Enhver, som træder frem for et publikum, han står på et teater og må gøgle

Into the wild med Henrik Pontoppidans En Vinterrejse.

Af Jon Helt Haarder

Henrik Pontoppidan var stærkt optaget af genforeningen. I 1918, med udsigt til en ny grænse mellem Danmark og Tyskland, brød den stovte prosaist ud i bløde vers og skrev "Det lyder som et Eventyr". Afsunget på et utal af melodier gik denne lejlighedssang hen og blev "Genforeningssangen" slet og ret. "Spørgsmålet er," spørger Flemming Behrendt, "om der i de følgende år blev holdt en eneste genforeningsfest uden at Pontoppidans sang var med."¹ Han tog til Sønderjylland for at være med når Christian den 10. krydsede grænsen fra 1864, og optræder da også på Hans Nikolaj Hansens maleri af begivenheden: Christian X rider over Grænsen (1921). Ude i virkeligheden stod regnen imidlertid ned den 10. juli 1920, og Pontoppidan måtte plaget af de ansigtssmerter han led sådan under i disse år, blive på sit logi. I det større perspektiv taler billedet imidlertid helt sandt: Pontoppidan deltog med "Det lyder som et Eventyr" vitterligt i genforeningen.

Senere det år, den 13/11, udsendte han En Vinterrejse. Nogle Dagbogsblade. Den har ingenting med Sønderjylland og genforening at gøre, og man kunne måske synes der er noget forskudt i at tage den op i forbindelse med 1920, også fordi der under enhver synsvinkel er tale om en mindre vigtig udgivelse. Endelig er der noget forskudt, ja ligefrem forstuvet, over selve teksten. Hvad der så gør den værd at tale om alligevel.

Skrevet på lige dele drengedrømme og geografisk beskrivelse af et Grønland Pontoppidan aldrig havde set, gik Isbjørnen (1884) – efterhånden – i klassikerkataloget.² Skabt på ressentiment, sene efterklange af drengedrømmenes polarfascination og genbrugte rejsebeskrivelser fra lange rejser i virkelighedens Norge blev En Vinterrejse optaget i glemmebogen. Bogen rejser imidlertid gode spørgsmål om det altid spegede forhold mellem fakta og fiktion som også er oppe at gå i forbindelse med Pontoppidans optræden på Hans Nikolaj Hansens genforeningsmaleri. At forfatteren selv for vild i disse spørgsmål, ikke mindst som de rejses af moderne offentlighed, skal ikke lægges hverken ham eller En Vinterrejse til for megen last. Kernen i selvbiografisk skrivning er at den skaber en anden end den der skriver, modsat med fiktion der i en vis forstand altid via andre og andet fører den skrivende hjem til sig selv, på godt og ondt. De fleste af os andre kan heller ikke finde rundt i det landskab, og nogle gange har en kvalificeret kuldsejling sine egne spøjse kvaliteter. Til en fjern eftertid hvor vi rastløst medierer os selv på den måde kun forfattere gjorde førhen, og hvor man kan have forskellige skrupler i den forbindelse, kommer En Vinterrejse glidende og kæntrer stedfortrædende for vores blik.

Animalsk fedt fra urene dyr

En Vinterrejse fortæller historien om en vinterrejse i Norge. Tekstens jeg-fortæller flygter fra den danske jul med dens regnvejr og orgier i fedt fra gås og svin til den klare og kolde luft i Norge.³ Betegnende nok spørger han sarkastisk sig selv om der "noget Sted i Kristenheden spises saa fedt og godt til Jesusbarnets Ære som i Danmark?" Senere falder hammeren endnu tungere over koblingen af animalsk fedt fra urene dyr og Kristi fødsel:

Hvordan er det i Grunden gaaet til, at netop Kødet af disse to Dyr er bleven ophøjet til at være Nordens Helligdagsspise? Ikke Lam, ikke Duer eller andre af Bibelens symbolske Offerdyr, men Grisen, Sindbilledet paa alt, hvad der er skiddent og lugter ilde, og Gaasen, Dumhedens Symbol, denne mæskede Fugl, Svinet iblandt Fuglene, der bliver fed og faar Mave, fordi Flyveevnen er den nægtet.⁴

