Max Klinger og Georg Brandes

Af Charlotte Christensen

Flectere si nequeo superos, Acheronta movebo
(hvis jeg ikke kan bevæge Guderne, vil jeg ryste Underverdenen). Vergil, Æneiden¹

Max Klinger og Friedrich Nietzsche blev begge formidlet til det europæiske publikum for første gang af en dansker, litteraturforskeren og kronikøren Georg Brandes. Forbindelsen Georg Brandes–Max Klinger er vistnok enestående i kulturhistorien: en stor, europæisk kunstner introduceres til verdensoffentligheden af en dansk skribent. Året var 1878, og Brandes publicerede sin artikel om Klinger på engelsk, i novemberudgaven af tidsskriftet The Academy.² Den første præsentation af Max Klinger havde Georg Brandes foretaget i Norge, idet den engelske opsats er en kompilation af to dagbladsartikler, trykt i avisen Dagbladet i Kristiania, henholdvis den 27. april og den 15. oktober 1878. Den første af disse, antagelig også den første artikel om Klinger overhovedet, behandler Klingers tegninger af "Handskens" historie, den næste hans udstilling af maleriet "Spaziergang" og tegninger med episoder fra Kristi Liv på Kunstakademiets udstilling. Det er reglen, snarere end undtagelsen, at disse artikler fejlciteres i den kunsthistoriske litteratur vedrørende Klingers debut i det berlinske udstillingsliv. Senere publicerede Brandes en opdateret version af sin præsentation af Klingers kunst og miljøet omkring ham og den norske kunstner Christian Krohg i "Hungerthurm" i Berlin på dansk i det nummer af ugeskriftet Ude og Hjemme, der udkom den 31. juli 1881.³ En tysk oversættelse af denne behandling af Klingers tidlige værker blev bragt i essaysamlingen Moderne Geister, og denne grundlæggende afhandling citeres ofte i den tyske litteratur, men i mange tilfælde med en ukorrekt dato for dens udgivelse, nemlig 1882. Klinger-artiklen findes imidlertid ikke i førsteudgaven af Moderne Geister, der blev udgivet i 1882, men først i andenudgaven fra 1887.⁴ Trods denne artikels relative tilgængelighed er den ikke udtømmende frugtbargjort i Klinger-forskningen, og et genoptryk ville være ønskeligt. Sluttelig genudgav Georg Brandes artiklen "Max Klinger" i sine samlede værker, da suppleret med værdifulde tillæg dateret 1897 og 1900, der giver udførlig meddelelse om Klingers senere værk, særligt skulpturerne.⁵

Samvær i Hungerthurm

Georg Brandes boede i Berlin i årene 1877 til 1882, hvor han slikkede sårene efter at være blevet forbigået ved besættelsen af en stilling ved Universitetet i København. Sin sindsstemning ved opholdets begyndelse har han gjort rede for i et brev til vennen Jens Peter Jacobsen, afsendt fra Berliner-adressen In den Zelten 16, N. W. den 16. december 1877:

Vi boe her overfor Thiergarten med den store Königsplatz for Øie og med Udsigt over Havens Trækroner. Et Egetræ rækker sine Arme lige op til mit Arbeidsværelses Vindue. Vi have ganske smukke Værelser og smukke Møbler i dem. Min Kone sørger for at made Spurvene fra Thiergarten som var hun Vorherres Stedfortræder.

Rigtigt i Gang med at begynde vort nye Liv her er jeg endnu ikke kommen. Der er for megen Harme over min Skjæbne i mig, som intet Udbrud har faaet og intet skal faae, men som koger og syder i mig.⁶

Georg Morris Cohen Brandes var født den 4. februar 1842 i København, og var derfor betydeligt ældre end de unge kunstnere, han mødte i Berlin: nordmanden Christian Krohg var 25 år gammel, da de mødtes, og Max Klinger blot 20. Georg Brandes' udgangspunkt var det jødiske bourgeoisie i København: hans far, Herman Cohen Brandes var grosserer, men han og hustruen Emilie, født Bendix, var religiøst indifferente, omend indskrevne i den jødiske menighed. Det første studium, Brandes valgte ved Københavns Universitet, var juraen, men åndshistorien havde hans levende interesse, og snart studerede han æstetik, filosofi, græsk, latin og kunsthistorie, de sidste tre fag sammen med Julius Lange, der blev en af Danmarks mest betydningsfulde og vidtfavnende kunsthistorikere. Skandinavisk og europæisk litteratur læste Brandes, såvidt den var ham tilgængelig, og Søren Kierkegaard fik en eksistentiel betydning for ham i ungdomsårene. Som den danske litteraturhistoriker Paul V. Rubow har formuleret det: "Forestillingen om at være en Ener og kaldet til Martyr for Sandheden blev siddende uudryddelig i ham siden efter." – Hvilket naturligvis forberedte Brandes til mødet med Nietzsches værker.⁷ Kvindefrigørelsen havde Brandes søgt at give sit bidrag til ved en oversættelse af John Stuart Mills Kvindernes Underkuelse i 1869. Fra 1866 havde Brandes rejst vidt omkring i Europa, i Frankrig, Italien og Tyskland, og hans politiske anskuelser radikaliseredes, hvilket var den væsentligste årsag til, at han ikke kunne opnå et professorat ved Københavns Universitet.

Overalt på sine rejser forstod Brandes at knytte forbindelser til samtidens førende skribenter og litterater, som han siden opretholdt igennem en uhyre omfattende korrespondance. I 2005 bortauktionerede firmaet Bruun Rasmussen i København et album, der giver en anelse om den intellektuelle horisont, Georg Brandes besad. Et grønt fløjsbind indeholdt hans i 1879 i Berlin fødte datter Ediths stambog, hvor faderens venner havde skrevet eller tegnet til datteren. Foruden et bidrag fra Max Klinger var de 397 blade fyldt med venskabsbevisninger fra blandt andre Bismarck, Edvard Grieg, Maurice Ravel, Claude Monet, Albert Einstein, Anatole France, Hugo von Hofmannsthal, Arthur Schnitzler, Ernst Toller, Henrik Ibsen, Henry James, Thomas Mann, John Stuart Mill, Auguste Rodin, Theodore Dreiser, Rainer Maria Rilke, Igor Strawinsky, August Strindberg, Lew Tolstoy, H. G. Wells, Alfred Dreyfus, Emile Zola og Stefan Zweig.⁸ Det meget nære forhold til billedkunstnerne i Berlin har derimod ikke noget sidestykke blandt Georg Brandes' forbindelser til litteraterne blandt de udenlandske kulturpersonligheder. Selv beretter han om indledningen til bekendtskabet med Klinger og gruppen af rabiate, unge kunstnere omkring ham i andet bind af memoireværket Levned, der udkom i 1907. Forbindelsen blev knyttet via Bjørn Bjørnson i Berlin, den norske digter Bjørnstjerne Bjørnsons søn, der fra 1876 til 1877 var elev på Julius Sterns Musikkonservatorium, og som senere fik en karriere som skuespiller i Tyskland og i Norge, hvor han i to perioder var direktør for Nationalteatret. Bjørnson introducerede Brandes til den norske maler Christian Krohg, som ønskede at male hans portræt:

En Dag i Marts (må være 1878) sagde han til mig: "Tillad mig at indføre en ung Mand hos Dem, der gerne vil male Deres Portræt; han er 25 Aar gammel, norsk af Fødsel, men en Verdensmand, meget velopdragen, slet ikke nogen Nordmand." Saaledes kom Christian Krohg til mig. Og da han havde baade Bolig og Atelier sammen med en anden ung Kunstner, paa 21 Aar, ved Navn Max Klinger, lærte jeg samtidigt denne at kende. Og begge ret intimt; thi paa det Portræt af mig, som Krohg da begyndte, malte han i Reglen en halvanden Time hver Formiddag, og Maleriet tog fulde ni Maaneder, uden derfor at blive det Mesterværk, det maaske var blevet, ifald Krohg havde erklæret det for færdigt, da en Fjerdedel af Tiden var gaaet.⁹

Om Krohgs radikale, politiske standpunkt skriver Brandes videre:

At han skulde udvikle sig til en udmærket Skribent med en altid lige sikker og uimodstaaelig Humor, Norges første Journalist, lod sig ikke dengang forudse. Han havde paa Ungdommens Vis Munden fuld af Teorier, og søgte den yderligst gaaende Synsmaade op for at vedkende sig den.¹⁰

Dateringen af disse første møder er ikke korrekt: Georg Brandes mødte Klinger allerede i slutningen af 1877, da denne var tyve år gammel. En præcisere tidsangivelse for indledningen til deres bekendtskab kan antagelig ikke etableres, da Brandes' eventuelle dagbøger fra de første år i Berlin ikke er bevaret. Der kom til at gå både vinter og vår, før Georg Brandes modtog sit portræt. Christian Krohg får det ikke færdiggjort i Berlin, men skriver om det i et brev fra Skagen, dateret den 11. september 1879, hvor han undskylder ikke at at have ladet høre fra sig, selvom han nu har været et par måneder i denne danske kunstnerkoloni allerøverst i Jylland:

Naar jeg skal være ærlig, saa har Grunden, til at jeg ikke skrev før, været den, at jeg ærgrer mig over det ulykkelige Portrait, som jeg plagede Dem saa længe med, og som dog ikke blev til Noget, og jeg havde ikke Lyst til at tale om det. jeg opsatte at udstille // det fra Uge til Uge, og jeg skal nu med det Allerførste sende det til Dem. Mine Venner af Maleri fandt, at det lignede nok saa godt, men var daarligt malet, og det Sidste har de nok desværre ihvertfald Ret i.¹¹

Det lykkedes heller ikke Krohg at få sendt Brandes' portræt fra Skagen, som det fremgår af et andet brev, dateret Kristiania (det senere Oslo), den 26. november 1879:

Kjære Brandes! / Jeg skammer mig som en Hund over min Opførsel imod (her mangler 'Dem'). Jeg burde jo have sendt Dem Deres Portrait for længe siden. Grunden er rent ud sagt, at jeg ingen Penge har havt dertil. Nu er jeg noget bedre paa Fode og skal sende det en af de første Dage. Imidlertid er det min Trøst, at De har været paa Reise i denne Tid og altsaa egentlig ikke havt nogen Brug for det.

