Hans Brix til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Aalborg. 6. februar 1916
Vægt paa Kærnen
Aalborg
6/2 16.
Hr. Henrik Pontoppidan.
Ja, der er noget, som er mig fremmed i Deres Stilling overfor den gamle Smed. Maa jeg forklare hvad jeg mener. Jeg gør det bedst ved at tage Udgangspunktet i min egen Familie.
Min Far var en slesvigsk Bondesøn; han var et godt Hovede og kom derfor ud paa Ørneflugt. Han blev sendt paa Latinskole og kom som Student til København; han studerede det ene og det andet, men fandt ikke ind paa nogen slagen Vej. Han blev Løjtnant i 1864, men kom heller ikke siden paa den Bane. Saa blev han Skolemand og levede Resten af sit Liv i Jylland, og der døde han for et Par Aar siden. Evnerne kom der ikke videre ud af. Han var født med en rig og lykkelig Natur, men uden Albuer; han 2 savnede Evnen til at gøre sig gældende og trykkedes ofte temmelig haardt af de snævre Omgivelser.
Hver Sommerferie rejste vi ned til hans Broder i Slesvig, naar Eksamen var overstaaet.
Min Onkel Johan var Gaardmand og Kromand i Rødding. Han lignede min Fader meget. De havde de samme kække Øjne, det samme vege Sind, de samme gode Evner. Han blev med Aarene meget forfalden ifølge sin Bestilling som Kaffepunseskænker.
Den Dag, naar Far kom til Rødding, smed han Skolemesterfrakken og fik fat i en Le. Saa gik vi i Marken og han tog fat og høstede. Ved Middagstid, naar der var spist, gik vi ud i Toften og lagde os bag Gærdet og sov til Middag. Om Aftenen sad vi paa Bænken foran Gaarden og saa Kragerne holde Forsamling paa Kirketaarnet og langs ad Kirketagets Ryg. Onkel var hyggelig og lunefuld, og Far straalede.
Engang gjorde Onkel Johan og hans Kone (en Landsbypige, han – ligesom den gamle Smed – var kommen galt afsted med og bleven hængende ved) Genbesøg hos os i Vejle. Det var mislykkede og 3 uhyggelige Dage. Vejle var en fornem By; Onkel Johan tog sig ikke ud, den gode Tante Trine endnu mindre.
– Der sker i vore Dage en Udsugning af Almuen, den plyndres for sine opvakte Hoveder. Hvorfor maa de gode og stærke Slægter ikke trives paa deres Bund; hvorfor skal de ud at flyve; de har bedre af at gro.
Saadan som den gamle Smed er, er han Mand i sit Hus og Hoved for sin Familie. Det er noget der er godt for et Menneske, og han staar som et kraftigt Minde for Slægterne og holder sammen paa dem, saa der bliver en Helhed af.
Min Oldefar hed Joachim den Uforfærdede og var Skrædder i Angel. Der gaar Sagn om hans Kækhed, og jeg tænker med Velbehag paa ham.
Der er nogle, der skal være store, andre der skal forblive smaa; men lad dem, der skal vokse, tage Næring af den Jord, hvori de hører hjemme, og blive det de kan. Der ligger ingen Vægt paa deres Bedrift, men paa Kærnen i dem.
Derfor synes jeg, at den gamle Smed bliver det, han skal være; og derfor blev det mig svært at opfatte hans Skikkelse, saaledes som De vil have den forstaaet.
— —
4 Det er overordentlig lærerigt for mig at faa Deres kritiske Bemærkninger til min Anmeldelse. Jeg skriver jo baade om levende og døde Forfatteres Værker. De døde kan ikke protestere mod den Behandling, jeg giver dem. Derfor er det dobblet godt naar de levende gør det; saa lærer jeg at se mig for og være varsom og agte paa det væsentlige. En Kritikers Opgave er jo ikke at forbavse ved Sindrighed og Snedighed, men at værdsætte og lede til ret Forstaaelse.
Deres Digt til Georg Brandes1 har jeg ofte hørt omtale og set nævne, men har desværre aldrig selv læst det, har derfor ikke kunnet drage Vejledning deraf.
Dr. Andersen lever vel. Det er en brav Mand.
Deres ærbødige
Hans Brix
