Koncerter af Mislyd

Kvindeliv i skred 1880-1916

Af Lis Norup

Den 12. december 1914 udkom Toldere og Syndere, tredje bind i Henrik Pontoppidans Fortælling-Kres, der i 1917 samledes i tobindsværket De Dødes Rige. Tre dage efter udgivelsen sender Georg Brandes et brev til Pontoppidan, hvori han karakteriserer Jytte Abildgaard, romanens kvindelige hovedperson: "Kvindeskikkelsen er meget original. Jeg troer ikke, jeg har truffet paa en ung Kvinde som Jytte; men hun virker overmaade naturtro. Hendes Skæbne i al dens Tomhed interesserer. Det er den normale Kvindeskæbne, Afhængighed og frugtesløst Oprør og en stor Uvished."¹

Karakteristikkens modsætningsfuldhed er interessant. Brandes finder Jytte så original, at han ikke mener at have mødt hendes lige i virkeligheden. Men alligevel forekommer denne undtagelseskvinde ham naturtro, dvs. genkendelig og sandsynlig. Jyttes skæbne, der af Brandes sammentrænges i bestemmelsen tomhed, interesserer, fordi den er sammenfaldende med den normale, dvs. den almindelige, gennemsnitlige kvindes. Undtagelseskvindens skæbne er således den normale kvindes, afvigelsen fra normen normen selv. Og normen for et moderne kvindeliv er at være udspændt mellem afhængighed, oprør og stor uvished.

Som sin ældre søster i litteraturen, Ibsens Hedda Gabler i skuespillet af samme navn, er Jytte Abildgaard en antiheltinde, en rebel uden sag. Begge er de mærket af "hin Livssvaghedens Kulde", der af den russisk-tyske forfatter og psykoanalytiker Lou Andreas-Salomé bestemmes som frihedsdrømmen i dens "Form- og Gestaltløse" negativitet. Begge er de stedt i "den absolute Livstomhed" og i et "Sjæle-Armod", der udmøntes i en ligegyldighedens selvindsigt. Hos Hedda Gabler: "'Mangen Gang synes jeg, at jeg bare har Anlæg til en eneste Ting i Verden. […] Til at kjede Livet af mig.'"² Jytte Abildgaard spinder sig for sin del ind i et net af værdinihilisme og møder alt med livsledens skuldertræk. Ingen konventionelle eller ukonventionelle moralske eller følelsesmæssige værdier forekommer hende bæredygtige; alt opløses i falskhed, tomhed, skin. Med moderens, fru Berthas afmægtige karakteristik, udviser hun den mest "ubegribelige Livsligegyldighed" og "skamløse Selvopgivelse."³

*

Jeg skal i det følgende forsøge at afdække elementer i de bestemmelser, der i deres sam- og vekselvirkning udgør fundamentet til forståelsen af kvindeliv i skred i den store opbrudstid i tiårene omkring forrige århundredskifte. De historiske forandringer i kvindens, især i den borgerlige kvindes situation i 1800-tallets anden halvdel, skitseres gennem en række punktnedslag, men undersøges først og fremmest gennem deres litterære repræsentation. Fælles for fiktionens gestaltninger er kvinders oplevelse af et misforhold mellem den matrice for et kvindeliv i kønnets tjeneste, der står til rådighed, og forventninger om noget andet, et andet liv og en anden måde at være kvinde på. Forude forjættes det nye, selvberoende kvindemenneske. Men primært som fremtids fjerne mål. For opbruddet i normer, værdier og livsforventninger afføder tvivl og fortvivlelse, frygt og fortabthed.⁴

Artiklen første del – Naturens unatur – er en kultursociologisk fremstilling af den historiske brydningstid ved slutningen af forrige århundrede. Fokus er dels rettet mod, hvordan opbruddet i kønnenes position og funktion ryster ægteskabet som institution, dels hvordan ændringer i den borgerlige kvindes forventningshorisont og livssituation fører til et opgør med det historiske og kulturelt tilregnede kvindebillede. Først og fremmest fænomenet "kvindens natur" og det livsrum, der historisk er blevet hende tilstedt.

Artiklens anden del – Nu er din tid forbi, nu er din magt tilende! – analyserer kvindelige forfatteres gestaltning af den moderne kvinde som udspændt mellem frihedens forjættelse og oprørets omkostninger. Den skærende dissonans, der gennemtrænger erfaringen af at stå i et vadested uden holdepunkter, koncentreres i artiklens titel, "Koncerter af Mislyd" – med lån af en formulering af Brandes.⁵

Tredje og sidste del – Tomhed, frugtesløst oprør og stor uvished – er helliget Pontoppidans portræt af Jytte Abildgaard som en moderne kulturkvinde, plaget af selvanalysens frenesi og introversionens handlingslammelse, der gør hende ude af stand til selvvirksomhed og til at indgå ægteskab. Portrættet af Jytte indfælder Pontoppidan i en civilisationskritik af eskatologisk omfang. Den i eskatologier iboende forventning om en ny tids begyndelse – gennem undergangens purifikation – indbefatter ikke kulturkvinden Jytte Abildgaard. Som sindbillede på den moderne, i Pontoppidans forståelse, fortroldede og unaturlige civilisationskvinde, der er ude af stand til at bryde igennem sit "Individualitets Sneglehus" og give "sig Livet i Vold med lukkede Øjne",⁶ er hun dømt til undergang.

I

Naturens unatur

"Hun er Menneske — ej Blomst, ej Stjærne,
Morgenrøde, Æther, Duft og Damp,
Hun har ikke Hjærte blot, men Hjærne,
Hendes Liv er ikke Leg, men Kamp"
Pauline Worm, 1868⁷

Kvindernes Underkuelse

I 1869 udgav John Stuart Mill The Subjection of Women. Samme år kom bogen i dansk oversættelse som Kvindernes Underkuelse, vedføjet et forord af oversætteren, Georg Brandes. I indledningen præsenterer Mill sin hovedtese, nemlig "at det Samfundsforhold mellem de to Køn, der underkaster det ene Køn det andet i Lovens Navn" er "en af de vigtigste Hindringer, der stiller sig i Vejen for Menneskehedens Fremskridt". Kvindens juridiske myndighed er ligesom "fuldkommen Lighed uden Forret eller Overmagt for noget af Kønnene"⁸ en uomgængelig betingelse for fremskridt og udvikling.

I fire kapitler analyserer Mill forholdet mellem magt og undertrykkelse, kvindens stilling i ægteskabet og dens lighed med slaveri, kvinders erhvervsmuligheder udenfor ægteskabet samt ligestillingens betydning i en utilitaristisk optik. Overalt – historisk såvel som aktuelt – afdækker Mill, hvordan kvinders juridiske, økonomiske og sociale underkuelse er blevet legitimeret med henvisning til væsensforskelle i kønnenes natur. Men, understreger Mill, ingen har kendt, kender eller vil kunne kende kvindens natur, thi "[h]vad man nutildags kalder Kvindens Natur, er i højeste Grad et Kunstprodukt; det er Resultatet af et Tvangstryk i visse Retninger og en unaturlig Ophidselse i andre."⁹

Frembringelsen af kunstproduktet 'den naturlige kvinde' er sket gennem "Drivhuspleje", hvor visse evner "spirer og udvikler sig hurtigt i denne ophedede Luft og under denne virksomme Dyrkning, og andre Skud af samme Rod, som man har ladet forblive udenfor i Vinterluften og forsætligt omgivet med Is, ikke frembringer noget, men fortørres og forsvinder". Kvinden bliver fra den tidligste barndom formet til at tro, "at hun har den Pligt at leve for andre, og den gængse Sentimentalitet føjer til, at dette er hendes Natur; hun bør fuldstændigt fornægte sig selv, kun leve i […] Hengivenheden for den Mand, med hvem hun er forenet, og for de Børn, der udgør et nyt og uigenkaldeligt Baand mellem hende og denne Mand."¹⁰ En kvindes virkefelt er da at varetage sine kønsbestemte funktioner som hustru og mor, at være arnens vogter og hjemmets engel. Kort sagt: den naturlige kvinde er et selvopofrende omsorgsvæsen, der alene vinder substans og virkelighed i kraft af og gennem noget andet.

Eller som Kierkegaard i 1843 lod Johannes Forføreren docere i afhandlingen om kvindeligheden, så er kvindens kategori "væren for Andet"¹¹ og kvinden ureflekteret og vegetativ natur, uden viden, uden vilje, adlydende naturens ubøjelige krav. Det var "Søren Kierkegaards aldeles gammeldags Opfattelse af Kvinden", fortæller Brandes i første bind af Levned, der i slutningen af 1860'erne havde fået ham til at tænke på at skrive en bog "om Kvindens underordnede Samfundsstilling". Men alt, hvad han "om Kvindesagen havde udført og planlagt, blev forkastet, da John Stuart Mills Skrift om dette Emne i 1869 faldt mig i Hænde."¹²

Mill sætter sit hovedangreb ind mod naturargumentet ved at tilbageføre de angiveligt naturlige kønsforskelle til deres sociale oprindelse: "Saa sandt er det, at det Ord 'mod Naturen' i Almindelighed vil sige 'mod Sædvanen' og ikke andet, og at alt sædvanligt synes naturligt. Da Kvindens Underordning under Manden er en almindelig Skik, synes et Indgreb i denne Skik ganske naturligt mod Naturen." Afmonteringen af den naturlige kønsulighed er afgørende i en emancipationsoptik, idet en af sædvane begrundet økonomisk magt, juridisk myndighed og social kontrol lader sig nedbryde, afvikle og forandre. Eller med andre ord: kønnenes hierarkiske forhold til hinanden er ikke absolut, men relativt, sat af de til enhver tid givne samfundsforhold og et udtryk for en social frembragt dominansstruktur, der "ikke angiver nogen Grundforskel i deres Natur, langt mindre en Over- og Underordning."¹³

Et lille NB!

Til andenudgaven i 1885 skrev Brandes et nyt forord, hvori han understregede, i hvor høj grad Kvindernes Underkuelse havde vist sig at "at være et epokegørende Skrift."¹⁴ Og ligeså hans egen indsats: "I November 1869 udgav jeg Mills Bog paa Dansk og kom derved til at indlede den moderne Kvindebevægelse i Danmark."¹⁵

Det er en sandhed med modifikationer. Kvindernes Underkuelse var ikke det første manifest om kvindernes rettigheder i Danmark. Ej heller det første eksempel på den danske kønsdebats internationale forbundethed. Allerede i 1802 var Mary Wollstonecrafts A Vindication of the Rights of Woman (1792) kommet i dansk oversættelse som Qvindekiønnets Rettigheder forsvarede.¹⁶ Heri havde Wollstonecraft udpeget ægteskabet som en juridisk legitimeret ulighedsanstalt og kvinders manglende adgang til uddannelse og selverhverv som hovedårsagen til – sammen med ideologien om kvindekønnets medfødte følsomhed – at mandekønnet kunne hævde dets menneskeværdighed ved at undertrykke kvinden.

Wollstonecraft var i Frankrig i 1792 og kendte Olympe de Gouges' Déclaration des droits de la femme et de la citoyenne (1891). – Denne erklæring om kvindens og borgerindens rettigheder var et kvindepolitisk korrektiv til Déclaration des droits de l'homme et du citoyen (1789). For, som der stod i artikel 10, når "Kvinden har ret til at bestige skafottet", da skal "hun også have ret til at bestige talerstolen."¹⁷ Det stod klart for både Wollstonecraft og de Gouges, at almenkategorien 'menneske' ikke var neutral, men afspejlede – som også den sproglige dobbeltbetydning af homme og man – at menneskets rettigheder først og sidst var (hvide) mænds rettigheder. De Gouges skulle med L'esclavage des nègres, ou l'heureux naufrage (1789) medtage slavernes skændige status som levende ting¹⁸ og Flora Tristan noget senere med Union ouvrière (1843) klasseperspektivet i debatten om kvinders og andre underprivilegeredes rettigheder.

Ulighedsdebatten i Danmark op gennem 1800-tallet skal ikke forfølges her. I herværende sammenhæng skal der blot gøres et ophold ved de diskussioner om økonomiske, juridiske og politiske rettigheder – herunder også kvinders – der førtes efter Grundlovens systemskifte. Lovgivningsmæssigt gav det sig udtryk i Næringsfrihedsloven af 29. december 1857, der tildelte "Enker, forladte, fraskilte og separerede Hustruer, samt ugifte Qvinder, der ere 25 Aar gamle og myndige med eller uden Curator, […] lige Adgang med Mandspersoner til Næringsdrift". – Heri det afgørende: retten til at indgå kontrakter.¹⁹

Som en direkte forløber for Mills Kvindernes Underkuelse bragte det nationalliberale dagblad Fædrelandet, 1. og 2. november 1855, et længere uddrag af den engelske filosof Herbert Spencers Social Statics Or The Conditions Essential To Human Happiness (1851). Heri kritiserede Spencer det snævre virkefelt, der var kvinder tilstedt i "Qvindemes Sphære". Muligvis kunne velorienterede politikere som Orla Lehmann i 1850'ernes debat om "Qvindens Natur og Væsen" også have kendt essayet Enfranchisement of Women, bragt i det indflydelsesrige tidsskrift Westminster and Foreign Quarterly Review i juli 1851. Som forfatter var angivet John Stuart Mill, men skriftet var affattet af ægtefællen Harriet Taylor Mill, som andenudgaven i 1868 også angav. Heri opstilledes tre krav til kvindernes befrielse: politiske rettigheder (stemmeret), lige adgang til uddannelse og ret til selvforsørgelse med det mål at ophæve mænds og kvinders separate livssfærer. Enfranchisement først kom i dansk oversættelse i 1888 som "Kvindernes Frigörelse".²⁰

Virkefeltet var også omdrejningspunktet for Mathilde Fibigers brev- og guvernanteroman Clara Raphael (1851) – et værk, der skulle give anledning til en veritabel fejde.

Damernes Emancipation

I en analyse blottet for idealitet og skønmaleri beskriver Fibiger i Clara Raphael kvindens og især den gifte kvindes situation. Sigtet gennem den selvbevidste guvernante med det skarpe blik for detaljens betydning afdækkes ægteskabsindgåelsen som den blotte parring lig "Kortene i Sortepeer". I stedet for at være gennemtrængt af hellig pietet som hjemmets engel var ægtehustruen indskrænket og fordummet af "et aandeligt Snøreliv"; geskæftig, konventionel, banal og reduceret til "Mændenes Husholdersker eller et smukt Legetøj, hvormed de beskjæftige sig i ledige Timer". Denne tingenes mistrøstige tilstand fører Clara Raphael til at stille en række spørgsmål: "Vor Stilling i Samfundet er sørgelig, og hvorfor? Hvad ret have Mændene til at undertrykke os? Thi underkuede ere vi, om end Lænkerne ere forgyldte." Svaret herpå var ikke – det vidste hun ved selvsyn og af erfaring – begrundet i "Forstand" eller i "Kraft til Opoffrelse". Derfor satte hun sig det mål at "stride, leve for det jeg forstaaer ved Damernes Emancipation."²¹

Men det er en særlig form for frigørelse, Fibiger lader Clara Raphael gøre sig til fortaler for. Det handler ikke om lighed i form af lige rettigheder eller om at "deeltage i alle Herrernes Rettigheder og Forretninger." Ej heller behøver veninden, brevenes modtager, frygte for at "opleve den Dag, da Du seer mig med Piben i Munden, fordybet i lærde Undersøgelser, i det tilstøvede Studerekammer." Og da slet ikke være "Noget paa et Contoir". Den emancipation, der er på tale, er af åndelig art: en frisættelse af den kvindelige tanke og ånd, så hun på lige fod med manden er i stand til at i deltage i "den frie Udvexling af Tanker" og "alvorlige Samtale".²²

Clara Raphaels ideer om "Damernes Emancipation" er indspundet i en højtopdrevet idealistisk opfattelse af kønnenes iboende, men aktuelt forvrængede, komplementaritet. Kvinden må sprænge sig fri af sit åndelige snøreliv, så hun kan "tilegne sig Mandens aandelige Realitet, da ellers hendes indre Liv let bliver en skjøn Phantasieskabning, uden skabende Kraft og Selvvirksomhed." Samtidig "maa hun bevare sin Sjæl som et reent Speil, hvori han kan see Idealet. Hun maa aldrig tabe sig i det Materielle, men hæve ham med sig derover." Kun gennem kvindens opvågnen til et selvbevidst liv kan manden og kvinden forenes i en sand enhed gennem deres kønsbestemte særart, hvor de supplerer det hos hinanden, de hver især mangler: "En Enhed forudsætter jo en Forening af forskjellige Elementer. Mand, Kvinde, er intet Heelt for sig, men ved en aandelig Forening bliver hver et Menneske i Ordets ædleste Forstand".²³

Spørgsmålet er, om en sådan åndelig komplementaritetens enhed kan realiseres i et ægteskab. Det kan den, hævder romanen, hvis samlivets sanselige drift lutres til den "Kjærligheds rene Flamme", som hersker mellem "kjærlige Søskende".²⁴ Dog må den kyske forening mellem guvernanten og den rige baron for verden hvile på et faktisk indgået ægteskab for at beskytte hende mod sladder.

