Max Klinger

II

(1897)

Det store Folio-Værk, Max Klinger. Tekst af Franz Hermann Meissner. Raderinger, Tegninger, Malerier og Billedhuggerarbejder af Kunstneren (1897) betegner, at Max Klinger, ikke 40 Aar gammel, i levende Live er indtraadt i Udødeligheden. Værket, hvis Udgave paa japansk Papir alt er udsolgt, koster paa almindeligt, men godt og stærkt Papir 200 Mark.

En af Tysklands ypperste Musæumsdirektører brugte nylig den Ytring: "Naar Menzel dør, falder den tyske Kunsts Kongekaabe om Max Klingers Skuldre." I Virkeligheden ligger denne Kaabe der allerede. Det er en Tilfredsstillelse for den, som har forsøgt at gøre Læseverdenen opmærksom paa Klinger, da han endnu var helt ukendt, at opleve, hvor hurtigt og fuldstændigt han har svaret til de Forventninger, han vakte, og indløst de Løfter, han gav.

Det foreliggende Værk bringer en Rigdom af Genfremstillinger af hans kunstneriske Arbejde, et af de omfangsrigeste og betydningsfuldeste i Nutiden, og det giver i Teksten en varmt følt, tankerig, kundskabsrig, dog mere begejstret end kritisk Redegørelse for hans sære Geni.

Klinger er som bildende Kunstner (i sin Egenskab af Raderer, Tegner, Maler, Billedhugger) lige saa meget Digter som Formgiver, og han er i sin digteriske Fantasi atter lige saa musikalsk som poetisk. Schubert og Brahms har grebet ham ganske lige saa stærkt som Dürer og Böcklin. Han er en af de mest omfattende som en af de mest frembringende Aander, det nittende Aarhundrede har set; han gengiver og sammenfatter paa sin Vis dets fjernest fra hinanden liggende Ytringsformer og Bestræbelser; han rekapitulerer desuden en Mangfoldighed af de Former, Menneskeheden gennem Aartusinder har undfanget, Hellenisme, Gotik, Realisme, Romantik, og han omspænder i sin Fantasi næsten paa én Gang en grundhedensk og en grundkristelig Retning.

Hans Yndlingsredskab som Kunstner er Radernaalen, der tillader ham ganske som Ordets Kunstnere at henkaste ethvert Indfald, enhver digterisk og kunstnerisk Idé, Spøg, Satire, Skildring, 682 enhver Følelse af Vrede, Medlidenhed, Foragt eller Grebethed og se det Skabte udbredt og mangfoldiggjort i talrige Eksemplarer – og han har ved Kombination af Radernaal og Gravstikke, af Skrafferen og Aqua-tinta-Manér dannet sig en helt ejendommelig Teknik, ved Hjælp af hvilken han sætter Tidsskel i Raderekunstens Historie. Han ynder i de forskellige Blade at fremstille en sammenhængende Skildring eller Digtning i Almindelighed af helt igennem sindbilledlig Natur, og han viser sig i disse Cykler ikke mindre som Tænker, Moralist og metafysisk Drømmer end som Fortæller, Opfinder og Kompositør. Imidlertid er Griffelkunsten – for at bruge Klingers egen Benævnelse – ham ikke nok; han var fra første Færd af Maler og har fra omtrent 1886 af som Billedhugger vist sig sær, original og mægtig.

Max Klinger er Søn af en velhavende Fabrikejer. Faderen var i sin Ungdom kun nødtvungen bleven Købmand, han vilde være Kunstner og var og er en udmærket Dilettant, har derfor under det ikke korte Tidsrum, da Sønnen ikke blot aldrig fik noget solgt, men var stadig Genstand for en vittig Presses Spotterier, været Max Klinger den paalideligste Støtte. Begge Forældrene havde fra først af, som Max en Dag spøgende sagde, "den urokkeligste Tro til deres Hr. Søn. Allerede i sit fjerde Aar tegnede han som Barn med Griffel og Blyant den hele Dag; i Regnetimerne i Skolen forargede han Læreren ved at give Tallene paa sin Tavle Form som Figurer og Karikaturer. Fra Tiaarsalderen af begyndte han selvstændige Kompositioner, udførte f. Eks. en Række humoristiske Travesteringer af de olympiske Guder. Hans Fødeby paavirkede hans Indbildningskraft, som den har paavirket Richard Wagners. Den var jo ikke blot en stor moderne Handels- og Fabrikby, men havde en gammel Bydel med et ærværdigt Raadhus og Facader fra Trediveaarskrigens Tid. Et og andet i Hanget til det Fantastiske, det skræmmende Romantiske hos Klinger som hos den store Komponist synes at kunne føres tilbage til arkitektoniske Barndomsindtryk.