Maleriet, der er dateret 1879, blev i 1935 erhvervet hos Georg Brandes datter, Edith, af Ny Carlsbergfondet og skænket til Skagens Museum. I en artikel i Politiken den 24. maj 1935 gengiver kunsthistorikeren Karl Madsen en beretning om kunstnergruppen omkring Max Klinger:

Dengang boede Krohg i Berlin sammen med Max Klinger. Da de aldrig havde Raad til at spise sig rigtig mætte, kaldte de det Hjørnehus i Hohenzollernstrasse, paa hvis femte Sal de havde lejet et Atelier, for "Hungerstaarnet". Kun naar de derfra steg ned for at besøge Georg Brandes, fik de stillet deres Sult. Han var alt andet end velhavende, men Fru Brandes har fortalt, at hans og hendes Venner sørgede for, at de fik en Overflod af gode Spisevarer. Brandes havde faaet Interesse for Krohg og dennes Ven; han modtog dem gerne som Gæster til et velbesat Bord. Krohg, der havde en mærkelig Evne til at gribe Karakteren af ethvert Menneskes ejendommelige Fysiognomi, vilde til Tak male et Portræt af Georg Brandes.^12'1

Denne beskrivelse svarer udmærket til Christian Krohgs, der mest omfattende står at læse i et brev af 10. november 1878:

Hvad vore Forhold her forresten angaar, saa er de saaledes at de ikke godt kan være værre. Vi kalder nu Taarnet "Hungerthurm". Klinger har en eller anden hemmelig Afgrund, hvor han kan anbringe sine Penge og mere til end hvad han har; saaledes lever vi i den mest fortvivlede Forlegenhed. [Fra Brandes ved vi, at denne "Afgrund" er Kvinde]^'2. Der gaar ofte 14 Dage uden Middagsmad. Smør er for længe siden afskaffet. Tobak smager jeg ikke, naar jeg ikke faar en Cigar af Piefke – det gaar nedad med de gamle Guder. – Brandes har ikke haft Tid til at sidde mere, med ham skal jeg ærgre dem derhjemme.

Christian Krohg har malet udsigten fra dette "Hungerthurm" i et maleri, der idag findes i privat eje i Oslo.¹³

I artiklen i Moderne Geister beretter Brandes om sin lidet radikale optræden, der forbløffer de tre unge kunstnere, som holdt sammen, Krohg, Klinger og Rudolph von Vogtländer:

Einer von den jungen Malern ersuchte mich, ihm zu sitzen; dadurch lernte ich die Gesellschaft kennen. Es waren – selbstverständlich – lauter eifrige Nihilisten, Socialisten, Atheisten, Naturalisten, Materialisten und Egoisten. Sie docierten einstimmig Ansichten, die für die Gesellschaftsordnung höcht gefärlich waren. Sie huldigten der Politik der Pariser Commune. Jeden, der behauptete, dass er selbst, oder überhaupt Jemand, sich von einem andern Motiv leiten lasse, verachteten sie als einen Heuchler, der sie nicht zum Besten haben dürfe. Sie waren, nachdem sie mich kennen gelernt, sehr überrascht über meine Zahmheit.¹⁴

Brandes karakteriserer i sine erindringer Klinger som "en højst tiltrækkende Ungdomsven, stilfærdig og dyb", mens han i Moderne Geister betegner ham som "… ein fester, entschlossener und hartnäckiger Charakter, beharrlich in seinem Streben und seinen Entschlüssen." Han uddyber denne betragtning med en oplysning om, at Klinger desuden var "ein äusserst nervöses, bis zum Übermass sensibles Temperament…"¹⁵ Derved kan Brandes indrangere ham i den kreds af moderne kunstnere, der tilhørte den "neurastheniske type", det ekstremt, næsten hysteriske temperament, som man finder hos en dansk forfatter som Herman Bang eller hos skuespillerinden Sarah Bernhardt, og som de europæiske nervelæger var ifærd med at undersøge. Det nervøse temperament ser Brandes som et fænomen, der først kommer frem i anden halvdel af det 19. århundrede, og han skriver, at man må til Zolas elever, til Huysmanns og Guy de Maupassant, for at finde litterære sidestykker. Han tilføjer som definition af Klingers kunsthistoriske tilhørsforhold: "Insofern ist er Naturalist bis in die Fingerspitzen." Som udtryk for denne nervøsitet så Brandes også den "langwierige erschöpfende Krankheit" som Klinger "durchmachte" efter de to udstillinger i Berlin.¹⁶

Det var Max Klingers bidrag til en udstilling af Verein der Berliner Künstler, der var hovedgenstanden for Georg Brandes' artikler til Norge og England, og det er især hans lange kommentarer til de tegninger, der senere bliver til den raderede serie "Handsken", som har kunsthistoriens interesse. Brandes' berømte omtale af Klingers tegninger giver den oprindelige titel på tegningerne, der understreger det private i "Handske"-serien:

"In der Berliner permanenten Kunstausstellung erregten im Frühling 1878 eine Reihe Federzeichnungen Aufmerksamkeit. Sie waren betitelt: "Phantasien über einen gefundenen Handschuh, der Dame, die ihn verlor, gewidmet." Ihre Originalitet war so tief und so barock, sie waren so unähnlich Allem, was man früher in dieser Art gesehen, dass kein Besucher gleichgültig daran vorbeiging."¹⁷

Georg Brandes' beskrivelse af de enkelte blade i "Handske"-serien er yderst detaljerede, og da de er skrevne i en periode, hvor han har haft meget hyppig kontakt til Max Klinger, må man gå ud fra, at de refererer dennes egne udlægninger af tegningerne. Iøvrigt var Georg Brandes' virke som reporter i Berlin ikke en virksomhed, han gerne ville vedkende sig. Han havde noget af et litterært ry, idet hans store udgivelsesrække over den moderne europæiske litteratur: Hovedstrømninger i det nittende Aarhundredes Litteratur også udkom på tysk, ligesom hans biografi over Ferdinand Lasalle, grundlæggeren af det tyske Socialdemokrati, forelå i tysk oversættelse (den kom først på dansk i 1881). Men at han tjente penge ved at skrive til Dagbladet i Norge skulle være lidt af en hemmelighed, da Brandes ikke ønskede sin journalistvirksomhed kendt i København. Iøvrigt følte han sig i begyndelsen af sit ophold ganske overvældet af storbyens uoverskuelighed.¹⁸

Brandes tolker disse tegninger, der idag, som en del af Sammlung Scharf-Gerstenberg, er udstillet i berlinerbydelen Charlottenburg, som tydeligt selvbiografiske. I betragtning af det nære bekendtskab imellem Brandes og Klinger, og når man betænker, hvor ofte Brandes har genoptrykt sine første artikler, også på tysk, har man lov til at betragte denne fremstilling som i en vis forstand "autoriseret". I sine erindringer beretter Brandes om den tilgrundliggende kærlighedshistorie, og har fortælles det om Max Klinger:

Han var iøvrigt, som det stemmede med hans Tyveaarsalder, forelsket, og skønt han ikke sagde et Ord derom, var det dem, der stod ham nær, ikke vanskeligt at iagttage, hvilken uheldig Indflydelse den Udkaarne øvede paa hans Velfærd. Hun plyndrede ham saa grundigt og han elskede hende saa højt, at han tilsidst, for at kunne give hende hver Mark, ikke spiste regelmæssigt til Middag og blev alvorligt syg deraf.¹⁹

Brandes gør opmærksom på, at kunstneren selv spiller hovedrollen i de første tegninger, der viser "Berlin Skating-Rink" og at han har

die Gesellschaft die damals diesen Sport betrieb, genau porträtiert – darunter der Künstler selbst, hoch, von militärischer Haltung, mit seinem dicken, gekranzten Haar, das den Kopf wie eine Pelzmütze bedeckt – und eine junge, ausgezeichnet schöne Dame, eine Brasilianerin, die in ihrer Zeit durch ihre Schönheit und ihr graziöses Laufen das Interesse der Zuschauer auf sich lenkte.²⁰

Om kurmageriet i forbindelse med skønhederne fra rulleskøjtebanen skriver Christian Krohg i et udateret brev:

Skating-Rink er nu slut for en Tid. Til Nytaar havde vi sendt alle Damerne anonyme Gratulationstegninger, efter først at have fundet dem i Adressekalenderen.²¹

Der har altså været nogle unge skønheder, der har modtaget tegninger af Christian Krohg og Max Klinger ved årsskiftet 1877 til 1878, uden at det nok nogensinde er gået op for dem, hvilke kunstværker de fik tilsendt. Mest udførligt beretter Brandes om Klingers kærlighedshistorie i en artikel fra 1897, hvor han fortæller om "Hungertårnet":

... han sultede der; ikke fordi han jo blev forsynet rigeligt fra sit Hjem, men Alt, hvad han fik, og Alt, hvad han fortjente, forsvandt som Dug for Solen. Solen var dejlig, og den var tropisk; dens Straaler kom fra Brasiliens hede Land. Som det hedder hos Henrik Hertz:

Min Elskede ligner din blændende Dag,
Brasiliens Sommer!