At den ædle baron giver afkald på det, der i ægteskabslovgivningen betegnes som "Ret til den saakaldte Ægteskabspligts Opfyldelse" og til "at Samlivet svarer til Ægteskabets Formaal", ændrer ikke ved, at loven stipulerer, at ægtemanden i skikkelsen Husbond "betegnes som Konens Værge", og at hun er "Mandens Husbondsret undergiven", herunder skyldig i at vise ham lydighed. Ligeledes er hustruen "i Henseende til Formuen umyndig", hvorfor ægtemanden kan "anvende ei alene den fælleds Formue, men ogsaa Hustruens særlige Formue". Det er en paragraf, der for den ludfattige Clara Raphael er uden betydning. Uden betydning er derimod ikke, at loven angiver, at "Hustruens Handlinger blive Mandens Bestemmelser undergivne", og at han derfor kan "forbyde Konen saadanne Handlinger, som vilde afdrage hende fra hendes Pligter i Huusvæsenets Tjeneste". Til gengæld opstår for "Manden […] af Ægteskabet den særegne Forpligtelse at underholde Hustruen".²⁵

Spørgsmålet er med andre ord, om det er muligt som andet end et idealistisk postulat at være lige i et lovformeligt ægteskab, der indsætter manden som kvindens hoved?²⁶

At diskussionen om kvindernes natur, kønnenes ulighed og ægteskabet som en umyndighedsanstalt primært omhandler middelklassens og til en vis grad overklassens kvinder påpeger den radikale fritænker og materialist, Frederik Dreier, da han under pseudonymet Peter Vandal i 1851 bidrager til Clara Raphael-fejden.²⁷ Hans anke imod Mathilde Fibigers kamp for Damernes Emancipation er, at den ingen relevans har for de ubemidlede klassers kvinder. Den afgørende ulighed er ikke den mellem kvinder og mænd, forskellen her er ubetydelig i sammenligning med den virkelige forskel, den mellem rig og fattig: "Den ringe Forskjel, der er mellem Mandens og Qvindens Grad af Frihed er noget Forsvindende imod Ligheden i den Trældom, hvori deres fælles Fordomme holder dem i den store sociale Trædemølle."²⁸

I sin kategoriske underordning af kvindekampen under klassekampen overså Frederik Dreier imidlertid den usikre eksistens, en lang række kvinder fra det lavere borgerskab fristede, og som tidens guvernanteromaner afdækkede. Stærkest i Mathilde Fibigers Clara Raphael, dens idealisme til trods.

Overordnet gælder, at Mathilde Fibiger, Pauline Worm, Athalia Schwartz og ikke mindst den skarpe Fanny Lodovica de Bretteville udgør en station på kvinders lange vej fra at være underlagt kønnets partikulære bestemmelse til at træde ind i et rettighedsbesiddende menneskekøns almenhed: "Ved Frihed i Staten forstaaer man", skrev Lodovica de Bretteville i 1851 under mærket Sibylla, at der gives "Manden Leilighed til at udvikle sig til fornuftig Selvbestemmelse; da man nu i denne Frihed ikke ganske har taget Kvinden med, kommer 'Emancipationen' som et lille NB!"²⁹

Alle elementer til en diskussion af kvinders politiske, økonomiske og juridiske rettigheder er således til stede før Brandes oversatte The Subjection of Women. Men kun som et lille NB. Det er først med de store opbrud på alle niveauer af det samfundsmæssige liv i de tre sidste årtier af forrige århundrede, at de historiske betingelser for forandring for alvor er til stede. Som Mathilde Fibiger foregriber i sit eget korte liv, hvor hun gennemløber bevægelsen fra halvoffentlige erhverv, tilgængelige for den dannede, men uforsørgede kvinde – guvernante og oversætter – til som telegrafistinde at blive Danmarks første kvindelige tjenestemand.

En bog til tiden

At Kvindernes Underkuelse var en bog til tiden i hele Norden, viser bl.a. det norske, anonymt udgivne skrift Venindernes Samtale om Kvindens Underkuelse i 1871, hvor fire veninder, Julie, Sophie, Fanny og Elise drøfter ægteskab, kvinders lydighedspligt, fordele og ulemper ved at blive forsørget, uddannelses- og erhvervsmuligheder med afsæt i Mills bog.³⁰

Venindernes diskussion af, i hvilken grad den tilbudte kvinderolle var psykisk snærende og socialt indskrænkende, reflekterede det opbrud i normer, værdier og livsforventninger, der institutionelt gav sig udtryk i stiftelsen af Dansk Kvindesamfund 24. februar 1871. I vedtægternes §1 stipuleres, at "Dansk Kvindesamfunds Formaal er at hæve Kvinden i aandelig, sædelig og økonomisk Henseende og saaledes tillige at gøre hende til et selvstændigere og virksommere Medlem af Familie og Stat navnlig ved at aabne hende adgang til Selverhverv."³¹ Kravet om retten til selverhverv, der i sig fortættede ønsket om selvstændighed, afspejler imidlertid også, at de materielle betingelser for at oppebie et liv som stuefugl i hjemmets bur ikke længere er en selvfølgelighed for alle kvinder i middelklassen.

Retten til selverhverv, advarede Mill, kunne også, under de herskende forholds uret, vise sig at være en pyrrhussejr for den gifte kvinde. På den ene side var det indlysende, at det "er væsentligt for Kvindens Værdighed, at hun har Ret til at fortjene noget selv". Men på den anden side kunne hendes lønindtægt sætte "Manden endnu mere i Stand til at misbruge sin Magt ved at tvinge hende til Arbejde og overlade hende at skaffe Familien dens Udkomme, medens han tilbringer den største Del af sin Tid med Drik og Lediggang."³² I dansk sammenhæng søgte Rigsdagen ved Lov af 7de Maj 1880 (om den gifte kvindes rådighed over, hvad hun erhvervede ved selvstændig virksomhed) at hindre, at ægtemanden – med Vagn Lyhnes formulering – "stillede på kvindens arbejdsplads og hævede lønnen, hvorefter han sejlede videre til værtshuset."³³

Retten til selverhverv kunne ydermere vise sig at være retten til dobbeltarbejde. For lønarbejdet eller den selvstændige virksomhed befriede ikke kvinden for ansvaret og omsorgen for "Børn og […] Hus". Derfor fandt Mill, at "den mest passende Fordeling af Arbejdet mellem de to Ægtefæller er den, der efter almindelig Skik overlader Manden at erhverve Indtægterne og Kvinden at varetage den huslige Økonomi." Hvilket for kvinden indebar "en god Del af Byrden og i Almindelighed den besværligste Del af det legemlige og aandelige Arbejde, som Samlivet udkræver."³⁴ Mill nærmede sig med andre ord – under forholdenes tryk – en position, hvor han propagerede en opfattelse af mænd og kvinder som lige og lige agtværdige, men hver for sig. Manden i verden, kvinden i huset. De kønsopdelte arbejdsområder ville dog, understregede han, alene kunne fungere under "en iøvrigt retfærdig Tingenes Tilstand", hvor manden ikke for "Loven er hendes Herre" og "Ægteskabet var en retfærdig Overenskomst, der ikke indeholdt nogen Forpligtelse til Lydighed".³⁵

Hvor snublende nær denne socialt betingede argumentation er på den konventionelle opfattelse af, at kvindens naturlige plads er i mandens hjem, underordnet mandens beskyttelse og bestemmelse, illustreres af ingen ringere end Sigmund Freud. Han havde op gennem 1870'erne oversat fire store essays af Mill, hhv. om arbejderspørgsmålet, socialismen, Platon og kvindeemancipationen. Det var ikke The Subjection of Women, han oversatte, den udkom allerede i 1869 under titlen Die Hörigkeit der Frau, men Taylor Mills "Enfranchisement of Women", "Über Frauenemanzipation". Den 15. november 1883 diskuterede han i et brev til sin forlovede, Martha Bernays, "Min søde, lille prinsesse", de to værker af Mill & Mill. Tonen er paternalistisk og den kommende ægtemand ser kravet om kvinders ret til selverhverv som et overgreb mod kvindens natur: "Skal jeg tænke mig min sarte, kære pige for eksempel som konkurrent; sammenstødet ville dog kun ende med, at jeg […] opbyder alt for at trække hende ud af konkurrencen og ind i mit hjems uforstyrrede stille virksomhed. Muligt, at en ændret opdragelse kan undertrykke alle kvindernes sarte, beskyttelsesbehøvende og så sejrrige egenskaber, så de som mændene kan tjene til det daglige brød. Muligt også, at det i dette tilfælde er uberettiget at sørge over en undergang for det mest henrivende, som verden tilbyder os, vores kvindeideal; jeg tror, al lovgivningens og opdragelsens reformatoriske virksomhed vil lide nederlag over for den kendsgerning, at længe før den alder, i hvilken man i vores samfund kan få en stilling, bestemmer naturen gennem skønhed, ynde og godhed [kvinden] til noget [andet]." Mill har, ifølge Freud, i sit skrift overset de naturbetingede kønsforskelle: "Han har her, som overhovedet, simpelthen glemt alle de forhold, der står i sammenhæng med det kønslige. […] I hele hans fremstilling findes der slet intet om, at kvinden er noget andet – vi vil vare os for at sige noget ringere, snarere det modsatte – end manden."³⁶

Freuds kvindesyn adskilte sig, som socialpsykologen Erich Fromm i 1959 bemærker, "sig visselig ikke fra det syn, gennemsnitsmanden havde på denne sag i firsernes Europa." Men "Freud var ikke et gennemsnitsmenneske. Han gjorde oprør mod nogle af tidens mest rodfæstede fordomme, og dog ligger han på linie med den mest konventionelle opfattelse af kvindernes problemer". Og hans "behov for at placere kvinderne i en inferiør stilling […] afspejles i hans teorier." At anse kvinder for at have "et svagt udviklet over-jeg, forfængelige og upålidelige" er "kun en let rationaliseret revision af tidens patriarkalske fordomme." Der må være tale om stærke indre kræfter, konkluderer Fromm, når en mand som Freud, der "har evne til at gennemskue og kritisere konventioner og fordomme" lader sine fordomme fremtræde som videnskab.³⁷

Vore Døtres Fremtid

Mills forslag om et ægteskab med en kønsopdelt arbejdsdeling på lige vilkår var der i samtiden lange udsigter til. Under alle omstændigheder krævede det en forsørger. Og en sådan kunne vise sig vanskelig at skaffe.

I Danmark var stiftelsen af Dansk Kvindesamfund sammenfaldende med socioøkonomiske forandringer – også i middelklassekvindens livsforhold. Det viser en række formueretlige, økonomiske og uddannelsesmæssige lovændringer og reformer, der tilstod kvinder delvis handlefrihed som myndige subjekter, også den gifte kvinde.³⁸

Lovændringerne, der gennemførtes ud fra en samfundsmæssig nytteoptik, var til dels foranlediget af "en Overvægt for Kvindekønnet", der "i den nyeste Tid [har] været voksende". Kvindeoverskuddet var at finde i alle lag, men for ugifte kvinder af de arbejdende klasser i by og på land var det ikke et særskilt problem, selv om de var i overtal og dermed til overs på ægteskabsmarkedet. De havde altid, uanset civilstatus, med deres arbejdskraft bidraget til egen og familiens forsørgelse.³⁹

I de dannede lag stillede sagen sig anderledes prekært. Her var det, som forfatter og boghandler August Westrup skrev i Vore Døtres Fremtid (1894), "jo en Kendsgerning, at Antallet af de Kvinder, som forblive ugifte, stadig vokser". Overskuddet af dannede, unge kvinder uden udsigt til ægtemand skyldtes ikke alene et numerisk overtal, men hidrørte også fra en social og økonomisk problemstilling. Nemlig den, at færre mænd fra middelklassen i deres unge alder havde udsigt til at tilvejebringe et forsørgelsesgrundlag af passende art til at indgå ægteskab. Tidernes ugunst gjorde "det stadig vanskeligere for Manden at skabe sig en saadan Stilling, at han tør indlade sig paa Giftermaal."⁴⁰

Ifølge Marcus Rubins og Harald Westergaards demografiske og sociologisk anlagte statistiske studium fra 1890, Ægteskabsstatistik paa Grundlag af den sociale Lagdeling efter Folketællinger og Kirkebøger i Danmark, var vielsesalderen (i København) relativ høj for begge køn, for mænd i gennemsnit 28,8 år, for kvinder 26,9.⁴¹

Tallene dækkede imidlertid over "en væsentlig Forskel fra Samfundsgruppe til Samfundsgruppe for Mændenes Gennemsnitsalder ved Indtrædelsen i Ægteskab". Således var "Giftermaalsalderen for […] Embedsmænd osv. 32,2 Aar […]. Smaaborgerne gifte sig tidligere end Embedsmændene og Fabrikanterne, Arbejderne atter tidligere end Smaaborgerne." Den betingende årsag for den sene giftealder var en kombination af mandens forsørgelsesevne og livsforventninger: "Hvad der, økonomisk set, bestemmer Indtrædelsen i Ægteskabet bliver altsaa ikke Spørgsmaalet om den absolute Evne til at underholde en Familje, men om den relative. Jo højere man kommer op, des vanskeligere, des mere tøvende staar Befolkningen overfor Løsningen af det Problem: at forskaffe det Familjeunderhold, som det paagældende Befolkningslag anser for nødvendigt for at kunne opretholde sine Fordringer til Livet."⁴²

Rubin og Westergaard opererer med fem socialgrupper. Den femte og nederste med laveste indtægt og ægteskabsalder omfattede "Haandværkssvende, Fabriksarbejdere, Arbejdsmænd, Matroser, Daglejere og alle andre tilhørende den egentlige Arbejderklasse". Her gik man "tidligere i Lag med Problemets Løsning", og det gjorde man, fordi begge ægtefæller arbejdede. Ligesom i øvrigt også deres børn. Hvorimod socialgruppe tre, "Bourgeoisiet paa de knappe Gager", dvs. "Lærere, Musikere, Kontorister, Handelsmedhjælpere, Assistenter i offentlige Kontorer o. lign.", havde den højeste alder ved ægteskabsindgåelse.⁴³ Udspændt mellem forestillingen om at tilhøre borgerskabet og den af knappe gager betingede økonomisk uformåen gjorde det overmåde vanskeligt for manden at forskaffe midlerne til at indgå ægteskab og installere hustruen i et pænt hjem.