I 1873, sytten Aar gammel, tog Klinger til Karlsruhe for at studere under Gussow, en dygtig Realist, der havde lært adskillige Udvortesheder af de gamle Hollændere, og som var en Virtuos i malerisk Udførelse, men manglede Aand som Menneske og Kunstner. 1875 fulgte han med Gussow til Berlin; hvad han kunde lære af ham og af Akademiet dèr, var imidlertid snart 683 lært. Da han i 1876 havde aftjent sin Værnepligt, vendte han ikke tilbage til Akademiet, men arbejdede paa egen Haand i l Berlin.

Han boede da (sammen med Christian Krohg1) i Hungertaarnet, som Klinger senere har kaldt det; han sultede der; ikke fordi han jo blev forsynet rigelig fra sit Hjem, men Alt, hvad han fik, og Alt, hvad han fortjente, forsvandt som Dug for Solen. Solen var dejlig, og den var tropisk; dens Straaler kom fra Brasiliens hede Land. Som det hedder hos Henrik Hertz:

Min Elskede ligner din blændende Dag,
Brasiliens Sommer!

En farlig Frøken var hun. Hun er forherliget i hele Rækken af Klingers første og senere Værker, i Fantasierne over den tabte Handske fra 1878 som i den dejlige Suite, der hedder En Kærlighed, og som sysselsætter ham lige fra 1879-1887; en saare farlig Dame var hun; hun kunde bruge baade Kærlighed og Mønt, og tilsidst endte det, som al Ting ender, med Bedrøvelighed. Klinger blev meget alvorligt syg af de Savn, han underkastede sig; men han kom sig til Gavns og har siden da levet for sin Kunst, fortabt i den, rastløst stræbende, under en Selvfordybelse, som vidner om rent ud forbavsende indre Energi.

Det Berlin, hvortil Klinger kom, stod ikke kunstnerisk paa nogen overordenlig Højde; det var Werners og Gustav Richters, Auerbachs og Spielhagens, Lindaus og Mosers Berlin. Den unge Kunstner omgikkes ikke Mange, men som det altid gaar: de, der har Brug for hinanden, finder hinanden, og Klinger lærte af den Kres, hvori hans Dage gik hen, selv om han var den mest evnerige i Kresen. Især lærte han dog af selve Storstaden, hvori han var hensat. Han, som hidtil alene havde hyldet Dronning Fantasia i hendes Luftrige – den synske, tamburinslaaende Alf, han har tegnet, vuggende sig paa et bøjeligt Siv over det mørke Hav, hvorfra en lysten Krokodil stikker sit Hoved i Vejret – han blev i Berlin, vistnok under Paavirkning af Menzel, en Tid lang streng Realist, der gengav Baghuses indviklede Arkitektur og den store Bys lidenskabelige Gadeoptrin i den udmærkede Række Billeder, der fører Titlen Dramer.

Portrætkunsten laa aldrig for ham; han havde hidtil stadigt været Digter og Symboliker. Hans Handskebilleder havde været 684 lutter Allegorier, saa havde han, berørt af Böcklins fantasirige Kunst, givet en aandfuld Genfrembringelse af Antiken; endelig havde han under et halvt Aars Ophold i Bryssel 1879 modtaget et Indtryk af den betydelige Særling Wiertz. Hans fire Landskaber fra 1880 virkede ved en henrivende Forening af Poesi og Virkelighedstroskab.

Men i Dramerne, som frembragtes 1881-83, er al Symbolik forbi. Det er gribende Gadescener, kriminelle eller dog oprørende, gengivne med fuld Virtuositet. Helt har han imidlertid end ikke i Berlin kunnet lade Digteren træde tilbage. Han er tilstede i de udmærkede Blade, der kaldes Martsdagene fra 1848, Plyndringen af et Hotel, Barrikadekamp og Fangernes Overførelse til Spandau om Natten, stemningsfulde Billeder, af hvilke et enkelt (Barrikadekampen) er lidt paavirket af Goya, medens de andre er ganske Klinger. Højst betegnende for det Uhistoriske i Klingers Anlæg er det, at han ogsaa her gengiver Berlin, som han ser det, og fører det Sete uden videre tilbage til 1848. Over Hotellet, som plyndres, gaar saaledes et helt Net af Telefontraade.

Fra 1881-84 udarbejdede Klinger den dybe og gribende Billedrække Et Liv, der rummer hans Filosofi af Kvinden, hans Medfølelse med hendes Lod, hans Grundbetragtning af Samfundets Holdning overfor hende, af hendes Ære og Skam. 1883 fik han den første officielle Udmærkelse, Berliner-Akademiets lille Guldmedaille.