En farlig Frøken var hun. Hun er forherliget i hele Rækken af Klingers første og senere Værker. I Fantasierne over den tabte Handske fra 1878 som i den dejlige Suite, der hedder En Kærlighed, og som sysselsætter ham lige fra 1879-1887; en saare farlig Dame var hun; hun kunde bruge baade Kærlighed og Mønt, og tilsidst endte det, som al Ting ender, med Bedrøvelighed. Klinger blev meget alvorligt syg af de Savn; han underkastede sig; men han kom sig til Gavns og har siden da levet for sin Kunst, fortabt i den, rastløst stræbende, under en Selvfordybelse, som vidner om rent ud forbavsende indre Energi.²²

Det biografiske element, som betones af Georg Brandes, har tidligere været undersøgt af den norske kunsthistoriker Marit Lange, som har tilføjet mange oplysninger om norske kunstneres forhold til Klinger. Ud fra forskellige oplysninger, hentet i Christian Krohgs breve, når hun frem til den hypotese, at der fra Krohgs hånd har foreligget en historie om handsken, der skulle være udgangspunktet for de tegninger (og senere raderinger), der er af horisontalt format. Herfra undtages den første i rækken, "Ort", der ikke figurerede på udstillingen i 1878.²³ Det er meget påfaldende, og stadigvæk sjældent behandlet i den tyske kunsthistorie, i hvor høj grad Georg Brandes i sine forskellige norske, engelske, danske og tyske behandlinger af fortællingen om handsken gengiver en uhyre detaljeret, litterær og sammenhængende historie. Det er derfor nærliggende at antage, at der virkelig har eksisteret en form for synopsis hertil, men ikke at Christian Krohg skulle være forfatteren.

Marit Lange undervurderer Georg Brandes interesse for kunsthistorien, hvilken han, som omtalt, har studeret i Danmark sammen med Julius Lange, og evnen til prægnant beskrivelse er grundlæggende for Brandes' litterære produktion. Søger man reflekterede og indfølte billeder af mennesker og steder, kan man forlyste sig med Brandes' litterære portrætter af samfundets spidser i værket Berlin som Rigshovedstad, der blev udgivet på dansk i 1885 med de mange reportager og essays, han havde offentliggjort under sin tid i Berlin, som grundlag.

Det er derfor ikke nødvendigt at forudsætte et litterært forlæg for Brandes' billedbeskrivelser, skrevet af Krohg. Brandes kan have støttet sig på oplysninger fra Klinger selv, som han har haft rig lejlighed til at samtale med i tiden omkring udstillingen. Der findes desuden ikke noget sted hos Brandes en omtale af, at Christian Krohg er ophavsmand til handskens eventyr, hverken i de trykte arbejder eller i brevene vekslet imellem ham og Krohg eller Klinger. Den drømmeagtige, fabulerende og mytologiserende karakter af Klingers billedsuite stemmer heller ikke overens med den naturalistiske, lidet fabulerende stil i Christian Krohgs senere skønlitterære værker. Muligheden for et samarbejde, et ping-pong-spil imellem Krohg og Klinger, er dog hverken usandsynligt eller psykologisk uden plausibilitet, når det gælder tegningernes genesis: de unge maleres tætte samliv og indbyrdes kappestrid vides at have været et frugtbart udgangspunkt for deres kunstværker. Således skriver Klinger til sin far i juni 1876: "… jeden Abend bis spät 11-12 Uhr werde gearbeitet … Ausserdem werden kleine Zeichnungen gemacht auf Mord, Krohg schreibt ausserdem noch Roman und in den Kunstpausen prügle ich mein Klavier …"²⁴

Det var et helt nyt moment, Klinger havde indført i gengivelsen af et samtidigt emne, ved at kæde det nøgternt registrerende og observerende, fremstillingen af de elegante unge mennesker på rulleskøjtebanen, i modepåklædning, sammen med drømmesekvenser, hvor handsken får sit eget liv og antager bizarre og foruroligende skikkelser. Det visuelle chok, som en skildring af det absolut samtidige og ordinære, bragt over i billedkunstens meriterende sfære, aftager proportionalt med den tid, der ligger imellem tilskueren og kunstværkets tilblivelse. Mere end 125 år efter kan man kun, hvis man betér sig som udgraver, genfinde den oprindelige provokation, der også findes andetsteds i samtidens billedverden: Edgar Degas' lille danserinde, som den fremtræder idag, støbt i bronce, har ikke længere samtidens konnotationer til vokskabinetter og helgenfigurer, endsige forbrydere og aber, og på samme vis ligner rulleskøjteløberne, trods deres nære slægtskab til de folkelige, illustrerede blade fra 1800-tallet, heller ikke længere som en form for popkunst avant la lettre.

Gennem Krohg og Georg Brandes fik Max Klinger en betydelige indflydelse på norsk og dansk kunst. Christian Krohg rejste tilbage til Norge i 1879, og han sender kort før sin afrejse sit visitkort til Georg Brandes, med en undskyldning for, at han ikke har aflagt besøg hos denne.²⁵ Som omtalt kom han til at måtte undskylde sig flere gange over for Georg Brandes, da han igen og igen udsatte at sende det malede portræt, han havde arbejdet så længe på. At vennerne holder hinanden gensidigt underrettet, om hvordan det går de fraværende, ses af hans bemærkning i brevet fra Skagen: "Klinger har det vist ganske godt nu" – efter den ikke vel oplyste sygdomsperiode, der fulgte efter udstillingerne i Berlin. Georg Brandes' reportager havde vakt interesse for Klinger i Norge, og denne blev stimuleret, da Christian Krohg vendte tilbage. I 1880 blev der afholdt to udstillinger, hvor publikum fik lejlighed til at se de grafiske suiter, som Christian Krohg ejede. Den klingerske grafik gjorde et stort indtryk på Edvard Munch, der i 1882 var elev af Krohg, og i 1893 erhvervede Nasjonalgalleriet i Kristiania 53 raderinger fra Krohgs samling.

Weg der Befleckung – Skitser i Den kongelige Kobberstiksamling i København

Uden oplysninger om proveniens dukkede en serie tegninger af Max Klinger, antagelig fra tiden i Berlin og Leipzig i anden halvdel af 1870'erne, i 1973 op på en københavnsk auktion. Nummer 116 på firmaet Arne Bruun Rasmussens 299. auktion hed i kataloget: "Weg der Befleckung. 14 skitser. Bly og pen." Disse tegninger, hvoraf der ialt er 16 stykker, findes idag i Den kongelige Kobberstiksamling på Statens Museum for Kunst i København. Deres indbyrdes rækkefølge er lige så vanskelig at etablere som Klingers andre, løst sammensatte capricci, men deres indhold er overvejende af en lettere pornografisk og skabrøs karakter. Da de synes at være ukendte for Klingerforskningen, gives en fuldstændig fortegnelse over disse tegninger som et tillæg til denne artikel. Det er ikke lykkedes at komme på sporet af, hvordan denne samling skitser er kommet til Danmark, men de slutter sig til andre, hvis eksistens er dokumenteret i Christian Krohgs breve. Et par af disse tegninger indeholder selvportrætter af Max Klinger, og en enkelt har elementer, der genfindes i "Handske"-suiten. I Leipzig befinder der sig en skitse med løver, forsøgsvis dateret 1876-77, som også har et "Befleckungsmotiv": fulgt af ordren "Rrraus!" lunter en løve af sted, mens dens hale, fuld af farve, eller blæk, efterlader sit mærke i en indbunden skitsebog.²⁶

En del af kvindefremstillingerne i den tegnede serie "Weg der Befleckung" kunne, som man sagde på Georg Brandes' tid, tilhøre "det lette kavalleri". Man kan sammenligne med Krohgs "Leichtlebende Bardame", dateret til omkring 1876 (Oslo, Universitetsbiblioteket, F. Diriks scrapbøger) og også den sære mundering, den gående kvinde med en vifte er iført på Klingers pennetegning "Begegnung an der Parkmauer", som er dateret 10. august 1897, en forudgriben af raderingen "Schande" fra cyklen "Eine Liebe".²⁷ Prostitutionen i Berlin er emnet for en af Georg Brandes' reportager, der er uhyre vigtig for forståelsen af hans opfattelse af "de faldne kvinder" ved den tid, hvor hans venskab med Klinger var mest personligt. Artiklen "Ballhaus", dateret 20. januar 1879 er udkommet i Berlin som tysk Rigshovedstad, og kan sagtens have været Klinger bekendt.²⁸ Berlin som tysk Rigshovedstad udkom ganske vist først på dansk i 1885, men en del af artiklerne blev publiceret på tysk i Deutsche Rundschau.

