Undervejs

Om Henrik Pontoppidans Lykke-Per og Johannes Jørgensens Mit Livs Legende

Af Johan Rosdahl

Indledning

Da jeg for snart mange år siden skulle udgive en lille "læsebog" i Pontoppidans forfatterskab undersøgte jeg Pontoppidans biografi og stødte her på Johannes Jørgensen. De to var ansat på Københavns Børstidende i slutningen af 1880'erne og havde en smule med hinanden at gøre der. Jeg stødte også på et enkelt brev. At der er flere end dengang tilgængeligt kan man se på www.henrikpontoppidan.dk. Bekendtskabet mellem de to forfattere kunne ikke rigtig bruges til noget i den lærebogssammenhæng jeg var i, men jeg fik dog mere lyst til at bruge tekster af Jørgensen i forbindelse med periodelæsningen i mit arbejde som gymnasielærer, og her var det selvfølgelig symbolisme med Taarnet og lyrikken der stod i centrum. Jeg har dog brugt bekendtskabet Pontoppidan/Jørgensen til en karakteristik af Pontoppidans sociale liv: Han havde mange, mange bekendte – et stort netværk ville vi sige i dag – men ikke ret mange nære venner. Og han var desuden som oftest imødekommende og venlig når folk, f.eks. unge forfattere, henvendte sig til ham.

For ikke så længe siden kom jeg så – uforsigtigt – til at nævne min undervisning og Jørgensen for Stig Holsting, der er formand for Johannes Jørgensen Selskabet. Han kvitterede med en opfordring til at komme og sige noget på selskabets sommermøde om Henrik Pontoppidans Lykke-Per og Johannes Jørgensens Mit Livs Legende. Jeg tog imod opfordringen og står så her i dag. En anelse bekymret. For det viste sig jo hurtigt at opfordringen snarere var en udfordring. Og en sammenligning af to så forskellige tekster – er det ikke som at spørge: hvad er højest: Rundetårn eller det høje C? At der er andre der har prøvet en sådan sammenligning gjorde ikke udfordringen mindre. Men det følgende er så min samlæsning af de to tekster – med forbehold for mangler og ukyndighed i den teologi der spiller så stor en rolle i Jørgensens beretning.

Fiktion/ikke-fiktion

Først og fremmest er der som sagt den litteraturanalytiske frækhed der tillader sig at sammenligne en selvbiografi med en roman. Det ville være næsten utænkeligt for ti år siden. Men i disse tider hvor genrebegrebet og stringensen i afgrænsningen af de forskellige genrer er under beskydning, forekommer det næsten naturligt at lave den sammenligning. For når det kommer til stykket, og det gør det lige om lidt med vores to tekster, så kan alle jo pludselig indse at erindringer, memoirer, selvbiografier er præcis ligeså bevidst udarbejdede, ja kunstnerisk formede tekster som den raffinerede roman. Vi har i mange år, måske en anelse spøgefuldt, kaldt Henrik Pontoppidans erindringer for hans sidste store, fjerde roman efter Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige. Spøgefuldt fordi vi jo godt kan se forskellen, f.eks. i fortællerforhold og forfatterhensigt, men altså også alvorligt, fordi en beskrivelse af livet i sproglig form altid er en fortegning, eller fiktion. Her hedder hovedpersonen bare Henrik Pontoppidan – fuldstændig som hovedpersonen i Min Kamp hedder Karl Ove Knausgård, tilfældigvis lige som forfatteren på titelbladet. Så når vi har accepteret den indlysende sandhed, at al sproglig fremstilling kun kan være tilnærmelse og altid er en bearbejdning, så forekommer en sammenligning af to fortællinger som Mit Livs Legende og Lykke-Per ikke helt så skæv. Så kan vi overlade diskussionerne, definitionerne og slagsmålet om de etiske dimensioner i "den fiktionsfri fiktion" (Hans Hauge) og den "performative biografisme" (Jon Helt Haarder) til litteraturanalysens universitetsnørder. Ikke at det er uden interesse at analysere og finde ud af hvad der er på færde i de nye hybride genrer og hvordan de historisk er opkommet osv., men jeg synes godt at man engang imellem, f.eks. her, kan tillade sig at sige at det måske er mere spændende at se på hvad der står i bøgerne.