Sædelighedens kloak

Ubetvivleligt bevirkede den høje ægteskabsalder et misforhold mellem den biologiske kønsmodning og den sociale forsørgerevne.

I litteraturen såvel som i den virkelige verden var den borgerlige mands løsning til afhjælpning af sin seksuelle nød at frekventere prostituerede. Samfundet stod det betrængte driftsbundt bi. For at inddæmme smittefaren fra den uhelbredelige syfilis og andre veneriske sygdomme havde Danmark i 1874 i lighed med de fleste andre europæiske lande indført den såkaldte reglementerede prostitution – dvs. en overvåget og kontrolleret prostitution – suppleret i 1877 med et Regulativ, der i 59 paragraffer regulerede det offentlige fruentimmers virksomhed og optræden.⁴⁴ Den af politi og læger superviserede prostituerede blev anset som et nødvendigt, omend beklageligt onde, dvs. som en ventil til at lette driftstrykket. Hindringer i utugtsforretningernes udøvelse kunne, mente den norske embedsmand L. Dahl i 1881, "sammenlignes med Tilstopningen af et Kloakudløb, hvis stinkende Inhold strax søger andre Udveie og da gjennem en Mængde uundgaaelige Utætheder, hvis Omgivelser det inficerer".⁴⁵

I denne bemærkelsesværdige sammenligning kunne alene en velfungerende sædkloak hindre den opstemmede lidenskab i at gennemtrænge samfundslegemet som en smudsig infektion, og alene det offentlige fruentimmer kunne, som en levende kloak, beskytte den ærbare hustru og bly datter ved hjemmets arne. Med Hjalmar Söderberg, så fik "de unge piger af de bedre familier" i beletagens stuer "lov til at beholde deres store dyd". Ikke nødvendigvis ubetinget et gode, thi "for nogle af dem blev det dyrebare klenodie i længden tungt at bære."⁴⁶

At sanselighedens fysiske udtryk ikke helt og fuldt lod sig trænge tilbage og forskyde til højere mål, sådan som det forventedes af borgerskabets kvinder, fik sin uhørte og skandaløse fremstilling i Stella Kleves novelle "Pyrrhussegrar" (1886). Den tilbagetrængte drift udøvede sit undergravende arbejde i den borgerlige families skønneste pryd, jomfruen.

Novellen lader sig på et niveau læse som en illustration af den engelske læge, George R. Drysdales fysiologiske og driftsøkonomiske teori om, at "hvert enkelt Lem" i menneskelegemet måtte for at virke med sund kraft "have et tilbørligt Maal af Virksomhed". Også "Kjønsorganerne ere denne Lov underkastede", hvorfor det er "en Pligt og en Nødvendighed at skaffe dem den tilbørlige Virksomhed, lige fra de blive modne, hvilket begynder med Puberteten, indtil de gaae i Forfald. Naar dette forsømmes, svækkes de, og hele Constitutionen vil lide derunder."⁴⁷ Det gælder uanset kønnet. Knægtelsen af den kropslige lyst er en dyrekøbt sejr, der fører til blegsot, tæring og død. I "Pyrrhussegrar" er hovedpersonen, Märta Ulfklo, således "kommet til Montreux for at ånde alpeluft, drikke druesaft og bade i sollys – kommet til Montreux for at dø."⁴⁸

Men novellen er andet og mere end en illustration af psykofysiske teorier. På et andet niveau er "Pyrrhussegrar" et eksempel på en sanselyst, der ikke stækkes af den af dyden blokerede slutlyst, men finder sit udløb i skuelysten. I en række episoder gennemspilles en cerebral afstandserotik, hvor kvindens blik i en hemmelig og hidsende bevægelse glider fra kropsdel til kropsdel på mandlige nydelsesobjekter. Denne afstandserotik, der udleves gennem øjet som seksualorgan, og som har den berøringsløse betragterposition som betingelse, hører til blandt dekadencekunstens foretrukne begærsformer. I skandinavisk litteratur eksemplarisk gestaltet af Stella Kleves mandlige pendant, Ola Hansson, i den genreubestemmelige Sensitiva amorosa (1887), hvis første linje – efter 27 tankestreger – angiver projektet for en loge af sensitive, idiosynkratiske mænd: "at studere og nyde kønnet [...] på afstand".⁴⁹

"Pyrrhussegrar" blev kraftigt imødegået af kvindesagsforkæmperen og redaktør af Kvinden og Samfundet, Elisabeth Grundtvig. I artiklen "Erotik og Kvinder. Et Par Ord om og i Anledning af Stella Kleves 'Pyrrhussejre'" (1887) opponerede Grundtvig mod, at seksuel afholdenhed skulle være skadelig, ja, dødbringende. Tværtimod ville, argumenterede hun, en sædelig lighedsfordring, dvs. seksuel afholdenhed for begge køn inden indgåelse af ægteskab, være den bedste og sundeste måde til at afhjælpe et stort samfundsonde: prostitutionen. Kleves novelle indgik ligesom Grundtvigs artikel i sædelighedsfejden, der i 1887 var gået ind i sin mest uforsonlige fase.⁵⁰

I overskud

Den høje ægteskabsalder i forbindelse med et numerisk kvindeoverskud var et generelt fænomen i hele Europa. I England hævdede journalisten William Rathbone Greg i 1862 i artiklen "Why are Women Redundant?", der kom i dansk oversættelse 1877, at den manglende vielsesring for kvinder forbandt sig med følelsen af at være i overskud, til overs, overflødig. Igen, vel at mærke alene for kvinder fra middel- og overklassen, idet hverken den "agerdyrkende" eller "fabriksarbejdende" kvinde var til overs eller følte sig overflødig. De kvinder, "som ere 'ufrivillige Eneboere' i England, [tilhører] for Størstedelen de højere og mere dannede Klasser". At det forholdt sig således, udgjorde en alvorlig hindring for det probate "Helbredelsesmiddel", som Greg fandt, var løsningen på det miserable liv, der var ugifte kvinders lod, nemlig ved "en Udvandring af Kvinder [at] gjenoprette de sunde Forhold mellem Kjønnene i den gamle Verden, saavel som i den ny". I praksis ville opgaven være kolossal, men realisabel: "Overførslen af den halve Million Kvinder fra de Lande, hvor de ere overtallige til de Lande, hvor der er Trang for dem, vilde […] kræve 10.000 Fartøjer". Problemet var bare, at de overtallige kvinder fra de "dannede Klasser" var "altfor forfinede eller fysisk svage til at arbejde eller altfor forkjælede til at kjøbe Kjærlighed med Tabet af Luxus."⁵¹

Der kunne altså være andre årsager til ægteskabsløse kvinder end manglen på ægtemandspotentiale. Måske havde "det store Antal af unaturlige gamle Jomfruer" ingen inklination til at "udføre en Moders eller Hustrus naturlige Pligter og Arbejder". En sådan ulyst til at "udfylde, forsøde og forskjønne Andres Tilværelse" skyldtes forkælelse, egoisme og afhængighed af "vor Tidsalders […] skadelige Luxus". Samt modvilje mod at give afkald på "Tid og Lejlighed til at læse, til at gjøre smaa Rejser og Udflugter og til Omgang med deres udvalgte Venner. De ønske ikke at være uden Beskæftigelse, men de ere ikke villige til udelukkende at være Arbejdsmennesker, enten blotte Barnepiger eller blotte Husmødre." Skylden var dog ikke kvindens alene. En samvirkende årsag, som Greg ikke turde fortie uden at svigte sin pligt mod sandheden, var, at "saa mange Mænd ere lastefulde".⁵²

Denne indsigt rokkede dog ikke ved Gregs opfattelse af, at ugifte kvinder i overskud var "en Afvigelse fra Naturens Love", der var tvunget til at "føre en selvstændig, ufuldkommen Existens" og "ad besværlige Veje forskaffe sig Beskæftigelse".⁵³

Den engelske kvindesagsforkæmper Jessie Boucherett afviste i 1869 Gregs forslag om masseudvandring som løsning på kvindeoverskuddet, ligesom hun imødegik hans antagelse af, at kvinder i overskud var overflødige. Kvinder i overtal var alt andet end overflødige, når mændene emigrerede. De trådte ind i og bestred arbejdsfunktioner, der tidligere havde været reserveret mænd: "Som følge af manglen på mandlig arbejdskraft vil kvinder finde ansættelse i mange af de erhverv, der ikke i dag anses for at være kvindearbejde […]. Vort land vil have et stort kvindeoverskud og et uhyre antal enlige kvinder, men der ville ikke være én overflødig kvinde, da hver og en af dem vil være værdifuld på arbejdsmarkedet."⁵⁴

Eller med andre ord: Kvinder uden mænd stod på egne ben som nyttige samfundsborgere.

På egne ben

At forskaffe sig beskæftigelse var også i Danmark en nødvendighed for en stigende del af middelklassens døtre. August Westrup fandt det derfor afgørende, at forældre gjorde, hvad de kunne for at betrygge "ikke alene deres Sønners, men ogsaa deres Døtres Fremtid, idet de opdrage disse saaledes, at de blive i Stand til mulig senere at søge Selverhverv." Dog måtte oplæringen af unge piger til erhverv – ifald en forsørger skulle dukke op – "ikke i nogen Maade virke hæmmende paa de Bestræbelser, som gaa ud paa at dygtiggøre Døtrene til det, som dog er og bliver Kvindens største og vigtigste Opgave i Livet: at blive Hustru og Moder."⁵⁵

At stå på egne ben krævede imidlertid helt andre egenskaber end dem, den borgerlige pigeopdragelse fremelskede, og andre færdigheder end dem, de giftefærdige unge kvinder lærte. Her var det ikke tilstrækkeligt – med en formulering af Camille Collett – at have kvalificeret sig til ægteskab og ægtemand, kvindens vigtigste "Brødstudium, ligesom Jus og Krigsvidenskab for Sønnerne."⁵⁶

Hvor fatalt utilstrækkelig pigeopdragelsen var for kvinder, der skulle forsørge sig selv, giver skønlitteraturen forstemmende eksempler på. Således den umådeligt triste novelle "Paa egne Ben" (1895) af den norske forfatter, Dikken Zwilgmeyer. Lidet skikkede er novellens to deklasserede søstre til at klare sig selv. Ingen viden om det praktiske liv har de, ingen kundskaber, end ikke de mest elementære udi regning, som kræves for at opnå en post som bogholderske eller kassererske. Fortvivlet sammenfatter den ældste søster – "snart firti aar" og "fælt lidet pen" – deres stilling: "'Tænk, at være saa overflødig i verden, saa komplet overflødig,' […] – 'ingenting, – ingenting, – ingenting; gid der kom en kvindepest, […] der tog alle overflødige kvinder bort fra jorden, – al den sorg, der da vilde være slukt.'"⁵⁷ Samme trøstesløshed gennemtrænger en anden af Zwilgmeyers noveller, "Spildte Liv", der handler om tre ugifte søstres stillestående liv. Eller rettere kun i det ydre for den ene søsters vedkommende: "Den femtiaarige kvinde derinde paa sin seng græd lydløst nede i puden: Hvorfor – hvorfor –, og nu var der intet mere at haabe, – nu kom alderen, den kom, den kom, og hun kunde ikke resignere, nei, – nei, nei, – hun bed i lagenet og strakte armene op i mørket: Hvorfor, – hvorfor, – bare lidt, kjære, snille Gud, bare lidt at leve paa, – lad ikke mit liv være saa rent spildt?!"⁵⁸

I sin nekrolog "Dikken Zwilgmeyer" karakteriserede Sigrid Undset Zwilgmeyers dobbelte stemme – "en behagelig, koselig lærerindestemme" i de børnebøger, der udgjorde hendes livsgrundlag, og "den bitre, undertrykt lidenskabelige stemme" i den del af forfatterskabet, der var skrevet til voksne. Befolket med "kvinders fortvilede, stumme længsel efter kjærlighet og varme og livsfylde – underlig fattigslig sammenblandet med længslen efter forsørgelse".⁵⁹

Denne de sagtmodiges længsel genfindes også hos de mange frøkener og ensomme gamle piger, der befolker Herman Bangs værker. De må, hvor uskikkede de end er til det som Frøken Irene Holm og Frøken Jensen, søge deres livsophold ved egen ringe kraft.

Oveni kommer, at en gammel jomfru i omverdenens øjne er til latter. Som tanten i Amalie Skrams debutroman Constance Ring (1885) formulerer det, så kunne det godt være, at kvinder var ulykkelige i deres ægteskab, men "et ugift Fruentimmer, – ja, hendes Lod er dog endnu langt sørgeligere."⁶⁰

Som Frøken Jensen i Ved Vejen, hvis forskræmte og forfjamskede skikkelse udleveres til latteren. Eller til melankolsk refleksion over overflødige liv som de "gamle, tarvelige Damer" i J.P. Jacobsens Niels Lyhne "med de forunderligste Kaaber og Slag fra længst henfarne Tider, og Allesammen med sagtmodigt menneskesky Bevægelser i deres gamle Halse, ligesom hos mistroiske Fugle, og med noget Usikkert og Verdensafvænt i deres Gang". Deres "langsomt henrindende Tilværelse", hvor de "Døgn ud, Døgn ind, havde siddet glemte oppe paa de øverste Sale af Bagbygningernes Afverden" fortættes i gentagelsens tomhed i "et Stueuhrs langsomme hen-igjen, hen-igjen", dryppende "Døgnets Skaal fuld af indholdsløse Sekunder."⁶¹

II

Nu er din tid forbi, nu er din magt tilende!

"Er der en bestemt Gerning, om hvilken din indre Stemme siger dig, at
den er din […], da lad dig ikke lokke bort derfra ved Hjælp af Overtalelse
eller afskrække ved Modstanden og det tilsyneladende umulige ved at
naa det Attraaede. Søg det, bed om det, bank modigt paa Livets Dør".
Mathilde Fibiger, 1869⁶²

Fra konsonant til vokal

Noget nyt var i gære og havde været det en tid lang. Ikke alle kvinder var enige i, at et ugift fruentimmers lod var at begræde. Ej heller, at en kvinde "bare", som Dikken Zwilgmeyer lod en af sine personer udtrykke det, "er noe i forbindelse med en mand."⁶³ Tiden var inde til et opgør med bestemmelsen af kvinden som en konsonant, der alene fik lyd og betydning gennem mandens vokal, eller som en snylteplante (i den pænere version: slyngplante), der krævede en stamme at klynge sig til og nære sig ved. Med den kantede og krakilske norske maler og forfatter Aasta Hansteen var tiden inde til et opgør med negationsbestemmelsen, hvor kvindens identitet bestemmes gennem det, hun ikke er, det, hun ikke må: "Vor tilværelse var udtrykt ved: ikke. Du maa ikke tale, ikke skrive, ikke arbeide, ikke spadsere, ikke spise, ikke drikke o.s.v., o.s.v. Fremfor alt ikke være person." Tiden var inde til netop at blive en person. Og til at kaste handsken: "Jo mer haabløst man føler undertrykkelsen … jo større nydelse er det at gaa frem lige imod magtuhyret, og slaa det midt i ansigtet, og sige: Nu er din tid forbi, nu er din magt tilende!"⁶⁴ Tiden er inde til at blive et subjekt. Spørgsmålet er, hvad det vil sige.

