Om betydningen af ingenting
Hvad laver Lykke-Per i Thy?
I efteråret udkom Henrik Pontoppidans roman Lykke Per for første gang i en engelsk oversættelse, 94 år efter, at Pontoppidan modtog Nobelprisen i litteratur, hvilket om ikke andet viser noget om, hvor insulær og isolationistisk, for ikke at sige selvtilstrækkelig, angelsaksisk kultur kan være.
Fremmede øjne er altid godt, og det meste af det, jeg har lært om Lykke Per, har jeg lært af læsere, der så på bogen fra et sted hinsides de danske grænser og det danske sprog. Nu hører det også med, at jeg er vokset op i skyggen af den marxistiske litteraturforståelse, og her blev Pontoppidan allerede tidligt i utallige undervisningsassistenters såvel som enkelte nyansatte lektorers første manddomsprøve med den store litteratur afskrevet som en ussel småborger, fortabt i reaktionær forskrækkelse over den frembrusende modernitet. Så her, i disse tykhovede læsninger, var der intet at lære.
I London Review of Books blev Lykke Per i november 2011 anmeldt af den amerikanske litteraturkritiker Frederic Jameson, også han en mand, der syntes at skvulpe rundt i efterdønningerne af 1970'ernes marxistiske bølge, der, da bølgen fladede ud, endte i den akademiske strandkant i form af opportunistiske nonsensteorier som poststrukturalisme og dekonstruktivisme. Så sent som i 1991 havde jeg forsøgt at læse en af Jamesons bøger, Postmodernism or the Cultural Logic of late Capitalism, men opgav, da jeg nåede til side 108, ikke fordi jeg ikke forstod den, men fordi jeg hurtigt fattede, at det kodesprog, den introducerede mig til, kun var relevant, hvis man skulle deltage i den akademiske verdens albueskubberi. I den mere iltrige verden uden for var dens labyrintiske overvejelser helt uvedkommende.
Derfor kom Jamesons læsning af Lucky Per også helt bag på mig.
Jeg har læst Lykke Per mange gange i løbet af mit liv. Første gang, da jeg var fjorten, var jeg bjergtaget. Senere blev jeg mere analyserende. Andre aspekter af romanen dukkede op for mig, efterhånden som jeg selv blev ældre, lige som hovedpersonen gjorde det. Men jeg var lige overvældet hver gang. Og romanen ændrede sig aldrig grundlæggende for mig, sådan som det f.eks. skete, da jeg for fjerde gang læste J.P. Jacobsens Niels Lyhne, indtil da min danske yndlingsroman, og pludselig – til min store skuffelse, en skuffelse så stor, at det føltes, som om jeg sørgede over en afdød – fandt den klodset i sin komposition, uden udvikling, fanget i den samme masochistisk flæbende sutten på nederlaget. Man kan også godt kalde Lykke Per for en nederlagsroman. Den udspiller sig i en nation, der er blevet løbet over ende. Den handler om en mand, der drager ud for at erobre verden, og som i det øjeblik, da han står med sejren, uforklarligt lægger den fra sig, for at vende tilbage til sit udgangspunkt, som næsten også er et menneskeligt forsvindingspunkt, et reduceret, relationsløst liv i dyster indadvendthed, udlevet i et de mest menneskefjendske landskaber, som det ellers smilende, frodige Danmark kan byde på.
Men nej, Lykke Per lider ikke nederlag i forhold til livet. Det er livet, der ikke er godt nok til ham. Så arrogant kan det siges, så arrogant skal det siges, selv om Pers eget tonefald, da hans liv klinger ud midt i klitterne, er ydmyghedens. Sådan så jeg på det, da jeg var fjorten år gammel.
Min barndom var meget forskellig fra Lykke Pers, og alligevel genfandt jeg mig i hans. Jeg voksede ikke op i en nation, der var lammet af et traumatiserende nederlag. Danmark var en nation i fremgang, da jeg var barn i halvtredserne og teenager i tresserne, men nederlagsstemningen kendte jeg alligevel. Den var en del af atmosfæren i den familie, jeg voksede op i. Begge mine forældre kom fra et velstående provinsborgerskab, begge havde mistet status, og det ydre udtryk for det, var det arbejderkvarter i en forstad til Aalborg, hvor vi var endt, til alle sider omgivet af arbejdere fra byens eternit- og cementfabrikker og det store skibsværft. Selv her truede en yderligere deroute, for min far, der tilhørte en i enhver henseende agterudsejlet erhvervsgruppe, Danmarks hastigt svindende stand af småskippere, bevægede sig konstant på randen af ruin, og kun min mors kyndige omgang med regnskaberne formåede at skabe en midlertidig udsættelse af det uundgåelige, indtil arven fra mine bedsteforældre reddede os. Min far var ikke som Lykke Pers præstefar en vaklende patriark, der forsøgte at dække sin svindende autoritet bag en irrationel, religiøs strenghed, han var bare fraværende, men atmosfæren var den samme klaustrofobiske som hjemme hos familien Sidenius. Her var det svært at trække vejret, også rent bogstaveligt. Jeg led af astma, og jeg længtes med Per efter mere ilt, en større himmel. Jeg fulgte ham fra mit otte kvadratmeter store drengeværelse i alle hans opbrud, for når man er fjorten er opbruddet, ikke ens anden natur, men den første, væk fra provinsen, ind i det københavnsk-jødiske borgerskab, til Rom, på skæbnesvangre vandreture i Alperne, tilbage til Jylland, dybere og dybere ind i provinsen, til den yderste klitrække ved havets rand, hvor landet mennesketomt synes at høre op, og et ingenmandsland, der også er eksistentielt, begynder.