Den biografiske kortslutning

Men fordi formen også er med til at styre vores forståelse af hvad der står i bøgerne, vil jeg nu alligevel se kort på netop spørgsmålet om genre. Der har jeg så også fat i en flig af det der foregår i de lærdes genrediskussion: hvad betyder det for opfattelsen af teksten at den tilhører en bestemt genre, eller endnu rettere: læserens forventning og beredskab vedrørende genre spiller med når vi skal forstå teksten. Og når vi læser en selvbiografi, så er det vel ud fra en forestilling om at vi på den måde får at vide noget om mennesket bag værket. Eller vi tror at vi ad den vej får en slags genvej til selve værket, som vi ellers måske havde svært ved at finde meningen med. Sådan en gen-vej er traditionelt betragtet en kort-slutning. Det er slet ikke sikkert at vi på den måde får "løsningen" på værkets problemer – ligesom det heller ikke er sikkert at viden om forfatterens liv åbner afgørende sider af værket. Tværtimod kan det give frygtelige misforståelser. Så lad os holde os til teksterne og som sagt lade dem være – tekster. Så kan vi altid, når vi skal skrive forfatterens biografi, sige noget om at han i sine tekster siger sådan og sådan og i sin selvbiografi siger sådan og sådan.

Tidsånden

Men teksterne må vente lidt endnu. For først vil jeg placere dem i tiden, give et lille rids af tiden omkring århundredskriftet 1899/1900, fordi det kan vise at Jørgensen og Pontoppidan i den grad er i pagt med det der med at uhåndterligt ord kaldes tidsånden. Det er ophørs-og udsalgstid, siger Per Stig Møller om denne fin de siècle-tid. Det moderne gennembrud har sat romantikken på porten i 1870'erne og 80'erne, og der ledes desperat efter nye måder at forlige sig med verden på. Det er en brydningstid i ordets allermest bogstavelige betydning. Mennesket oplever at se langt efter en udvikling der tager fart, og naturen er, skønt smuk, blevet fremmedgjort og måske truende. Jævnfør L.A. Ring: "Sommerdag ved Roskilde Fjord", (1900).

Det forvredne natur- og menneskebillede dominerer, og en hyppig figur, hvis ikke den hyppigste hos den nye generation af lyrikere, bliver erindringen og længslen. Det at høre til et andet sted bliver et tema. Jørgensens bog med den karakteristiske titel Hjemvee (1894) har et citat af Heine som motto. Jørgensen skærer det til, men citatet er mere præcist i sin lidt mere omfattende version fordi det pointerer at smerten hører med:

Aber der Mensch ist nicht immer aufgelegt zum Lachen, er wird manchmal still und ernst und denkt zurück in die Vergangenheit; denn die Vergangenheit ist die eigentliche Heimat seiner Seele, und es erfaßt ihn ein Heimweh nach den Gefühlen, die er einst empfunden hat, und seien es auch Gefühle des Schmerzes. (Essays I: "Über Deutschland. Elementargeister", entstanden 1834/1837. Deutscher Erstdruck in: Der Salon, Bd. 3, Hamburg, Hoffmann und Campe. 1837.)

Til denne fremmedfølelses-længsels-situation er der forskellige reaktioner, og Pontoppidan og Jørgensen repræsenterer to vigtige: Pontoppidan tror (så længe det varer) at mennesket selv kan, og at udviklingen nok skal vise sig at gå den rigtige vej til sidst. Det ændrer sig markant i De Dødes Rige fra 1917 selv om dens slutning kan tolkes optimistisk, men det er en anden og meget lang historie. Jørgensen reagerer på meningsløsheden ved en søgen til en bagvedliggende sandhed: "Kunstneren føler sin Sjæls Sammenhæng med Naturens Sjæl og aner bag Tingenes tilsyneladende Ligegyldighed en hjemlig Verden, hvori hans Aand har evig Indfødsret." (Taarnet, 1893)