"I'd rather be a free spinster and paddle my own canoe"

I 1867 nedskrev den amerikanske forfatter Louisa May Alcott i sin dagbog nogle ideer til en artikel om "gammeljomfruer". Den skulle have titlen "Happy Women", thi "for alle de travle, dygtige og uafhængige pebermøer, jeg kender, er friheden en bedre ægtemand end kærligheden." Selv levede hun som a free spinster af sin pen. Ikke kun sig selv, men hele familien, forældre og søskende, forsørgede hun med indtægterne fra sit forfatterskab. "Jeg […] slider og slæber som sædvanlig for at skrabe penge nok sammen til at købe mor et dejligt varmt sjal" og "skrev en fortælling til C., da Platon [hendes vidtløftige transcendentalistiske faders kælenavn] mangler skjorter". Bedst til at holde kreditorerne fra døren var melodramaer: "Er faldet tilbage til de kulørte historier, for de betaler sig bedst, og jeg kan ikke tillade mig at sulte på kunstens alter, når sensationshistorierne skrives på den halve tid og holder humøret oppe i familien." Hvert stykke "sensation rubbish", afkastede $50.⁶⁵ Succesen med Little Women (1868, da.: Pigebørn), der må sige at høre til på kunstens alter, afhjalp for en stund pengesorgerne.

Men hun skrev ikke kun romancer og kulørt litteratur for at skaffe penge i kassen. Hun skrev også litteratur, der indgik i tidens debat om kvindespørgsmålet. Således romanen Moods fra 1864, som blev opfattet som en propagering af free love. Det var i hvert fald, hvad en Mr. Ayer mente at have forstået, hvorfor han forespurgte hos forfatterinden, om det kunne være tilfældet. Alcotts svar er interessant. Den 19. marts 1865 skriver hun: "Jeg agter ægteskabet så højt, at jeg længes efter at se det, som det burde være, nemlig livets skønneste gave og ikke dets tungeste kors."⁶⁶

Selv om Alcott ikke kendte ægteskabet indefra, havde hun "ved selvsyn konstateret, at der var meget få lykkelige af slagsen."⁶⁷ Følgelig fremstod tilværelsen som ugift kvinde, gammeljomfru eller odd woman ikke som en udstødelse, men som et attraktivt alternativ. Ikke en tiloversbleven, overflødig kvinde, ikke en "umage handske", men en blandt mange frivilligt ugifte kvinder, veluddannede, selvstændige, kampivrige "femmes superflues".⁶⁸

Som Alcott søgte Elisabeth Grundtvig i 1887 at bøde på radikaliteten af det, hun ville sige om tilværelsen som frivilligt ugift kvinde ved først at understrege, at "jeg tror, at et livsvarigt Kjærlighedsforhold, et Ægteskab, er det lykkeligste og det sundeste, sjælelig og legemlig, baade for Mænd og Kvinder." For dernæst at slå fast, at "der er andre Leveformer, som er lykkelige og sunde, end netop denne ene", nemlig det liv, der har arbejdet, den aktive deltagelse i samfundslivet og et selvskabt hjem som mål: "Jo mere Kvinderne opdrages til at arbejde for det daglige Brød og selv skabe sig et Hjem, og jo mere de kommer til at tage Del i det store Samfunds Liv, jo færre og svagere vil vistnok Længslerne og Savnene blive".⁶⁹

Grundtvig imødegik også den almindelige antagelse, at den enligtstående kvinde var sorgbetynget over en utilfredsstillet naturlig moderdrift: "Der er noget, som Spinoza kalder Følelsernes Omdannelse. Skulde ikke en Kvindes Moderfølelse kunne omdannes til almindelig Menneskekjærlighed? Skulde den ikke kunne finde Tilfredsstillelse overfor andre Børn end dem, hun selv har født? […] Og mon der ikke, saa længe der er syge og ulykkelige og fattige til, skulde være Brug for de Følelser, som Moderkaldet særlig har udviklet hos Kvinden?"⁷⁰

Sit eget hjem skabte hun sammen med filologen Ida Falbe-Hansen som hun boede sammen med fra 1887 til 1922.

Kvinders hjem

At det konventionelle hjem er en kulturel og rumlig organisering af det heteroseksuelle samliv, der fra entré, stue, køkken, soveværelse, barnekammer og kloset former kroppe, aktiviteter og bevidsthed i overensstemmelse med et anstændigt samlivs børneavl, understøttes af den definition på ægteskab, som A.W. Scheel indleder sin Person- og Familie-Ret med: "Ægteskab (matrimonium, nuptiæ) er en paa Kjønsforskellen grundet, for Livstid og i en vis ved den offentlige Myndigheds Mellemkomst fuldbyrdet Form indgaaet Forbindelse mellem to Personer af forskjelligt Kjøn. Det bestemmende ved denne Forbindelses Indgaaelse er Kjønsforskellen. For at sikre Slægtens Forplantelse har Naturen nedlagt hos ethvert Menneske en stærk Drivt til en Forening for de huuslige Livsforhold med et Menneske af det andet Kjøn. En saadan Forening tilsigter Ægteskabet."⁷¹ Formålet med et hjem, med de "huslige Livsforhold", er således at danne en ramme om og disciplinere driften i dens sædelige, dvs. heteroseksuelle form.

Heri er indlejret en opfattelse af, at et kvindeliv alene finder sin fuldbyrdelse i moderskabet i familiehjemmets indelukke. Det er denne opfattelse, Elisabeth Grundtvig rebellerer mod. Hendes fremstilling af et virksomt kvindeliv uden ægtemand, men med et hjem, udgør også et modbillede til det konventionelle skræmmebillede af 'den enliges hjem' som et uhjemligt hjem. Som Frøken Jensens i Ved Vejen, hvor alt er skrevet i ental, udpegende det, der gør hendes hjem til et ikke-hjem, nemlig fraværet af mand og familie. Hun – en "enlig Kvinde" – sidder "foran den enlige Tallerken" på bordet, hvor der er "tændt et ensomt lys".⁷² Eller som skyggetanten, hvis liv er aldeles opslugt i familiens, vel at mærke i en andens, den heldigere stillede gifte søsters hjem. Her gør hun sig, som Emma Gad udtrykker det, "til eet med den familie, som har optaget hende, så at hun til sidst næsten udvisker sin egen personlighed" for at blive et usynligt inventar.⁷³

Den nye, virksomme og ugifte kvinde nægter at være enlig i betydningen uparret. At være kvinde uden mand er ikke identisk med at være ensom eller henleve en mangelfuld eksistens. Selv om den enlige kvinde, som Mathilde Fibiger skriver i artiklen "Den Ensommes Hjem" (1869), "i Almindelighed" betragtes "som hjemløs", så er det forkert. Den enligtstående kvinde har tværtimod "Frihed til at indrette sig og leve ganske efter eget Tykke", hvilket giver hendes "Hjem Ejendommelighedens Præg". Ligesom hun, netop fordi hun står uden for familiens og slægtens bånd, i frihed kan knytte stærke valgslægtskabsbånd, "som forener inderligere end Sympathiens pludselige Tilskyndelser, der blusse op og udslukkes, eller Vanens sejge Baand". I denne kreds af ligesindede, der "slutte sig sammen, hjælpe og tjene hverandre i Kærlighed, bliver der ingen Plads til Tomhed, ingen Tid til Kedsomhed."⁷⁴

Eller med andre ord: Hellere en fri gammeljomfru i eget, egenartet hjem end en hustru i ægteskabets bur.

"Ægteskabet er i Grunden en styg Institution"

I en gennemtrængende analyse af Hedda Gabler, hovedpersonen i Henrik Ibsens skuespil fra 1890, bestemmer Georg Brandes den nyligt gifte frues afsky mod ægteskabet som en uvilje mod at "opgive sin Individualitet" for at "gaa op i et Vane-Ægteskabs højere eller lavere Enhed" og "'akklimatisere' sig i et borgerligt Hjem".⁷⁵ Analysens udsagnskraft rækker ud over litteraturens felt.

Den manglende akklimatiseringsevne eller lyst til underkastelse fandtes med andre ord ikke blot i de frivilligt ugiftes rækker; den deltes i stigende grad af den gifte kvinde. Det var ægtehustruens erfaring, at der åbenbarede sig en afgrund mellem hendes livsforventninger og den model for et kvindeliv i kønnets tjeneste, der blev hende tilbudt i ægteskabet. Af denne erfaring fulgte – med Brandes' formulering i forordet til andenudgaven af Kvindernes Underkuelse – at der i "Vore Dages Ægteskab i Borgerstanden" udkæmpes "en hidtil i Historien ukendt Krig mellem Kønnene."⁷⁶

Krigen blev især ført i 1880'ernes sædelighedsfejde, den hidsige offentlige debat, der udspillede sig i aviser, tidsskrifter, romaner, pamfletter, på teateret og på prædikestolen.⁷⁷ I kort begreb handlede den om 1) seksualitetens natur (om kønsfølelsens styrke hos mænd og kvinder, kyskhedskravet og den eksisterende dobbeltmoral), 2) den reglementerede prostitution (den borgerlige mand som køber af varen kvinde, frygten for syfilis, de arbejdende kvinders ringe levevilkår) og endelig 3) om ægteskabsinstitutionen og den borgerlige kvindes forventningshorisont. Især det ægteskabelige seksualliv blev slagmarkens betrængte arnested.

Stærkest og mest uforsonligt fremstillet af det moderne gennembruds kvindelige forfattere. I værk efter værk udvikles, hvordan det ægteskabelige samleje opleves som en tvang og en lovbeskyttet voldtægt. Især i de tilfælde, hvor aldersforskellen mellem ægtefællerne er stor. Således den 17-årige Aurora, der i Amalie Skrams roman Forraadt (1892) rædselsslagen prøver at flygte, da hun opdager, at hun skal "ligge i samme Seng" og vorde ét "Kød med en stor, tyk, trediveaarig Mand", hun få timer tidligere har sagt ja til foran alteret. Ægtemanden, kaptajn Riber, kræver sin ægteskabelige ret: "Kom nu, Aurora, la mig faa Dig som jeg har Ret og Lov til".⁷⁸ Skræmt er også Constance Ring, der som 19-årig har ladet sig gifte med den seksten år ældre Ring – økonomisk "et godt Parti" og "i en sat Alder, et stort Fortrin" ifølge hendes tante. Efter brylluppet ligner Constance "en syg Plante". I løbet af sit ægteskab kommer hun til den erkendelse, at ægteskabet, afskrællet enhver form for idealitet, er en form for lovformelig prostitution: "… en gift Kone, som lever af at leve med sin Mand".⁷⁹ Varegørelsen er også central i Victoria Benedictssons roman Pengar (1885), hvor det ægteskabelige samliv blotlægges som en økonomisk og seksuel transaktion. Romanens hovedperson Selma, der som 16-årig har ægtet en langt ældre godsejer, griber mod folkeeventyret for at finde et dækkende udtryk for sin seksuelle væmmelse: "[H]ver gang kong Lindorm tog hende i sin favn, syntes hun, at han atter blev til det skællede uhyre, så glidende kold, at hun vred og våndede sig under hans favntag".⁸⁰

Også mandlige forfattere skrev om unge kvinders totale uvidenhed om – med Herman Bangs formulering – "at en Hustru er mere end en Veninde". Således Erik Skram, der i Gertrude Coldbjørnsen (1879) lader Gertrude, tyve år yngre end ægtemanden, "denne stive Olding paa sex og tredive Aar",⁸¹ opleve brudenattens deflorering som en voldtægt.

Selv havde Amalie Skram oplevet det, hun skrev om, i sit første ægteskab med den ni år ældre August Müller, hvem hun havde ægtet som 17-årig. 1. marts 1884 skrev hun til Erik Skram, sin tilkommende: "Hvis jeg fra begyndelsen af havde nogen evne til at elske, så blev den kvalt i det ægteskab, under de 'kjærlighedspligter' som var mig en vederstyggelighed, fordi de var mig en ubegribelighed. […] Men der var en grådighed over det menneske, som ødelagde alt."⁸² Den side af sagen blev mere end bedre i ægteskabet med Erik Skram.⁸³

Et var, at kvinderne oplevede det ægteskabelige samleje som en tvang og en lovmæssig, lovbeskyttet voldtægt, noget andet lovens bogstav, som utvetydigt slog fast, "at Samleie mellem Ægtefæller ikke indeholder nogen Krænkelse af Hustruens Kjønsære, og at derfor f. Ex. Straf for Voldtægt ikke kan anvendes mod den, dér med Magt tiltvinger sig Samleie med sin Hustru", skrev den fremtrædende jurist J. H. Deuntzer.⁸⁴

Det dyrebare klenodie

Årsagen til modbydeligheden ved det fysiske begær var ikke alene en virkning af den ulige alder eller mandens lovformelige, gudvelsignede rettigheder. Den var også et resultat af pigeopdragelsen i borgerskabet, af "det forbannede fortielsessystem", der med Amalie Skram var årsag til, at voksne kvinder ingenting ved om "alle de naturlige spørgsmål og funksjoner".⁸⁵

Og dog var netop den kønslige uvidenhed hele formålet med pigeopdragelsen, mente den svenske forfatter og kritiker Carl David af Wirsén. I en anmeldelse af Bjørnstjerne Bjørnsons sædelighedsstruttende Det flager i Byen og paa Havnen (1884) ophøjede han den bly, uvidende barnekvinde til en forædlende kraft: "Renheden udtrykker sig i hendes enkle væsen, hendes udsøgt undseelige ord og adfærd. Og når hun så møder den, hun elsker og med hvem hun skal forene sin skæbne, er hun, så vidt et menneske kan være det, hvid som sne og uskyldig, og hun bliver hjemmets præstinde ved at helliggøre begæret, dæmpe råheden og forædle følelsernes udbrud. Værdig at æres som jomfru og som hustru, bliver hun det i forøget grad som moder."⁸⁶

Det er omkostningerne ved denne piedestalisering af (barne)kvinden som et begærløst ømhedsvæsen, der i fatal form gennemspilles i Amalie Skrams Forraadt. Ikke blot som endnu en variant af temaet unge kvinder som ofre for omverdenens hykleriske og forskruede renhedsdiskurs, men som en nøjeregnende analyse af den forvredne driftsstruktur, der udvikles heraf. I ægteskabet med Riber bliver Aurora som uvidenhedens offer selv bøddel. Det gør hun, fordi hun – efter at have accepteret seksualiteten som en ækel og fornedrende realitet mellem ægtefolk – opdager, at ægtemanden ikke, som hun selv, er trådt uberørt ind i ægteskabet. Hun martrer sig med følelsen af, som Herman Bang skriver i sin anmeldelse af romanen i Bergens Tidende, 20. maj 1892, "at være bunden til en uren".⁸⁷

Aurora, der møder enhver berøring fra ægtemandens side med væmmelse, begærer at vide alt om Ribers seksuelle fortid: "Og pludselig grebes hun af et heftigt Begjær efter at faa Besked om alt, hvad han havde bedrevet i den Retning, alt indtil de mindste Detaljer. Hun kjendte det, som om hun maatte forgaa, hvis hun ikke fik vide alt. Ja, hun vilde spørge, fritte ham ud, faa ham til at fortælle fra Begyndelsen til Enden. […] Aa, hvor hun skulde gaa tilbunds i al denne Skiddenhed, rigtig ælte sig ned i den. – En kildrende Svien jog igjennem hende, og hun følte som en Lindring ved Tanken om al den Kval hun skulde lide."⁸⁸ Under moralens dække oplever Aurora en stedfortrædende lyst ved at tvinge Riber til at kramme ud med sin fortid. I dette snagende begær efter at blotlægge det, hun i sin kyskheds lystenhed opfatter som seksualitetens dunkle, smudsige hemmeligheder, bliver Forraadt et eksempel på den treenighed af viden, sandhed og begær, Foucault i La volonté de savoir (1976) bestemmer som en for det nittende århundrede særegen og ny lystfølelse, nemlig videnslysten – "lystfølelsen der fremkaldes af sandheden om lystfølelsen, lystfølelsen ved at vide noget om den, stille den til skue, opdage den, fascineres ved at se den, udsige den, fange og fængsle andre med den, betro den hemmeligt, opdrive den med list; den specifikke lystfølelse ved den sande diskurs om lystfølelsen."⁸⁹

I en accelererende spiralbevægelse, fremkaldt af Ribers stadig mere detaljerede bekendelser, fører denne hidsede lystenhed romanen mod dens uafvendelige slutning. Ubønhørligt tvinger Auroras "grusomme Nyfigenhed ham i Havet, i Døden."⁹⁰

Stækket lyst

Pigeopdragelsen formede også en driftsstruktur, der, skrev Amalie Skram, "når det gjælder den legemlige omgang er så svag, så udvisket og forvandet, at de ligger i ægtesengen hele livet gjennem uden nogensinde at ane hvad glæde af samlejet vil sige." I Fru Inés (1891) lader hun romanens hovedperson, fru Inés, vedkende sig et seksuelt begær og i frihed søge dets tilfredsstillelse: "Hvorfor skulle hun være skabt anderledes end andre Kvinner, hun med sit sunde, frodige Legeme. Blod og Drift havde hun i sig, ellers vilde det ikke kunne hænde, at hun opleved dette Henrykkelsens Mysterium i Drømme, som hun aldrig havde kjendt i vaagen Tilstand." Men forgæves. I den elskedes favn foregøgler hun "sig en Elskovsglæde, hun aldrig havde kjendt." Ingenting føler hun, endskønt elskeren, modsat ægtemanden, der kræver, at hustruen giver ham fysiske udtryk for sin "Taknemmelighed […], fordi jeg dækked din Fars Kassemangel og skaffed Dig et Liv, fuldt af Luksus og Velvære", er blid og lidenskabeligt forelsket. Bittert forbander hun, at "Naturen saa grusomt havde forsømt hende."⁹¹ Forholdet resulterer i en graviditet og en melodramatisk tragedie. Elskeren tager gift og fru Inés dør af en blodstyrtning.

