Edvard Brandes til Axel Lundegård
Sendt fra Bygdø Allé 11, Kristiania. 16. november 1895

sjældent læse moderne Literatur

Bygdø Allé 11 Den 16 Nov. 95.

Kære Ven!

Jeg skylder Dem megen Tak for et venligt Brev, skrevet kort efter mit forulykkede Stykkes Opførelse1. Jeg synes efterhaanden, jeg faar et vist komisk Præg som dramatisk Forfatter. De udmærkede Generaler, der altid lider Nederlag, hører ikke til de Mønstre, man helst vil efterligne. Men naar saa en Mand som De skriver saa interesseret om mit sølle Skuespil, saa hjælper det altid Selvagtelsen op. Alligevel tror jeg den ideale Tilværelse for et literært Menneske er: aldrig at røre en Pen, aldrig at læse en Avis, sjældent at læse moderne 2 Literatur, altid at studere gamle Værker. Men det er først, naar man bliver gammel, at man naar til den fuldkommne Visdom.

I én Henseende gjorde Asgerds Skæbne mig gnaven. Havde det gjort Lykke, var jeg rejst til Kjøbenhavn paa nogle Dage og havde saa talt med Dem og var bleven præsenteret for Deres Hustru. Nu blev Besøget til intet.

Tager jeg fejl eller udkommer der snart lidt svensk Literatur? Jeg følger nogenlunde med, men Produktionen synes mig liden i kvantitativ Henseende, og ikke anselig i kvalitativ. Jeg fik sidst en Debut(?)Bog2 af en Söderberg3, hvori der er lidt Talent, hvis Manden er ung. Nu ser jeg, at Schück4 og Warburg5 skriver Literaturhistorie6 3 sammen. Levertin har indpodet mig en dyb Respekt for Schücks Lærdom. Men jeg har aldrig læst noget Værk af ham, kun Afhandlinger, der ikke imponerede mig. Nu maa jeg se at faa Fingre i hans første Del af den lærde Literaturhistorie. I gamle Dage ansaa det unge Sverig Warburg for en ringe Mand. Og som Kritiker er han vel heller ikke original. Men han er vel som Historiker baade flittig og klar og omsigtsfuld. Farve mangler der nok stadigt.

De kan tro, at Hadet til Sverig blomstrer kraftigt her. Det er for en "Europæer" trist at opleve dette Aarhundredes Udgang med Nationalhad og Raahed flammende som i den raaeste Middelalder. Men 4 kunde dog ikke engang en svensk Forfatter og dannet Mand skrive nogle Ord om den svensk-norske "frågan". Han maatte studere Sindene heroppe upartisk og i alle Partier. Frister det Dem ikke? De gjorde vist en god Gerning dermed. Saadant et Digt, hvormed Heidenstam endte sin Bog7 "Den sovende Søster" gør blot Skade. Nordmændene er saamænd indbildske nok i Forvejen, hvorfor ophidse deres Hovmod yderligere, hvorfor knæle for andre? Men maaske mener De ikke dette.

Familien hilser og jeg sender min ærbødige Kompliment til den ukendte Frue.

Deres hengivne
E. B.

 
[1] Opførelse: Asgerd, skuespil i tre akter, havde premiere på det kgl. Teater 18.10.1895 og gik ialt fem gange, sidste gang 29.10. Stykket blev anmeldt 19.10.1895 i Politiken af P.N. (Peter Nansen). tilbage
[2] Debut(?)Bog: (spørgsmålstegnet er EBs). Formentlig Hjalmar Söderbergs debutroman Förvillelser (1895). tilbage
[3] Söderberg: Hjalmar S. (1869-1941). tilbage
[4] Schück: Henrik S. (1855-1947), litteraturhistoriker. tilbage
[5] Warburg: Karl W. (1852-1918), litteraturhistoriker. tilbage
[6] Literaturhistorie: Illustrerad svensk litteraturhistoria (2 bind, 1896-97). tilbage
[7] Bog: Dikter (1895) af Verner von Heidenstam (1859-1940). Det sidste digt i samlingen var "Den sovande systern" fra 1889. Digtet handler om Sverige der i skikkelse af en kvinde ligger livløs hen:

Hon sofver döf med hakan mot sitt bröst, / då Norge, systern som satt bo i väster, / står upp med solen. Hör ni hennes röst? / Hon hälsar dagen, diktar och beundras, / från hundras mun går hennes ord till hundras / kring vida trakter som ett återskall. / Men den vi älska sofver kall.

tilbage