Genre – igen …

Nu er vi allerede et godt stykke inde i den ene af dagens tekster, Mit Livs Legende, for det er netop bevægelsen fra det ydre til det indre der er en afgørende figur i teksten. Men vi må ikke glemme forudsætningerne i genrebegreberne: Jørgensen skriver en legende, dvs. han ligestiller sin kamp hen imod katolicismen med helgener hvis levned han selv så fremragende har beskrevet. Har da et totalt storhedsvanvid ramt ham, når han vælger at stemme læserens forventninger til en helgenbeskrivelse? Eller er genrevalget udtryk for en forståelse af at alles liv kan ses som en parallel til de vanskeligheder f.eks. den hellige Frans måtte udsættes for? Altså at hvert enkelt menneske er ligeså dyrebart som en helgens, og at vi skal tage den kamp på os som også Frans måtte påtage sig? Jeg synes at hele Mit Livs Legende understøtter dette; det er én lang beskrivelse af at fortælleren og hovedpersonen Johannes Jørgensen ustandselig bliver sat tilbage til start, når han f.eks. falder for det fristende i den "germanske panteisme", dvs. den tanke der var dominerende i symbolismen. De mange sammenligninger med situationer i Biblen peger i samme retning; han forstår sit liv i lyset af Bibelen (i øvrigt ikke ulig hovedpersonen Emanuel Hansted i Pontoppidans Det forjættede Land (1898) – en sammenligning man af hensyn til Jørgensen nok ikke skal trække for langt. Emanuel bliver vanvittig). Men ikke at forglemme: Mit Livs Legende er også en bog med en overdådighed af stof om hele det åndelige, litterære miljø. Et fantastisk tidsbillede!

To romantyper

Men lad os lige gøre genren færdig: I den almindelige, "klassiske" skønlitteratur skelner man mellem to romanformer: Dannelses- og udviklingsromanen. De ligner hinanden derved at de beskriver helten fra fødsel til død, men har forskellige formål og forskellige fortællemåder. Dannelsesromanen går ud på at helten skal dannes til noget vi i forvejen ved hvad er: hans skal blive til en pæn, ansvarlig borger med kone og børn og gerne med en ligeså pæn formue. Skematisk sagt: Han begynder i en harmonisk hjemmesituation, bliver kastet ud i diverse kriser i en konkret eller overført hjemløshed og ender så ved skæbnens gunst det rigtige sted – han kommer hjem. Mëir Goldschmidts roman Hjemløs (1857) er modellen. Delvis som et led i det moderne gennembrud fra ca. 1870 og fremefter opstår udviklingsromanen som ikke har noget fast mål, men hvor helten udvikler sig i overensstemmelse med sin natur og de påvirkninger han udsættes for. Både Pontoppidan og Johannes Jørgensen føler hver på sin måde et slægtskab med Goldschmidt. Derom en anden gang. Her skal vi se på hvad slags roman Mit Livs Legende og Lykke-Per er.

Mit Livs Legende som dannelsesroman

Umiddelbart ser det ud til at Mit Livs Legende kan læses som en dannelsesroman. Vi ved sammen med fortæller-hovedpersonen hvad det (skal) ende(r) med. Den første fase, den paradisiske barndom, hjemme: "Saa langt jeg kan huske tilbage har jeg levet i Minder" (I,17) og i København: Længsel efter barndommen = den tidløse Paradisets have: "Den gamle, gammeldags Have […] med store Frugttræer, en Abild og et Pæretræ […] at sidde i den Have, i det Lysthus, en Eftermiddag i Rosentiden"(I,18). Og vi får besked om hvor det skal bære hen, skønt endnu ubevidst for fortælleren: […] "Uden at vide det var jeg altså allerede den Gang, om end langt borte fra, undervejs til Kirken paa Klippen" (I, 24).