Fortælleren rejser i den todelte teksts første del over Kristiania til Bergen, derfra med skib hele vejen op til Hammerfest. Undervejs iagttager han opmærksomt Norge, både de provinsielle byer og den storslagne natur, bestemt ikke uden at komme med karske betragtninger om både danskere og norskere.⁵ Pænt anstødelig for en feministisk vakt og postkolonialt bevidst eftertid er fx denne veloplagt racialiserende karakteristik af danske damer på norskes bekostning med grønlandsk som skældsord: "Damerne tager sig alle smukkere ud end de norske, der gennemgaaende er lovlig grønlandske i Form og Bevægelser." Bare sådan i forbifarten, men del af en slags vulgærdarwinisme – der især kommer til udtryk når samer beskrives: "Racen har overlevet sig selv" – og forbundet med irritation over norskernes fjeldhøje selvfølelse og, især, deres litterære indflydelse i Danmark. Det var en indflydelse Pontoppidan selv havde været stærkt inspireret af, men som han altså her lægger skarp afstand til.

Allerhøjest mod nord begynder fortælleren at "blive træt af dette store Istids-Øde og disse endeløse Nætter" og sejler tilbage mod Trondhjem, også fordi han er kommet under vejr med at en ung dansk mand som han leder efter, holder til i en flække han kan nå derfra. Det bliver udgangspunktet for tekstens anden del. Den unge mand med efternavnet Hornung er flygtet fra alt og alle og gemmer sig – måske lidt som helten i Into the Wild (bog af Jon Krakauer 1996, film 2007) – i den ødeste og barskeste natur. Det er forældrene der har bedt fortælleren finde ud af noget om deres søn. Han finder faktisk Hornung og kan knap nok komme i snak med den indadvendte flygtning, men aner at flugten til ødemarken har med skuffelser at gøre, måske også med en dybere drift mod døden. Fortælleren må tage afsted igen uden at have opnået det mindste. Det vil sige: undervejs får han genhørt den aldrende Bjørnstjerne Bjørnson og giver genhøret form som et komplet karaktermord på legenden. Irritationen over den norske indflydelse på Danmark inkarneres og opkoncentreres i Bjørnson som Pontoppidan selv havde beundret. Engang.

Fortælleren forbinder fra begyndelsen den sky Hornung med sig selv og sin lede ved fællesskabets fedtglinsende højtid. Vinterrejsen er både en flugt fra en "haardnakket Julekvalme" og en eftersøgning hvor den søgende og den søgte har en længsel efter ødemarken til fælles. Her tænker han, ret tidligt i forløbet, over hvad formålet egentlig er med vinterrejsen: "Og mens jeg sidder her og tænker paa den bjergtagne danske Student, føler jeg mig halvvejs selv som en saadan usalig forlokket, hvem en eller anden Huldre eller Heks trækker efter sig ved Haarene – jeg veed ikke selv hvorhen."

I selve tekstens slutkadence understreges igen ligheden mellem Hornung og noget i ham selv: "Jeg kender hans Skuffelse. Jeg veed lidt om Grunden til, at saa mange af Tidens unge Mænd – og netop de bedste – med fortvivlet Hjerte flygter op paa Ensomhedens og Livsforagtens golde Vidder." Faktisk er dragningen fra The Call of the Wild så stærk at han bliver bekymret og slutter sin fremstilling: "Derfor vil jeg ogsaa hjem nu. Tilbage til Torveskriget og vore egne Markedsbjørne."

Selvbiografi by proxy

Undertitlen er Nogle Dagbogsblade, og i forordet præsenterer Pontoppidan sin tekst som uddrag af en gammel rejsedagbog. Fortællerjeget er for så vidt forfatteren selv, og det fortalte den skinbarlige virkelighed:

Men dette er altsaa ingen Digtning. Det er en slet og ret Meddelelse, et løsrevet Kapitel af min Levnedsbog, og bør derfor være præget af den strenge Sandfærdighed og den Sky for Overdrivelse og Selvbesmykkelse, der plejer at udmærke den Slags Værker.