Alt sammen gør det indtryk på mig, men der er dog intet, der gør større indtryk end Pers endestation, hvis det da er en endestation. Vi kan diskutere til evig tid, hvad Pers indre og ydre eksil i Thy skal betyde. Og vi vil diskutere det til evig tid, og det er deri beviset på Pontoppidans storhed som romanforfatter ligger. Er det et nederlag? Er det en sejr? Vender han sig bort fra verden? Erobrer han den endeligt? Eller bevæger han sig endegyldigt hinsides alle disse begreber? Jeg er aldrig blevet færdig med disse sidste sider. Hvis jeg stadig har mine åndsevner i behold, vil jeg læse dem på mit dødsleje, og de vil stadig blive ved med at stille de samme spørgsmål.
Sådan virkede de på mig dengang. Sådan virker de på mig i dag. Der var sætninger, der blev som tatoveret ind i den overfølsomme hud på min endnu ufærdige personlighed, et begreb, som romanen selv satte et spottende spørgsmålstegn ved.
Det er Per, der i sine notater skriver om den "Spøgelsestemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender vi intet andet Spørgsmaal end dette ene. Fra den Dag er vort eget, sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade vi stræber at løse."
Sig det til en fjortenårig! Så er det ikke en spøgelsesstemme, der taler, så er det en højtaler på 1000 watt i stand til at overdøve alt andet, eller rettere lade sig forstærke af alt andet, for hvert eneste indtryk, hver eneste oplevelse stiller jo netop dette ene spørgsmål. Du sidder der og stirrer ned i dit eget ufærdige selvs bundløse brønd, en Narcissus, der ikke bryder vandets spejl, fordi han forelsket i sit eget billede læner sig for langt fremover, men som med vilje springer på hovedet i og ønsker sig gæller, fordi han ved, at dernede i det bundløse dyb ligger netop det allermest interessante.
Jeg elskede hånen, når Per udstiller de ynkelige erobrere, der har forvekslet verden med deres egen karriere: "Aviserne meddeler idag, at Hr. Steiner er bleven udnævnt til Etatsraad. Hvordan? For et helt Liv, forspildt i Løgn og hæsblæsende Svindel – bare en Etatsraadstitel! Verden er en slet Betaler. Stakkels Hr. Steiner!"
Stakkels hr. Steiner, gentager den fjortenårige, selv så fuld af hudløs ærlighed, balstyrisk sandhedssøgen, selvmorderisk kompromisløshed, når han ser op fra Lykke Per og iagttager verden omkring sig. Det er hans løfte til sig selv. Som hr. Steiner bliver jeg aldrig. Og jeg tilstår, jeg siger det stadigvæk, når jeg tænder for fjernsynet eller åbner en avis og ser alle dem, der bærer rundt på byrden af deres egen indbildte succes: Stakkels hr. Steiner.
Længere end Lykke Per er jeg, hvad det angår, ikke kommet. Jeg tilstår endnu en ting: længere ønsker jeg ikke at komme.
På romanens sidste side optræder den dreng, der efter et fald fra toppen af et højt træ, hvor han er flygtet op i angst for sin fars straf, bliver krøbling for livstid. Han hyldes af Per selv: "Han følte sig slet ikke ulykkelig … jeg har aldrig kunnet glemme det forklarede Udtryk i hans Ansigt … et Menneske, i hvis Blik Uendeligheden afspejlede sig i al sin Klarhed, Dybde og Ro." Sig det til en fjortenårig, der hæmmet af sin astma er tvunget til at leve et fysisk halvliv. Jeg ledte efter dem over alt, disse stærke krøblinge med deres rige, indre liv, og litteraturen er i en efterklang af romantikken med dens af og til forgiftede sjælsdyrkelse fuld af dem. Det var med Lykke Per, ikke i rygsækken, men et mere holdbart sted, mit hoved eller måske hjerte, at jeg som nittenårig drog til Indien, der for mig ikke var andet end et Thy i et helt subkontinents størrelse, befolket af magre, indadvendte mænd, med brændende blikke, en halv milliard Per Sidenius´er.