Derefter følger de kapitler/bøger som beskriver kriserne, fristelserne, overtalelsesforsøg fra vennerne, tilbagefaldene, ægteskabets kriser. En vigtig station er 1894 hvor selvudslettelsen og lydigheden bliver introduceret og delvis forladt. Der er nok af rystende oplevelser, og det er en ganske pinefuld og pinagtig oplevelse at følge Jørgensens kamp – undertiden ligeså pinagtig som – uden sammenligning i øvrigt – Karl Ove Knausgaards eller for den sags skyld Lykke-Pers problemer med at komme til rette med livet. Og endelig kommer så forløsningen: konversionen, omvendelsen i 1896; han er altså kommet hjem. For mennesket kommer til syvende og sidst derhen hvor "han virkelig vil komme", siger Jørgensen jo allerede i forordet (I, 8), og nu kan han sige "jeg handlede ikke, jeg blev ført". Fortællingen får så en ekstra kommentar med fra fortæller/forfatter Johannes Jørgensen hvor selve fortællesituationen blive præciseret:

Nu sidder jeg i Ensomheden og har ordnet alle mit Livs Aar […] som i Skufferne af et gammelt Skab, og i de lange Vinteraftener sidder jeg foran Skabet som en Organist foran sit Orgel og trækker Skufferne ud og ind og faar en Tone til at lyde her og der, snart Vox humana og snart coelestis … (I, 13)

Det retrospektive vue over Jørgensens liv skrives fra en position hvor meningen er klar med brug af Mathæus kapitel 19 om at få mangefold igen, det man har forladt for Kristi skyld. Det vil sige at de store ofre ikke har været forgæves, det er der nu belæg for. Den voldsomme bandbulle som vennen Mogens Ballin kommer med i slutningen af legenden (II,267) bliver mildnet af forvisningen om at Jørgensen har søgt og endt med at gøre det rette. Legenden som beskrivelse af forbillede/rollemodel? Næppe, men legende som beskrivelse af kamp og som roman, ja. Fortælleren er meget bevidst om sin egen skrift. Ind imellem slår han over i tredje person, måske især der hvor forfatter Jørgensen har brug for at holde hovedperson Jørgensen ud i strakt arm: "Og som ægte Dreng betroede han sig ikke til nogen …" – Livet som roman overvejer fortælleren også, eller koketterer med: "Hvis dette var en Roman, saa havde Læseren Ret til at vente sig en Historie om brødefuld Elskov" (I, 246) – Et særligt træk ved genren selvbiografi er den udstrakte brug af private kilder; i Jørgensens tilfælde er det især hans dagbøger der i rigt mål bruges på to måder: 1) uddybende, forklarende, ofte i forbindelse med naturoplevelser, men særlig bemærkelsesværdigt er 2) brugen af dagbogen som vidnesbyrd der så at sige skal bevise et synspunkt eller en oplevelses betydning. Sat på spidsen siger han: jeg kan bevise X fordi jeg i sin tid har skrevet X. Det kan undertiden give læseren en fornemmelse af cirkelslutning og dementerer i nogen grad dagbogsoptegnelsen som autenticitetsmarkør, som om den bare er med for at bevise noget. Dette virker som en svaghed der ligner det der sker hvis en yngre kvindelig forfatter (jeg forbigår navnet som en venlighed) bruger sine egne fiktive personers handlinger som belæg for en karakteristik af virkelighedens kvinder.

Men lander fortælleren nu også? Ikke i normal forstand: I artiklen "Kontinuerlige konversioner" af Karen Vallgårda fra 2006 er hendes pointe netop det kontinuerlige i den konversion Jørgensen beskriver:

Idet Jørgensen og Pontoppidan fortalte historierne om Johannes og Per, stillede de spørgsmålstegn ved de kontinuerlige modsætninger i deres egne moderne selv; faktisk skabte de deres moderne selv i kontinuerlige konversioner.

Hun belægger det med et citat fra Jørgensen: "[…] Der var en svag, men jævn Stigning i min Omløbslinje, saa at jeg, i Steden for i en Ring, bevægede mig i en Spiral" Denne spiral, altså en langsom opstigen, gør at man kan betragte Legenden som en fortælling om at komme hjem, dvs. lande rigtigt, men den signalerer også "undervejs", altså en stadig dynamik og bevægelse videre frem mod mål som man ikke nødvendigvis kender. Det vil sige at Mit Livs Legende set på denne måde kan betragtes som særlig afart af dannelsesromanen, nok i virkeligheden nærmere som en udviklingsroman. Når Henrik Pontoppidan kalder sin samlende erindringsbog Undervejs til mig selv (1943), er det den samme tanke: Vi er undervejs.