Brandes tegner her billedet af en samling ikke så lystige tyske glædespiger, og beskriver særligt indgående deres klædedragt:

Der er blandt Pigerne en høj, kraftigt og ypperligt bygget, med et svært, sort Haar, der dækker en del af Panden i en Bue. Hun har store, mørke Øine; de blottede Arme og Skuldre er hvide og fulde. Hun har Holdning. Hendes Baldragt af hvid Silke med langt Slæb er smagfuld; hun bærer nogle Smykker, ikke for mange. Hun ser ud som den første Elskerinde paa et fransk Provinstheater. Ved Siden af hende hendes Veninde, en lille, tynd knoglet Figur med et lastefuldt Drenge-Ansigt, højhalset klædt i en tynd, skrigende højrød Silkekjole, gjennem hvilken hendes Skulderben ses. En uhyggelig Skikkelse, lidet fristende for sund Smag eller Sans. Saa følger et ganske intetsigende Fysiognomi, blond med en flov Blondhed, Skikkelsen kjedeligt skabt, det hele Væsen sløvet, slappet, medtaget, uden en Tanke i Panden eller en Følelse i Hjærtet, en stakkels nedværdiget, mekanisk fungerende menneskelig Maskine. Overfor hende har en kraftig og yppig Blondine paa en fem eller sex og tyve Aar taget Plads, Typen paa drøj tysk Sanselighed. Hun er klædt som en Operadanserinde, er meget blottet, meget lystig, fuld af Indfald, det ene kaadere og vildere end det andet. Hun har i Haanden en meget kostbar Vifte og bruger den til at hviske sin (russiske) Kavaler Ting i Øret, de andre ikke kunne høre, først Smigrerier og varme Ord, sagte med kold, falsk Betoning, saa efter en Pause uden Overgang: Can you give me a little money.

Har Brandes, Klinger og Krohg måske ikke været sammen på etablissementer som "Ballhaus", så skildrede de alle tre piger fra sådanne forlystelsessteder i "Hungerthurm"-årene. Men Brandes var den eneste, der gav offentligheden del i sine oplevelser så tidligt som januar 1879.

Georg Brandes og Klinger efter 1878

I sine depecher fra Rigshovedstaden omtaler Georg Brandes flere gange de unge kunstnere i byen, så man må antage, at det er gruppen omkring Klinger, han beretter om. I en udstilling[artikel???] om "Kunstudstillingen" dateret den 29. november 1877, fremhæver han allerede Karl Gussow som den mest interessante maler blandt de udstillende, og den 13. juli 1878 beretter han om Verdensudstillingen i Paris, at "Vore unge Kunstnere, der strax som Udstillingen aabnedes, fløj til Paris, ere vendte tilbage, og det er interessant at høre dem tale."²⁹ Mon Max Klinger var blandt dem, der "fløj til Paris"? Sandsynligvis var han blandt de kunstnere, Brandes debatterede med om de nye impressionistmalerier, der var erhvervet af ægteparret Felicie og Carl Bernstein, og som omtales i en reportage fra 1882: "En rig russisk Privatmand, der er bosat her, kjøbte for et Par Maaneder siden i Paris en halv snes Malerier og nogle Akvareller af franske Impressionister og lod dem hænge op i sine Værelser, der forinden rummede Kunstsager af mangehaande Art … (Siden) have Maleriernes Besidder og hans Venner gjort sig en Fornøjelse af at føre tyske Malere hen foran dem og iagttage Indtrykket."³⁰ Georg Brandes og hans hustru Gerda lærte tidligt ægteparret Bernstein at kende, og Brandes' biograf, Jørgen Knudsen, citerer ham for bemærkningen: "de var decideret for rige til os. Men da de kan mine bøger udenad, må det tjene dem til undskyldning." Max Liebermann nævner også, at Brandes kom hos Bernsteins: "Bei Bernstein traf sich alles: neben Mommsen und Curtius … Frau Astôt de Padilla oder ein anderer Bühnenstern, Georg Brandes und Max Klinger, vom Museum Bode und Lippmann, in späteren Jahren Tschudi, aus Dresden Treu und Seidlitz, von Schriftstellern Karl Emil Franzos und tutti quanti, die gerade ein Stück aufgeführt oder einen Roman veröffentlicht hatten, Politiker und Diplomaten aus allen Lagern, dazu die sich in Berlin gerade aufhaltenden Russen …"³¹

Efter det intense samvær i 1878, blev venskabet imellem Klinger og Georg Brandes [???]til være mindre nært i det følgende, naturligvis også betinget af, at de oftest befandt sig i to forskellige europæiske storbyer. Men de meget åbne og fortællelystne breve til Brandes, der er bevaret fra Klingers hånd, og hvoraf det sidste daterer sig til 1904, viser, at det aldrig blev noget problem for dem at genoptage den gamle, kammeratlige tone fra ungdomstiden. Når de er på samme lokalitet, søger de med fornøjelse hinandens venskab, hvilket også bekræftes af, at Klinger så sent som i 1902 udførte Brandes' buste. I de tidlige år benytter Klinger ofte lejligheden til at orientere Brandes om sit arbejde og sin sindstilstand, og hans tone kan da være spøgende og løssluppen. I et brev fra München, dateret 3. juli 1880, beklager Klinger derimod, at han for 1½ år siden "pludselig forsvandt". Han har undskyldt det over for fru Brandes og har forsøgt at retfærdiggøre sin optræden. Klinger skriver, at han har glædet sig over, at Brandes var tilfreds med det dengang nyeste værk ( – som kan være enten "Rettungen Ovidischer Opfer" Opus II, udgivet 1879, eller "Radierte Skizzen", udstillet foråret 1880) – men "håber næsten, at De ikke har forstået de enkelte Sujetter". Han fortsætter: "Desto mere dybsindig vil jeg blive i mit næste værk. Naturligvis vil ingen forstå det – altså samme resultat som sidste gang." Han angiver titlen som "Das Paradies und die Zukunft. Ein capriccio", hvilket jo senere blev forandret til "Eva und Die Zukunft", Opus III, der blev udstillet i efteråret 1880.

Klinger fortsætter med en hentydning til den varme og engagerede modtagelse Georg Brandes havde fået som foredragsholder i Norge: "Jeg har glædet mig meget over Deres store succes i Norge, som Krohg allerede har skrevet med begejstring om, og jeg beklager, at jeg er så sprog-ukyndig. De har måske bemærket den stadige overensstemmelse mellem Krohgs og min smag, og hvis De vidste, hvormeget Krohg beundrede Dem vil De ikke antage min beklagelse for komplimenter." Klinger går også ind på sin oplevelse af Böcklins malerier i München: "Jeg har tænkt meget ("lebhaft") på Dem, da jeg stod over for Böcklin-billederne her i Schack-galleriet! Det er den eneste moderne kunstner, som jeg har ubegrænset respekt for og som jeg kan give mig ganske kritikløst hen til. Hans store maleri i Nationalgalleriet er visselig herligt – men der har man kun lært en side af ham at kende, af de mange, han har – – – … Men hvorfor sværmer jeg for Böcklin, som De selv til fulde ("voll") sætter pris på og kender. " Brandes beskriver også i sine Klinger-artikler den store Betydning, Böcklin havde for den yngre maler, og han omtaler ham som "der überhaupt der Maler sein dürfte, der den tiefsten Eindruck auf Klinger machte."³²

Tilslut skriver Klinger: "PS: Jeg kan ikke afholde mig fra at nævne, at National Galleriet har købt mine Kristus-tegninger for et par uger siden, som De interesserede Dem sådan for." I en artikel fra 1897 skriver Georg Brandes om en bidsk tegning med et nytestamenteligt emne: "Som ung kunde Klinger nu og da i sin Opfattelse af Kristendommen lægge Dogmefjendskab for Dagen. En, iøvrigt ikke mangfoldiggjort, Tegning, der synes at forestille en Flok Falskmøntere i gammeldags Dragter omkring et Bord, betyder Apostlene, der aftaler Kristi Opstandelse. Endelige er der den mægtige Radering, der forestiller Tidens uhyre Fod, som under sin Fremskriden trykker den tornekransede Frelser ned i Afgrunden, talende for Klingers Opfattelse af Religionerne som forbigaaende Foreteelser."³³ Man må antage, at Georg Brandes, der var meget interesseret i "den historiske Jesus", og Klinger har ført samtaler om Kristi natur som menneske, hvilket hans omtale af Ernest Renan i det næste brev fra Paris, dateret den 3. november 1880 vidner om. Dette brev er publiceret af Singer, og har derfor længe været forskningen tilgængeligt.³⁴ Klinger har både læst en længere artikel af Brandes om Ernest Renan og en omtale af dennes værk om Benjamin Disraëli, hvor Brandes' beherskelse af det tyske sprog særligt bliver fremhævet. Iøvrigt vil Klinger vente med at overgive sine grafiske arbejder, til han kommer til Berlin og kan gøre det personligt. Han fortæller derefter Brandes, at han har afsluttet "Amor og Psyche" og nu illustrerer Faust II samt Simplicissimus og "zum Privatgenuss radiere ich die "Handschuh-Affaire"." Han skammer sig næsten over dette "Viel=Arbeit". Brandes fortæller senere, at Klinger levede ensomt i München, og at han ikke engang besøgte Pinakotheket.³⁵ Note 36.