Flemming Behrendt karakteriserer med rette teksten som en autofiktion for så vidt at Pontoppidan – som man kan se – hævder der er lighed mellem forfatter, fortæller og protagonist, men derudover portrætterer en mørk side af sig selv gennem den efter alt at dømme opfundne Hornung. Han er, skriver Behrendt, "en overvundet side af Pontoppidan selv" (Livsrusen, 575). Den essayistiske rejsebeskrivelse er også en forskudt selvbiografi, en selvbiografi gennem en fiktiv tredje person, en selvbiografi by proxy som vi siger på nudansk.

Også på andre måder er teksten forskudt: En Vinterrejse bygger på ind til flere tekster der havde været offentliggjort tidligere, nogle af dem rejsebeskrivelser bragt som kronikker i Politiken helt tilbage i 1905.⁶ Faderdrabet på den Bjørnstjerne Bjørnson der havde betyder meget for den unge Pontoppidan, fandt oprindeligt sted i en tidsskriftartikel fra 1910. Bjørnson var for så vidt denne tidsskriftartikels hovedperson, men allerede her var anledningen til udflugten egentlig at Pontoppidan skulle "opsøge og hjemføre en Bekendt, en ung Mand, som halvt af Livslede, halvt af Trang til Oplevelser havde forladt Familje og Fædreland og nu i flere År havde flakket omkring i Norge." Men på vejen overværede han så et foredrag med Bjørnson som det viste sig han allerede havde hørt som yngre, og som han nu til sin store skuffelse så genopført på nøjagtig samme måde. Det kvitterede Pontoppidan for ved at beskrive Bjørnson som en tæmmet markedsbjørn og hans engang så beundrede stil som tomt teaterbulder.

Dagbogspræget med dets nutidsautenticitet og -autoritet kan man nok finde i de oprindelige rejsebeskrivelser, men via skrive- eller måske snarere kurateringssituationens langt senere nutid skydes denne konstruktion ind i hele det genbrugte tekstmateriale der udgør En Vinterrejse. På den måde er de linjer fra forordet om tekstens "strenge Sandfærdighed" som jeg citerede ovenfor, legende selvironiske. Det er så som så med sandhed og strenghed her. Det samme må man sige om forordets slutning der diskret gør læseren opmærksom på at hensigten med det foreliggende muligvis er en anden end man skulle tro, og at hele det fordringsløse og henkastede i tekstens anlæg som løse dagbogsblade er en maske:

Har jeg saaledes kun ringe Haab om at kunne interessere de Læsere, der nu ogsaa af Juleliteraturen forlanger at faa Gaasehud paa Kroppen, kan jeg dog maaske gøre Regning paa, at andre vil tilgive mig Udgivelsen af disse hengemte Blade og forstaa, at den ikke er ganske hensigtsløs.

Disse linjer lyder lidt som forordet til Levnet og Meeninger (1774 -1778). Efter pligtskyldigt at have bukket og undskyldt til alle verdenshjørner forlader Johannes Ewald rollen som bekendende bodsgænger; han forvandler sig i en lang flydende sætning til digter og går alt andet end brødefuldt ind i den tekstverden hvis selvbevidste enehersker han er:

Naar jeg nu paa nye har bedet Dem undskylde mig; om jeg i Hensigt til min egen Fornøyelse, begynder i min Historie, hvor og hvorledes det falder mig ind, saa tænker jeg, at jeg uden videre Forberedelser kan skride til Værket – ⁷

Lige så legende skriver Pontoppidan i forordet til en tekst der jager og senere slagter Bjørnstjerne Bjørnson: "Ikke saa meget som en stakkels Bjørnejagt kan jeg pirre Læsernes Nerver med."