Jeg vendte tilbage til Lykke Per ti-tolv år senere. Jeg var ikke endt som nogen verdenserobrer, skønt jeg havde omgåedes en teori, der tilstræbte netop den status for sine tilhængere, marxismen, jeg var endt i en af de mange blindgyder på Københavns Universitets humanistiske fakultet, litteraturvidenskab, og var efter et voldsomt sammenstød med en af fagets mere end almindeligt tykhovedede lærere, på vej ind i et indre eksil, hvor jeg midt i studieforløbet skrev på en værkopgave om Hans Kirks forfatterskab, en værkopgave, der blev til semesteropgave, der blev til en årsopgave, der pludselig var et speciale.
Jeg var inspireret af den i temmelig mange henseender uortodokse marxistiske filosof Ernst Bloch og hans værk Erbschaft dieser Zeit, hvori han introducerer begrebet usamtidighed som en påpegning af, at moderniteten aldrig fuldstændig er i stand til at forandre et samfund. Der er altid lommer af fortid tilbage, og et samfund er således også et sammensat rum, hvor forskellige tidsaldre brydes, og nutiden aldrig hersker enevældigt, men er tvunget til et vanskeligt samliv med fortiden. Jeg fandt i Blochs tankegang noget, der åbnede en ny dør til Hans Kirks forfatterskab, ja, i det hele taget til det Danmark, der blev til i en brydning mellem provins og storby, bondekultur og arbejderbevægelse. Hans Kirk kom fra provinsen og tog den med sig på godt og ondt, da han rejste til hovedstaden. Jeg gik tilbage i hans litterære fodspor, til Martin Andersen Nexø, der også i fjerde bind af sin hyldest til den gryende arbejderbevægelse, Pelle Erobreren, forsøgte at forene land og by. Og fra Pelle gik vejen videre til Per. Jeg vidste, at Nexø dedikerede sit romanværk til Lykke Pers forfatter, og at Pontoppidan havde takket ham med de ord, at han anså sig selv for at stå i den samme frihedskamp, som også forfatteren til Pelle Erobreren var en del af.
Men det var Ernst Bloch, der for alvor genåbnede døren til Per i Thy.
Jeg havde Ernst Blochs samlede værker stående på min reol, sammenstykket af mange forskellige udgaver. Jeg havde læst meget af ham. Men som et vidnesbyrd om min manglende akademiske egnethed havde jeg udover Erbschaft dieser Zeit aldrig læst et eneste af værkerne systematisk til ende. Jeg beundrede ham grænseløst, endnu et afslørende tegn på min akademiske uegnethed, for beundring er med rette ingen akademisk dyd.
Jeg havde læst første del af trebindsværket Das Princip Hoffnung, og der var noget i det, der vakte den fjortenårige til live i mig, fordi Bloch havde bygget hele sin filosofi op om den ide, som går rent hjem hos et ungt menneske, at verden er større, end den forekommer. Den er fuld af uanede muligheder, eller rettere nogle af dem er også anede, de ligger og ulmer i os som uforløste drømme, det gælder om at opspore og værne om. Mennesket lever ikke kun af brød alene, især ikke, når det går sulten omkring, og det er dagdrømmene, der adskiller os fra dyrene. Ikke blot befrier dagdrømmene os fra instinkterne, de tillader os også at ane en bedre, større og dristigere fremtid.
Det er sådan, Ernst Bloch læser Lykke Per. Åbenbart misinformeret skrev han en nekrolog over Lykke Per s forfatter i 1937, seks år før Pontoppidan døde. Om Pontoppidan nogen sinde stiftede bekendtskab med dette stærkt overdrevne rygte om sin egen død, ved jeg ikke. Men hvis han gjorde, kan han til trods for nekrologens dystre præmis ikke have været utilfreds.
Bloch fastslår uden videre, at Lykke Per, der på tysk hedder Hans im Glück efter et eventyr af brødrene Grimm, skønt ikke meget læst i Tyskland, ikke desto mindre hører til et af verdenslitteraturens allerstørste værker. Ja, det er endog en roman, der aldrig vil blive forældet. Den har rigtignok mindelser om alle de senborgerlige romaner, der i slutningen af det 19. århundrede excellerer i desillusion, nederlagsfølelse, skuffede livsforventninger, og som vender sig bort i et semi-religiøst afkald på verden, det være sig af katolsk eller buddhistisk inspiration. Men Lykke Per overskrider i følge Bloch dem alle. Der er ingen resignation i romanen. Der er derimod forventning. Lykke Per handler om et større, sandere menneske i inkognito, hvis tid endnu ikke er kommet, og som derfor giver afkald på de små sejre i noget større, endnu usagts navn.
