Hjalmar Bergstrøm til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Holte. 25. september 1913

Prokurator Sandberg

Holte 25/9 13

Kære Henrik Pontoppidan!

Jeg har ikke med min bedste Vilje kunnet meddele Dem noget før nu.

Først i Gaar har Adam Poulsen truffet endelig Aftale med Fru Hennings. Prøverne er fastsat til at begynde sidst i Januar, og Stykket faar Premiere i Begyndelsen af Februar, forudsat at det Stykke, der spilles til den Tid, ikke giver saa stor Kasse, at de ikke kan√ forsvare at tage det af Plakaten. 2 Tilbage staar nu Afslutning af Kontrakt mellem Dagmarteatret og os Forfattere. Den Del af Sagen vil ogsaa nok tage nogen Tid. Jeg har forlangt 10% for vort Vedkommende – det smagte ikke rigtig Adam Poulsen, men godvilligt slaar jeg ikke af, saa vi kommer nok til at slaas. Adam Poulsens Princip som Teaterleder synes – modsat salig Martinius' – at være den pinligst gennemførte Sparsommelighed. De har saaledes i Aar ganske afskaffet Musik, hvad jeg tror er forkert. Dagmarteatrets sædvanlige Forskud er 500 Kr. Jeg skal forsøge at faa det sat op til 600 i 3 Betragtning af, at vi er to.

For Tysklands Vedkommende ligger Sagen i Øjeblikket i ét stort Roderi. Saa vidt jeg kan gennemskue de indviklede Forhold, kommer det af, at Hennings, Teaterforlaget og Oversætteren ikke kan blive enige om hvers Part af Rovet. I den sidste Konference, jeg havde med Hennings (i Gaar) sagde jeg saaledes: Vi Forfattere forlanger ubeskaaret 50%, de andre 50 maa I dele som I er Venner til – men lad os nu se at faa Stykket oversat og det lidt rask! Hvis Oesterheld & Co Berlin antager det, er det muligt, at vi (ligesom ved "Sorteper") kan faa 2000 M 4 i Forskud. Selvfølgelig er Forskud dyrere i Længden, fordi Forlaget saa beregner sig højere Procenter, men jeg tror alligevel, man bør se at faa det, da et Forlag arbejder ivrigere med et Stykke, det har 2000 M staaende i end et Stykke, de har uden Risiko. Men om de giver Forskud, vil jo afhænge af, om de tror paa Stykket. –

Jeg maa bede Dem undskylde, at jeg har glemt at svare paa Deres Ønske om et Ekspl. til Gennemlæsning. Sagen er den, at der er taget 5 Maskinafskrifter (flere kan man ikke tage ad Gangen, skal de kunne læses) – disse 5 er alle ude, Hennings 5 har kun mit Manuskript liggende. Indtil nu har disse 5 Ekp. været nok, men det kan jo være, vi bliver nødt til at tage 5 til (det er jo for Resten ikke helt billigt) – jeg skulde gerne have ét til Amerika, hvor jeg har en god Forbindelse. Men hvis De ønsker det, kan jeg vel nok laane mit Manuskript et Par Dage hos Hennings og sende Dem1. Den eneste Forandring af Betydning, jeg i Øjeblikket husker, jeg har foretaget, er i den store Scene i sidste Akt mellem Fru E., Esther og Kapellanen, hvor jeg har fjernet det Moment af Træthed hos Fru Engelstoft√ De havde i Deres Udkast, dels fordi det efter mit Skøn frembragte et Fald 6 i Scenens Stigning, dels fordi jeg syntes, det svækkede Virkningen af det Moment senere, hvor hun virkelig synker sammen. –

De mente i Deres forrige Brev, at vi maaske skulde have ladet Prokurator Sandberg overtage Modspillets Rolle i 2. Akt – jeg har tænkt over det, men jeg tror, det er absolut bedre, det vi har. Som vi har det nu, forøger det Interessen for Brandt, at han ses i alle tre Akter, og hans Optræden i 2. Akt vil først give hans Spil i 3. Akt den rette og fornødne Baggrund. Jeg tror, Retsscenen vilde tabe en Del af sin Virkning, hvis Brandt ikke havde været inde i 2. Akt.

7 Ja, nu tror jeg, jeg har faaet sagt alt, hvad der i Øjeblikket er at meddele. Saa snart der foreligger noget nyt af Interesse, skal jeg straks lade Dem det vide.

Med de venligste Hilsner fra os begge til Dem og Fruen er jeg

Deres hengivne
Hjalmar Bergstrøm.

 
[1] sende Dem: Dette skete tilsyneladende ikke. 5.5.1815 skriver HP til Mathilde Mann at:

min Andel i Skuespillet væsentlig indskrænker sig til at have accepteret og autoriseret min afdøde Vens Dramatisering. Jeg kendte end ikke dennes endelige Form før Opførelsen og har aldrig læst Skuespillets Tekst.

tilbage