Fra 1883-86 levede Klinger i Paris. Det afgørende Indtryk, han modtog her, var det af Leonardo's Haandtegninger i Louvre, som med den Dyrkelse af Menneskeskikkelsens Skønhed, de indeholder, førte ham til et grundigt og alvorligt Natur- og Modelstudium. Fra 1884-87 udførte han sit første store monumentale Maleri Paris' Dom, der paa Berliner Udstillingen 1887 blev modtaget med en Latter og Haan af Publikum og Presse, som vel ingenlunde imponerede Klinger, men som højligt opirrede ham. Han var da en kort Stund ude af Ligevægt, fuld af Bitterhed og Menneskeforagt, indtil den Rigdom af Ideer, der strømmede ind paa ham, skyllede ogsaa Bitterheden med sig.

Den siddende, halvnøgne Beethoven-Statue, farverig Skulptur som alle Klingers senere Billedhuggerarbejder, var hans første Forsøg i en Kunstretning, der havde fristet ham, lige siden 685 Sansen for det Plastiske var bleven saa udviklet hos ham, som Sansen for det Musikalske altid havde været. Det Hemmelighedsfulde og Udtryksrige i Klingers Kunst fornegter sig heller ikke i hans Billedhuggerarbejde, der iøvrigt ogsaa i teknisk Henseende staar ved Siden af Billedhuggernes af Fag.

Den nye Salome har Klinger selv hugget i Marmor i Rom, hvortil han rejste i Begyndelsen af 1889 og hvor han opholdt sig fem Aar. 1894 gik han til Grækenland for at se det Land, han saa længe havde drømt om, og dèr købe Marmor til sin Beethoven. Siden da har han levet i det Atelier, han havde indrettet sig i Plagwitz ved Leipzig nær sine Forældres Villa. Først nu har han ombyttet dette Atelier med en prægtig Havebygning, opført efter hans eget Udkast. Den rummer alle hans Kunstskatte.

De to Rækker Raderinger, der bærer Navnet Døden, betegner Klingers højeste Modenhed som grublende Aand. De begyndte i 1885 og er ikke afsluttede endnu. – Hans store, mærkværdige Maleri Korsfæstelsen, der har optaget ham fra 1888-91, røber, at han i Rom har ladet sig befrugte af Botticelli og Signorelli. Kompositionen er meget ejendommelig; den hele Ordning med de lave, kun menneskehøje Kors tilhøjre i Billedet, var vistnok aldrig før set. Maria, som stirrer ind i Sønnens Øjne, Magdalena, som falder i Afmagt, er ypperlige Skikkelser. Gruppen til Venstre af stolte Romere og Romerinder og ligegyldige, pragtklædte Jøder behersker dog maaske Billedet for stærkt.

Som ung kunde Klinger nu og da i sin Opfattelse af Kristendommen lægge Dogmefjendskab for Dagen. En, iøvrigt ikke mangfoldiggjort, Tegning, der synes at forestille en Flok Falskmøntnere i gammeldags Dragter omkring et Bord, betyder Apostlene, der aftaler Kristi Opstandelse. Endelig er den mægtige Radering, der forestiller Tidens uhyre Fod, som under sin Fremskriden trykker den tornekransede Frelser ned i Afgrunden, talende for Klingers Opfattelse af Religionerne som forbigaaende Foreteelser. Men ikke desmindre har der i Aarenes Løb udviklet sig en stadigt dybere, kristelig Grundstemning hos ham. Stedse hyppigere har han i de senere Aar klædt sin Følelse i et kristeligt Klædebon og brugt den historiske Kristendom som Sindbillede paa, hvad der ligger ham paa Hjerte. Her er det Punkt, hvor Klinger skiller sig fra Nietzsche, hvis Forestilling om, hvad det store Menneske kan drive det til, han ellers nogenlunde kunde dække; 686 snarere har han her et Berøringspunkt med sit Bysbarn Richard Wagner.

Den store Gruppe af Raderinger, der nu fulgte, Illustrationerne til Brahms, hvis Musik Klinger altid har elsket og beundret, viser, at Plastikeren og Maleren i ham aldrig har fortrængt Tonedrømmeren og Fantasten.

I 1891 fik Klinger, efter at have afholdt en Udstilling af sine Arbejder i München, den store Guldmedaille af Akademiet dèr.

I 1894 fik han en ny Guldmedaille efter Sær-Udstillinger i Berlin, Dresden og Leipzig.

 

 
[1] Krohg < Krogh tilbage