Bloch bruger ikke ordet, men det han siger er, at romanen om Lykke Per på en måde demonstrerer, hvor uudtømmeligt et væsen mennesket er. Bloch fremhæver det principielt uopfyldelige i menneskers forventninger og tilføjer så, at uopfyldeligheden ikke ugyldiggør forventningerne, men tværtimod retfærdiggør en stræben, der aldrig kan stoppe op. Det er, fordi Pontoppidan trænger frem til dette i grunden uudsigelige, at hans roman aldrig vil forældes. "Den nye humanisme," skriver Bloch og tænker her på kommunismen, "er den dybt forpligtet."
Endnu en gang måtte jeg overgive mig. Ikke blot, fordi jeg her fik foræret Per Sidenius som kommunistisk ikon, men også fordi der hos Bloch var en tankegang, der var så langt væk som tænkes kan fra den trangbrystede, næsten altid parodiske marxisme, jeg lærte at kende på universitetet. Og så var der selvfølgelig dette: Lykke Per iscenesatte også i denne læsning det, der er kernen i ethvert ung menneskes psykologi, denne tro på, at verden er meget større end det, der møder øjet, og at de forudgående generationer alle er gået glip af så fortvivlende meget, der nu vil åbne sig for netop dig.
Så er jeg fremme ved Fredric Jamesons anmeldelse i London Review of Books. "Cosmic neutrality" er dens titel. Også Jameson kredser om Per i Thy. Også han bemærker, hvordan Lykke Per, hver gang sejren synes inden for rækkevidde, vender ryggen til den. Også han mener, at Pontoppidan i denne, som han kalder det, "sære" roman overskrider alle sin samtids romaner om helte, der fejler og må trække sig tilbage i nederlag. Jameson er en moderne akademiker, så han inddrager pligtskyldigt Freud og den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, hvis begreb om dødsdrift han bruger til at beskrive den umættelige drift mod et udefinerbart mere, der gør både succes og fiasko i livet meningsløse. Og så skriver han: "Vi må modstå fristelsen til at se Pers endelige tilbagevenden til Jylland som en tilbagetrækning fra verden." Det er selve det konventionelle begreb om lykke, Jameson mener, Pontoppidan med sin roman vil sætte spørgsmålstegn ved. Vi må forestille os, hævder han, at romanens slutning i forfatterens øjne faktisk er lykkelig, og at det er lykkedes Lykke Per at bevæge sig hinsides alle indsnævrende ideer om succes og fiasko. Om det så i Jamesons øjne er ensbetydende med, at Lykke Per er i en freudiansk eller lacansk dødsdrifts vold, eller han snarere er enig i Blochs tolkning, at her er forventningen om en større, rigtignok dennesides verden på spil, forbliver uklart.
Der er en kort reference til Ernst Bloch i Jamesons anmeldelse, men der er ingen reference til Ernst Blochs nekrolog over Pontoppidan, skønt han må have læst den, temmelig grundigt endda, for i lange passager parafraserer han den. Det er formodentlig også hos Bloch, han har læst, at romanens hovedperson i den tyske oversættelse undergår et radikalt navneskift fra Per til Hans, sådan at titlen ikke refererer til nogen Lykke Per, men nu hedder Hans im Glück.
Eventyret står centralt i Jamesons tolkning af romanen, som det gør det i Blochs. Begge refererer de det omhyggeligt. Hans har været tjenestedreng i syv år og modtager som belønning for tro tjeneste en klump af guld. På sin vej hjem bytter han ustandselig guldklumpen, først for en hest, som han derpå bytter bort for en ko, som han bytter bort for en pattegris, som han bytter bort for en gås, indtil han til sidst ender med at vende hjem med tomme lommer. Intet har han fået ud af syv års hårdt arbejde, og dog er han lykkelig. Både Bloch og Jameson er enige: Enten er Hans et fjols, eller også inviterer eventyret sin tilhører til en radikal nytolkning af begrebet lykke.
Her bliver det interessant for en dansk læser. Vi kender også eventyret, men i en helt anden udgave, nemlig H. C. Andersens "Hvad fatter gør er altid det rigtige". H. C. Andersen stjal jo med arme og ben fra den folkelige tradition, så det må ikke undre, at han også forgreb sig på Grimms eventyr. Hvad der kan undre er, at Andersen ikke blot har givet eventyret en helt anden slutning, men også nytolket det, så brodden er gået af det radikale spørgsmål om meningen med lykken, som Grimms eventyr munder ud i. Hvor folkeeventyret siger, at lykken ikke ligger i fulde hænder, men det modsatte, i at komme tomhændet hjem, fører Andersen eventyret tilbage til konventionen.