Flirtens ja og nej

Pigeopdragelsens fortielse af alt vedrørende kønslige forholds fysiske side gik paradoksalt nok hånd i hånd med en erotisk overophedning af den unge kvindes tilværelse – vel at mærke i førlystens pirringsform. Da alt i et ungpigeliv i velsituerede kredse var rettet mod et eneste mål, ægteskabet, var det ikke nok smægtende at drømme om fortærende kærlighed og brændende kys. Der måtte ske noget, for at ingenuen i borgerskabets stue og til baller kunne komme i spil som giftefærdig frøken. Hertil tilbød flirten sig som en kanal, hvor den unge kvinde bevidst-ubevidst kunne afprøve sine evner til at opildne og ægge potentielle ægtemænd. Hun måtte, som David Gedin udtrykker det, blive "presenterad" som "en present."⁹² I flirten trådte den unge kvinde ud af sin bly umiddelbarhed og ind i selvspejlingens fordobling, ind i bevidstheden om sig selv som begærsobjekt, sælger og vare i et.

Den vellykkede flirt hviler på et iscenesat samspil mellem krop, blik og begær. Flirtens modus er med Georg Simmel i "Die Psychologie der Koketterie" (1909) primært gestisk og kropsligt. Det er "hofternes svingende og svajende bevægelse", et henkastet blik, et ansigt bøjet i trekvartprofil, en blottet arms bevægelse, en kjoles knitren hen over et gulv, en barms bølgen, læberne mod et glas, et dvælende håndtryk under en dans eller en tilsyneladende hengivenhed for hunde, blomster og børn. Den flirtendes tilsyneladende opslugthed af irrelevante begærsobjekter siger på en og samme tid til den, der er flirtens virkelige mål: "Det er ikke dig, der interesserer mig" og "se, alt det her gør jeg for din skyld".⁹³ Med andre ord: Flirten er struktureret i et blikkenes krydsfelt: Hun ser. Hun ses. Hun ser sig selv blive set, vurderet og værdisat i tilbederens blik. Men ikke kun som passivt objekt, men som aktiv iscenesætter af sig selv som en skueret for blikkenes begær. Victoria Benedictsson giver i sin dagbog, 8. juli 1886 et eksempel på sådant flirtens tableau. Ikke i fiktiv form, men selvoplevet: "Så bevidst om sig selv hun var om aftenen, da hun sagde godnat! Hun stod på dørtærsklen til sit mørke soveværelse. Hun vidste, hvordan hendes spinkle skikkelse, hvide slanke arme og askefarvede pandehår aftegnede sig mod den tomme døråbning. Hun hævede sin ene hånd i en fritstående plastisk gestus. Hun stod stille. – 'God nat'. – Og så et langt blik. Han stod ved den andre dør og så, bar så. Og så skiltes de." De optrædende i denne flirtens førlystige æstetik er Stella Kleve og Ola Hansson, der var på besøg hos Benedictsson i hendes hjem i Hörby. Hendes dom over udøverne af det, hun kalder for flirtationsdriften, var ikke nådig: "Jeg hader dem! Jeg hader disse forfinethedens apostle."⁹⁴

En flirt er således en socialt kodificeret koreografi af seksuelle løfter. Som det kræver den yderste selvformning af den flirtende at kontrollere. Flirten, hvis raison d'être er samtidigheden af bekræftelse og benægtelse, samtykke og afslag, er en bestandig udsættelse og forhaling af de sanseglæder, der forjættes. Vel at mærke i en form, hvor manden – hos Simmel er flirtens habitus forbeholdt kvinden – tror og ikke tror det muligt at opnå noget. Eksemplarisk illustreret i Stella Kleves roman Berta Funcke (1885): "Hun havde en måde at læne sig op imod dem – tungt, lidt intimt –, en måde at se op på dem – hurtigt, kort – et blik, som fristede og gav løfter. Og i næste øjeblik stod hun kold, rolig med en høflig bøjning af sin slanke, hvide hals og med et konventionelt smil på læberne." Og stærkere endnu, når kroppens antydede invitation og mundens halvkvædede vise forenes i tvetydighedens ja og nej: "… hele tiden at berøre grænsen mellem det, som 'går an' at sige, og det, som 'ikke går an' – og aldrig overskride den. Thi det kunne Berta ikke lide."⁹⁵

I flirtens rum er den æggende krops og det talte ords sprog kontrolleret til mindste detalje. Og dog må flirten i dens sædeligt sanktionerede form være temporær og final, dvs. slutte med en tilbeder, der byder sig til som ægtemand. Med mandens erklæring er den unge kvinde afsat, ude af cirkulation. Efter legen med den seksuelle ild, venter coitus og – i hvert fald i litteraturen – væmmelsen i ægtesengen.

Flirten kan imidlertid også antage en selvstændiggjort form, flirten for flirtens egen skyld. Igen i eksemplarisk form i Berta Funcke: "Det morede hende at gøre erobringer, hun elskede at se en mands blik brænde af ømhed og høre hans stemme dirre. Hun higede med en vis nysgerrighed efter at høre de første lidenskabelige ord undslippe hans læber – derefter var det slut. For altid."⁹⁶

Her træder flirten frem som tidsfordriv i et erotisk magtspil med kvinden som dukkefører og tilbederne som marionetter underlagt begærets blinde vilje. I flirtens fritsvævende polymorfe form tvinges det mandlige blik fra det ene partialobjekt til det andet, fra kropsdel til kropsdel, forjættet en tilfredsstillelse, som ingen fast form vil antage. Her er fremlokkelsen af tilbederens erklæring ikke det begærede endemål, men forbindelsens afslutning: "Hun havde en måde at læne sig tilbage i stolen på med en næsten umærkelig skulderbevægelse, vende sig væk fra ham og – langsomt, fornemt – slå viften op og ligesom vifte de ord væk, som havde forulempet hende. Hun sagde aldrig noget, men efter den dag behandlede hun ham med knusende ligegyldighed, som om han ikke eksisterede."⁹⁷ – En symbolsk kastration, fordi den selvtilstrækkelige flirt skyr det begær, der er målrettet slutlysten.

Under et sådant tidsfordriv lurer kedsomheden, ligegyldigheden, kynismen. Berta Funcke, der tilhører overklassens segment af uvirksomme døtre i venteposition til ægteskabet, "havde intet, som i tilstrækkelig grad kunde holde hendes interesse fangen".⁹⁸ Det gælder også den spleenetiske og blegsottige Fanny Ramm, der til den livskraftige sanatorielæge Einar Boyes misbilligelse fortæller, hvordan hun og fætteren har betragtet følelsesmæssige bånd som en sag for troskyldige, simple gemytter: "Vi lo af den mulighed, at vi skulde bli forelsket i hverandre. Flirt var det eneste værdige for civiliserte mennesker." Tilværelsen farver sig for hende i forskelsløs, grå ligegyldighed: "Alt var én kjedsommelighedens sæson, alle aarets 365 dage kappedes om at være fortærende, bundløst menings- og indholdsløse." En forlovelse med doktoren hæver en stund livsleden. Men den tindrende livslykke tabes, da den vordende ægtemand fortæller om sin vision, oprettelsen af et hjem for alkoholister. Det huer ikke Fanny, der reagerer på den aftegnede fremtid som en "uskjøn modbydelighed". Hun bryder forlovelsen, både fordi hun i sin oprevethed ikke anser sig for "skikket til at være noget for en anden", og fordi hun føler hans kærlighed kvælende.⁹⁹

Også gifte koner som Constance Ring, der ligesom Berta Funcke og Fanny Ramm tilhører "de velstillede Lediggængersker" adspreder sig med "Herrevenskaber" for at holde kedsomheden i skak: "Hun kunde bruge dem, det var hende Hovedsagen, for de hjalp hende til at faa Bugt med en Kjedsomhed, der altid laa paa Lur efter hende."¹⁰⁰ Flirtens stadige opirren af tilbedernes sanser, nerver og fantasier lindrer kun momentant, om overhovedet, Constance Rings erfaring af at være fastlåst i et liv uden udsigt, mening, betydning. En erfaring, der hviler på indsigten i, at det liv, hun fører, er uden forbindelse med de livsforventninger, hun fordums havde, før hun tabte "Kampen for sin Menneskeværdighed". Og en erfaring, som ikke længere afføder protest eller vrede, men apati, slaphed og væmmelse.

"Min Kjærlighed er forlangende, attraaende"

I denne strøm af seksualbesættelse, der gennemtrænger det moderne gennembruds kvindelitteratur og sædelighedsfejden i det hele taget, er der kun få eksempler på kvinder, som fuldtonende siger ja til den sanselige lyst. En af dem er Teresa, hovedpersonen i Erna Juel-Hansens roman Helsen & Co (1890), jævnaldrende og jævnbyrdig med sin ægtemand: "Nu fængede hendes Blod af hans Ild, og hun opdagede en helt ny Fryd i hans Arme. […] Hun gik som i en salig Rus, og hun kunne mærke paa Helsen, at han ikke var et Haar bedre". Af blodets brusen følger det første barn, der af dem begge opleves som deres kærligheds pant. Men ved det andet svangerskab har ægteparret økonomiske problemer, hvilket får Therese til drømme om adgang til prævention og, antydet, abort: "– men det kan ikke være Meningen, at fordi man elsker hinanden, der saa ideligt skal fødes Børn til Verden. […] Der er jo kloge og dygtige Folk, som bør vide Besked om den Sag, vil de ikke, eller kan de ikke lære os Ægtefolk, hvordan vi selv kan raade over, hvor mange Børn vi vil have, uden at Betingelserne for vor Kærligheds Finhed og Trivsel lider skade?" Værre end den truende fattigdom, som ikke for alvor bekymrer hende, og som da også imødegås ved et uventet pengebrev, er den trussel, det reproduktive arbejde udgør i forhold til hendes produktive arbejde som møbel- og tekstildesigner: "Hvad bliver jeg til – hvad bliver vort Forhold til, naar jeg bestandig skal hindres i mit Arbejde, i vort fælles Arbejde af at faa Børn og være Amme?"¹⁰¹

Her er problematikken ikke den forvredne sanselighed, men angsten for et nyt svangerskab. Og for at opløses som person i moderskabet. Og blive til en funktion, ikke en partner i et arbejdsfællesskab.

Hunde i snor

I Kvindernes Underkuelse rettede Mill en indigneret kritik imod mandens lovformeligt garanterede ret til samleje. Selv i de tilfælde, hvor hustruen føler "en dyb Modbydelighed for ham", og "hun véd, at han hader hende", har ægtemanden ret til at "tvinge hende til at underkaste sig" og gøre hende "til Redskab for en dyrisk Funktion."¹⁰² Da Mill i 1852 giftede sig med Harriet Taylor – efter flere års liv i en ménage à trois med Harriets første ægtemand som tredje hjul – nedfældede han et dokument, hvori han fraskrev sig "al fordring på at have opnået nogen som helst rettigheder i kraft af et sådant ægteskab." Såvel den juridiske ret og kontrol over hustruens ejendom som hendes bestemmelsesret over sin person – herunder sin seksualitet.¹⁰³

At det var strukturelle forhold i ægteskabsinstitutionen, der ikke blot genererede økonomisk og juridisk ulighed, men også en seksuel tvang, var en indsigt, der blev gentaget igen og igen i de sidste tre årtier af det 19. århundrede. I sit essay "Marriage" betegnede den engelske forfatter og feminist Mona Caird ægteskabet i dens aktuelle form som en "fortrædelig fejltagelse", der reducerede kvinder til "hunde i snor". Essayet, der var trykt i The Westminster Review (august 1888), blev en skandalesucces, og førte til, at Daily Telegraph stillede læserne spørgsmålet: "Is Marriage a Failure?" Astronomiske 27.000 breve indløb til avisen i løbet af en måned. Caird vedblev at beskrive ægteskabet som en tvangsanstalt for kvinder. I 1899 besvarede hun en rundspørge, som månedsmagasinet The Ladies' Realm havde sendt til fremtrædende kvinder med spørgsmålet "Udgør ægteskabet en forhindring for kvinders selvudvikling?" med et fuldtonende Yes.¹⁰⁴

Amalie Skram, der lod Constance Ring betegne ægteskabet som en "løgninstitution",¹⁰⁵ vovede i sit eget liv for en stund at tro på muligheden af et ligeværdigt samliv. Den afgørende betingelse herfor var, skrev hun 2. september 1883 til Erik Skram, "Min egen elskede", fraværet af forsørgelsespligt: "Det er ikke dig, som skal forsørge mig, det er to kammerater som slår sig sammen og arbeider i fællesskab. Det er, tror jeg næsten, borgerlig talt, den eneste fornuftige basis for et ægteskab, forudsat at man elsker hinanden som vi to gjør det. Og skidt om det kniber for os. […] Og det er just det, som skal holde min lykke frisk, at jeg må arbeide for mit brød. Du ved hvorledes vi er enig om at denne forbandede lediggang af hustruen undergraver lykken i ægteskaberne." Det var i øvrigt også hende, der friede – i samme brev: "Så meget du ved det: du skal gifte dig med mig. Der er og eksisterer ikke tale om noget andet. […] – jeg vil, jeg vil gifte mig med dig, – […]. Jeg […] vil komme til Kjøbenhavn, […] – ja det vil sige hvis du går ind på at gifte dig med mig, ellers kommer jeg naturligvis ikke derned." Erik Skram svar indløb telegrafisk 4. september 1883: "Jeg siger ja uden et sekunds betænkning."¹⁰⁶

Også det ægteskab led skibbrud, hvor Erik Skrams utroskab var en af flere årsager. Optegnelserne omkring skilsmissen i 1899 er forpinte hjertesuk over det uafvendelige.¹⁰⁷ Heller ikke Erna Juel-Hansens ægteskab varede ved. Ikke forårsaget af utroskab, men på grund af ægtemandens afvisning af hustruens begær: "Jeg er, hvad Du saa foragtende kalder en "sanselig" Natur. […] Min Kjærlighed er forlangende, attraaende, maaske af en ringere Slags end det, Du kalder Kjærlighed, men saadan er det nu en Gang […] Man kan ikke bøje sin Natur uden Skade for sig selv og andre. Jeg har gjort det i den Retning overfor Dig, men jeg har ikke kundet gjøre det uden at noget er bristet i mig […], det, Du mener er det unødvendige, uvæsentlige i Kjærligheden mellem Mand og Kvinde – den erotiske Følelse – det, der for mig gjør Ægteskabet til et Ægteskab."¹⁰⁸

Hvordan ægteskabet og den moderne kvindes misere tager sig ud i en mandlig forfatters optik skal i det følgende undersøges med Pontoppidans Jytte Abildgaard som omdrejningspunkt.

