Marie Pontoppidan

Af Peter Scharling

Det er den fordums Præstekone fra Sct. Mortens Præstegaard, som nu bæres til Hvile ved Siden af sin Mand. Neppe otte Aar er det siden, hun som Enke drog ud af denne Gaard, som var bleven hendes kjære Hjem. Jeg mindes saa grant, den Gang hun tog imod mig, da jeg kom for at overtage Præstegjerningen og drage ind i Præstegaarden; venlig og mild stod hun for mig, men saa stille og dybt vemodig: hvor kan man andet end med Taarer i Øjnene tage mod sin Mands Efterfølger, sagde hun til mig. Nej! det var saa naturligt.

Og siden den Tid have mine Tanker, alt som jeg færdedes i Præstegaarden og i den Embedsgjerning, som udgaar fra den, ofte dvælet ved de Dage, som ere henrundne, ved den Præstemand og hans Hustru, ja hele hans Slægt, som levede, virkede og færdedes her, før jeg med min Hustru drog herind. Thi der er dog en underlig skjult Forbindelse mellem de Præsteslægter, som følge efter hinanden. Rundt om i Landet staa vore Præstegaarde som Hjem for Præstegjerningen og Præstelivet, og Slægt efter Slægt, Præst efter Præst drager ind i den for at tage Arv, ikke blot timelig, men aandelig, efter hinanden. Den Mand, som jeg blev kaldet til at følge efter, har vistnok i mangt og meget været forskjellig fra mig; dog tror jeg at turde sige, at det er bleven mig forundt at optage og fortsætte hans Gjerning, om end ofte paa anden Maade, saa dog ikke i fremmed Aand. Ham selv har jeg aldrig set Ansigt til Ansigt – ofte har jeg dog, efter at være kommen her, ønsket det –, 14 men hans Aand har ofte mødt mig paa min Vej og i min Gjerning, thi paa forskjellig Maade har den sat sit Spor og sine Mærker langs Vejen, han gik; de dybeste og bedste af disse ligge vel ikke synligt for Dagen, men gjemmes i Hjerterne og aabenbares for Aandens Øje. Hans Hustru har jeg derimod mangen Gang mødtes med i Præstegaardshjemmet i hint første Sørgeaar, hvor jeg vel kun fik hende at se som den dybt bedrøvede Enke, men dog saa nok til at forstaa, hvorledes hun, skjønt mangen Gang legemlig svag, dog var den bærende og samlende Kraft i Hjemmets lille Verden, fordi der fra hende udgik den Magt, som er den stærkeste af alle: Hustruens og Moderens inderlig hengivende, dybt følende og dybt forstaaende Kjærlighed. Nu er ogsaa hun gaaet bort, gaaet ind til den Hvile, hvor Savn og Længsel stilles i vor Herres Favn.

Og naar jeg saaledes tænker paa disse to Henfarne, hvis fordums Hjem nu er bleven mit, tænker paa det Liv, som her har været levet om dem, rigt og fyldigt, af Børnenes store Kreds og af mange Venner, et Liv, som jeg vel ikke selv har kjendt eller delt, men hørt saa ofte om, og naar jeg tænker paa de Mange, hos hvem Ihukommelsen af de To endnu bevares levende og taknemmelig – da er det vel ikke saa underligt, om jeg – og min Hustru med mig – føler ligesom et personligt Baand knyttet mellem os og dem gjennem Hjemmet og Embedet, som var fælles for dem og os, ikke saa underligt, at det stundom synes mig, at Minderne orn et henfaret Liv lig Skygger drage forbi mig i Stuen, i Gaarden og Haven.