Fatter er ganske vist efter mange uovervejede byttehandler endt med en tønde rådne æbler, men på kroen møder han to engelskmænd, der forudser, hvor vred hans kone vil blive, når han vender tomhændet hjem, og de indgår et væddemål. Holder konen gode miner til slet spil, forbliver hun i sin klippefaste tro på, at fatter ikke kan begå dumheder, vil tønden blive fyldt op med klingende mønt i stedet for rådne æbler. Og den enfoldige kone kaster sig selvfølgelig jublende om halsen på sin tåbelige ægtemand ved synet af æblerne. Engelskmændene taber, og fatter vinder, mens ideen om lykke igen forsones med konventionen: lykke er fulde hænder, ikke tomme, og ydermere er lykke ikke til at skelne fra held, så det nærmest er en lykkelotto-moral, vi præsenteres for, så fjernt som tænkes kan fra folkeeventyrets radikalitet.
Andersen kunne være anarkist og oprører, som han viste det i "Fyrtøjet" og "Klods Hans", men her i "Hvad fatter gør er altid det rigtige" har han med et fortælleteknisk rigtignok dygtigt og overraskende greb indgået et kompromis med sin egen tids bjergsomme Biedermeier-moral.
Pontoppidan har jo noget med H. C. Andersen. Trængsler kan ruge ørne ud af spurveæg, siger pastor Fjaltring i Lykke Per. Men det ved vi fra Pontoppidans egen pen, at det kan de ikke alligevel. I "Ørneflugt"s polemiske gendigtning af Andersens "Den grimme ælling" er det lige meget, hvilket æg man er kommet fra. Ud af andegården kommer man alligevel aldrig. Ørnen Klaus, der vokser op blandt gårdens tamme fjerkræ, har for altid mistet sin livsduelighed. Dens natur er gået tabt i en snadrende idyl, der ikke har plads til erobrere. Som Lykke Pers ville være gået tabt, hvis det ikke var for hans venteposition i eksilet.
Det kan godt være, Pontoppidan tror på eventyr, men ikke det andersenske. Det ægger ham kun til modsigelse. Der er ubetvivleligt en inspiration fra brødrene Grimm i Lykke Per. Hvis der også er det fra H. C. Andersen, er det kun i negativ forstand, i form af den modsigetrang, eventyrdigteren altid får frem i realisten Pontoppidan.
Når Fredric Jamesons anmeldelse i London Review of Books kunne gøre så stort indtryk på mig, var det ikke blot, fordi den opsummerede mit livslange samvær med Lykke Per. Det var også, fordi den faldt sammen med en anden vigtig begivenhed. Jeg mødte Lykke Per i en ny skikkelse. Jeg fandt en arvtager til ham, en arvtager, som på en måde også var hans forgænger.
Jeg bliver nødt til at gå en omvej.
Sidste år fejrede vi 250 års jubilæet for Carsten Niebuhrs ekspedition til Arabien, nærmere bestemt Yemen, eller som det kom til at hedde i hans og tidens gengivelse Arabia Felix, Det Lykkelige Arabien. Egentlig var det ikke Niebuhrs ekspedition. Det blev det kun, fordi han var den eneste af ekspeditionens deltagere, der overlevede. He lived to tell the tale. Og så blev det hans historie, hvilket der også er en stor portion retfærdighed i. Han, og ingen anden, er vor vigtigste kilde til livet på den arabiske halvø i det 18. århundrede.
Jeg har ikke noget særligt forhold til Carsten Niebuhr. Jeg har ikke læst ham. Jeg har læst om ham, og han rører ved noget i mig, som jeg opfatter som kernen i den danske nationalkarakter, vores poserende, ja, til tider ligefrem stoltserende beskedenhed. Carsten Niebuhr er så umådeholdent beskeden, så upralende, så nærmest uvidende om det, han selv har ydet, og som sikrer ham international berømmelse, at han ligefrem legemliggør vores nationaldyd. Kontrasten mellem geni og beskedenhed, mellem en stor præstation og en undseelig omgang med den, er uimodståelig for os danskere. Det er derfor, Carsten Niebuhr har fundet plads i vores nationale helte-galleri. Beskedenheden, ikke præstationen, er hans adgangsbillet.
I anledning af 250 års jubilæet for Carsten Niebuhrs ekspedition blev jeg inviteret til at deltage i en debat på Københavns Universitet. Jeg understreger igen: jeg ved ikke noget om Carsten Niebuhr. Det var heller ikke ham, vi skulle tale om, i hvert fald kun indirekte. Vi skulle tale om Thorkild Hansens skildring af Niebuhr og hans ekspedition i biografien Det lykkelige Arabien.
