Inger Holt til Henrik Pontoppidan
31. januar 1937

savner Manuskript at gaa efter

31/1 1937

Kære Hr. Pontoppidan.

Atter og atter har min Samvittighed paamindet mig om, at jeg skyldte Dem en Tak for den hyggelige Dag, jeg tilbragte ude hos Dem, men jeg har stadig opsat at efterkomme denne Røst, fordi Arbejde af anden Art, nemlig Skolearbejde med dertil hørende danske Stile, syntes at have sammensvoret sig netop i den forløbne Uge om at optage al min Tid; men i Dag kan jeg føle mig fri og kan adlyde Samvittigheden og følge Tilbøjeligheden og sende Dem en rigtig hjertelig Tak for sidst. Det blev en meget hyggelig Dag, som jeg vil mindes længe med Glæde. Det var ogsaa fornøjeligt at faa det lille Glimt af Deres Datter. Jeg har vist heller aldrig faaet Dem sagt 2 andet end en foreløbig Tak for Tilsendelsen af Hamskifte, som jeg naturligvis læste med den største Interesse og Glæde. Jeg laante den straks til min tilkommende Mand, som ikke mindst gennem denne Bog, der virkede meget sympatisk paa ham, har fattet stor Interesse for Deres Forfatterskab, og nu, i høj Grad opmuntret af mig, saa vidt han kan for sine faglige Studier, sætter sig ind i Deres Værker. Hamskifte sendte han straks som Julegave til sin Fader, der allerede har en Del af Deres Værker staaende paa sin Reol enten paa Dansk eller Svensk, Værker, som ikke alene staar paa hans Boghylde, men som baade er læst og tilegnet. Min tilkommende Svigerfader¹ er meget litterært interesseret og forbløffende velorienteret i dansk Litteratur.

De kan være overbevist om, at Deres Værker 3 utvivlsomt vil komme til at leve deres Liv i mit fremtidige Hjem i Østersund og ikke blot være Bøger i en Bogsamling; og maaske kan det falde i min Lod at bidrage til, at endnu flere i Sveriges Land lærer Deres Forfatterskab at kende og faar Øjnene op for Deres ^Bøgers√ dybe Værd. I en saadan lille By dannes der jo ofte Studiekrese af en eller anden Art, og for mig vilde det da være en nærliggende Tanke at beskæftige mig endnu mere indgaaende med Deres Digtning, som, hvad jeg tydeligt mærker under Korrekturlæsningen², fængsler mig i lige høj Grad.

Jeg har nu faaet en Del af det Arbejde til Side, men savner alligevel ikke saa sjældent et Manuskript at gaa efter. Jeg staar Gang paa Gang over for Tilfælde, hvor jeg vanskeligt kan fastslaa, hvad der er Deres eget Udtryk; for det meste er det Bagateller f.Eks. om De staver Kres eller Kreds (hvad jeg dog rent statistisk har afgjort til Fordel 4 for Kres) o.l. Jeg har 2 Udgaver[,] min egen 5^te og den sidste fra Gyldendal at rette mig efter, men ofte gaar den samme Trykfejl (f.Eks. Pendant for Pedant) igen i begge Udgaver, hvad der naturligvis maa øge min Mistillid til Udgavernes³ Bonitet.

Arbejdet morer mig iøvrigt. Jeg tvinges jo nu til i højere Grad end tidligere at fæste mig ved Enkeltheder ved Sprog og Stil. Den Side af Deres Forfatterskab har for mit Vedkommende maattet træde tilbage til Fordel for Deres Ideer og Menneskeskildringer, som har været det, der har fængslet mig stærkest; og skulde jeg tage Deres Digtning op til en virkelig dybtgaaende Undersøgelse og en mere omfattende Behandling, hvad min tilkommende Mand opfordrer mig til, vilde det ogsaa afgjort være 5 noget i Retning af en idehistorisk Betragtning, der vilde blive mit Udgangspunkt. Men det er jo muligt, at jeg aldeles ikke vil faa Lejlighed og Tid til noget saadant Arbejde for husmoderlige Pligter, som naturligvis vil optage Tid og Tanker en Del.

Saa stærkt fængsles jeg af Indholdet i Lykke-Per i Øjeblikket, at jeg ofte griber mig selv i Uopmærksomhed over for det enkelte Udtryk, og jeg maa derfor ofte læse en Side om igen for at foretage det egentlige Korrekturarbejde.

Jeg haaber, at jeg engang maa faa Lov til at tage min tilkommende Mand med ud til Dem; for ham vilde det være en Oplevelse, og for mig vilde det være af 6 Værdi, at ogsaa han har lært Dem personligt at kende, naar vi engang sidder oppe i Hjertet af Sverige.

I Øjeblikket opholder han sig i Växjö, men efter Paaske skulde han bosætte sig nogle Maaneder her i Byen.

Mange hjertelige Hilsener og Tak sender

Deres hengivne
Inger Holt