranum, 4/7 27.

 
[1] Forældre: faderen, Peder Sørensen Gandrup, der siden 1887 havde været skolelærer i Fjerritslev skole, døde 10.6.1927 på Aarhus Kommunehospital. Moderen, Dorthea Aasted døde i 1921. tilbage
[2] Maade: indlæg i Politiken af Kr. Bure 14.4.1927 og af Harry Søiberg 19.4.1927, hvis form Pontoppidan dog tog afstand fra i en erklæring 19.4.1927, gav stødet til en forhøjelse af finanslovsbidraget. tilbage