Spejlet i spejlet

Det værk som Pontoppidan 150 år efter Ewald skrider til, er bestemt ikke "ganske hensigtsløst". Det handler om en ung mand, forstenet af en melankoli der ligner dødsdrift – socialfobi ville vi måske sige i dag – en ung mand som ligner forfatteren selv. Fortælleren kender dragningen, forstår så godt Hornung og andre unge mænd der "med fortvivlet Hjerte flygter op paa Ensomhedens og Livsforagtens golde Vidder." Spørgsmålet er imidlertid om ikke denne identifikation kun er halvdelen af den lille bogs selvbiografiske spejlingseffekter. Der er tale om trekant af identifikationer hvor fortælleren åbenlyst ser sig selv i Hornung og mere besværet kommer til at antyde sin lighed med Bjørnson. At netop disse tre figurer har en særlig sammenhæng, fremgår også af at fortælleren udvider den kjæmpenorske dyresymbolik som Bjørnsons navn lægger op til: Vi har så klart bjørnen. Hornung er jærven – de to har "det samme livsfjerne og livsfjendske Blik fra den dybe Ensomhed." Læseren kan så mere på egen hånd forbinde fortælleren og elgen – med dens "Ensomhedstrang og Tungsind".

Hans Brix foreslog i sin kritiske anmeldelse af En Vinterrejse at der næppe er langt mellem den udskammede Bjørnsons teatrale falbelader og forfattergerningen.

En Foredragsholder gentager sine Sætninger og Virkninger, en Forfatter sine Ideer; det er sandt nok, at drevne Talere eftergør den øjeblikkelige Indskydelse paa kunstig Vis for at opmuntre Tilhørerne. Dette beklager Pontoppidan sig over hos Bjørnson. Men placerer da Digterne aldrig med koldt Blod en flammende Virkning paa det gunstige Sted i en Bog? De gør det alle. Enhver, som træder frem for et Publikum, han staar paa et Teater og maa gøgle.⁸

Der er ingen tvivl om at den bryske Henrik Pontoppidan i 1920 utvesynet stod inde for sin karakteristik af Bjørnstjerne Bjørnson. Efter udgivelsen af En Vinterrejse fik han kritik af Bjørnsons søn Bjørn (ja, det hed han) i et læserbrev og gentog som svar sin vurdering i mere eksplicit avispolemiske vendinger: Det var det "teateragtige" i Bjørnsons væsen der gjorde "at det blev Mørkemanden Ibsen, der sejrede i Kampen om de nordiske Sind."⁹ Som det typisk er med Pontoppidan, ser det hele mere speget og spændende ud når man skrider med ind i værket.

For det første har Brix ret i at der generelt er lighed mellem en teatermand og en forfatter; det turde være indlysende at begge udnytter det at være nogenledes kolde når de skildrer deres ild – for nu igen at trække Ewald ind (hvad vel allerede Brix gjorde i citatet ovenfor). For det andet er der en mere specifik lighed mellem en foredragsholder der som Bjørnson holder det samme foredrag på samme måde, og en forfatter der – som Pontoppidan netop gjorde med En Vinterrejse – genudgiver gamle tekster. Denne spejling fordobles når man tager i betragtning at en af de gamle tekster af Pontoppidan der gentages, handler om en foredragsholder, altså Bjørnson, der gentager. Ser man kompositionen af den nye tekst efter, altså En Vinterrejse, opererer også den med gentagelse.

I anden dels femte dagsbogsnotat finder fortælleren ud af at der skal være foredrag med Bjørnson. Herpå følger en levende og lang gengivelse af dette foredrag og dets virkning på publikum og fortælleren selv dengang han hørte det første gang. Passagen er en slags genopførelse af den oplevelse med den fortællende prosas virkemidler. Man skal her, som nævnt, notere sig at Bjørnson i sit foredrag gengav en "Rejseerindring fra hans unge Dage i Rom". Det minder da en del om fortælleren selv der gengiver dels rejseerindringer, dels oplevelsen af et foredrag om en stor oplevelse … Stor er fortællerens skuffelse imidlertid da han en del dagsbogsoptegnelser senere når frem og finder ud af at Bjørnson holder nøjagtig samme foredrag. Fortælleren gentager nu i fortællestrømmens nutid nogle af foredragets vigtigste retoriske effekter og virkningen på publikum fra sin egen gengivelse af Bjørnsons gengivelse nogle dagbogsoptegnelser tidligere – og føjer så en bidsk kritik til af både Bjørnsons litterære stil og hans rolle i offentligheden.