III

Tomhed, frugtesløst oprør og stor uvished

"…som af deres Længsel, deres Erkendelse,
deres Viden, deres Villen, deres Sanselighed,
deres Retskaffenhed drejes rundt i en Hvirvel,
der ser Tingene fra hundrede Synspunkter".
Olivia Levison til Erik Skram, 1881.

Gåden Jytte

I De Dødes Rige er Jytte Abildgaard tildelt alle muligheder for et liv såvel inden for som uden for et konventionelt kvindeliv. Som født ind i en velhavende, politisk indflydelsesrig og kulturelt dannet familie er der er ingen institutionelle, sociale eller økonomiske begrænsninger af hendes muligheder for at virkeliggøre sine ønsker. Hun kender ikke – som sine søstre i det moderne gennembruds kvindelitteratur – til den ulykke at være fastlåst i en umulig situation mellem konventionens krav om selvopgivelse og frihedsdrømmens sociale umulighed. Hun er aldrig blevet hindret i at søge selvfrembringelse og selvstændighed gennem intellektuelt eller kunstnerisk arbejde. Men i stedet for at blive magister dropper hun sine sprogstudier og bliver en intellektuel, der nærer sig af "en Revolverroman af den værste Slags for at slaa en Aften ihjel"; i stedet for at blive en virtuos af europæisk rang, som hun angiveligt har evner til, klimprer hun dansemelodier på klaveret; i stedet for som Jakobe i Lykke-Per at rette sin kraft ud mod verden lammes enhver handling af tvivl. Med veninden Metas ord "trevlede [hun] alting op, saa man tilsidst hverken vidste ud eller ind." Selv anser Jytte sig på en og samme tid som livsuduelig og "at være den eneste vaagne i en Verden af Søvngængere."¹⁰⁹

Men romanen efterlader, når det kommer til betingende årsager til de erfaringer, Jytte påberåber sig som afgørende for hendes selvopgivende apati, læseren uden svar.

Havfrueunge

Første gang, Jytte Abildgaard træder frem i romanen, er det i en vitalistisk utopi inkarneret i et sanseberust livstykke af et pigebarn: "Da saa de [Torben Dihmer og fætteren, Asmus Hagen], at hun begyndte at smøge Klæderne af sig, og en, to, tre plaskede hun i Vandet og kom svømmende ud imod dem med det lange brune Haar flydende efter sig. Da hun naaede Baaden, hængte hun sig med Armene paa Rælingen som en lille Havfru-Unge og lo højt." Jytte træder således ind i romanen som et yndefuldt, naturforbundent væsen, struttende af handlekraft, sundhed og livsmod i harmoni med elementerne. Og som et kønsneutralt væsen, der "boltrede sig i Høhjelmene som en Dreng".¹¹⁰

Et par år senere er det umiddelbare og impulsive barn skrevet i køn som halvvoksen backfisch med "den røde Mund, der med sine smaa hvide Tænder var frisk som en overskaaren Hyben". Den bemærkelsesværdige sammenligning peger på, at romanens roligt strømmende realisme til stadighed ophvirvles af en understrøm af fantasmagorier. Hybenæblets tætsiddende hårde, hvide og kløende kerner lover ikke blot sødmefulde kys, men forjætter tænders vilde og sønderrivende sanseglæder. Her som overalt griber romanen i sine billeddannelser, Jytte angående, til dekadente fin-de-siècle fantasmer, om end i afsvækket form. I det videre hamskifte forvandler backfischen sig til en "mønstergyldig ung Hovedstadsdame, der i enhver Henseende vidste, hvad der passede sig." Alene i "et vist skyggeagtigt Spil paa Bunden af de gyldenbrune Øjne" og i den "fortrolige Udtryksmaade" var der spor af den "lille Havfru-Unge'".¹¹¹

Når den voksne Jytte portrætteres er det netop dette spil mellem overflade og dybde, denne reminiscens af barnets frimodige fortrolighed, der forlener hende med en særlig tiltrækningskraft, der "gjorde hende saa indtagende i Samtale men ogsaa saa farlig for Mænd, der ikke kendte hende." Ligesom også hendes "Væsens Naturlighed og nordiske Friskhed". Ikke desto mindre overlejres portrættet af den voksne Jytte af hendes ringe livsmod.¹¹²

Tjørnekrat

Hos den voksne Jytte er der ingen hævdelse af sanselighedens ret, vendt mod puritanismens skamfuldhed ved den nøgne krop, ingen fordring om en rigere kvindelighed og menneskelighed i opposition til en konventionel kropsforskrækket kulturs snærende sociale og moralske bånd. Når synsvinklen forlægges til hende, og hun skuer ned i sin "Kvindesjæl", ser hun "et af disse tætte, mørke Tjørnekrat, som det var uhyggeligt at se ind i. Saasnart hun selv forsøgte at trænge ind i sit Væsens Urskovs-Dyb, blev hun greben af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger. Og vilde, røde Rovdyrøjne stirrede ud fra Mørket."¹¹³

Passagen, der gentages næsten enslydende i slutningen af romanen, bliver på intet tidspunkt konkretiseret eller psykologisk begrundet. Hvad de røde rovdyrøjne og hendes sjæls tjørnekrat er et udtryk for, står hen i det uvisse. Årsagen kan i lige grad være kulturkvindens væmmelse ved sanseligheden, seksualiteten konverteret til angstbilleder, eller udtryk for et begær, der truer med at fortære alt, hvis det slippes løs. Jyttes martrede sind, kropsskyhed, hudløshed for berøring og driftsrædsel forbliver psykologisk et postulat. Men et i romanen nødvendigt postulat. For sindets hjemsøgelse af drift og død tjener som afsæt for etableringen af hende som det standhaftige vægelsinds, handlingslammelsens, hjernespindets og livsangstens figur: "Og dog var hun så hjælpeløst angst som en lille Pige i en Troldeskov, så snart det gjaldt en Afgørelse."¹¹⁴

Myrtekrans

Til trods for det er det romanens projekt at få Jytte gift. Et mål, Jytte bifalder: "Intet havde skræmmet hende mere, end om hun skulde komme til at ende sine Dage som en giftesyg gammel Jomfru, der ligesom de Gildinger, man læste om, hentæredes af en Kærlighedshunger, som aldrig kunde tilfredsstilles."¹¹⁵

Også hun længes, hævder romanen, efter at overgive sig til "den Selvhengivelsens blinde Drift, der skabte andre Kvinders Lykke eller Ulykke" og efter "at forgaa i et Kys!" Den flade banalitet dækker over længslen efter at undslippe selvrefleksionens dobbeltblik og den vedholdende selvdissektion. Det er sanseligheden i ægteskabet, der opstilles som modbillede til hendes livslede til trods for, at hun ved selvsyn mener at kende resultatet: skuffelsens skam, selvfornedrelsens kynisme: "Hun havde selv været tilstede ved deres [venindernes] Bryllup, huskede dem i deres sejrssikre Lykke under Myrtekrans og Brudeslør – og nu sad de rundt om og gjorde sig lystige over Ægteskabets Skuffelser eller søgte at skjule deres Skam."¹¹⁶ Selv forventer hun at lide samme forsmædelse: "Før eller senere vilde det times ogsaa hende at sidde som en forpjusket Høne og skjule sin Skam med velopdragne Miner eller sørge sig tildøde i Ly af en trodsig Latter". Tilsyneladende uden ironi lader romanen hende afslutte denne ægteskabets litani med et patetisk "Men da vilde hun hellere dø."¹¹⁷

Og dog kender hun fra sin opvækst et lykkeligt og jævnbyrdigt ægteskab, hendes forældres. Men dette ægteskab i respekt og livsglæde spiller ingen rolle som forbillede eller spejl. Til gengæld trækkes veninden Metas ægteskab frem, fordi hun har givet sig sin skæbne som moderdyr i vold: "Og nu havde Meta fire og var maaske den eneste af alle Veninderne, der var bleven lykkelig, fordi hun var den eneste, der havde givet sig Livet i Vold med lukkede Øjne."¹¹⁸

Flynder

Jyttes forestilling om den mand, hun i ægteskab skal dele seng og skæbne med, formes af faderens udlægning af Aristofanes' tale om begærets indstiftelse i Platons Symposium: "Han havde saa fortalt hende den gamle græske Fabel om, hvordan Mand og Kvinde oprindelig skabtes forenede i en Helhed men siden parteredes og sendtes ud i Verden hver for sig, saa de kun kunde finde hinanden igen ved Hjælp af det Instinkt, der kaldtes Kærlighed." I kærlighedens beåndede klarsyn skal hun, lover faderen, i sin ægtemand finde sin "paradisiske Tvillingbroder".¹¹⁹

Det afgørende i faderens udlægning af myten er, at han forskyder komplementaritetens forskel til identitetens lighed, til genkendelse af sig selv i anden. I tvillingefiguren er imidlertid indlejret et element af dæmoni, af det kendtes skyggeagtige ukendthed, af det identiskes spejlvendte forvendthed. Dette element af uhygge forstærkes i Jyttes videre forskydning af tvillingen til dobbeltgænger: "Siden, da hun blev ældre, var Tanken om en saadan fordringsfuld Dobbeltgænger bleven hendes Skræk."¹²⁰ Til forskel fra tvillingen, der nok spejler det identiske, men dog er adskilt som sig selv, er dobbeltgængeren en identitetsudspaltning, en fordobling i selv og anden.

Et hjem

Den første bejler er Torben Dihmer. Allerede i udgangspunktet er der tale om en fordobling, i og med at det er anden gang, han byder sig til som ægtemand. Dette andet frieri finder sted i Italien, på et rekreations- og badested, hvortil han ankommer efter at være blevet helbredt for alvorlige hjerteproblemer. Han hilses med ordene "Velkommen tilbage fra de Dødes Rige", men mener selv at have ombyttet "sin Ligskjorte […] med en Narrekappe." Livets rige kundgør han med ikke ringe patos, er et sminket, underjordisk pinselsted, hvor galoperende skygger i vild "Kehraus til stumt Orkester" danser "paa deres egne Grave – dømte til at forsvinde ned i Jorden med en Kolbøtte ved det første Hanegal."¹²¹

Det er hans væmmelse ved det lystsøgende liv, som tiltrækker Jytte og får hende til at give ham sit ja. I hans afsky for falskheden i kurstedets mondæne verden genkender hun sin lede, i hans uhjemlighed i den sociale verden ser hun et hjemligt og fortroligt sjælespejl: "Det var denne underligt tavse Fremmede, hun nu elskede og vilde knytte sin Skæbne til efter blot at have været sammen med ham en eneste Aften." I den fremmede ser hun "en forklaret Skikkelse – 'Tvillingebroderen'" og en frelser, "den saa længe ventede Befrier, der skulle komme som den gudsendte Ridder i Eventyret og løse hendes stakkels fortroldede Sjæl af dens Tornerosesøvn."¹²² Ordvalget angiver, at der er tale om en illusion.

Efter at have sagt ja om aftenen, siger hun nej om morgenen. Den vigtigste årsag til ophævelsen af forlovelsen er, at Torben Dihmer i glæden over sin tilkommende ser livet foran sig "i tindrende Morgenglans."¹²³ Den tavse, men fortroligt kendte sjæleven, er forsvundet som dug for morgensolen, og i stedet tropper den forlovede op i lyse, elegante sommerklæder. En mand af verden. Verdensmand. Men Jytte er alene tiltrukket af den dødsviede grubler i transit i livets rige. I stedet for at være livsledens spejl viser Torben Dihmer sig som livets troldspejl.

Jytte trækker også sit jaord tilbage, fordi Torben Dihmer tilbyder hende, den i egen formening eksistentielt hjemløse, et sted at høre til: "Den Tanke, at hun engang skulle kalde dette vildfremmede Sted for sit Hjem, syntes hende fuldkommen fantastisk." Hjemløshedsfølelsen forstærkes af den forfinede bourgeoiskvindes idiosynkratiske frastødthed af vitalismen i dens avlende form: "Hvem kunne vide, hvad f.eks. den nedarvede Kærlighed til Gaard og Jord og Kvæg og Svin med Tiden kunne udvikle sig til hos ham?" Selv forestiller hun sig siddende som en "Fremmed i sin Mands Hjem, ligegyldig, kold, altid i Rustning". Til civilisationsmenneskets afsky for den nedværdigende forbindelse til dyrene, føjer sig en tredje grund, nemlig forventningen om, at hendes egen natur, hendes "Væsens Urskovs-Dyb", vil ødelægge Torben Dihmer, hvis sind i sammenligning er som "en moden Hvedemark med Kornblomster og Valmuer".¹²⁴

Alt er forbi, da forlovelsen er hævet, og alt er for altid bevaret som cerebralt samvær i tankens og sindets sneglehus: "Nu skulle han atter leve i hendes Erindring som et smukt Minde, og saadan var det netop bedst."¹²⁵

En mission

Efter Torben Dihmers exit byder præsten Johannes Gaardbo sig til. Han er ikke blot i billedlig forstand tvillingbroder, men biologisk tvilling til lægen Povl Gaardbo. Begge er de missionerende evangelister, begge er de metafysikere, den ene i himmelvendt form, den anden i en naturvitalistisk. Fælles er de i fordømmelsen af dem, der forsøger at "skulke sig fra en Time i Lidelsens Skole".¹²⁶

Til forskel fra Dihmer, der tilbød Jytte et hjem i et verdsligt orienteret liv i lighed og ligeværdighed, præsenterer Gaardbo hende for et kald, et liv underkastet pligten, et liv i opofrelse helliget et højere mål end hun selv. Han ser hende som en "Falk i Bur […] spærret inde i en selskabelig Verden", som er hendes "sande […] oprindelige Natur bittert imod." En karakteristik, Jytte billiger: "Hun syntes, at hun for første gang traf et Menneske, der forstod hende". Men Johannes Gaardbo afvises, fordi han viser sig som en nidkær tugte- og læremester, der ikke respekterer hende som sin lige, men vil omskabe hende i sit billede: "De siger, at De holder af mig, og samtidig fortæller De mig, at De har det bedste Haab om min fremtidige Forbedring." Jyttes afvisning følges af et svar, der bekræfter, at Gaardbos genopdragelsesprojekt hviler på et fundament af ulighed: "Kære Frøken! Jeg vil jo i alle Henseender kun Deres Bedste!"¹²⁷

Uudfoldet – og i det psykologiske portræt af Jytte på bogens realistiske niveau helt ubegrundet – angives også en tredje grund til, at forbindelsen ikke vil kunne blive til noget, nemlig Jyttes skinsyge på Gaardbos tidligere forlovede, der har begået selvmord: "Paa det Punkt kendte hun sig selv – hun, som havde været skinsyg paa sin egen Mor, saa hun til Tider næsten hadede hende. Dersom det utrolige kunde tænkes, at hun kom til at holde af Pastor Gaardbo, saa vilde hendes Sjæl ikke faa Fred, før hun havde fordrevet dette Minde af hans Hjerte. Og dersom hun blev gift med ham, vilde hun alligevel altid have en Følelse af, at der listede et Spøgelse omkring i Huset og belurede dem. Hun havde i Tankerne forlængst gennemlevet den hele Lidelseshistorie!"¹²⁸ Derimod tjener den sønderrivende jalousi ligesom de "røde Rovdyrøjne" i hendes indre på det fantasmagoriske niveau hendes selvopfattelse som ødelægger.

