Max Klinger

III

(1900)

Ejendommelige, stærkt udprægede Mennesker er selvfølgelig sjældne. Men endnu mere fængslende end de tidligt færdige, stærkt sammentømrede Særlinge er de Aander, som trods deres Originalitet undergaar Forvandlinger. Ikke de, som tager i sig igen, hvad de har sagt eller gjort, og begynder forfra i modsat Retning – de morer ikke den mere kræsne Iagttager; men de, man for sine Øjne ser vokse, udfolde sig, underlægge sig nye Omraader og overraske ikke ved Selvmodsigelser, men ved Erobrergave.

En saadan Aand er Max Klinger. Han begyndte en Snes Aar gammel som Raderer, og endnu da han var 30 Aar gammel, betragtedes han væsenlig som saadan, endda han havde udført Malerier af Værd. Nu, da han har et Par og fyrretyve Aar bag sig, er det især som Billedhugger, at han tildrager sig den almindelige Opmærksomhed. Hans Ven og Beskytter Georg Treu har nylig udgivet en lille Bog om ham blot som saadan.

Han kom til Billedhuggerkunsten fra Maleriet, og herpaa beror det vel, at han intet Øjeblik er standset ved den farveløse Billedhuggerkunst. Hans Beethoven, der modelleredes alt for fjorten Aar siden og fremstiller Mesteren siddende paa en Bjerghøjde med Zeus' Ørn ved sin Fod, gaar nu sin Fuldendelse i Møde i 687 overnaturlig Størrelse, udført i kostbare Stoffer. Den nøgne, foroverbøjede Overkrop er udførst i lyst Marmor fra Syra, det folderige Klædebon i gulstribet Tyroler-Onyks; Ørnen er af sort og Klippen af brunt Marmor fra Pyrenæerne. Tronen, hvorpaa Mesteren sidder, er af Bronce, Englehovederne paa den af Elfenben, og Englevingerne indlagte med broget antikt Millefioriglas.

Fra først af var det Beethovens Aasyn alene, der fængslede Klinger. Han har gentagne Gange i sine tidligere Frembringelser benyttet dette underfulde, grublende Ansigt til Fremstillingen af Apokalyptikeren Johannes. Men derefter fristede det ham at lade dette Marmorlegeme lyse, og han havde sin Glæde af Halvædelstenenes Pragt. Teknisk lokkede ham det Nye, det Uforsøgte, men for hans Øje stod dog især, hvad endnu den Dag i Dag er hans Maal, at frembringe et Arbejde af monumental Storhed.

Hvad Klinger har faaet udført af Billedhuggerarbejder synes at staa Antiken ganske fjernt. Det er alligevel nærmere i Slægt med den end al den skingræske, kridthvide eller sukkerhvide Kunst, hvortil vi er blevne vante.

Allerede i den ældste Tid forenede Grækerne i deres Billedstøtter Stoffer af forskellig Art, havde Træstatuer med Hoved og Hænder af Marmor. Fidias' Statuer af Guld og Elfenben, der betragtedes som Kunstens Højeste, er nødvendigvis fremgaaede af en Glæde ved Formælingen af de forskellige Stoffers Glans. Ogsaa Fidias var jo oprindeligt Maler. Den egenlige Samvirken af forskellige Marmorarter til ét Kunstværk opstod allerede i Aleksandria under de første Ptolomæere, altsaa endnu under den græske Kunsts Blomstringstid.

Klingers Den nye Salome, det af hans Billedhuggerarbejder, der først blev bekendt, er yderligtgaaende moderne i Opfattelse og Aand. Denne Salome er ingen Sfinks eller Sirene, men en lille smuk og farlig Pariserinde, der finder Bytte uden at søge det, og hvis Trofæer er de Mandshoveder, som hviler paa Fodstykket, de to Masker af en ung Student og en gammel Grosserer. Hænderne, der er stærke og ufine (lidt for store, da Kunstneren til dem har brugt en anden Model end til Figuren) er skabte til Pengesammenskrabning. Hoved og Hænder er udførte i lyst, Dragten i lysegraat Marmor fra Pentelikon. Men de tre Hoveder hæver sig frem med kraftige Farver. Pigens Haar er sort, og virker dog ikke masseagtigt, da det falder som gennemsigtigt i frie Lokker over Panden; hendes Øjne af mørkt Rav har et lokkende 688 Blik. En Muslingkamé fastholder Dragten over hendes venstre Skulder. De to Mandsmasker ved hendes Fødder virker stærk dekorativt, idet Grossererens Hoved er udført af mørkt Porta-Santa Marmor med gule Aarer, medens Ynglingens Ansigtsmaske er blaa med lysegule Ravøjne. –