Lykke-Per – at blive til ingenting

Vender vi os nu til Lykke-Per, så er det jo en "rigtig" roman og ovenikøbet efter manges mening den bedste i hele verden. Den handler også om at blive til noget eller rettere: den handler om ikke at blive til noget. Men uanset hvad, kan man bruge Jungs begreb om individets udvikling, individuation, i denne sammenhæng. Det kunne blive et nyt foredrag!

I Legenden så vi helten kæmpe sig frem til en slags dynamisk stabilitet; i Lykke-Per kæmper helten sig frem til sejre og karriere, men taber det hele. Slutningen på romanen, som bliver diskuteret igen og igen, viser at Per er nået til vejs ende uden noget som helst, han er blevet til ingenting. Ironi? Carsten Jensen har i en tankevækkende artikel (2009), argumenteret for at Per lander der hvor han gerne vil, nemlig i en eksistentiel, positivt valoriseret, tomhed. Carsten Jensen sammenligner ham med Carsten Niebuhr som Torkild Hansen skildrer ham i Det lykkelige Arabien (1962) – og Niebuhr er – landmåler. "Han var landmåler, det var det hele, det var ingenting" […] "Niebuhr ville være ingenting, eller sagt med et enkelt ord, Niebuhr ville være lykkelig". Og det er, siger Carsten Jensen, det samme Per Sidenius vil. Når vi nu er ude på at sammenligne, så kunne man hævde at der er afkald (og måske underkastelse) i Pers vision om at leve som ingenting – hvorved han kommer til at ligne Jørgensen. Man må i hvert fald være enig med Carsten Jensen når han siger at det er en radikal omdefinering af begrebet lykke, hvis vi, som han (og jeg) synes at Lykke-Per ender lykkeligt. Og:

Det er ikke Johs. V. Jensens klagesang over de dådløse drømmere, vi møder i Lykke-Per. […] Men Lykke-Per er heller ikke et forsvar for de drømmere som Jensen så inderligt foragter. Vi kikker et andet sted hen, når vi ser med Pers og Carsten Niebuhrs øjne.

Pers kampe har i højere grad slægten og kulturen som resonansbund, men på en måde er resultatet det samme som Jørgensens; vi har at gøre med en arketypisk individets kamp for at realisere sig selv. Men selvfølgelig er Pers vej til individets frigørelse præget af kærlighedshistorierne. Det er en allé af kvinder han må igennem. Og der er Jørgensens helt anderledes diskret, om end der også i Legenden er passager med kærligheds- og sexproblemer. – Pontoppidans egen baggrund er selvfølgelig også med, men

Der er ikke mere af virkelig Selvoplevelse i Lykke-Per end i de fleste andre af mine Bøger. En anden Ting er, at man ikke kan skildre, hvad man ikke har gennemlevet. Forstaaet saaledes har jeg naturligvis oplevet det alt sammen, baade Bryllup og Begravelse" (Politiken, 1905).

"Trahimur" – vi føres….

Noget af det der spiller en afgørende rolle i Pontoppidans liv, i Lykke-Per, ja i hele forfatterskabet, er religionen. Og her her har vi en sand klassiker inden for den biografiske kortslutning: Adskillige fremstillinger af Pontoppidans liv bygger på Lykke-Per, dvs. tager, stik imod Pontoppidans besindige udsagn, for gode, biografiske varer at Pontoppidans præstefar skulle have været ligesom Lykke-Pers. Den store Danske Encyklopædi: "Præstesønnen Henrik Pontoppidan valgte efter realeksamen ingeniørstudiet i bevidst opposition til faderen". Helt sådan var det nu ikke, hvad Flemming Behrendts kommende biografi formentlig vil dokumentere.

