Marie Pontoppidan
Ved Graven.
Jeg husker en Gang jeg stod med Moder ved Faders Dødsleje. Moder var nedslaaet og bekymret. Fader, der altid og til det sidste var stærk og frimodig, sagde da til hende: "Dine Børn ville bære dig paa Hænderne." Jeg tror at kunne sige paa egne og Søskendes Vegne, at alt som vi ere voxede til, saa vi ikke mere behøvede at bæres – vi yngre kom jo sidst til –, har det været vor Glæde, naar vi kunde faa Lov at lægge en Haand under Moder, alt eftersom vi evnede det hver især. Det har været med ømme Hænder, at vi have baaret Moder, og det har været med ømme Hænder, at vi have med hverandre baaret hende ud af Hjemmet derovre i Kjøbenhavn og herhen til Hvile ved Faders Side. Det har ikke været med trætte Hænder. Vi kunde have baaret hende længe endnu. Og det er, hvad jeg gjerne vilde med det sidste Farvel sige Moder Tak for, at hun har gjort det let for os at bære hende med kjærlige og ikke trætte Hænder. Paa den Sten, der er rejst over Fader, staar: "Gud velsignede ham, og han blev til Velsignelse." Det kan ogsaa godt passe paa Moder. Hendes Gjerning strakte sig ikke langt udenfor Hjemmet, dertil var hun paa mange Maader for stærkt bundet. 18 Men alle, der har kjendt hende i hendes Hjem, vil have følt at hun var til Velsignelse.
Det er i Troen paa Kjødets Opstandelse og et evigt Liv, at jeg kaster Jord paa Moder.
H. P. Pontoppidan.
Salme Nr. 222: Krist stod op af Døde.