Men i den aktuelle situation lader den martrende skinsyge sig klare: "Hun ringede paa Stuepigen og bad om at faa en Kop Te bragt ind."¹²⁹

En aftensværmer

Tredje bejler, kunstneren og struggleren Karsten From, er ham, der vælges som ægtemand: "Han var 'Tvillingbroderen' […]. De var bestemte for hinanden […] – to ensomt omflakkende Aftensværmere, der mødes ved Solnedgang og forenedes, før Natten atter skilte dem – begge fødte med det samme fredløse Skumringssind, der flygtede for Lyset og gruede for Mørket."¹³⁰

Fatalt er hendes valg. For nok er de fælles om at gennemskue overfladiskheden og tomheden i den verden, som er deres, og fælles om at have en "trodsig Ensomhedsfølelse",¹³¹ men vidt forskellig er deres svar på tomheden og forfængeligheden.

Hos Karsten From, der var "kommen til Verden paa Fødselsstiftelsen og var vokset op i en Baggaard", forbindes indsigten i, at verden vil bedrages, med en egenkærlighedens nihilisme og beslutning om aldrig mere at ville sulte. Med alle midler, list, bedrag, smiger og kynisme vil han sikre sig en plads i solen. Som at blive "optaget i en gammel, anset Familje og faa en Gehejmeraadinde til Svigermor."¹³² Modsat Jytte, der aldrig har prøvet at mangle: Hos hende modsvares verdens tomhed af en fysisk og mental forskansning, af nihilismens à quoi bon. Den dødsviede Jytte Abildgaard og den livsgrådige Karsten From er således kun overfladisk hinandens tvillinger. De spejler hinanden, men som hinandens vrængbillede.

Uudgrundelig jomfruelighed

Portrættet af Jytte som den moderne kulturkvinde, forpint og forstyrret, er fantasmagorisk besat. Jytte træder ind i en række skikkelser som: Vestalinde, Diana, Salome, Madonna – alle yndede dekadente forestillingsbilleder og alle kendetegnet ved, at jomfrueligheden er forlenet med destruktiv sanselighed.

I Jyttes kyske, legemligt fyldige krop ser Karsten From en af sanselighed mættet jomfruelighed: "De kloge Øjne og de blødt formede, tunge Bryster gav hendes Skikkelse denne Jomfrumoderlige Bedaarelse, der mindede om en af Murillos uskyldige men meget vidende Madonnaer."¹³³ – Det begær, billedet af denne sanseligt vidende jomfruelighed frembærer, higer ikke mod svale kys på en myrtekranset pande, men mod kyskheds brand. I lighed med hybenæblebilledets tvetydige søde kastrationssmerte er der i sammenligningen af Jytte med Murillos Madonna en snert af fin-de-siècle-dekadencens mest udbredte fantasme: la femme vierge et lubrique: den uskyldigt erfarne kvinde, i hvis svale jomfrukrop en fortærende lidenskab har taget bolig.¹³⁴ Men mere end en antydning bliver det ikke til. Karsten From er for ordinær en udhaler til at tilføje sit skørlevned og sine fantasier dekadent format.

Det kysk-ukyske jomfrufantasme fortættede sig i dekadencekunstens fremstilling af den bibelske Salome. Stærkest gestaltet af maleren Gustave Moreau og forfatteren J.-K. Huysmans. Uden dekadencekunstnernes ubevidste investeringer lader Jytte sig alligevel – som sine forgængere og søstre i ånd og bogstav, Ibsens Hedda Gabler og Wedekinds Lulu – genkende som en moderne Salome.

På romanens fantasmagoriske niveau, hvor grænserne mellem forskellige skikkelser opløses, glider Torben Dihmer og Johannes Gaardbo sammen i én figur, i Johannes Døberen, der kysses og dræbes af Salome. Begærets kys får den døde Torben Dihmer – "Hun saae ham for sig, stivnet i Døden, hvid og kold og stille […]. Hun saae den skønne, brede Pande, de lukkede Øjne og Munden, som hun en eneste Gang havde kysset"¹³⁵ – mens begærets pris – Døberens hoved på et fad – betales af Johannes Gaardbo: "Hun saae ham hele Tiden for sig, saadan som han havde staaet bag Moderens Kiste i den rædselsfulde Troldmandskjole og denne store Pibekrave, hvorfra Hovedet ragede op som et afhugget Johanneshoved paa et Fad."¹³⁶ På det fantasmagoriske niveau bekræftes således Jyttes frygt for sig selv som en begærende mare, der er villig til "at begaa Mord for at kunne tilfredsstille sit Hjertes blodtørstige Trang til Kærlighed."¹³⁷

At Jyttes urskovsmørke aldrig for alvor bliver ødelæggende, viser romanen i en farceagtig detronisering af jomfrukulten. Til forskel fra Torben Dihmer, der i andagt bøjer sig for Jyttes "uanfægtede Jomfruelighed", ser Karsten From hendes kyskhed som en fysisk og mental forskansning, en maske: "Livet er en stor Maskerade. De, allerkæreste Frøken, har formummet Dem som Vestalinde". Den seksuelle formummelse, han fornemmer i Jyttes sky kropslighed, glider fra Vestas kyske præstinde til endnu en jomfruskikkelse, den mytologiske "Diana. Skovdybdernes evige Jomfru og hendes Møde med den stakkels Aktæon."¹³⁸ Farlig er Diana, den kyske gudinde for jomfruelighed, frugtbarhed og jagt, for den belurende jæger. Aktaion forvandles til en hjort og sønderrives af sine jagthunde. Men fallisk og farlig er hun ikke for Karsten From. Jomfruelighed er ingen match for ham. For godt nok optræder han i en Johannes-inkarnation, men det af en hel anden art, nemlig som Don Giovanni, der nok ved at lægge jomfrueligheden død og forvandle den evigt flygtende Diana til en jaloux hustru på jagt efter sin utro ægtemand.¹³⁹

I denne bevægelse tilbage til realismens banale, men skånselsløse virkelighed foregriber Jytte den triste skæbne, der bliver Asta i Mands Himmerig (1927) til del. Hvor Asta begår selvmord, dør Jytte efter at have født en søn, som hun på dødslejet beder Meta, den frugtbare, om at opdrage sammen med sine egne "for at der kan blive et rigtigt Menneske ud af det".¹⁴⁰

Hjemsøgelse

Romanen efterlader, når det kommer til betingende årsager for Jyttes livslede, læseren uden svar. Fru Bertha, Jyttes mor, leder fortvivlet efter en forklaring på Jyttes dødskurs: "Det var den samme uhyggelige Fatning, hvormed hendes Bror Ebbe var gaaet sin Undergang i møde. Det var den samme ubegribelige Livsligegyldighed, den samme skamløse Selvopgivelse.¹⁴¹ Den forklaring, hun kommer frem til, er, at hun selv bærer skylden. Hun, der "havde saa sikkert stolet paa, at hendes Kærlighed skulde kunne beskytte dem, hendes Opofrelser værne dem for Farer — tusind Gange bedre end nogen trolddomsagtig Besværgelse", anklager sig for at have "været en svag og daarlig Mor for dig og dine Brødre. Min gamle Grandtante Ernestine har faaet Ret. Jeg vilde ikke saa med Taarer. Og nu høster jeg min Straf!"¹⁴²

Romanen giver ikke Fru Bertha ret i, at det er hendes og ægtemandens frie, konfessionsløse, muntre opdragelse og tillid til livets miskundhed, der har frembragt den voksne Jyttes livsuduelighed. Fru Berthas sorgbetyngede accept af tantens fordømmelse af livsglæden – "Der staar skrevet: Dine Synder skal hjemsøges paa dine Børn"¹⁴³ – er alene et fortvivlet menneskes selvbebrejdelse.

Portrættet af Jytte er inkonsistent, når det gælder den psykologiske motivering af følelser, adfærd og handlinger. Ligeså den nødtørftige narrative progression, der er overlejret af en ledemotivisk organisering, som koncentrerer sig om gennemlysningen af undergangsmærkede emotioner, bevidsthedstilstande og tankeformer.

Romanen indfælder Jyttes defaitisme i en civilisationskritik af eskatologisk omfang. I december 1915 forklarer Pontoppidan Georg Brandes, at han med romanværket "har villet skildre en stor Tidsalders sidste Timer, dens Opløsning, Modløshed og Forfald, og på denne Baggrund skulde nogle Mennesker træde frem, der – uden alle Mirakler – reddes ud af Undergangen og grundlægger en ny Tid med mindre Tro på Lovgivningsmagtens og Maskinteknikens Evne til at fabrikere Menneskelykke."¹⁴⁴ De mennesker, der overlever de dødes rige, er dem, der – i nøje overensstemmelse med eskatologien som renselsesfortælling – genfødes i og finder hjem til naturen, dem, der slår rod i det naturlige, organiske, hjemstavnsforbundne liv og dermed undslipper hjemløsheden og det falske og syge liv i de store byers fremmedgjorte helvede. Den moderne kvinde, det forfinede civilisationsprodukt Jytte Abildgaard hører ikke til blandt den lille skare, der lutrede reddes ud af et "et dødsdømt Samfunds sidste Krampetrækninger".¹⁴⁵

Dødningedans

Den eskatologiske tydning udvides til at omfatte verdenskrigen og den aktuelle historiske situation. Således i brev til Vilhelm Andersen, i december 1916. Først konstaterer Pontoppidan, at denne "skrækkelige Krig er Afslutningen på den vilde Dødningedans, Kehraus'en". Dernæst proklamerer han, at dødedansen, dvs. krigen som den vestlige civilisations afslutning, bereder vejen for et nyt menneske. Vel at mærke ved at gøre fiktionsfiguren Torben Dihmers tanker til sine: "Man kan ordenlig blive misundelig ved Tanken om den Slægt, som nu er i Barnealderen, og den Misundelse føler også Torben Dihmer, naar han taler om den kommende Tid, hvori man vil tage det onde med det gode af Livets Hånd uden at gøre Forskel."¹⁴⁶

Men Pontoppidan vakler mellem mytiske og historiske forklaringer. På den ene side nedtoner han i et brev til Hans Brix, 4. februar 1916, den aktuelle historiske situations betydning for romanværket: "Det har ikke været min Opgave alene at give et Stykke Tidshistorie. Som i Det forjættede Land skal Tidsbilledet væsenlig tjene til at afspejle et Verdensbillede, i dette Tilfælde nærmest et Underverdens-Billede, det Helvede, hvortil vi fordømmer os selv, såsnart vi vil forsøge på at indrette os 'menneskeligt' i denne Tilværelse."¹⁴⁷ På den anden side er det den realhistoriske situation, der gennemsyrer værket, i hvert fald fortællingskredsens sidste bind, Favsingholm. Således i brev til Brandes, 17. juni 1916: "De har et Sted skrevet, at De ikke ønsker Tyskland ydmyget. Det gør heller ikke jeg; bl.a. fordi et ydmyget Tyskland rimeligvis vilde være os en endnu farligere Nabo end det, vi kender." Og lidt senere i brevet understreger han, at han "har forsøgt at fremstille nogle Menneskeskæbner, der ses på Baggrund af Tidsbegivenhederne og forklares ved dem."¹⁴⁸

Under alle omstændigheder gælder, at Pontoppidan med De Dødes Rige har formuleret en kapitalismekritik ud fra en restaurativ civilisations- og modernitetskritisk position. I hvert fald i det omfang, bogens udsagn er sammenfaldende med Torben Dihmers: "Hele denne forcerede Kraftudfoldelse, som alle Nationer er saa stolte af, denne vanvittige Produktionsfeber, der ikke svarer til noget naturligt Behov, — det maa være et dødsdømt Samfunds sidste Krampetrækninger." Der er gået råd i tidsånd, samværsformer, sæder, følelses- og kærlighedsliv. Alt i det moderne liv – uanset om synsvinklen er forlagt til Torben Dihmer, Mads Vestrup, Jytte Abildgaard eller fortælleren selv – fordømmes som et inferno af uvirkelighed med lystsøgende enkeltindivider halsende "afsted paa en vild Jagt efter en indbildt Lykke."¹⁴⁹

Denne civilisationskritik og kulturelle hjemløshedsfølelse, som gennemtrænger De dødes Rige, deler Pontoppidan med Thomas Mann, der i essayet Betrachtungen eines Unpolitischen (1918, da.: Et upolitisk menneskes betragtninger) leverer et forbitret fortvivlet forsvarsskrift for krigens nødvendighed som en (ud)renselse af civilisationen og redning af det kulturforbundne menneske. Og med Oswald Spenglers gennemslagskraftige Der Untergang des Abendlandes (1918, da.: Vesterlandets Undergang). Fælles er de i treenighed om, at civilisationsmennesket er et traditionsløst, irreligiøst, åndløst, pengestyret, nomadisk, egoistisk og lystsøgende individ. Et uforankret, kulturløst, kosmopolitisk massemenneske. Men i modsætning til Manns og Pontoppidans defensive pessimisme lader Spenglers historiefilosofiske fantasier om Vesterlandets Undergang sig forbinde med højreradikale bevægelser, hvad en snarlig fremtid skulle bekræfte. Vesterlandets Undergang er en fremstilling af det naturnødvendige i, at den europæiske civilisation afvikles og går til grunde.

IV

Gæringstid – en afslutning

Brandes fortættede i sin nekrolog i 1905 Amalie Skrams ægteskabsromaner som "Concerter af Mislyd", der var "skrevne ud fra en forbavsende Indsigt i Mænds som i Kvinders Driftliv og Sjæleliv og med en enestaaende Uforfærdethed til at sige det Sande, selv om det er det Værste."¹⁵⁰ Det er en karakteristik, der i vidt omfang lader sig applicere på det moderne gennembruds kvindelige forfattere som helhed. Og på deres liv.

At stå i opbruddets tid forjættede i hvert fald i begyndelsen, at fremtids fjerne mål var inden for rækkevidde. Det mente Amalie Müller i 1880 i sin anmeldelse af Ibsens Et Dukkehjem: "Naar Kvinden vaagner til fuld Bevisthed om sin Menneskeværdighed, naar hun ret faar Synet op for al den Uret, der gjennem Tiderne har været øvet mod hende, da vil hun væbne sig mod den, hun var given til Medhjælp, og hun vil sønderbryde alle Baand, overskride alle de Mure, Samfundet og den institutionsmæssige Autoritet har bygget op omkring hende." Ja, selv det helligste af det hellige, "Moderkjærligheden rykkes op med Roden og kastes bort med Smerte", fordi "Arbejdet med hendes eget, forsømte Jeg, opsluger og omstøder alt andet."¹⁵¹

Alt syntes at være under ombrydning, i sin vorden, alt udpegede vejen og målet: den viljestærke, rasende og euforiske nye menneskekvindes ret til at undslippe kønnets tvang. Det kræver ikke blot et opgør med ideologiske forestillinger om kønnenes naturlige forskellighed, materialiseret i kønsbestemte virkefelter, men også med de institutioner – familie, skole, kirke – der i indbyrdes forbundethed havde frembragt misfosteret 'kvindens natur'.