Excurs: Böcklin og Klinger i dansk kunsthistorie før 1900

Sammenhængen imellem Böcklins kunst og Klingers er et vigtigt element i receptionen af deres arbejder i Norden. Deres stil og tendens delte vandene imellem de danske kunsthistorikere, hvor Julius Lange, Brandes' kære ungdomsven, tog afstand fra de to kunstnere. Den yngre kunsthistoriker Emil Hannover fik interessen for Klinger vakt gennem sin slægtning Georg Brandes' artikler og dennes samling af vennens raderinger.³⁶ Emil Hannover var elev af Julius Lange, og i deres brevveksling dokumenteres den modvilje, den ældre forsker føler over for Böcklin og Klinger – selvom han engang med et smil kan konstatere, at "lykkeligvis har Hr. Böcklin sin lidt latterlige Side."³⁷ Julius Lange skriver den 3. februar 1885 til Emil Hannover:

Tak for det tilsendte! Jeg kan nok trænge til, at nogen aabner mine Øjne for Klingers Storhed, eftersom jeg, overladt til mig selv, er meget udsat for at anse ham for en temmelig uselvstændig og tvivlsomt begavet Efterligner af Böcklin og Goya. Den meget stærke og omfattende Paavirkning fra Böcklin vil da intet Menneske kunne miskende, og jeg kan ikke finde det rigtigt, at der skrives om Klinger, uden at Böcklins Navn nævnes. Jeg finder heller ikke, at der hører særligt Mod til at træde tæt i en meget anerkendt Forgængers Fodspor.
Da jeg for 10 Aar siden først gjorde Bekendtskab med Böcklin som Kunstner, havde jeg meget at overvinde for at yde ham Retfærdighed. Der er noget ved hans Retning, som er mig frastødende, og som jeg aldrig vil kunne forsone mig med. Men jeg anerkender, at Böcklin i en ganske særegen Retning, den landskabelige Komposition, er stor og genial, og at der ogsaa kan være Ting i hans Figurer, betragtede under Synspunkt af Natur-Staffage.
Klinger derimod falder mig altfor vanskelig, jeg har ikke Hoved nok til at følge med. Hvis jeg ikke havde Venner ved Siden, som sagde mig, hvad jeg skulde tænke og føle om de forskellige Ting – med meget faa Undtagelser –, saa vilde jeg være rent forloren. Det er mig umuligt at være andægtig ligeoverfor saa aabenbare og fortvivlede Anstrængelser for at lave Etwasnochniedagewesenes, og som saa endda falder ud til Efterligning.
Deres hengivne
Jul. Lange.
Hvis De ikke finder mig altfor 'umulig' med min Filistrøsitet, saa kunne vi jo ved Lejlighed tales nærmere ved om Fænomenet.³⁸

I et senere brev [så???] Julius Lange mere humoristisk på Emil Hannovers entousiasme for Klinger:

Kære Ven!
Tak for Deres sidste Breve! Jeg er ganske enig i meget af, hvad De ytrer, jeg har ogsaa navnlig meget imod Tyskernes Videnskab i vort Fag, saa højt som jeg end skatter fleres, navnlig Bodes Viden.
Det fornøjer mig at høre om Deres Foretagender og Studier. Dog kan De nok forstaa, at jeg er lidt misfornøjet med, at De nu begynder at forsømme det vigtige Æmne Max Klinger: det bliver snart 3 Uger siden, at jeg læste Deres sidste Afhandling om denne Storhed, der for vort Publikums Bevidsthed dog vel nu udfylder de 9/10 af Europas Kunst. Vi ere af særdeles Himlens Naade aabenbart forud for hele den øvrige Verden i Opfattelsen af Klingers rette Proportioner. Tænk, om De, mens De gaar dernede i Dresden og ser paa Rembrandt og Tizian og Rafael osv., skulde gaa hen og glemme Max Klinger! Ja De mærker maaske, at jeg er ganske forelsket i Navnet: der er noget ved det af en Bjælde, som jo har den specielle Egenskab evig at minde om sin beskedne Tilværelse, hvilket kun kan falde vantro Mennesker lidt trættende.
Naa, nu er De nok gal i Hovedet for Alvor! Men jeg forsikrer Dem, at jeg egentlig er mere gal i Hovedet (i denne Sag) paa Dem end paa Max Klinger. Det eneste, jeg har imod ham – foruden, at hans Raderinger for det meste ere temmelig daarlige, – er, at han hører til de Nutidsfirmaer, som driver en ligefrem Geschäft med Originalitet. Lad ham det! Fejlen er hos dem, som bide paa Krogen.
Naa, nu er De nok endnu mere gal i Hovedet – og jeg forsikrer Dem, at det var ikke min Mening.³⁹

Emil Hannover videreførte trods læremesterens sarkasme sine studier over Max Klinger, og da han som ganske ung kunsthistoriker uden eksamen forsøgte at iværksætte en foredragsturné i de danske provinser valgte han at tale om Klinger. Det vakte dog ikke umiddelbart nogen glæde hos de adspurgte kulturelle foreninger, blot i Aalborg bed man på krogen og bad om en optræden af den unge mand. Han beretter selv om den fejlslagne turné i sine erindringer, og man kan desuden læse om denne optræden i Nordjyske Folkeblad for 6. Oktober 1886: "Til Hr. Emil Hannovers Foredrag i Gaar Aftes i Latinskolens Gymnastiksal havde der indfundet sig mellem 30-40 Tilhørere. Foredraget drejede sig udelukkende om den 29aarige tyske Kunstner Max Klinger og hans Raderinger og forekom os langt mere beregnet paa at udbrede denne Kunstners Ros end paa at føre Tilhørerne ind i en særlig tiltrækkende Del af Kunstens Rige. Max Klinger er en utæmmet Kunstnernatur, der giver sin Fantasi de frieste Tøjler. Noget Navn og nogen Rang af Betydning har han ikke og faar han vel næppe ud over en lille Kreds, der sætter særlig Pris paa det Fantastiske og Uforstaaelige og paa den Frejdighed, hvormed det sendes ud i Verden. Hr. Hannover gjorde sit Bedste for at hæve Max Klinger til Skyerne … Den 29aarige Kunstner … stod for Foredragsholderen som den, der allerede havde en stor Fortid og maatte faa en aldeles umaalelig Fremtid, et Navn, der maatte leve, saa længe der overhovedet existerede Kunst." Senere hedder det: "Foredragsholderen fandt et af hans største Fortrin i Kontrasterne mellem Handlingen i hans Fortællinger og de Angivelser (skal være: Omgivelser), hvorunder han lader den foregaa. Men Handlingen lader sig ikke altid gjengive fultud i Kvinders Overværelse, og Hr. Hannover havde øjensynligt nogen Vanskelighed ved at drage Grænsen for, hvor vidt denne Gjengivelse kunde vove sig."

Anmelderen af foredraget i Aalborg Stiftstidende for samme dag fremhæver en lighed imellem Max Klinger og Henrik Ibsen, som det ikke fremgår, om han selv har ræsonneret sig frem til, eller om Emil Hannover har fremdraget i sit foredrag: "Man vil for øvrigt paa flere af Klingers senere Raderinger finde en vis Forbindelse mellem ham og den store norske Moralist Henrik Ibsen. Begge have nemlig noget halvkvædet over sig." Et Kierkegaard-citat til karakteristik af Klinger forekommer at være hentet fra Hannovers foredrag: "Kierkegaard siger om Geniet, at det er et Uvejr, der gaar imod Stormen, det passer paa Klinger. Trods sine 29 Aar ejer han et overordenlig originalt Følelsesliv."⁴⁰

Trods faderskikkelsen Julius Langes indvendinger fastholdt Emil Hannover sin begejstring for Max Klinger, og der findes en beretning fra hans hånd om et besøg hos Max Klinger i atelieret i Brückenalle i Berlin. Her beretter han, i 1888, om suiten "Eine Liebe", og han kommer også ind på forbindelsen til Böcklin, som Klinger iøvrigt havde stiftet personligt bekendtskab med året før: "Paa Bagvæggen i Klingers Værksted hænger et Billed af Böcklin. Alle véd, hvad Klinger skylder ham, hvis Paavirkning man, fornemlig i hans tidligere Produktion, har kunnet spore overalt. Billedet af Böcklin er et Billed af en Kvinde med Blomster i Haaret og med Haanden paa Brystet, – halvt et Menneske, halvt en Sfinx med et gaadefuldt spørgende Blik. Det hænger dér hos Klinger og behersker sine Omgivelser med sit sælsomme Væsen, og uvilkaarlig bliver hun for den Besøgende Klingers Muse, – halvt et Menneske, halvt en Sfinx – Muse for en Kunst, der paa en Gang er virkelighedssøgende og virkelighedstro og fantastisk og mystisk."⁴¹