Men er det saa for mig, da vil det end mere være saa for deres gamle Venner, hvoraf mange nu i denne Stund ere her forsamlede; men allermest vil det være saa for Eder, I, deres Børn, som nu i Dag samles for at bære Eders kjære Moder til Hvile ved Siden af Faderen, og som nu føle, at med hende er det gamle Hjem nu helt lukket og gaaet til Hvile. For Eder vil Randers By og Præstegaard nu kun staa som et Erindringens Hjem, fyldt med Mindernes Rigdom og Vemod – Minderne vil brede sit underlige løndomsfulde Vedbendløv over hver en Plet, hvor I træde. Gjennem Eders Hjerte gaar 15 nu i denne Stund Alt, hvad I have levet i Barndoms- og Ungdomshjemmet; for Eders Tanker drager det forbi i vexlende Billeder, og det knytter Eder sammen med den fælles Erindrings Magt. Men Alt slutter sig om de To: Faderen, der opdrog Eder med sin klare Aands styrende Kraft, Moderen, som bar og ledede Eder ved sin Kjærligheds dragende Magt og med dens Forstaaelse fulgte Eder ud paa Eders forskjellige Veje i Livet, altid samlende Eder sammen paany!

Hvor er nu alt det, som saaledes er levet? Er det kun et Minde om noget Svundet, en Skygge deraf, som I have tilbage? Nej, det er en blivende Ejendom, noget dybt Indvundet, som I have tilbage deraf i Hjerterne. Et Menneskes Liv, siger den gamle Vismand, er som en Damp, der stiger op og er en liden Stund tilsyne og saa forsvinder. Ja saaledes er det, set med det ydre Øje; men der er visselig noget deri, som ikke forsvinder. Naar en Mand, en Kvinde, lever og virker, hver paa sin Vis, i sin Kreds, og der er en Personlighed, som aabenbarer sig deri, da kan man vel netop sige, at der i en saadan Fremtoning er Noget, som udstraaler fra dette Menneske, Noget, som aandelig talt fordamper eller, smukkere sagt, henaandes – men ikke for at forsvinde i Rummet eller tabes i Støvet, nej! for at gjemmes i Hjerter og Sjæle og der udbrede sine Virkninger i uberegneligt Omfang og uberegnelig Tid. Og intetsteds saaledes som i Børnene, i hvem det Bedste af Faders og Moders Væsen, Liv, Kjærlighed vedbliver at leve og virke med dragende, bevarende Magt. – ja mere end nogen af os selv ved af! Dette er den levende Ihukommelses Magt og Betydning, og i levende Ihukommelse have vi dem, som vi have elsket.

Men Mennesket selv gaar ind til sin Gud. Og have vi fundet vort sande Liv i ham, fundet ved hans Hjælp, i hvem Livet og Lyset fra Gud vor Fader er kommen til os og er bleven os til Forløsning fra Synd og Død, vor Herre Jesus Kristus, da have vi den dybe Troens Forvisning, som Aanden i os bekræfter, at vort inderste Sjælevæsen, det opløses ikke, fordamper ikke, men bevares af Guds Naade hos Gud og i 16 Gud til Opstandelsens store Dag. Dette er vort kristelige Livshaab. I det have Eders Fader og Moder levet og virket, i det bære I dem ogsaa hen. Heri er Trøsten over Døden.

Og Livsminderne, som vi talte om? Nu, de blive ikke blot tilbage her i Eders Erindring, de følge ogsaa med dem, som ere gaaede bort, for en Gang at opstaa til nyt Liv med dem selv hos Gud og møde dem i gjenfødt Herlighed. Det er ogsaa Tanken i den Salmes Ord, som vi ofte synge her paa dette Sted:

O Gudskelov, det hjemad gaar,
... Hvor Mindets hulde Blomster smaa
Skal i forklaret Glans opstaa
Saa dufterige, søde!

Ja, Erindringen slukkes ikke i Døden, Livsminderne blegne og opløses ikke i den. Ere de voxede i Evighedens Jordbund, i vor kristelige Tros, Haabs og Kjærligheds Jordbund, er der Noget af Livet og Lyset fra Gud i dem, da skulle de opstaa med os selv og vore Kjære i vor Herres himmelske Rige og møde os der. Dette tør vi visselig tage med ind under vort kristelige Opstandelseshaab.

Dette Haab gjøre Gud nu levende i Eders Hjerter, at det maa voxe sammen med Kjærlighedens og Taknemmelighedens Ihukommelse af Eders Fader og Moder, sammen med Mindets Vemod og Savn, til Forklarelse af dette, til Glæde og Frimodighed. I Jesu Navn, Amen!

Peter Scharling.

Grundtvigs Festsalmer Nr. 404: Med Sorgen og Klagen hold Maade.