Men et er frihedens feltråb, noget andet at leve i en Gjæringstid.¹⁵² Et menneske er – kønnet uagtet – ikke en enhed, identisk med sig selv, ikke fri vilje, ikke i fuld kontrol over handlinger, tanker og følelser, men et konglomerat af bevidste og ubevidste kræfter, af sindets spaltninger og fordoblinger, af usamtidigheder mellem vilje, følelsesliv og forviklede fantasier. Menneskehjertet er, skrev Brandes allerede i 1873, "ingen stille Pyt og ingen idyllisk Skovsø. Det er et Ocean med en undersøisk Plantevækst og frygtelige Beboere."¹⁵³

Dominansstrukturer lader sig ikke opløse alene gennem bevidstgørelse og viljesbeslutninger. De er indlejret i kroppen som reaktionsskemaer og internaliseret i psykens dybeste lag, der "går forud for bevidstheden og viljen, og som giver alle dens manifestationer, påbud, antydninger, forførelser, trusler, bebrejdelser, ordrer og kalden til orden deres 'hypnotiske magt'."¹⁵⁴ Til undertrykkelsen medvirker de undertrykte selv hinsides bevidsthedens kontrol.

Det vidste forfattere som Adda Ravnkilde, Ingeborg Stuckenberg, Victoria Benedictsson, Amalie Skram, Illa Christensen, Olivia Levison, Helga Johansen og skuespilleren Betty Borchsenius. Alle oprullede de konfliktfyldte og uligevægtige kvindeliv; alle fremskrev de lidelsesfulde erfaringer af at være udspændt mellem sammenbrud og opbrud, selvrealisation og selvdestruktion. Alle kendte de også i deres personlige liv at være i drift uden sikkerhed og befinde sig i en tilstand på kanten af udstødelse, af vanvid og tilintetgørelse. Alle kendte de til sociale og mentale grænseerfaringer, den sindets sønderrivning og sanselighedens forkrøbling, der førte mod nerveklinikker og sindssygehospitaler. Eller selvmord. Eller til døden for en elskers hånd, sådan som det var tilfældet for Dagny Juel-Przybyszewska. Hun, der mest spektakulært havde levet som ny kvinde, blev skudt på et hotelværelse i Tblisi. Hendes banemand, Władysław Emeryk, skød bagefter sig selv.

Set fra Pontoppidans perspektiv ender oprøret mod den socialt formede kvindelighed i eksistentiel fortvivlelse og uvished. Eller med Vilhelm Andersens formulering, så lider Jytte Abildgaard og med hende den moderne kulturkvinde "af en særlig kvindelig Nutidssygdom, en Art Vandskræk for Tilværelsen".¹⁵⁵

Litteratur

• Louisa May Alcott: Her Life, Letters, and Journals. Ed.: Ednah D. Cheney.
• Lou Andreas-Salomé: Henrik Ibsens Kvindeskikkelser. Kristiania og Kjøbenhavn: Cammermeyers Forlag, 1893.
• Maria Andersson: Att bli människa: barn, sedlighet och kön i Amanda Kerfstedts, Helena Nybloms och Mathilda Mallings författarskap 1880-1910. Göteborg: Makadam, 2010.
• Gotfred Appel, red.: En Brevveksling mellem Lodovica de Bretteville og Meïr Goldschmidt (1851). Futura, 1979.
• Herman Bang: "A.O.E. Skram" (1879), i: Realisme og Realister. Kritiske Studier og Udkast. Kbh.: DSL/Borgen, 2001.
• Herman Bang: "Blade af min Dagbog", i: Bergens Tidende, 20de Mai 1892,
• Herman Bang: Værker i Mindeudgave. Kjøbenhavn: Gyldendalske Boghandel, 1912, bd. 1.
• Flemming Behrendt: Livsrusen. En bog om Henrik Pontoppidan. Kbh.: Gads forlag, 2019.
• Flemming Behrendt, red.: Undergangens angst – De Dødes Rige. Syddansk Universitetsforlag, 2004.
• Victoria Benedictsson: Skådespel och Dagböcker. Stockholm: Albert Bonniers Förlag, 1950.
• Victoria Benedictsson: Penge. Kbh.: Samlerens Bogklub 1981.
• G. Bentzen: Aktstykker vedkommende Prostitutionsvæsenet i Christiania. Christiania: Alb. Cammermeyer, 1889.
• Bjørnstjerne Bjørnson & Amalie Skram: Og nu vil jeg tale ut – Men nu vil jeg også tale ud: brevvekselingen mellom Bjørnstjerne Bjørnson og Amalie Skram 1878-1904. Gyldendal Norsk Forlag, 1996.
• Morten Borup, m.fl. red.: Georg og Edvard Brandes Brevveksling med Nordiske Forfattere og Videnskabsmænd. Kbh.: Gyldendal, 1939, bd. IV.
• Jessie Boucherett: "How To Provide For Superfluous Woman" i: Josephine Butler, ed.: Woman's Work and Woman's Culture. A Series of Essays (1869). Cambridge: Cambridge University Press, 2010.
• Pierre Bourdieu: Den maskuline dominans. Kbh.: Tiderne Skifter, 1999.
• Georg Brandes: Det moderne Gennembruds Mænd – en række Portrætter (1883). Kjøbenhavn: Gyldendalske Boghandels Forlag, 1891.
• Georg Brandes: Henrik Ibsen (1898), i: Udvalgte Skrifter. Kbh.: Tiderne Skifter 1985, bd. 4.
• Georg Brandes: Levned. Barndom og første Ungdom. Kbh.: Gyldendal, 1905.
• Georg Brandes: Samlede Skrifter. Bd. 4 & 15. Kjøbenhavn. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, 1900 & 1905.
• Elias Bredsdorff: Den store nordiske krig om seksualmoralen. Kbh.: Gyldendal, 1973.
• Lise Busk-Jensen: "Mathilde Fibiger. Forfatterportræt". ADL.
• Lise Busk-Jensen: Romantikkens forfatterinder. Kbh.: Gyldendal, 2009.
• Danmarks Statistik, Milepæle i ligestillingens historie, online.
• Pil Dahlerup: Det moderne gennembruds kvinder. Kbh.: Gyldendal, 1983, bd. 1.
• J. H. Deuntzer: Den danske Familieret. Kjøbenhavn: Georg Christian Ursins Efterfølgers Forlag, 1882.
• [Frederik Dreier]: Blik paa det verdenshistoriske Værk Clara Raphael og den derved fremkaldte Dameliteratur. Efter en høi Beskytterindes Ordre, af Peter Vandal, akademisk og Verdensborger. Kjøbenhavn: C. W. Stinck, 1851.
• George R. Drysdale: Grundtræk af Samfundsvidenskaben eller physisk, kjønslig og naturlig Religion: En Fremstilling af den sande Aarsag til og af det eneste Helbredelsesmiddel for Samfundets tre Hovedonder: Fattigdom, Prostitution og Cølibat. Kjøbenhavn. Sigvard Thomsens Boghandel, 1887
• Mathilde Fibiger: Clara Raphael. Minona. Kbh.: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab; Borgen, 1994.
• Mathilde Fibiger: "Den ensommes Hjem", i: Tidskrift för Hemmet (1869), her cit. fra Tidsskrift for Kvinder (1882), nr. 6.
• Michel Foucault: Seksualitetens Historie, bd. 1: Viljen til viden. Kbh.: Rhodos, 1978.
• Sigmund Freud: Kærestebreve og anden korrespondance. Freuds breve. Aarhus: Klim, 1997, bd. 1.
• Erich Fromm: Freuds mission: En analyse af hans personlighed og indflydelse. Kbh.: Hans Reitzel, 2020.
• Emma Gad: "Husherren og Husfruen", i: Vort Hjem (1903).
• Janet Garton, red.: Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 2005.
• Janet Garton, red.: Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1899. Oslo: Gyldendal, 2002. Det norske språk- og litteraturselskap/bokselskap.no, 2016, online.
• David Gedin: "Att få lov. Kvinnor och baler kring 1880-talet", i: Samlaren, 2007.
• William Rathbone Greg: "Hvorfor ere Kvinderne overtallige?" i: Nationaløkonomisk Tidsskrift (1877), Første række, 8.
• Elisabeth Grundtvig: "Erotik og Kvinder", i: Kvinden og Samfundet (1887), nr. 2 & "Nutidens sædelige Lighedskrav", i: Kvinden og Samfundet (1887), nr. 4.
• Jorunn Hareide: Protest, desillusjonering, resignasjon: Dikken Zwilgmeyers forfatterskap for voksne. Oslo, Aschehoug, 1982.
• Ann Heilmann: "Mona Caird (1854-1932): Wild Woman, New Woman, and Early Radical Feminist Critic of Marriage and Motherhood", i: Women's History Review (1996), no. 1.
• Inger-Lise Hjordt-Vetlesen: Erna Juel-Hansen. Forfatterportræt https://tekster.kb.dk/text/adl-authors-juel-hansen-p-root
• Inger-Lise Hjordt Vetlesen: "Modernitetens kvindelige tekst".
• J.P. Jacobsen: Niels Lyhne, i: Samlede Skrifter. Kjøbenhavn: Gyldendalske Boghandel/Nordisk Forlag, 1906, bd. 2.
• Erna Juel-Hansen: Helsen & Co. Kjøbenhavn: Det Nordiske Forlag, 1900.
• Søren Kierkegaard: "Forførerens Dagbog", i: Enten-Eller (1843). Kbh.: Gyldendal 1994.
• Jonas Ross Kjærgård: "Naturens lov. Slaveri, terror og menneskerettigheder i lyset af Olympe de Gouges' L'esclavage des nègres, ou l'heureux naufrage (1789)", i: Tfl – tidskrift för litteraturvetenskap (2013), nr. 1.
• Stella Kleve: Berta Funcke. Stockholm: Seligmann Förlag, 1885.
• Stella Kleve: "Pyrrhussegrar", i: Amanda Kerfstedt & Birgitta Ney, red.: Synd. Noveller av det moderna genombrottets kvinnor. Stockholm: Ordfront, 1993.
• Kong Christians den Femtis Danske Lov (1683). Kbh.: G.E.C. Gads Forlag, 1929.
• Jytte Larsen: Også andre hensyn – Dansk Ligestillingshistorie 1840-1915. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2010.
• Sally Ledger: "Ibsen, the New Woman and the Actress", i: Angelique Richardson & Chris Willis, eds.: The New Woman in Fiction and in Fact: Fin-de-siècle Feminisms. London: Palgrave Macmillan, 2001.
• Bente Nilsen Lein m.fl., red.: Furier er også kvinner: Aasta Hansteen, 1824-1908. Oslo: Universitetsforlaget, 1984.
• Gyrithe Lemche: Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar. Kbh.: Dansk Kvindesamfund, 1911.
• Åse Hiorth Lervik: "Mottakelsen av John Stuart Mills tanker i Norge", i: Nytt om Kvinneforskning (1991), nr. 5.
• Jette Lundbo Levy: Dobbeltblikket: om at beskrive kvinder: ideologi og æstetik i Victoria Benedictssons forfatterskab. Kbh.: Tiderne skifter, 1980.
• Malin Lindroth: Pebermø. Et opgør med skammen. Kbh.: Gads forlag, 2019
• Vagn Lyhne: Eksperimentere som en gal. Psykiatriens sidste krise. Aarhus: Modtryk 1981.
• Kathy Mezei: "Spinsters, Surveillance, and Speech: The Case of Miss Marple, Miss Mole, and Miss Jekyll", i: Journal of Modern Literature (2007), no. 2.
• John Stuart Mill: Kvindernes Underkuelse. Kbh.: Gyldendal, 1885 (2. udg.).
• Klaus P. Mortensen: Ironi og utopi. En bog om Henrik Pontoppidan. Kbh.: Gyldendal, 1982.
• Joel Myerson & Daniel Shealy, eds.: The Selected Letters of Louisa May Alcott. Athens: University of Georgia Press, 1995.
• Birgitta Ney: "Leg på grænsen til det forbudte".
• Lis Norup: "Den sædelige kloak", i: Cekvina Nyt (1998), nr. 2.
• Lis Norup: Hysteriens tid. Charcot • Breuer • Freud. Aarhus: Klim, 2013.
• Lis Norup: I den sidste time – Dekadencens kunst og kritik. Aarhus: Husets forlag, 2000.
• Merete Bøge Pedersen: Den reglementerede prostitution i København fra 1874-1906, Kbh.: Museum Tusculanum, 2000.
• Platons Symposion. Kjøbenhavn: Trykt hos Andreas Seidelin, 1827.
• Henrik Pontoppidan: De Dødes Rige, 2. udg., København & Kristiania: Gyldendal, 1917.
• Birgitte Possing: Viljens styrke. Natalie Zahle – en biografi om dannelse, køn og magtfuldkommenhed. Kbh.: Gyldendal, 1997.
• Agnete Rasmussen: Dansk Kvindesamfund og sædelighedsfejden 1887. Kongerslev: GMT, 1972.
• Angelique Richardson & Chris Willis, eds.: The New Woman in Fiction and in Fact: Fin-de-siècle Feminisms. London: Palgrave Macmillan, 2001.
• Phyllis Rose: Fem victorianske ægteskaber. Kbh.: Spektrum, 1991.
• Marcus Rubin: "Prostitutionen i København", i: Nationaløkonomisk Tidsskrift (1887), Bind Ny række.
• Marcus Rubin: "De københavnske Kvinders Erhvervsforhold", i: Nationaløkonomisk Tidsskrift (1887), Bind Ny række, 5.
• Marcus Rubin og Harald Westergaard: Ægteskabsstatistik paa Grundlag af den sociale Lagdeling efter Folketællinger og Kirkebøger i Danmark. Kbh.: P. C. Philipsen, 1890.
• Anne Birgitte Rønning: "Til 'Qvindernes Forædling'. Mary Wollstonecraft for danske lesere i 1800", i: Aasta M.B. Bjørkøy m.fl., red.: Litterære verdensborgere: Transnasjonale perspektiver på norsk bokhistorie 1519-1850. Oslo: Nasjonalbiblioteket, 2019.
• A.W. Scheel: Person- og Familie-Ret, fremstillet efter dansk Lovgivning, Anden Deel. Kjøbenhavn: C.A. Reitzels Forlag, 1860.
• Elaine Showalter: Sexual Anarchy. Gender and Culture at the Fin de Siècle. New York: Viking, 1990.
• Georg Simmel: "Flirtation", i: On Women, Sexuality, and Love. New Haven: Yale UP., 1984.
• Amalie Skram: Constance Ring. Kristiana: Huseby og Co., 1885
• Amalie Skram (under mærket –ie): "En Betragtning over 'Et Dukkehjem'", i: Dagbladet, 19. januar 1880.
• Amalie Skram: Forraadt. Kjøbenhavn: Schubothes Forlag, 1892.
• Amalie Skram: Fru Inés. Schubothes Forlag, 1891.
• Astrid Stampe: Kvindesagen. En kortfattet redegørelse. Kjøbenhavn: Jørgensens Trykkeri, 1887.
• August Strindberg: Samlade Verk, bd. 16, 1982, online, Litteraturbanken.
• Statistisk Tabelværk, Femte Række: Befolkningsforholdene i Danmark i Det 19. Aarhundrede. Kbh.: Statens Statistiske Bureau, 1905.
• Poul Thestrup: Mark og skilling, kroner og øre. Pengeenheder, priser og lønninger i. Danmark i 350 år (1640-1989). Kbh.: Rigsarkivet, 1991.
• Sigrid Undset: Artikler og essays om litteratur. I utvalg ved Jan Fr. Daniloff. Oslo: Aschehoug, 1986.
• August Westrup: Vore Døtres Fremtid. Vejledning til Uddannelse af unge Piger til Beskæftigelse i Hjemmet og Selverhverv. Kjøbenhavn: Axel Andersens Forlag, 1894.
• Dikken Zwilgmeyer: Som kvinder er. Seks fortællinger. Kristiania, Cammermeyers Forlag, 1895.