Thorkild Hansen var ikke nogen livsledsager for mig, sådan som Pontoppidan har været det. Da jeg blev konfirmeret, havde hans bog Jens Munk netop afløst Christian Winthers Hjortens Flugt som konfirmationsgave, og det var ikke animerende. Bogen stod ulæst på min reol. Bedre blev det ikke i min studietid, hvor den ugenerøse marxistiske litteraturkritik ikke havde format til at anerkende, hvilken præstation Thorkild Hansen havde ydet med sin trilogi om Slavernes øer, hvor han i sin skildring af den danske kolonialisme mere radikalt end nogen katederrevolutionær gjorde op med en forløjet, realitetsbenægtende historieskrivning. Og så skrev han i Billed Bladet og havde ry for at være selvoptaget, ja, ligefrem genidyrkende. Han duede ikke.
Mange år senere, natten før Thorkild Hansens begravelse mødte jeg på den københavnske dødsrute Gyldendals forhenværende litterære direktør, Ole Wivel, der betroede mig, at der var et slægtskab mellem mig og den netop afdøde forfatter. Det var dog, gik det hurtigt op for mig, ikke noget slægtskab, jeg skulle være stolt af. Thorkild Hansen og jeg lignede hinanden deri, at vi helt ind i kernen af vores indskrænkede, prosaiske sjæle var og forblev journalister. Nogen lyrisk åre besad vi ikke, sagde Ole Wivel med våde læber, hvorefter han henrevet reciterede et digt af B. S. Ingemann om et barn, der hviler i vuggen med "rødmen på kind", en linje, hverken Hansen eller jeg nogen sinde kunne have frembragt, og jeg hørte i det samme lyden af porten til danske litteraturs parnas, der smækkede i for altid.
Først midt i halvfemserne gik jeg som et led i forberedelserne til min beretning om en jordomrejse om bord i Thorkild Hansens forfatterskab. Så læste jeg rub og stub, og med ekkoet af Wivels dom i ørerne indså jeg, at der ikke var noget sted, jeg hellere ville stå end uden for porten til det danske litterære parnas, så længe jeg kunne stå der med Thorkild Hansen i hånden.
Da jeg forberedte mig på Niebuhr-debatten, der altså i virkeligheden var en Hansen-debat, sad jeg så med ham netop i hånden, eller i hvert fald med en af hans bøger i hånden, Det lykkelige Arabien, og kikkede på mine understregninger fra dengang. Så gik det op for mig, at det var Lykke Per, jeg læste en gang til, en nøgen, renset, ja, ligefrem radikaliseret Lykke Per.
Thorkild Hansen kunne ikke have skrevet Det lykkelige Arabien uden Niebuhr. Det er indlysende. Det siger sig selv. Men at han heller ikke kunne have skrevet biografien over Yemens kortlægger og beskriver uden Lykke Per er ikke indlysende. Det siger ikke sig selv. Men Thorkild Hansen siger det i sin bog så tydeligt, han kan, uden direkte at sige det.
Der er tydelige ligheder i titlerne, en lykkelig mand, et lykkeligt land, men Det lykkelige Arabien er jo ikke en bog om et land, men om en mand. Per Sidenius ender som vejassistent i en afkrog af landet, Carsten Niebuhr som landmåler i en afkrog af landet. Per Sidenius er en erobrer, der, når det kommer til stykket, ikke vil sejren. Carsten Niebuhr er aldrig en erobrer, han er ikke engang leder af ekspeditionen. Han folder sig først ud, da alle omkring ham dør. Men det betyder ikke noget for ham. Han er fra starten der, hvor Per Sidenius ender efter mange smertefulde fravalg.
Fredric Jameson kalder det "kosmisk neutralitet" i titlen på sin anmeldelse i London Review of Books. Thorkild Hansen har et mere radikalt udtryk for det. Han kalder det "ingenting".
Det er det, Carsten Niebuhr er. Det er det, han vil vedblive at være: ingenting. "Han var landmåler, det var det hele, det var ingenting," står der i præsentationen af ham. Det er ikke hans beskedenhed, Thorkild Hansen refererer til med dette ord, der måske er romanens hyppigst anvendte. Det er noget andet, langt mere krævende, en svært opnåelig tilstand, resultatet af visdom, måske synonymt med lykke. "Niebuhr var ingen leder; dertil var han for fin. Niebuhr ville ikke have magt over andre mennesker; dertil var han for ærgerrig... Niebuhr ville være ingenting, eller sagt med et enkelt ord, Niebuhr ville være lykkelig."
Det er ikke simpelt at ville være ingenting, tilstanden udløser tværtimod i Hansens karakteristik en kædereaktion af paradokser, og så ender den med et enkelt ord, lykke, men vi kan være sikker på, at også her er der noget dobbeltbundet over det lille beskedne adjektiv "enkelt", der jo ikke nødvendigvis antyder, at ordet lykke er et simpelt, ligefremt eller overhovedet letfortolkeligt ord. Når ordet enkelt her optræder i forbindelse med ordet lykke, kan det lige så godt betyde, at den tilstand, der er genstand for Niebuhrs ærgerrighed, ganske vist kan opsummeres med et enkelt, dvs. et eneste ord: lykke, men det ord er til gengæld langt fra enkelt at udlægge, det synes tværtimod evigt udefinerbart.