Efter en karriere som kunstkritiker i dagbladet Politiken, hvis redaktør var Edvard Brandes, Georgs yngre bror, blev Emil Hannover ansat ved det nyoprettede Det danske Kunstindustrimuseum, der åbnede for offentligheden i 1895. Her var man rede til at slå et slag for samtidens kunst, for "Arts & Crafts"-bevægelsen, for "Art Nouveau" og for Jugend-stil. Da Kunstmuseet (idag Statens Museum for Kunst) ikke gjorde noget forsøg på at præsentere de moderne bevægelser, påtog Kunstindustrimuseet sig også at vise københavnerne den ny billedkunst, selvom det derved bevægede sig uden for de faglige rammer. Fra den 18. februar til den 21. marts 1897 kunne Pietro Krohn, museets leder, præsentere en udstilling af Max Klingers grafik. Det viste sig, at den præcis ramte et latent behov, og ikke mindre end 17.997 gæster besøgte den. I anledning af udstillingen holdt direktør Krohn et foredrag om Klinger, og til dette var tilstrømningen så stor, at det måtte gentages to gange. Til gengæld mødte det danske nationalgalleri aldrig Max Klingers kunst med nogen interesse, og Statens Museum for Kunst ejer ikke et eneste maleri fra hans hånd. I 1910 blev et tilbud om erhvervelser fra Emil Hannover mødt med en besked om, at Kobberstiksamlingen ikke ønskede at købe, da man allerede havde tilstrækkeligt materiale, skønt Klingers grafik næsten ikke var repræsenteret der.⁴² Først i 1993 erhvervedes "Handschuh"-suiten fra en dansk auktion med mange Klingerværker, hvilket stadigvæk var halvhjertet, idet man også kunne have købt en lang række værker, der stadig savnes i Statens Museum for Kunst.⁴³

Berlin 1881 til 1883

Med et brev fra Berlin, dateret 29. marts 1881, skriver Klinger at han sender Brandes sit Opus III, "Eva und die Zukunft", og i midten af juni måned samme år har Brandes lejlighed til at skrive om den ganske unge museumsdirektør Max Jordan på Nationalgalleriet, der i en alder af blot 37 år med kraft og varme søger at fremme kunstforståelsen i rigshovedstaden. I artiken "Musik, Teater, Kunst", der er dateret den 13. juni 1881, beretter han om en omfattende udstilling af "Maler-Raderinger af den nyeste Tids franske og engelske Kunstnere", ialt imellem syv og ottehundrede værker. Brandes selv er mest optaget af Tissot, hvilket ganske godt svarer til hans datidige fascination af det litterære element i Klingers grafik. Han fortæller sine læsere, at der ikke dyrkes raderekunst i Tyskland, bortset fra Menzels arbejder og værkerne af "en enkelt af de alleryngste, den uforligneligt opfindsomme, dæmonisk geniale Max Klinger".⁴⁴ Denne "har i Raderkunsten fundet et Organ for sin Sjæls fantastiske Produktionsdrift. Men han er den første til at erkende den franske og især den engelske Maler-Raderings Overlegenhed i Benyttelsen af Materialet." Formuleringen indikerer, at Brandes og Klinger har diskuteret den samtidige engelske og den franske grafik. Det er også ved denne tid, Georg Brandes' publikation om Klinger udgives i Ude og Hjemme, hvilket fører til en brevveksling imellem Klinger og udgiveren, xylografen F. Hendriksen.⁴⁵ Den 27. Juni 1881 havde Klinger skrevet til Brandes, at "… Eine Zeichnung zur neuerschaffenen "Eva" habe ich nicht, da dieses Blatt auf der Platte componiert ist. Es wäre auch nicht möglich einen ähnlichen Effekt wie in dieser Radierung mit Feder zu erziehen …". Det blev da i stedet illustrationen af "Amor findet Psyche", der kom til at smykke tidsskriftet Ude og Hjemme. I samme brev skriver Klinger "Krohg lässt Sie vielmals grüssen", han har udstillet i Göteborg og var også i denne by. Han tilføjer: "Auf den Artikel über mich bin ich höchst neugierig …" Omtrent en måned senere sender Klinger et postkort, dateret 19. juli 1881, hvor han med bedste tak tager imod Brandes' venlige indbydelse til imorgen aften. "I største hast og med bedste hilsener, Max Klinger", underskriver han sig.

Derefter er der et ophold i Klingers breve, indtil han den 4. december 1882 skriver til Georg Brandes og som nævnt anbefaler Alfred Lichtwark. Et par breve fra 1883 handler om et portræt af Brandes, som Klinger udfører i form af en radering (Singer nr. 267). I foråret 1883 drager Georg Brandes tilbage til København, da der nu har vist sig en mulighed for, at private mæcener vil garantere ham en gage, der er tilstrækkelig attraktiv for ham til at forlade Tyskland og hans "Viel=Arbeit" i udlandet. Måske var den portrætradering af Brandes i lejligheden In den Zelten, som kom til at volde kunstneren adskillige bryderier, en afskedsgave? Den 22. maj 1883 skriver Klinger at han håber "es Ihnen im Laufe nächster Woche zusenden zu können. Es ist keine leichte Aufgabe, das sah ich voraus, merke es aber jetzt noch mehr." Han skriver videre: "Som De ser er jeg endnu i Berlin. Det skyldes udgivelsen af "Dramen", så han kan først definitivt flytte ved junis slutning, og han noterer, at Brandes ikke har ikke skrevet noget om sine familieforhold. Det næste brev er fuldt af beklagelser af vanskelighederne ved at udføre denne radering. Fra Berlin skriver Klinger den 11. juni 1883: "Mit schwerem Herzen setze ich mich her, Ihnen zu schreiben, dass die versprochene Arbeit volständig missglückt ist … Verzeihen Sie, wenn ich in einem schwachen Momente wo ich mein Talent vielseitiger glaubte als es ist, ein Versprechen gab, was ich nicht halten kann. Wenn ich mich in irgend welcher Weise, Vignetten, Zeichnungen für Ihr Werk revanchieren kann für diese Niederlage, so sollte es mir ein Vergnügen sein." Men han slutter: "So eben finde ich doch noch einen Abzug und lege ihn bei." Portrætraderingen, hvor man ser Georg Brandes med den udsigt til Siegessäule, som denne beskriver i sine bulletiner fra Rigshovedstaden, faldt tilsyneladende alligevel i modellens smag, og en beskrivelse af hans næsten billedløse hjem i København viser, at den i hans høje alderdom var et af kun to stykker billedkunst her.⁴⁶

Det var tilsyneladende ikke nogen nem sag at portrættere Georg Brandes. Christian Krohg havde gået svanger med et portræt i ni måneder, og alligevel tilfredsstillede billedet ikke kunstneren. 1 1902 mødes de to i Paris, og Krohg vil gerne tegne Brandes, som tvivler på projektet:

Men De paastaar jo, at jeg hverken kan tegnes eller males, og at alle Portrætter af mig, Deres eget iberegnet, er slette. Hvorfor kan jeg ikke tegnes? De siger at jeg veksler for ofte Udtryk. Men man kan jo vælge et af dem.
  – Nei! Ti det karakteristiske ligger netop i selve Vekslingen. Man maatte gjøre mange og saa anvende Kinematograf.
  – Men alligevel vil De tegne mig?
  – Jeg tegner Dem bagfra. I Nakken er Minespillet ikke saa stærkt.

Den artikel, Christian Krohg skrev om mødet i Paris, er ganske rigtigt ledsaget af en tegning af Georg Brandes, set fra nakken.⁴⁷

Af de tre bevarede breve fra Paris, som Georg Brandes modtog fra Max Klinger, er de to seneste allerede publicerede, men ikke den første depeche, dateret 1. september 1883.⁴⁸ Kunstneren skriver her fra sit atelier i Impasse du Maine 9 om glæder og ærgrelser i den anti-franske[anti-tyske???] by:

Nehmen Sie nicht zu grosse Ärgernisse mit mir! Umzug – und ich allein mit all meinem Trödel. Ich war froh als ich vor circa 3 Wochen heil und ohne Gehirnerweicherung hier landete.
Ich habe Paris je nach Befinden bewundert und verflucht, letzeres besonders (wegen) dem Lärm, der Schreierei = die Luxembourg Gallerie enttäuschte mich tief. Der Louvre jagte mich einen Schrecken ein der sich erst seit zwei neuen Besuchen löste. Als Deutscher bin ich schon halb herausgeworfen worden, aus Kunsthandlungen wo ich Commission anbat, und auch einen vorher im Rinnstein angefeuchteten Kohlstrunk kriegte ich in der Droschke geworfen, vorher an den Kopf.⁴⁹ Mein Atelier ist gross und hell und neben an so viel Lärm als möglich – und teuer, Paris überhaupt. In Berlin kommt man für die Hälfte besser aus. Hoffentlich lohnen sich die // Kosten.