Et Bevis paa, hvilken Lidenskab Klinger nærer for ved alle Slags tekniske Forsøg at udvide sin Kunsts Grænser, afgiver hans Bestræbelser for at anbringe en smuk, lille Broncefigur af en ung Pige, der bader sig, i de rette Omgivelser. Skikkelsen ligger lidt paa Siden, svømmende med fremstrakte Arme. I gult Alabast har Klinger først efterlignet det fladt bølgende Sand; saa søgte han ogsaa at give en Forestilling om Vandet. Af en Kemiker købte han for nogle tusind Mark en Æteropløsning, der, alt som den efterhaanden fordunstede, skulde efterlade en sejg, vandklar Masse, som lidt efter blev haard. I den vilde han da udføre det krusede Vand, der skulde spille om det unge Legeme. Men Forsøget mislykkedes for ham, da en Del af Væsken sivede bort gennem en fin Spalte i Bækkenet og Resten ikke engang i Løbet af nogle Aar vilde blive haard.

Hans Lidenskab for Marmoret vaktes, da han i Aaret 1886, for at udsøge sig Marmor i Anledning af en Bestilling, første Gang kom til Carrara. Han fandt her en Blok af Seravezza-Marmor saa smuk, at han (som Michelangelo) paa fri Haand og uden Model huggede Hovedet til sin Kassandra ud af Stenen. Dette dejlige Hoved med den ædle og slanke Hals var hans første Forsøg i Marmor. Det er gribende ved sin strenge Alvor og ved de mørke Øjnes sorgfulde Seerinde-Blik. Den foroverbøjede Overkrop udførte Klinger siden af Grecchetto-Marmor og passede de to Stykker sammen, idet han lod et Broncebaand over den venstre Skulder, der bærer Klædebonnet, dække Sammenføjningen. Selve dette fyrstelige Klædebon for Kongedatteren udførte han i gyldentlyst Alabast og havde her mange Vanskeligheder at overvinde; thi Skulderpartiets Vægt sprængte ved første Forsøg det sprøde Alabast i fem Stykker. Materialet gjorde ogsaa Folderne adskilligt tungere end de paa Tegningen er.

Man tro nu imidlertid ikke, det er af en Art naiv Naturalisme, at Klinger saaledes sammensøger de Stoffer, hvori han præger sin Drøm; han er gennemtrængt af Overbevisning om Farvens Ret i Billedhuggerkunsten; han vil bort fra Stoffets grelle Hvidhed, der forleder til Overdrivelser og Kunstleri, som det især 689 trives frodigt i det moderne Italiens Skulptur, vil med Strenghed fastholde det plastisk Væsenlige og har kun ét for Øje: Stil. Men Farven er for ham Bindeleddet mellem de tre Kunster, der nødvendigvis maa samarbejde, hvis en ny Rumkunst skal opstaa: Arkitektur, Billedhuggerkunst og Maleri; thi den alene har de tilfælles.

Medens de fleste Billedhuggere i vore Dage betragter deres Arbejde som endt, naar det staar færdigt i Gibsen, foretager Klinger Rejse efter Rejse for at finde Marmor, der svarer til en ham foresvævende Idé. Han maler ikke det Nøgne, men han søger gerne Marmor, der stemmer overens med den Hudfarve, han attraar. Derfor har han tumlet sig saa meget i det græske Øhav.