Hvad finder Niebuhr så i det lykkelige Arabien? Han finder ingenting. Sådan opsummerer Hansen arabernes nøjsomme livsform: som tæt på ingenting. "Ingenting at have og ingenting at være; ørkenens definition af menneskelivet var ikke noget nyt for Carsten Niebuhr," står der. De andre ekspeditionsdeltagere går det så galt. De har et sted at falde fra, høje positoner og titler, store ambitioner, men intet bliver der tilbage af deres rejse, ingen resultater, ingenting. For dem er ordet ingenting definitionen på en katastrofe. Men ikke for Niebuhr. "Han var ingenting. Overfor de mest smigrende tilbud insisterer han på at forblive ingenting."
Per Sidenius må først lære det. Carsten Niebuhr ved det fra starten. Ingenting at være, ingenting at blive, det er hans moralske ledestjerne. Her mister ordet nederlag enhver betydning. Vi er hinsides alle disse begreber, der betegner den menneskelige stræben. Og sådan må det også være, hvis man skal være en god rejsende ifølge Thorkild Hansen. Den, der vil se, må leve næsten usynligt. Den, der vil huske, må leve ubemærket og glemt. "Den sande iagttager var altid den, der havde mistet sit eget liv," skriver Hansen. Det er Per i Thy, det er Niebuhr i Arabien.
De andre ekspeditionsdeltagere er for fulde af sig selv og deres egne navnes nuværende og kommende betydning. Det er Carsten Niebuhr ikke. Han kan lade sig opfylde af verden.
Det er Per, der siger det. Men det kunne også være Niebuhr. Det er en beskrivelse ikke bare af hans arbejdsmetode, men også af hans livskunst.
Og lykken? Udtrykket Arabia Felix beror på en oversætterfejl, betror Thorkild Hansen os. På arabisk har der bare stået det sydlige Arabien. Lykke er ikke et land. Det er en indre tilstand. Den højeste menneskelykke er at blive sit eget selv fuldt og klart bevidst, siger Per. "Saa blev jeg dog en Verdenserobrer alligevel! Hvert Menneskes Sjæl er et selvstændigt Universum …" Per dør i Thy. Niebuhr vender efter hjemkomsten fra Arabien tilbage til sin fødeegn, Ditmarsken, hvor han tilbringer de næste 35 år. Han siger nej til at blive adlet af den mægtige statsminister Guldberg, som vi kender som skurken i filmen En kongelig affære. Han skal ikke være nogen stakkels etatsråd, som livet belønner så ringe. Han er ingenting, som araberen i sin ørken, som Per omgivet af sine klitter, og det er ham nok. Den ene er arvtager til den anden, Og det er Carsten Niebuhr, der, da han får liv af Thorkild Hansen, bliver arvtager til Lykke Per. Thorkild Hansen havde aldrig fundet nøglen til Niebuhr, hvis ikke Pontoppidan havde givet ham den.
Der er et sted i Johannes V. Jensens Kongens Fald, hvor forfatteren et øjeblik træder frem og afslører, at dette ikke er en nederlagsroman, ikke endnu en roman om dådløse, danske drømmere. Nej, det er en protest mod nederlaget, en dom over dådløsheden.
Christian den Anden sidder som fange på Sønderborg Slot, men vi har allerede for længst lært, at det, han virkelig er fange af, er sin egen ubeslutsomhed, sin permanente tøven over for de valg, der ikke kan udsættes. Han deler sit fangenskab med sin væbner, Mikkel Thøgersen, der kun vækkes til handling, når misundelse og nag er drivkraften. Og så træder Jensen selv ind i den celle, der dybest set er et billede på nationen, og udtaler med tordenrøst sin dom: "Og der var de nu, de to stormere! Kong Christiern, der sprang ud som selve den flammende utålmodighed, med uhyre planer, og blev skaberen af Danmarks mangel på historie. Mikkel Thøgersen, der med sin suveræne stolthed og altfavnende længsel blev stamfader til en vidtforgrenet, tænkt slægt. Der sad de i celle hos hinanden, tilsammen grundlæggere af et dynasti i det blå."
Johannes V. Jensen har ikke bare tænkt på en hel kongerække, da han som i et raseriudbrud skrev disse ord. Han kan ganske vist ikke have tænkt på Lykke Per, for Kongens fald nåede at udkomme, før Lykke Per var færdigskrevet. Men typen har han haft i tankerne, en dansk stereotyp, den handlingslammede drømmer, forfattere, intellektuelle og politikere i en nation, der intet opnåede, fordi ingen vovede noget.