En Vinterrejse er altså på flere måder en såkaldt mise en abyme, en svimlende effekt som den der opstår når man ser sig selv i to modsatrettede spejle.¹⁰ Spejlingerne gælder en ligefrem og åbenlys identifikation med enegængeren Hornung og en kun halvt synlig og ambivalent, men også mere omfattende identifikation med Bjørnson i rollen som dresseret markedsbjørn. Fortælleren har altså forskudt sin selvbiografi over i to diametralt modsatte figurer.

Den satans Brix

Et stykke af vejen er En Vinterrejse et litterært essay der dels handler om forholdet mellem norsk og dansk litteratur – hvor dominansforholdet i Pontoppidans egen levetid var blevet vendt om til fordel for Norge – dels mere specifikt handler om Bjørnson, både hans stil, hans offentlige fremtræden og hans litterære eftermæle. Den intellektuelt betonede kritik af Bjørnson rummer imidlertid også, som det skulle være fremgået, en mere dunkel selvbiografisk impuls med en stærkere affektiv ladning.

Fortællerens kritik af Bjørnson går på den norske digter og folketalers omhyggeligt indstuderede talekunst. Han ser ud som om, han er spontan og "taler fra hjertet", men reelt er det en nøje indstuderet rolle.¹¹ For fortælleren er dette både en lidt træls tendens i tiden og giver forklaringen på hvorfor Bjørnson aldrig blev større end tilfældet var. Man må imidlertid notere sig at fortælleren allerede første gang han overværede Bjørnsons rejseforedrag, var klar over det teatrale ved det: "Det var helt og holdent Teater. Men som saadant var det saare pragtfuldt og rev Gang efter Gang den tætfyldte Sal op til Begejstring." Inklusive ham selv, må man forstå. Det indstuderede ved spontaniteten er altså kun en del af problemet. Den anden del har med publikum at gøre hvad man ser af sammenligningen med en dresseret bjørn: Bjørnson er en markedsbjørn der gør sine tillærte kunster for "et forbløffet Markedspublikum". For fortælleren udelukker tilstedeværelsen af og bevidstheden om et publikum kunstnerisk spontanitet, altså "den dionysiske Henrykkelsestilstand" som han hævder burde være kernen i nordmandens optræden som foredragsholder. Hvornår, spørger han retorisk, "var Bjørnson helt alene med sig selv i sin Digtning, helt uden Attitude, tusinde Mile borte fra Tanken om et Publikum?" Dette handler tydeligvis om mere end et foredrag, det handler om hans berømte stil og om hans liv som berømt:

Som han ynder at leve sit Familjeliv for aabne Døre, har han tydelig nok ogsaa under sit Arbejde stadig Offenligheden in mente, ja inspireres netop af Bevidstheden om at have Verdens Øjne eller i det mindste sit eget Folks spændte Opmærksomhed rettet mod sig.

Her er vi, mener jeg, ved kernen af det teksten tumler med i forholdet mellem fortælleren og den anden af hans selvbiografiske projektioner, altså Bjørnson: forfatterens forhold til og bevidsthed om den moderne medieoffentlighed.

For en umiddelbar læsning distancerer fortælleren sig fra Bjørnson og identificerer sig med Hornung, men det er også omvendt. Prisen for ikke at ende som Hornung synes at være et tilsyneladende kun halvt erkendt og halvt accepteret liv som markedsbjørn. Klovn eller forstening, andre muligheder lader der ikke til at være i En Vinterrejse. "Enhver", skrev dansk litteraturforsknings fremmeste biografist med satanisk præcision i forlængelse af den pontoppidanske undertekst, "som træder frem for et Publikum, han staar paa et Teater og maa gøgle." Hvis Hornung, som Behrendt forklarer det, dramatiserer "en overvundet side af Pontoppidan selv", en smertefuld tur Undervejs til mig selv der har fundet sted ved litteraturens hjælp, så inkarnerer figuren Bjørnstjerne Bjørnson i En Vinterrejse en betændt selvmodsigelse i hjertet af fortællerens gerning og identitet som moderne forfatter der ikke lader sig opløse.