Den tidligere kontubernal Krohg er også i Klingers tanker, og han bekymrer sig over sin kammerats livsførelse:

Sie sahen Krohg in Kopenhagen. Seinen Briefen nach lebt er sehr unordentlich. Hoffentlich kommt er hierher es wäre schade um ihn wenn er es so noch viel so weiter triebe wie er es gethan haben soll.

Iøvrigt vil han gerne læse Brandes' værk om Berlin, som dog aldrig kom på tysk i Klingers livstid. Det drejer sig om Berlin som tysk Rigshovedstad, summen af de mange essays og journalistiske bidrag til de skandinaviske aviser, der blev udgivet i Danmark i 1885. Klinger hensætter som et post scriptum, at han både i Berlin og i München har modtaget medaljer for sin kunst.

Det næste brev, fra Paris den 13. maj 1884, er igen meget undskyldende, da Klinger ikke kommer videre med den til Brandes tiltænkte serie raderinger, som bliver til "Ein Leben". Han er beskæftiget med udsmykningen af Villa Albers, der plages af svamp: "und nun wird das Haus fast halb abgerissen …". Så "Das Werk, welches Ihnen zugedacht ist, kam infolgedessen auch noch nicht zum glücklichen Abschluss. Erst im Laufe der nächsten Monate durfte es beendet werden." Her var Klinger igen for optimistisk: "Ein Leben" blev ikke udgivet før i 1884. Men Paris er pragtfuld, selvom han lever som en eremit. Den nyere franske litteratur har ikke vundet hans interesse og han finder værkerne meget rå. Flauberts breve finder han forbløffende:

hinter diesem kühlen Autor steckt so ein jammernder Ajax. Selbst Salammbô erschien mir wie die Mutter der ganzen jetzt so blühenden blutrünstigen Malern. / Und die neuen französischen Maler, sie lassen mich kühl, selbst das Wesen der Leute hier auf der Strasse, im Gespräch, dieser Hang zur Pose und zum Augenverdrehen sind mir nicht gerade sympathisch – Ich frage mich oft und komme nicht zum Abschluss damit, ob da nicht ein stiller Chauvinismus mir einen Streich spielt. – Aber immerhin, die Stadt und der Salade romaine sind unvergleichlich und augenblicklich genügt mir das, solange Augen und Magen versorgt sind, ist man reich. // In der Hoffnung, dass Sie mein jetziges Geschwätz und mein voriges Schweigen nicht übel nehmen grüsst Sie und Ihre verehrte Frau Gemahlin / herzlichst / Ihr ergebenster / Max Klinger

Ein Leben – tilegnet Brandes

Fra Leipzig skriver Klinger den 14. december 1884 til Brandes, at han mener, at "den store dekoration" var hans "egentlige felt" . Den overbevisning har Brandes nok ikke kunnet følge ham i – han var ved denne tid af den opfattelse, at maleren Klinger langtfra var på niveau med grafikeren, og har meget at udsætte på dennes figurkomposition. I dette år udkom endelig dramaet om den forrådte kvinde, "Ein Leben", som Klinger længe havde forberedt til Brandes' ære. Der har endda været fremsat den formodning, at Brandes skulle være genkendelig i den mandsperson, der findes i det forkastede titelblad, der med en synderinde, slanger og et æble både hentyder til det bibelske Syndefald og til den Faustiske Walpurgisnacht. Også Klinger selv har man identificeret med denne skikkelse, men såfremt der skal være tale om et portræt, er det afgjort Georg Brandes, der har størst lighed med den dæmoniske herre.⁵⁰

Klinger-forskningen har også udpeget allehånde litterære forbilleder for den faldne kvindes skæbne, blandt disse Emil Zolas Nana, der udkom i 1880, Guy de Maupassants Une vie fra 1883, og mindst plausibelt Christian Krohgs Albertine, der først udkom i 1886. Krohg sendte den til Georg Brandes før udgivelsen, men har nok ikke været så tæt på Klinger længere, at dette projekt i den pågældende udformning har været diskuteret dem imellem. Som anført ved omtalen af serien "Weg der Befleckung" havde Georg Brandes allerede i januar 1879 skrevet en historie om "splendeurs et misères" blandt de faldne kvinder i Berlin. I denne artikel, med titlen "Ballhaus" findes en traviata'sk historie om en prostitueret, der dør af galopperende svindsot, Anna Thovenel. Om hende fortælles det, at en russer forelsker sig i hende og forsøger at trække hende ud af miljøets sump men "der gik nogle Maaneder, saa løb hun fra ham, letsindig som hun var. Hun brød sig i Grunden ikke stort om Mændene; hun havde en Veninde, hun holdt mere af end af dem; men hun kunde ikke modstaa et Liv med megen Dans og megen Afvexling … Hun havde en Vifte og en Baldragt som en Prinsesse". Men det endte, som den slags gør i 1870'erne: "Saa døde hun i stor Elendighed paa et Loft." Fortællingen går ikke hen over hovedet på de piger, der allerede er beskrevet i deres sølle pragt i forbindelse med omtalen i denne artikel af tegningerne med titlen "Weg der Befleckung":

… Der blev en Pause. Saa sagde den smukke mørke Pige: "Saadan er vi jo alle; lad os more os, saalænge vi er unge og friske", og tømte sit Glas og lagde sin Arm om sin Sidemands Hals og hviskede ham i Øret. Men den spinkle, lastefuldt udseende Pige i den højrøde, højhalsede Dragt mindedes en anden Sygehistorie; den intetsigende huskede et pludseligt Dødsfald, og den godmodige med det bløde Ansigt et Selvmord, udført under pudsige Forhold. En og Anden søgte endnu ved et Par tvungent lystige eller forceret cyniske Ord at afbøde Samtalens stadigt fremherskende Strømgang mod det Sørgmodige, det Uhyggelige; men efter slige Ord fulgte bestandig Pauser. Først naar Talen kom paa mørke Erindringer, fremmanede af den altid lurende Angst for Fremtiden, kom Tingene i Gang og Samtalen flød utvungen.
Det var som saa' Pigerne med legemlige Øjne deres Ungdom svinde og Glæden rinde fra dem, og som var Champagnen, de drak, selve Ungdommens og Glædens Gravøl. I den sildige Nattetime, under Træthedens og Ophidselsens Indflydelse, aabnede Livets Rædsel sig for deres Blik.
Saa sagde En en Kaadhed; der blev lét dygtigt ad den Hængehovedretning, Samtalen havde taget, og endnu en Flaske af den stærke Drik spredte Skyerne og slukte for en kort Tid Sorgen. – ⁵¹

Den uønskede graviditet, der i så uendelig mange tilfælde bragte de unge piger til fald, og barnemordet, som Klinger inddrager i sin følgende serie, "Eine Liebe", beskæftiger Brandes sig også med i artiklerne fra Berlin. I "Værdien af Menneskeliv – Kasteadskillelse", forsynet med datoen 15. februar 1879, skriver han:

Det civiliserede Samfund indespærrer med drakonisk Strænghed en fortvivlet Tjenestepige, der har myrdet sit nyfødte Barn, i livsvarigt Fængsel, eller i et 10-20-aarigt hvorfra hun vel næppe gaar fysisk kraftigere eller aandeligt forbedret ud, og samtidigt ofres med den mest stoiske Ligegyldighed Tusinder af Arbejderes Velfærd eller Eksistens (i farlige fabrikker) paa Tilvirkningen af en Vare. At Samfundet her har dobbelt Maal og dobbelt Synspunkt lader sig næppe benægte.

Han kommer derefter ind på krigens grundlæggende urimelighed:

Og hvorledes Synspunktet først forrykkes, naar Talen er om Militærvæsen og Krig, behøver kun at antydes. I Krigen bliver Tilintetgjørelsen af det størst mulige Antal af fjendtlige Menneskeliv til Pligt."⁵²

At Klinger ved denne tid modtager artikler om ham selv fra Brandes' hånd, selvom de er på dansk, fremgår af en spøg i et brev fra Paris af 2. marts 1885. Trods manglen på forståelse af det danske kunst mener Klinger at kunne udtale, at en (ikke identificeret) artikel i dagbladet Politiken er bedre end den store biografiske afhandling i Ude og Hjemme: "Immerhin halte ich den in "Politiken" für den besseren denn da kommt 53mal Max Klinger in "Ude og Hjemme" nur 36mal". Et brev til ukendt adressat i Det kongelige Bibliotek må have relevans til den illustration, der ledsager Klinger-artiklen i Brandes' samling af sine beretninger fra Tyskland i 1885, Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold, xylograf F. Hendriksens gengivelse af "Dritte Zukunft".⁵³

Brandes og Klinger – de senere år

Efter brevet fra 1885 indtræffer der en længere pause i forbindelsen imellem de to tidligere så nære venner, men at samværet med Krohg og Brandes vedblivende opfattedes som betydningsfuldt af Klinger fremgår af et udateret brev, skrevet på papir stemplet "Max Klinger / Leipzig-Plagwitz / Carl Heinestrasse 6" i Det Kongelige Bibliotek i København. Her skriver han til Brandes:

Nach vielen Jahren mit mündlichen Grüssen Anderer von Ihnen wieder einmal ein Lebens- und Freundschaftszeichen! Haben Sie herzlichsten Dank!
Es ist viel innerlich und äusserlich geschehen in den letzten Jahren und doch vielleicht das Beste: man ist allein geblieben – Ein Mann wie Sie legt diesem Wort, der mir so aus der Feder fällt, keiner? Sinn unter, ich lasse es also stehen, und sehe Sie lächeln. Und ich bin verwundert, denn erst jetzt in diesem Augenblick bemerke ich, die paar halben Jahre in Berlin mit Ihnen (,) mit Krohg, das waren die einzigen in denen mir (ulæseligt) und Umgang mit Andren etwas wert schienen. Seitdem zieht man selbstherrlich seinen Karren allein.

