Ernst Brandes til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Møntergade. 1. februar 1891
vil svært gærne slippe i første Instans
H. C. Brandes1,
Kjøbenhavn. K.
d. 1 Febr.
Kære Pontoppidan.
De spurgte i Deres sidste Brev, hvorfor jeg intet skrev om Blasfemi-Sagen. Der var intet at skrive.
Nyaarsaften var jeg sidste Gang til "Forhør" – ɔ: jeg afleverede Fødselsattest og dokumenterede at jeg ikke tidligere havde været enten tiltalt eller straffet – og først i Onsdags modtog jeg fra en Prokurator Salomonsen Meddelelse om, at Justitsministeren definitivt havde beordret Aktion imod mig, og imod mig alene, at han (Salomonsen) var beskikket til Defensor og en Prok. Mundt til Aktor. Herom skrev jeg lidt i Børs-Tidende og sendte Dem Aviserne til Deres Underretning.
Jeg havde iforvejen talt med Salomonsen. Han synes mig at være en slet begavet Mand, og han gjorde ingen Hemmelighed af den Ligegyldighed, hvormed han betragter min Sag. Det er, som han udtrykt[e] sig, "en befalet Sag", for hvilken hans Salær fastsættes af Retten, og det bliver næppe fastsat til mere end 10-15 Kroner. Loven forbyder ham at modtage Ekstra-Honorar af mig; men medens 10-15 Kroner kan være en passende lurvet Betaling for en almindelig Tyverisag, hvor Forhørsdommeren har foretaget hele Undersøgelsen, og hvor Defensors hele Arbejde indskrænker sig til at give sin Fuldmægtig Besked om, at anbefale Tyveknægten til Rettens mildeste Dom, staar de 15 Kroner ikke i noget Forhold til Ulejligheden ved Arbejdet med denne Sag. Derfor vil han heller ikke gøre Arbejdet. (Han udtrykte sig ikke fuldt saa kynisk; men det var hans Mening.)
vend
2 Han vilde helst have, at jeg skulde nægte at tage ham til Defensor og selv engagere en Privat-Defensor (der tør skrive sin Regning, som han lyster), og vilde jeg ikke det, maatte jeg selv skrive Indlægene. Han iklædte selvfølgelig disse Udtalelser med nogle høflige Fraser om sin egen Uvidenhed i literære Sager og min Skrivefærdighed, Forstand, osv.
Efter dette venter jeg mig da ikke synderligt af Hr. Salomonsens Defension og Assistance.
En privat Defensor vil jeg imidlertid ikke engagere.
Shaw har jeg talt med, og han har lovet at defendere mig for Højesteret – som Privatdefensor – men at engagere en for Kriminal- og Politiretten kan han af forskellige Grunde ikke paatage sig Sagen. Jeg maatte altsaa til en 3die Prokurator, og jeg er bange for alle disse Prokuratorregninger. Desuden har baade Shaw og andre kyndige Folk fraraadet mig at bortsmide Penge til Defensionen for Kriminalretten, da Assessorerne i denne overbebyrdede Ret næppe tager stort Hensyn til Indlægene – ifald de over Hovedet læser dem – de dømmer rimeligvis efter deres umiddelbare Indtryk og Samvittighed.
Jeg maa da selv skrive Indlægene og jeg vil, trods Kriminalrettens formodede Ligegyldighed, gøre mig stor Umage dermed og forsøge at faa dem gode.
For det Første: fordi Assessoren dog maaske læser dem, og jeg vil svært gærne slippe helskindet allerede fra Dommen i første Instans. Det er slemt at gaa omkring som en dømt Mand i Mellemtiden mellem de to Domme, og Højesteret kan desuden være utilbøjelig til at gøre et altfor 3 stort Spring fr bort fra Kriminalrettens Kendelse. Desuden bliver det dog mig, der maa√ gøre det literære Arbejde for Shaw under Højesteretssagen, saa kan jeg spare Tid ved at gøre det straks og ved at lægge det til Rette for ham i mit Indlæg.
Jeg kan vel nogenlunde knuse det, der er at sige om den gamle Adam. Vel har jeg ikke fundet de Legendesamlinger, hvis Tilværelse De undertiden har omtalt, og hvis Legenden er af særligt saftigt Indhold, og jeg vil gærne have Fingre i dem, ifald det er mig muligt; men selv hvis dette mislykkes, anser jeg denne Artikel for den mindst farlige.
Det er Messias, som er den værste Sten.