Tilbage til fremtiden

Pontoppidan – nobelpristageren fra 1917, i 1920 måske Danmarks mest berømte forfatter? – synes at have forstuvet sig på livet som kendt og griber til eksorcisme. Han driver noget i sig selv ud og giver det skikkelse af en kendt norsk medieklovn som dels foragteligt "ynder at leve sit familieliv for åbne døre", dels verstyggeligt minder om tidens hotteste medieteknologi i sin mekanisk reproducerbare spontanitet:

Naar jeg lukkede Øjnene, kunde jeg godt indbilde mig, at jeg fik den hele Skildring genfrembragt af en Fonograf. "Pladen" var i de forløbne Aar bleven noget slidt ved Brugen, men der manglede ikke en Stavelse.

Pontoppidan ved jo imidlertid selv hvorfra familielivet i hans egne berømte romaner og noveller stammer. Hvad har forfattere at trække på hvis ikke deres egne liv, og hvor bliver det liv trukket hen, om ikke ud gennem de åbne døre og ind i offentligheden? Og han genudgav med Vinterrejse så udpræget småsange fra bagkataloget hvoraf nogle rummede temaer og motiver man kan finde andre steder i det store værk, måske "noget slidt ved Brugen, men der manglede ikke en Stavelse". Man kan nok med et billede sige at den uddrevne dæmon, den jagede Bjørnson, vender sig om i det landskab af gamle tekster fortælleren har drevet den frem fra, og ser direkte tilbage på sin skaber gennem de mange spejlingers spejling. Det er et chokerende og omgående fortrængt gensyn à la Lynch: Det forhadte bjørnehoved ligner hans eget ansigt.

Det forskudte og triangulært selvbiografiske i En Vinterrejse dramatiserer at en moderne forfatter rummer tre størrelser: den private forfatter, den litterære stemme og personaen i mediernes "Markedskarussel". I Pontoppidans version af denne trekant er der en stærk identifikation mellem den litterære stemme og den asketiske og lidet talende Hornungs længsel efter ensomhed, ødemark og død, mens omvendt relationen til den stortalende Bjørnson som repræsentant for det at deltage i den kulturelle offentlighed er præget af en både intellektuel og emotionel distancering der ikke helt tildækker at der også her er tale om lighed og fællesskab.

I slutningen river fortælleren sig løs fra vinterrejsens mørke dragning mod Hornung og vil tage hjem til "Torveskriget og vore egne Markedsbjørne". Til disse danske markedsbjørne regner han vist ikke sig selv, men grundlæggende har han og Bjørnson jo forfattergerningen tilfælles. Det ser man ikke mindst da fortælleren tidligt i teksten fejrer nytår på skibet på vej nordpå og i ånden sender sin samtid en hilsen. Det markedsgøgl han senere omhyggeligt distancerende forbinder med Bjørnson, er her udvidet til et billede af livet som sådan, og subjektet er da også i første person, skiftevis ental og flertal, men første person:

Nu sidder jeg nede i min lille Kahyt og skriver ved en ubehageligt dirrende Skibslampe, der er skruet fast i Loftet. I Aarets første Time sender jeg en Hilsen hjem til Venner og Uvenner og lykønsker til de næste 365 Omdrejninger af den store Markedskarussel, som vi bliver ved at klamre os til trods alle Kvalmefornemmelser. Jeg ser i Aanden min ærede Samtid fare mig forbi paa Ryggen af vælige Kæpheste, der strækker Hals og sparker ud, som var det Livet om at gøre at blive første Mand i denne Rundfart paa Stedet.