Brevet stammer fra Klingers tid i Leipzig, for han skriver:

Und nun will ich jetzt aus dieser Klausur heraus ein paar grosse Arbeiten für öffentliche Gebäude machen, wo das Bumbum Tata der Commissonen Begutachtungen und dergl. unvermeidlich ist. Trotz allem freue ich mich darauf, und ich hoffe Ihr Weg führt Sie einmal über Leipzig. Denn all den schönen Krimskrams beschreiben, das kann ich nicht, da kennen Sie mich auch zu gut, um es zu erwarten Ich wollte Ihnen heute nur einen Gruss und Dank schicken und bitte grüssen Sie Krohg wenn Sie ihn sehen. Ihr Max Klinger.

Det er først i 1897, det næste meget lange brev skrives fra Leipzig, og det omhandler næsten udelukkende den unge danske grafiker og designer Hans Tegner, der har illustreret en jubel-udgave af Ludvig Holbergs skuespil, og som Georg Brandes har sendt til Klinger for rådgivning. Denne kender gennem dagspressen, og igennem den fælles bekendt Georg Treu, til at Brandes har været syg. Iøvrigt: "Ich habe mancherlei gearbeitet in Marmor aber es ist noch nichts fertig, sonnst hätten Sie schon ein paar Photogramme erhalten."⁵⁴ At Georg Brandes har holdt sig au courant, viser en meget velorienteret og detaljerig artikel om Beethoven-monumentet og Klingers tanker om den polykrome skulptur, som blev offentliggjort i 1900. I Brandes' Samlede Skrifter, Bind VII i 1901 afsluttes denne del af artiklen om Max Klinger med en opsummering af vennens kunstnerliv:

Hvilken Modsætning mellem Klingers Udgangs- og foreløbige Slutningspunkt! De lette, flagrende, absurde Fantasier og Fantasterier over hans Skønnes tabte Handske, henkastede med Radernaalen, og denne storladne Gengivelse af det nøgne Menneskelegems indre Fornuft! Han begyndte med at fantasere over Livet; han fordybede sig dernæst (i Raderingsfølger som Dramer eller Et Liv, i maleriske Værker som Korsfæstelsen) med Rædsel og Medlidenhed i Tilværelsens Uret og i Dødens Gru. Saa arbejder han sig i Kraft af den Skønhedsdyrkelse, der er Kærnen i hans Væsen, ud af enhver Forstemthed og fremstiller i de kostbareste, skønneste Stoffer det Kostbareste og Skønneste, der gives, det af en Menneskesjæl bevægede nøgne Legem.⁵⁵

Fra den 14.7.1901 findes et telegram fra Leipzig vedrørende et besøg dér af Brandes: "Es würde mich ausserordentlich freuen sie wieder zu sehen erbitte vorher eine kurze zeitangabe damit ich sie nicht versäume / grüsse / klinger". Fra året 1902, hvor Beethovenmonumentet blev afsløret, og hvor Max Liebermann udførte sit maleri af Georg Brandes, mens den danske billedhugger Niels Hansen-Jacobsen gjorde hans buste, findes ingen breve fra Max Klinger. At de har været sammen, bevidnes af den glimrende portrætbuste, Klinger udførte. Om den skriver Brandes i sine erindringer: "Det var umuligt, senere i Livet at tabe Max Klinger af Syne. I Aaret 1902 udførte han paa kun halvanden Dag en Kolossalbyste af mig, som har Lighed og stort kunstnerisk Værdi."⁵⁶ Det var tilsyneladende en mere taknemmelig opgave at portrættere den gamle Georg Brandes end den unge: Max Liebermann malede ham ligeledes i 1902, dog uden at fange gnisten i temperamentet. Den første udgave af dette portræt er gipsmodellen i Museum der bildenden Künst i Leipzig, mens det samme museums marmoreksemplar blev fuldført i 1905. Den 17. januar 1904 skriver Klinger:

Lieber Brandes!
Sie haben völlig Recht auf mich zu schimpfen. Aber ich machte äusserlich und innerlich eine Krisis durch, stecke auch jetzt noch drin, und bin unfähig zu consequenter Arbeit oder Denken.
Ihre Buste – der Gips – war in Dresden. Der Marmor ist fast fertig. Gäbe es bessere Umstände, so denke ich im Frühjahr damit fertig zu sein. Dann disponieren Sie.
Für heut (sic) entschuldigen Sie mich
mit bestem Gruss
m. Klinger
L 27 jan 1904

Et sidste udateret brev, der måske blot er dikteret af Klinger, lyder således:

Hochverehrter Herr Doktor
Erst gestern stand ich mit einigen Bewundern vor meinem Marmorbrandes und man hatte auch Erinnerungen und Gedanken, und da sie sich um Brandes drehten auch viele Gute. Und da kam Ihre so überaus freundliche Einladung für Frau Asenjeff und mich. Wir sind tief betrübt diesmal Ihrem Rufe nicht folgen zu können…

De sene år

Georg Brandes var også sent i livet stolt af sin ungdoms opdagelser. Således fremhæver han sin egen indsats i forordet til de samlede værker i 1902: "… jeg har Undertiden kunnet gøre Tyskerne opmærksomme paa det udmærkede, der endnu ikke anerkendt var opstaaet i deres Midte, har saaledes været en af de Første, der henledede Opmærksomheden paa Klinger og paa Nietsche (sic)", hvilket får en anden drejning i 1903: "Tysklands umaadelige Opsving i Handel og Værkflid har ikke været fulgt af et tilsvarende i Digtning eller i Kunst, hvor Max Klinger nu som da er det ypperste Navn."⁵⁷ Endnu mere nationalbevidst bliver Brandes i en tale på Møn i juli 1904: "I Danmark skulde ved Siden af Nationalfølelsen den aarvaagne Sans for det fremmede være saaledes artet, at dersom der i Udlandet viste sig Geni eller Talent, som de Indfødte endnu ikke var opmærksom paa – som i sin Tid Ibsen i Norge, Klinger og Nietsche i Tyskland – saa skulde de kunne faa Besked derom fra Danmark!"⁵⁸

I 1920 dør Max Klinger, men Brandes har stadig kraft nok til at fortsætte sin europæiske foredragsaktivitet, og i 1925 fører den ham igen til Berlin. Her har en anden af Tysklands store kunstnere fattet en varm interesse for hans værk, som det fremgår af Lovis Corinths selvbiografi, udgivet året efter:

In neuester Zeit habe ich einen sehr berühmten Mann kennen gelernt. Ich hatte zu Weihnachten den "Cäsar" von Brandes erhalten und monatelang durchgelesen. In meinem Enthusiasmus schrieb ich an Brandes. Er schrieb mir zurück, dass er in Berlin einen Vortrag halten wollte. Ich fing diese kurze Erklärung auf und bat ihn, für ein Porträt Sitzungen zu gewären und, in Berlin angelangt, bei uns zu Abend zu essen. Brandes sagte zu, und so waren wir zu einem der angenehmsten Abende beieinander.
In seinem 83. Lebensjahr war sein Haar weiss geworden, aber das Gefunkel und das Geistreiche, Brillierende in Worten war dasselbe geblieben. Wie ich heute bemerken konnte, sprach er gern allein, aber es war ihm angenehm, ja fast verlangte er es, dass ihm der Ball aufgefangen wurde und ebenso geschickt gegen ihn gespielt wurde.
Den nächsten Morgen klopfte ich im Kaiserhof bei ihm an. Er sass zufrieden an einem Tischchen und frühstückte. Er hatte einen bequemen Schlafrock aus starrer Schweizer Seide mit goldenen Stickereien an.⁵⁹

Corinths portræt er dateret den 4. april 1925, og betegnet "Aetatis suae 83". Det tilhørte oprindelig Nationalgalerie i Berlin, men blev i 1937 beslaglagt som entartet, og senere solgt på auktion. Idag findes Brandes-portrættet i Koninklijke Museum voor Schone Kunsten, Antwerpen. Georg Brandes døde knap to år senere, den 19. februar 1927, kort efter sin 85 årsdag.