Marie Oxenbøll til Anna Krog
Sendt fra Svanholmsvej 5. 22. december 1887
Vor Kampplads er jo vort Smertesleje
Et Brev
fra min Mor til en ung Veninde.
(Originalen er i Lisbeths Besiddelse)
(Brevets Udskrift er: Frøken Anna Krog1, Læssøgade 9, N. I Poststemplet staar Kbhn. V. Aarstallet ukendeligt)
den 22de Decbr [Torsdag 22.12.1887]
Kjære Anna Krog!
Jeg er blevet heel bevæget ved at høre, at De mener, jeg maatte have noget godt at sige Dem, jeg, som har prøvet saa mange og lange Sygdomsperioder. Men, kjære Anna! jeg har kun at sige at jeg er en stor Stakkel naar Sygdom og Smerter er over mig og kjender saa godt hvad det er at sukke Gang efter Gang: min Gud, min Gud, hvi har Du forladt mig! Men i dette Suk er der jo dog ogsaa en Trøst, thi har den Enbaarne og Elskelige sukket saaledes, saa tør vi Smaa da ogsaa klage vor bittre Nød, og Vorherre forlanger ikke af os, at vi skal være stærke og stumme; og saa veed vi da ogsaa, at har den Enbaarne sukket saaledes, saa er vor Lidelse og Kors ikke noget Tegn paa at Gud er vred. Tvertimod – det er ikke blot i de gamle Dage, at Job skulde bære Vidne om, at der var den i ham, der var stærk nok til at føre ham igennem al Trængsel og Nød; men til alle Tider har Job Lidelsesfæller, paa hvem den Onde gerne vil prøve sin Kraft, men
Vor Gud han er saa fast en Borg
han kan os vel bevare.
Da Vorherre Jesus gik ind til sin Lidelse bad han jo: Fader, herliggør mig, at jeg maa herliggøre Dig. Det er høje og store Ord, som vi ikke tør tilegne os. Men vi vil dog inderlig gjerne, at Guds Navn maa æres ved os, saa vi tør nok hviske det ganske smaat efter. Vor Kampplads er jo vort Smertesleje, og det var dog saa velsignet om det maatte forundes os, om end gennem Suk og Taarer, at bære Vidne om Ham og skinne som Himmellys, skjøndt af de smaae2. Det er jo kun i Mørket at Lyset kan skinne; i det raske, muntre Verdensliv kan det ikke kjendes. Og den dejlige Julestjerne vil ogsaa staa klarest over de Hjem, hvor bange Hjerter længes efter Frelse og Forløsning.
Kjære Anna Krog! De vil nok skjønne, at hvad jeg her har nedskrevet, det er Tanker, der har kredset sig om mig, naar jeg selv har ligget hen og ikke vidst, hvorledes jeg skulde forstaae, at der skulde tages saa haardt paa den, der altid gjerne har villet høre Vorherre til; jeg kunde ikke tage det som en Straf. Lad os strække os mod de velsignede Ord: herliggør mig, at jeg maa herliggjøre Dig!3 – Ja, Gud give os, altid at kunne see lidt klar Himmel over os og blive meer og meer klartseende til at see Himlen aaben og Guds Søn ved Faderens høire Haand.
Det er den Juleglæde, vil vil ønske hinanden og Alle dem, vi elske.
Ja – en velsignet Jul for Dem og Deres Kjære, og saa mange Hilsner
fra Deres hengivne
Marie Pontoppidan
