Henrik Pontoppidan
Det har sikkert smertet det læsende Publikum dybt at erfare, at Henrik Pontoppidan, vor Literaturs største Mand, trods 40 Aars Forfattervirksomhed og en omfattende digterisk Produktion lever under trykkende økonomiske Forhold. I over et Slægtled har Pontoppidan haft hele det danske Folk som sine Læsere, ud gennem alle Samfundslag har hans Værker trængt sig, som en Kilde har hans Aand overrislet en hel Tid, enhver Brydning, som bevægede Menneskesindet inden for hans Slægtled, har afspejlet sig for hans digteriske Syn, og med stor Frodighed har han gennem snart et langt Liv givet og givet det danske Folk Værk efter Værk, baaret ikke blot af en høj kunstnerisk Idealitet, men af den dybeste og mest sanddruelige Menneskelighed.
Han er en af vort Folks store Berettere som Saxo, Grundtvig og Blicher, alle Egne af Landet, alle Folkelag lever inden for hans Evners Omraade. Som Saxo og Grundtvig havde til Formaal at vække Folkets Aand til store Gerninger, har der bag hele Pontoppidans Digtning staaet et lignende stort Krav til Samtiden. Han har gennemhugget en Tids Smaalighed; mod enhver Forløjethed, ethvert Hykleri, ligegyldigt paa hvilket aandeligt Omraade, det lod sig ane inden for Tidens Rørelser, har han rettet sine blanke Vaaben. Han er en af de danske Digtere, der har stillet de største etiske Krav til det danske Folk, og han har ikke nøjedes med at stille disse Krav til andre, men fra hans egen Personlighed lyser baade Aandens Klarhed og Sindets Renhed i en Grad, som giver os det skønneste Billede paa, hvor højt vor Kulturdannelse evner at løfte de bedste af os.
Inden for hans Samtid har man villet begrænse Pontoppidans Virksomhed til blot en tugtende. Denne Opfattelse af hans Digtnings Indsats har det efterfølgende Slægtled ikke kunnet antage, det ser ikke den store Negativist, men derimod det modsatte. Hele hans Digtning bæres oppe af dyb Kærlighed, bag den lever en positiv Aand, blufærdigt holder han den tilbage, men efter Læsningen af hans store Værker finder Læseren [sig] igen gennemlyst af hans Aands Sekraft og ligesom bestraalet af Digtersindet[s] livsvækkende Haab og Tro.
Han vil det største: at Mennesket og Tiden skal leve i et Sanddrueligheds Forhold til sig selv.
Det har vakt stor Glæde blandt Pontoppidans talrige Beundrere gennem Hr. Chr. Bures Artikel i Politiken at se et Forlangende rejst om, at den Hædersgave paa 3600 Kr. aarligt, som Staten har bevilget ham, maa blive forhøjet til det dobbelte paa samme Vis, som Staten har hædret Komponisten Carl Nielsen1.
Henrik Pontoppidans Livsgerning har været at give og give af al sin Evne til det danske Folk, saa det vil sikkert fra alle Krese i Folket bifaldes, at vor største nulevende Digter hædres paa denne Maade. Det er ingen Hemmelighed, at Pontoppidan til Sommer fylder 70 Aar. Aldrig har Folkets Taknemmelighedstrang haft Lejlighed til at bruse denne Digter i Møde, med sine beskedne Krav til sit eget daglige Livsbehov har han holdt sig fjern fra al Hyldest, altid har han været rede til at skubbe andre frem i sit Sted. En skønnere Lejlighed til nu at hædre ham vil det danske Folk ikke faa.
Harry Søiberg.