Der er en passage i Lykke Per, der minder om Jensens lammende dom. Den er lagt i munden på en fremmed, den jødiske Jakobe, der, fordi hun er tvunget ud i outsider-rollen ser på Danmark med den fremmedes klarsyn. Da hun får øje på indadvendtheden i Per, den drift, som hun fejlagtigt tolker som en længsel tilbage til bondelandets forgiftede rødder, ser hun ham et øjeblik som et "fuldbaarent Barn af det lidenskabsløse danske Folk med de blege Øjne og de frygtsomme Sind... et Puslingefolk med store, tænksomme Hoveder, men et Barns kraftløse Lemmer... et Tusmørkefolk, der kunne høre Græsset gro og Blomsterne sukke, som forputtede sig i Jorden, så snart Morgenhanen galede."
Det er romanens hele pointe, at sådan er Lykke Per netop ikke, skønt han ligner i det ydre, og Jakobe indser da også til sidst sin fejltagelse. Hvad Lykke Per så er, har jeg allerede talt om. Jeg har ikke talt om hans vision som ingeniør, men også den er et opgør med det danske drømmeri, ja med hele nationens syn på sig selv som rodfæstet i en stagnerende landbokultur, og det, han bebuder med sine planer for en åbning af den jyske vestkyst og hele det sønderjyske marskland mod havet, er ikke bare nye indtjeningsmuligheder, men et helt nyt Danmark, der i en generobring af sin position på havet som handelsnation åbner sig mod verden i et brud med en national kulturarv, der ikke gør andet end at lamme. Det er et globaliseret Danmark, Per forestiller sig, løsrevet "fra de overleverede Forestillinger om Smørrets og Flæskets Velsignelser". Det er ikke i muldjorden, men i verdensmarkedet landets fremtid ligger, og det er ikke en ny etage, Per vil tilføje på det nationens hus, for det er i forvejen nedrivningsmodent. Det er en helt ny bygning, han vil rejse.
Og som bevis på fremsynetheden i Pers vision er det mere end blot et kuriosum at nævne, at forudsætningen for hele denne forbløffende udvikling, der gennemgribende skal forvandle landet og rive det ud af århundreders søvn, er udnyttelsen af det, vi i dag kalder vedvarende energikilder, vindkraft og bølgeenergi. "Vestenvinden, Bølgeslaget, Lufturoen i det hele... at forvandle dem til vor sande Rigdomskilde, et uudtømmeligt Kraftvæld."
Lykke Per er ikke nogen indbygger i en nation. Han ser sig selv som indbygger i verden, og det bliver han ved med til det sidste, også selv om hans syn på verden, og det, den har at byde på, ændrer sig undervejs. Ordet kosmopolit er græsk og betyder borger i kosmos, og det er det, Lykke Per er. Det var de filosoffer, der er gået over i historien som kynikerne, der fandt på ordet og med det ville de udtrykke deres totale mangel på respekt for alle de traditioner og overleveringer, der lukkede mennesker inde i snævert tænkende og dømmende fællesskaber. Ordet kosmopolit var et kampråb, der skulle skabe en ny, mere åben verden.
Diogenes, der boede i en tønde, er den mest berømte af alle de kyniske filosoffer, og ethvert skolebarn af min generation husker stadig anekdoten om tøndeboerens møde med verdens mægtigste mand, Alexander den Store, der tilbød ham at opfylde alle hans ønsker. Diogenes havde kun et: "Flyt dig, så solen kan skinne på mig." Det er Lykke Per i Thy, der taler her, det er Carsten Niebuhr i Ditmarsken, realisterne uden forbehold og fordomme, men med sans for de basale værdier. Per og Carsten er Diogenes' arvtagere.
Nej, det er ikke Johannes V. Jensens klagesang over de dådløse drømmere, vi møder i Lykke Per. Nej, det er heller ikke kraftmenneskes opskrift på den raske handling, der skal skabe store forandringer og sikre nationen en stærkere position. Men Lykke Per er heller ikke et forsvar for de drømmere, som Jensen så inderligt foragter. Vi kikker et andet sted hen, når vi ser med Pers og Carstens øjne. Thorkild Hansen har formuleret det så smukt i Det lykkelige Arabien:
En af grundene til, at verden ikke er gået under endnu, er måske den, at der selv i de mest dramatiske øjeblikke næsten altid forekommer en eller anden, som uanfægtet kikker den anden vej. På nogle cirkler i sandet. På et gavlparti i Delft. Ombord på det samme skib, hvor kanonerne gør klar til at aflevere deres argumenter på liv og død, finder man et menneske fuldstændigt fordybet i iagttagelsen af en Venus-passage.
Lykke Per og Carsten Niebuhr hører til den slags mænd. Det gør deres skabere og tolkere, Henrik Pontoppidan og Thorkild Hansen, også.