Marie Pontoppidan

I Kapellet paa Randers Kirkegaard,

Af Emil Jespersen

Naar jeg i Dag skal bringe et Farvel ved denne kjære Afdødes Kiste, da vil jeg gjerne søge at give det Billede af hende, som staar dybt indpræget i min Sjæl, et Udtryk. Og hun staar da for mig som en rig Kvinde. Hendes Rigdom var ikke af den Slags, som Møl og Rust kan fortære, og som Tyvehaand kan stjæle. Af dette har hun aldrig ejet meget. Hendes Rigdom var af en anden Art. Den bestod i en fin og dannet Aand, som i høj Grad var modtagelig for alt, hvad der var ædelt, stort og godt. Hun var ikke, hvad man kalder en aandrig Kvinde, for saavidt der ved Aandrighed nærmest tænkes paa det Vittige, paa det at kunne give sine Tanker og Ord Point; men hun var i høj Grad en aandfuld Kvinde, som forstod at opfatte Livet med Aand, baade i det Hele og Store, og i de mange enkelte Ting og Begivenheder, hvoraf det er sammensat, og hun ejede dertil et Hjærte, som kunde elske i Selvhengivelse og Opofrelse, saa hun kunde glemme sig selv for Andre, og saa hun kunde tage den inderligste Del ikke blot i Andres Sorg og Lidelser, men, hvad der maaske er endnu mere, i deres Glæde og Lykke.

9 Men hendes Rigdom bestod ikke blot i hendes levende Aand og hendes varme Hjærte, den bestod ogsaa i, hvad der blev hende givet her i Livet. Den bestod i hendes Ægteskab, ikke blot ved den store Børneflok, det bragte hende, men ved hendes lykkelige Samliv med den Mand, den dygtige og nidkjære Præst, som hun elskede, og som hun saa op til. Og hun forstod her at ordne sig saadan, at hun ikke gik op i sit store Hus og sin store Børneflok, men at hun havde baade Tid og Interesse til at følge ham i hans aandelige Interesser og i hans Gjerning, og at hun kunde i al Ting tage Hensyn til ham. Det var hendes Rigdom, saavidt jeg har forstaaet Forholdet, først og fremmest at være Hustru. Og da hun ikke kunde være det mere, saa blev Savnet og Mindet ved at følge hende, saa Tanken paa Gjensynet i Guds Rige altid var stærkt fremme hos hende. Derfor var det ogsaa saa kjønt, at et lille Digt, som hendes Mand en Gang, for mange Aar siden, havde skrevet til hende, for at trøste hende i en bedrøvet Stund, at det halv tilfældigt kom frem i hendes sidste Sygdom og blev ved, Gang efter Gang, at spille ind i hendes Tanker i hendes halvbevidste Tilstand. Det var som om han, som hun elskede, skulde være med at hjælpe hende i den sidste Strid.

Men saa var hendes Rigdom ogsaa den at være Moder. Og den har hun jo faaet at føle som faa, med dens mange Glæder, men ogsaa med dens mange Bekymringer. Altid stræbte hun at forstaa sine Børn og at tro, hvor hun ikke kunde forstaa. Altid var hun tilrede med sin Deltagelse og sin Hjælp, hvor hun kunde række hen. I saa stor en Børneflok er det jo snart den ene, snart den anden, hvor der er noget særligt paafærde, og hun var altid med af hele sin Sjæl, naar der var Noget, som spændte i Frygt eller Haab, og ofte har vist den Spænding, hun gik i, holdt hendes svage Kræfter oppe, saa det var som hun sank sammen, naar hendes Forhaabninger vare gaaede i Opfyldelse, og hun nu ret skulde til at nyde Glæden. Men det tør jeg sige i Dag i alle hendes Børns Navn, at hun har været en god Moder, en kjærlig og en trofast Moder. Det Lov skal hun have i sin Grav.

10 Men der er endnu en Rigdom, som jeg maa nævne. Hendes Liv var ikke blot rigt ved hendes aandelige Rigdom og ved hendes Ægteskabs Lykke og hendes Modergjerning, men det var ogsaa rigt paa Prøvelser, baade dem, der komme indenfra og dem, der komme udenfra. Gik der Prøvelser og tunge Tider over vort Fædreland, da blev det ogsaa Prøvelser for hende. Og kom der Prøvelser i hendes egen Kreds, da hvilede de ogsaa tungt paa hende, som hun jo ogsaa havde meget at bære paa i sit svage Legeme. Ofte kunde hun i saadanne Tider sukke og sukke dybt, saa dybt, at hun kunde sige med vor Frelser i hans dybeste Nød: "Min Gud, min Gud, hvi haver du forladt mig!" Men altid søgte hun paany hen til ham, hos hvem Trøsten alene er at finde. Og én Tanke kom da ofte frem hos hende, og kom frem ogsaa nu kort før hendes Død i et Trøstebrev¹, som hun skrev til en ung Pige, som ligger i svære Lidelser, den nemlig, at vi ved vore Lidelser ikke blot skulle ydmyges, men ogsaa lære at herliggjøre Gud. "Vi tør vel ikke tage saa store Ord i vor Mund" – skrev hun – "som vor Herre og Frelser kunde udsige, da han i den sidste Nat sagde: "Fader, jeg har herliggjort dig". Men dog skulle vi leve derpaa i Ydmyghed." Og fordi hun vilde dette, derfor blev ogsaa al hendes Rigdom til en Rigdom i Gud.