En Dag fandt han paa Syra, en Ø, der stiger op af Havet som et Marmorbjerg, nede ved Havnen et Trappetrin af Marmor, der skinnede med Kødfarve. Han rastede ikke, før det var i hans Besiddelse, og tog det med sig hjem. Blokken var smal; men i Leipzig udhuggede han af den sin Amfitrites herlige Hoved og Legem. Til Arme var der ingen Plads, og da der heller ikke med Pløkke lod sig befæste Arme til Skuldrene, er den skønne Statue forbleven armløs som enkelte af Oldtidens, der har mistet deres Lemmer ved Vold. Ved den af Klinger anvendte Politur har den sjældne Sten faaet endnu stærkere Skær af et aandende Menneskelegeme. Klinger skyr at behandle Stenen med Syrer, der gør den gulig og med Tiden mørk; den Behandlingsmaade med Voks, som Grækerne anvendte, kendes ikke mere. Ægte kunstnerisk er i ethvert Tilfælde dette personlige, lidenskabelige Forhold fra Billedhuggerens Side til det Materiale, i hvilket hans Værk bliver Eftertidens Arv.

Amfitrite staar dèr stolt og dejlig, slank og høj, nøgen til under Lænderne. Klædebonnet falder ned fra Hofterne, ladende Bugen og det øverste af Laarene fri. Det er ved Hoften fastgjort med en Gemme. Udført er det af en Art Tyroler-Marmor, der ligner det pariske, og ligesom fugtigt klæber sig til Havgudindens Ben, for gennemsigtigt at lade Lemmernes Skønhed komme til sin Ret. Dette Marmor er malt lyseblaat. Haarets mørke Masse foroven har Klinger søgt at bryde ved et Net af Guldtraade. Øjnene er af Rav. Ansigtet er roligt med den unge, modne Kvindes harmoniske Udtryk. Men Alt er lagt an paa at fremhæve den idealtskønne, nøgne Torso. Den Tid var forholdsvis 690 hurtigt forbi, da Klinger især droges af Ansigtets aandfulde, gaadefulde eller perverse Udtryk som hos Beethoven eller Salome. Nu er det udelukkende det nøgne Menneskelegems talløse Hemmeligheder og plastiske Muligheder, dets bevægede og uudgrundelige Fornuft, i Kraft af hvilken de fineste Kræfter paa den mest forviklede Maade griber ind i hverandre, som tiltrækker ham og lokker ham til Genfremstilling. Og han er her original, ikke blot ved Selvsyn som enhver ærlig Billedhugger, men ved Selvtænkning, inderlig som han er. I hans Broncer, f. Eks. i de tre Danserinder, der uden at røre hinanden, frit og overmodigt bevæger sig i Runddans, træder dels hans grundige Studium af Menneskelegemet, dels Geniets Gratie og legende Lethed, der ellers er sjælden hos ham som hos enhver Tysker, tydeligt frem.

Dog hans Attraa er det monumentale Kunstværk i største Stil. Han har nylig anlagt et stort Arbejde, en Gruppe, som han har givet Navnet Drama. En nøgen Kæmpe med atletiske Legemsformer, der sidder paa Klippejord, stræber med en Anstrengelse, der strammer alle Legemets Muskler, at rive en Træstump op af Jorden for med den at forsvare en døende Kvinde, der ligger udstrakt med Armene om en Klippespids. Hovedfiguren er ypperlig, men selve Gruppen vel løst komponeret til ret at kunne virke ved Modsætningen mellem det fine, døende Kvindelegem og det stærke Mandslegems lidenskabelige Voldsomhed. Stort er dog det Hele anlagt og følt.

Hvilken Modsætning mellem Klingers Udgangs- og foreløbige Slutningspunkt! De lette, flagrende, absurde Fantasier og Fantasterier over hans Skønnes tabte Handske, henkastede med Radernaalen, og denne storladne Gengivelse af det nøgne Menneskelegems indre Fornuft! Han begyndte med at fantasere over Livet; han fordybede sig dernæst (i Raderingsfølger som Dramer eller Et Liv, i maleriske Værker som Korsfæstelsen) med Rædsel og Medlidenhed i Tilværelsens Uret og i Dødens Gru. Saa arbejder han sig i Kraft af den Skønhedsdyrkelse, der er Kærnen i hans Væsen, ud af enhver Forstemthed og fremstiller i de kostbareste, skønneste Stoffer det Kostbareste og Skønneste, der gives, det af en Menneskesjæl bevægede nøgne Legem.