I Forhørene saavel som i mine Samtaler med Shaw er det Ordene, at Messias i løftet Stemning forvandlede Vand til Vin, som flere Gange er bleven udpegede. Shaw gjorde nemlig straks opmærksom paa, at dette Ord i kjøbenhavnsk Slang-jargon betød "beruset", og af at Retten kunde udlægges udlægge det√ saaledes, og Forhørsdommeren gjorde ganske denne Fortolkning gældende. Jeg har herimod gjort gældende, at Kristus ifølge Biblen har været i forskellige Stemninger, at der altsaa ikke er noget blasfemisk i at tillægge ham saadanne, at Anmeldelsen ikke var skrevet i Slangsprog, hvorfor jeg det aldrig med en Tanke var faldet mig ind, at Ordet "løftet" skulde forklares saaledes, og at Forklaringen lagde lægger en urimelig Betydning ind i Ordet – – Er der andet at sige hertil?
4 Videre gjorde Forhørsdommeren gældende, at Ordene: "han yndede at omgive sig med Kvinder" betød: "Han havde kødelig Omgang med dem.["] Atter her maatte jeg da svare, at Forhørsdommeren læste andet end det, der stod, og at disse Ord i Virkeligheden stemmer med Biblens Tekst. – – Er der andet at sige?
Endelig er der i Deres Artikel den Sætning, som generer mig mest, naar den skal forsvares imod uvelvillig Fortolkning. "Kristus var ikke den Prækehest og Særling, som hvilken han ofte er skildret"2. – Endnu I Forhørene er denne Sætning ikke blevet diskuteret; men det kommer nok under Aktoratet og Defensionen. Derfor vil jeg gærne vide Deres Mening. Jeg kan jo med Rette skrive: Meningen er den, at Kristus ikke virkede fornemmelig med Prækener og ikke levede eller anbefalede et asketisk Særlingeliv, og jeg kan her støtte mig til Renan, der skriver, Kristus var mindst af alt Præst, og Johannes den Døber var Asketen, hvad Kristus ikke var. Men naar Aktor hænger sig i Ordet Prækehest og siger: Der staar i Artiklen, at Kristus ofte er skildret som Prækehest, det vil sige, at Menighedernes Opfattelse af√ Gud er betegnet med et haanende Ord – hvad saa? Kan jeg da henvise blot Eksempelvis til nogen Tekst – helst en ikke heri Landet anerkendt - der fornemmelig betragter Kristus som Særling og Prækehest? – – –
De har maaske undret Dem over, at jeg gentagne Gange i Breve til Dem, ligesom i Forhørene, forleden i "Børs-Tidende" og atter i dette Brev henviser til Renan. Aarsagen hertil er den, at de Par Sider i Jesu Levnet, der skildrer hans Person, benytter 5 endog de samme Adjektiver (spøgefuld osv), som De benytter. – – Har De selv Deres Opfattelse fra Renan eller fra nogen anden Bog, hvortil jeg kan henvise?
Her er forøvrigt for et Par Maaneder siden udkommen en Oversættelse af et tysk talmudisk Værk. Forfatteren beviser ud uddrager√ af Talmud og af andre jødiske Værker, at en Kristus-Skikkelse, svarende til D der svarer omtrent til Deres Opfattelse. Der staar for Eksempel ogsaa det om den Tiltrækning hans Person og Lære øvede paa Kvinder. Det var Tietgen, der gjorde mig opmærksom derpaa og paa en Anmeldelse af i dansk Kirketidende, hvor man opponerede imod denne Opfattelse, og medens der dog ikke stod et Ord om dens blasfemiske Karakter. – –
Saameget om Processen. Jeg haaber at faa Svar paa mine Spørgsmaal, saasnart De kan. – –
Jeg har nu trykt alt det Manuskript, De har sendt mig, og jeg vilde være glad ved Nysendinger. Bladet "Kjøbenhavn" skal, efter hvad man har sagt mig, have opholdt sig over Deres Artikel det "lille Danmark". Jeg har imidlertid i lange Tider ikke set dette Blad og véd ikke nøjere, hvorledes Kritiken var turneret. Det er vel ogsaa ligegyldigt.
Jeg har skrevet dette Brev i Møntergade, hvor jeg ikke har Deres Messias-Artikel, og det kan være, at jeg i det Ovenstaaende ikke altid har citeret Deres Artiklens√ Ord korrekt, hvad jeg imidlertid 6 nok skal passe i Defensionen. (Jeg tilføjer dette for at De ikke skal tro, at jeg ikke nøje vil agte paa de enkelte Ord og paa√ Ordenes Sammenhæng).
Deres forb.
Brandes
Joh. Jørgensen, hvem jeg har bragt Deres forskellige Hilsner og Deres Tak for hans Bog, skal snart have Bryllup med Frøken Ewald3 – og med Smalhans. Stakkels Fyr!