Naar hun nu har lukket sine Øjne, da vil Savnet af hende blive dybt følt. Ikke blot som det altid føles, naar Kjæden brydes, enten det er en af de Store eller en af de Smaa, som tages bort, men fordi hun har været Centrum i sin Kreds. Først var det fælles Hjem, som hun og hendes Mand dannede, et saadant Centrum, fordi de to forstod at gjøre det til et glad Hjem og tillige et alvorligt Hjem med Ærbødighed for det Hellige; et Hjem, hvor Børnene kunde tumle sig, og hvor de Unge kunde samles i Ferierne og have Frihed til at udvikle sig, hver efter sin Ejendommelighed, men tillige med en Aand over Hjemmet, som Ingen vovede, og da ej heller havde Hjærte til at krænke. Da hun saa blev Enke, og Hjemmet blev flyttet til Kjøbenhavn, saa blev det ved at være det Centrum, 11 der drog os alle til sig, ogsaa os, der senere vare komne til. Og det blev ved at være det, ikke blot af gammel Vane, eller af Pietet for, hvad det en Gang havde været, men fordi hun havde Aand og Hjærte til at holde sammen paa os Alle med alle de store Forskjelligheder og Modsætninger, som der findes. Og hun kunde det, fordi hun ikke blot hed Marie, men havde noget af det ægte Mariesind, af det indadvendte Blik, der ser efter Aanden, efter det, som ligger paa Bunden. Hun blev ikke, som Martha kunde gjøre det, hængende i Livets Smaating; for dem havde hun i Grunden ikke noget Øje. Hun havde Øje og Hjærte for de Smaa i Samfundet; og hvor kunde hun blive varm i sin Interesse, naar hun talte om, hvad der kunde gjøres for at hjælpe dem til mere Lykke. Og hun havde Øje og Hjærte for de Smaa i Familien; derfor var hun saadan en god og saadan en elsket Bedstemoder. Men naar hun drog dem og os Store, naar hun var Centrum i sin Kreds, saa var det fordi hun saa efter det Væsentlige, det, der ligger indenfor Skallen, og havde Hjærte til at holde det fast og haabe det skulde sejre. Og saa var det tillige, fordi hun selv var noget, var en Personlighed, der havde sit faste Standpunkt, som Ingen kunde være i Tvivl om. Hun havde, som Maria, siddet ved Jesu Fødder, og sad der daglig med sine Bønner for alle sine Børn, at Alt maatte gaa godt og en Gang ende godt for os Alle.

Der var i Præstegaarden her i Randers et Trapez, hvor hendes Sønner ofte tumlede sig; og ofte maatte hun vende sig bort eller lukke Øjnene naar de gjorde Spring, som for hende saa halsbrækkende ud. "Dette Trapez har jeg ofte senere i Livet maattet tænke paa" – sagde hun en Gang – "naar mine Børn nu kunne sige eller gjøre Ting, som for mig se halsbrækkende ud. Jeg maa da endnu undertiden lukke Øjnene og kan kun bede og haabe, at det maa ende godt, som det endte godt for dem, da de vare Børn."

Det Svære ved dette Dødsfald er, at dette Centrum nu er borte, og at Hjemmet nu skal opløses. Men i alle hendes Børns Hjærter ligger der en inderlig, en hjærtelig Tak for Alt, 12 hvad hun har været, fordi hun var saadan en god Moder, og denne Tak vilde jeg gjerne bringe frem i Dag. Og saa vilde vi ogsaa gjerne se at takke for den milde og lykkelige Død, hun dog fik, uden noget langt og smertefuldt Sygeleje, og inden de egentlige tunge Alderdomsbesværligheder kom, hvor Livet let kunde blive en Byrde for hende selv; jeg tror ikke let, det vilde have blevet til Byrde for hendes Kjære, om de ogsaa skulde have baaret meget endnu foruden denne sidste Tid. Hun længtes ofte efter at komme hjem og efter Gjensynet af de Kjære histoppe. Med Guds Hjælp og af Guds Naade, ikke for hendes Rigdoms eller gode Gjerningers Skyld, er hun nu naaet derind, hvor Guds Børn skulle hvile fra deres Møje. Men hvad er vel til Hinder for at tro, at hun der, sammen med den Ven, hun her paa Jorden fandt, kan blive ved at bede for sine Børn, som hun og han gjorde det her, at Alt en Gang maa ende godt for os Alle, og at vi maa finde den rette Vej gjennem alle Fristelser og Farer. Der var for mange Aar siden en from Kvinde, en Moder, som laa og skulde dø bort fra en stor Børneflok. Saa sagde hun: "Hvis jeg kommer ind i Guds Rige heroventil, hvad jeg saa sikkert haaber og tror for Jesu Skyld, da vil jeg bede, at jeg maa staa indenfor Himmeriges Dør og vente til alle mine Børn ere komne derind, den ene efter den anden, og da skal Glæden blive fuldkommen." Gud give ogsaa hende at smage denne Glæde. Amen!

E. Jespersen.