Væmmelsen ved som forfatter at være en kendisfigur på karussellen kan måske sammenlignes med følelserne hos en senere norsk forfatter, Knausgård, der imidlertid kommer noget mere på klos hold af de ugly feelings som moderne medieoffentlighed efterlader hos de fine forfattere når de træder ud i den. Små hundrede år efter En Vinterrejse har han ifølge Min kamp (2009-2011) udviklet et smertefuldt, produktivt og for os andre umådelig læseværdigt ritual: Først nyder Karl Ove at optræde som sig selv i medierne, så skammer han sig som en pisket protestantisk hund over at han befinder sig så vel i søgelyset, og endelig skriver han begge dele ind i sine lange bøger – der giver anledning til nye interviews etc.

En anden strategi kunne den aldrende Pontoppidan have fundet hos den aldrende Suzanne Brøgger. Hende kunne han have haft glæde af at kende, så kunne de have talt om at skrive sene bøger baseret på rejser i Norge. Og om at være forfatter på mediekarussellen. Brøgger udgav i 2018 Norsk omelet (2018), en bestillingsrejsebog om Norge der er lige så levende, opulent og nyskreven som Pontoppidans er melankolsk, asketisk og genbrugende. På sit norske forlags opfordring rejser hun rundt i det lange land, møder mange og mener endnu mere. Hun har for længst på egne betingelser indtaget det klassisk maskuline essayjeg som Knausgård lægger sig efter, skifter ubesværet mellem referencer til Wittgenstein eller Kierkegaard, politiske analyser, iagttagelser af de nære ting, gengivelser af møder med alle de store og betragtninger om sit eget forfatterskab.

Brøgger ved fra langvarige eksperimenter og feltstudier med sig selv som indsats mindst to ting. For det første lader det til at man kan omgå den puritanske lede ved selvudlevering og kendisstatus hvis den står i samtidsdiagnostikkens og antropologiens tjeneste. For det andet at kun i fuld offentlighed kan forfatteren gennemføre sine undersøgelser i samtiden og dog gemme sig for den:

Jeg har altid været skabsantropolog. Ligesom Erika Finland var blevet antropolog for at blive forfatter, var jeg blevet forfatter for at blive antropolog. Hvordan skulle jeg ellers have skrevet alle mine ungdomsbøger, hvis ikke jeg netop havde været på feltarbejde i de erotiske miljøer med antropologens dobbeltblik. Hvem i alverden har troet at jeg var ét med det, jeg kom ud for? (75)

Det er der vist mange der har troet, men de knytter jo så netop denne deres tro til den fiktive person ved navn Suzanne Brøgger.¹²

Det forskudt selvbiografiske greb i En Vinterrejse kan også sammenlignes med Claus Beck-Nielsen (1963-2001) (2003). Her er Claus Nielsen, den figur der svarer til Hornung hos HP, åbenlyst lavet ud af Claus Beck-Nielsens biografi. Som det fremgår af selve navnet, er han en delmængde og slags skygge i H. C. Andersens forstand. Bogen bestyres af en navnløs fortæller der på samme måde som skaberen af En Vinterrejse er en kuraterende fortolker. Han sidder med et korpus af gamle tekster om Claus Beck-Nielsen, ikke mindst dem om dennes optræden som den hjem- og personnummerløse Claus Nielsen. Fortælleren skal lægge til rette og få mening i. Det lykkes ikke rigtig, han kan ikke forbinde teksterne til en fortælling, ikke forbinde sig med trekantens øvrige deltagere ved navn Claus der begge forsvinder ved bogens slutning. Tilbage er en stemme der siden har beboet et antal stiliseringer af den samme, først navnløse så omkønnede og gendøbte krop vi nu kender som Madame Nielsen. Hun kan siges at være en yngre kusine til den unge "Suzanne Brøgger".

Nielsen har vist ikke problemer med moderne medieoffentlighed, formentlig netop i kraft af stiliseringen, der skaber en anden sammenhæng mellem indre og ydre, ægthed og performance, melankoliens tilbagetrækning og deltagelsens munterhed, litteratur og anden medialisering, end den Pontoppidan baksede med i sin bog fra 1920.