Langt mere interessant i vores sammenhæng er imidlertid at Pontoppidans opfattelse af skæbne slet ikke ligger så langt fra Jørgensens:

Det Ord Trahimur, som Augustin gjorde til sit Valgsprog og lod indgravere i sit Signet, kendte jeg naturligvis ikke den Gang, og jeg vilde vel heller ikke have forstaaet den Erfaring om Livet, som det udtrykker. Vi føres. Stik imod vore egne Ønsker og Forhaabninger, ja mangen Gang paa Trods af den sejgeste, den selvherligste Vilje, narres eller nødes vi Skridt for Skridt til at opfylde vort Livs Bestemmelse, som maaske først bliver os aabenbar ved Vejens Ende. (Drengeaar, 1933, s.121)

Denne formulering kan naturligvis tolkes religiøst – og er blevet det. Og det er ikke opgaven her at afgøre noget som måske er uafgørligt, kun at pege på et påfaldende sammenfald.

Kommer Lykke-Per hjem? Ja, vil nogen sige, måske, vil andre svare. Ligheden med Legenden er større end antaget: Begge hovedpersoner ender i uafsluttethed, Jørgensen på vej op, måske – Per i en positiv tomhed og jo i sidste ende døden.

Kirkekritik – ikke religionskritik

Den massive kirkekritik i Pontoppidans forfatterskab er præget af at den aldrig skal ramme den troende på troen. Det vil sige: kritikken er rettet mod forvalterne af troen, præster, kapellaner, bisper osv. Pontoppidan siger selv at han ikke ejer evnen til at tro, og har altså et klart andet trosbegreb end Jørgensen, men kritikken af hyklere og levebrødsfromme er de nok fælles om – og deler i øvrigt med deres store filosofiske forgænger Søren Kierkegaard. Hør Kierkegaard:

Vi har, om man saa vil, en fuldstændig Besætning af Bisper, Provster, Præster; lærde, udmærket lærde, talentfulde, begavede, menneskeligt velmenende declamere de alle – godt, meget godt, udmærket godt eller temmelig godt, maadeligt, slet – men ingen af dem er i Charakter af det nye Testamentes Christendom, saa lidt som i Charakter af at stræbe i Retning af det nye Testamentes Christendom. ["Den religieuse Tilstand" IN: Fædrelandet, 1855]

og "arvtageren" Pontoppidan:

Gudstjenesten i vore Kirker er jo tilmed arrangeret på den Måde, at Menighedssangen, Altertjenesten, de foreskrevne Bønner og Oplæsninger alt sammen blot bliver Rammen om Præstens Person og hans Præken. Sålænge han taler, er Menigheden forpligtet til Tavshed. At forstyrre en Præst, mens han udvikler sine måske højst ligegyldige, ja måske kætterske Meninger, straffes som Bespottelse. [Kirken og dens Mænd, 1914).

Foreløbig konklusion

Jeg har vist nogle forskelle og især ligheder mellem de to værker og en foreløbig konklusion på sammenligning af Mit Livs Legende og Lykke-Per er ikke at de sådan uden videre er ens, men at der er mange kompositoriske, holdningsmæssige og eksistentielle sammenfald der bringer dem tættere på hinanden end antaget. Legenden er ikke uden videre en almindelig dannelsesroman i selvbiografiens form og Lykke-Per unddrager sig også den roman-analytiske tradition. De er begge en slags forløsningsromaner og har begge en dynamisk uafsluttethed (på trods af Pers død!) der på sin vis gør begge værker moderne.

Anvendt litteratur:

Haarder, Jon Helt: Performativ biografisme, 2014
Hauge, Hans: Fiktionsfri fiktion, 2012
Jørgensen, Johannes: Mit Livs Legende I-II, 1949
Kondrup, Johnny: Levned og tolkninger, 1982
Kristiansen, Børge: At blive sig selv og at være sig selv, 2006
Møller, Per Stig: Fra tid til anden, 1979
Pontoppidan, Henrik: Lykke-Per I-II, 1918
Rosdahl, Johan: Undervejs til Pontoppidan, 2002
Vallgårda, Karen: "Kontinuerlige konversioner" IN: Scandinavian Studies, vol. 78, 2006; dansk oversættelse på www.henrikpontoppidan.dk.