Krigsluren
Ebbe Neergaard anmelder i Dag i Kroniken 3. Bind af Henrik Pontoppidans Erindringer "Arv og Gæld", der for nylig er udkommet paa Gyldendals Forlag.
Tredje bind af Henrik Pontoppidans erindringer er kommet. Det fortjener den allerstørste opmærksomhed. En hvidhåret gammel mand fortæller stilfærdigt om sin ungdoms kampe, men derigennem deltar han osse i vores egen tids.
Arv og Gæld handler om den periode af Pontoppidans liv, da han var lærer ved sin bror præstens højskole nord for Roskilde. Men der fortælles osse om hans litterære debut, de første bondefortællinger på baggrund af datidens sociale uro. Og idet han tar stilling til datidens form for diktatur, Estrupiatet, tar han osse stilling til nutidens, Hitlers, og til nutidens demokrati:
"Hvad vi i vore Dage hører udefra om Nationers Umyndiggørelse eller Selvfornedrelse under et Enmandsvælde opretholdt ved Hjælp af opfanatiserede og korrumperede Embedsmænd og Dommere, ved spidsfindigt Lovtrækkeri, brutal Knebling af Modstandere, Censur og andre uhyggelige Forhold, det kender vi altsammen af Erfaring. En Generalprøve paa det nuværende evropæiske Diktatur blev den Gang afholdt her i Landet. Den varede i 19 Aar, og vi bærer endnu Mærker deraf, forsaavidt som vi jo stadig kan spore indeklemte Selvherskerlyster hos de politiske Partiers stærke Mænd, og det baade i det gamle og unge Højre og – ikke mindst maaske – i den modsatte Lejr. Men saadan er jo Udviklingens sædvanlige Gang i Politik. I Dag dig – i Morgen mig!"1
Det er godt at la denne ærlige mand høre sin stemme, osse til kritik af venstrepartierne, af demokratiet. Selv om man først tænker på Pürschel2, kan det osse ramme folk, der udadtil står som det radikale demokratis repræsentanter.
*
Arv og Gæld er det klareste og mest faste bind af den hidtil udkomne del af Pontoppidans erindringsrække. Bag i bogen nævnes titlen på den samlede serie: Undervejs til mig selv. Og i dette sidste bind ser vi netop, hvordan Pontoppidan er ved at blive sig selv – sådan som vi hidtil indirekte har kendt ham gennem hans værker: stejl, men stilfærdig – ærlig og klart kritisk, men en elsker af mennesker – urokkelig i sin radikale gudløshed, men liså urokkelig i sin stille, faste tro på livet.
Såvel hvad stoffet i bogen som dens stil angår, er den – som naturligt for en gammel mand – een af Pontoppidans stilfærdigste bøger. Men man skal ikke la sig vildlede af denne stilfærdighed. Man mærker den unge mands stærke spændthed bagved, når man lytter godt efter, og den stille fortælleform fremhæver det paradoxalt.
Hvad sproget angår, er han gået helt tilbage til dette tilsyneladende farveløse og konventionelle sprog, man brugte før impressionismen med dens overexponerede, næsten forvredent udtryksfulde udtryk (fra I.P. Jacobsen over Herman Bang til Stuckenberg – behandlet i Sven Møller Kristensens doktorafhandling3, der vil blive omtalt her i bladet i meget nær fremtid). Pontoppidans sprog passer både til den gamle fortæller og til tiden, han fortæller om – men hvor er det alligevel præcist, udtryksfuldt og levende. Det har bare en anden, mindre påtrængende farve end den, der ligger over vores lidt anstrengte sprog nutildags. Og efter min private mening ligger der egentlig noget af en fornyelse, en dialektisk nødvendighed i denne tilsyneladende affarvning af den efterimpressionistiske og expressionistisk påvirkede hektiske form, vi nu er inde på. Jeg tror, dette lille bind vil komme til at stå som et af de betydeligste i Pontoppidans produktion. For vi er kommet til det punkt, hvor det altfor udtryksspændte trætter os og lar os ligegyldige. Mens sådan en ukrukket, glasklar og præcis stil siger os noget helt nyt.
*
Det, der fortælles om, er kampe, uro. Klar stilling i en klar kamp. Først og fremmest intellektuel frigørelse. Men osse kamp mod resterne af feudalismen og samfølelse, der osse er præget af en vis fremmedfølelse, miljømæssigt helt ærligt skildret, og en kamp for at overvinde denne store miljøafstand. Et sted omtaler han en samtale med en ung arbejder, der senere skulde blive een af førerne (Peter Sabroe? Borgbjerg?) – den viser klart denne afstand, der maatte blive de borgerlige intellektuelles svaghed: og måske osse arbejdernes.
*
Det kan – i denne spændte tid – forekomme mærkeligt at se Pontoppidan skrive dette:
"En Tidsskriftartikel af Brandes kunde rejse en Storm over Landet, ufattelig for saa mange i vore Dage, da Skribentvirksomheden er bleven en fredelig Syssel, en Industri som saa meget andet, der en Gang havde noget med Kamp og dristig Daad at gøre.
Men er det ikke Klangen af en Krigslur, vi nu igen begynder at føle Savnet af i vort hjemlige Aandsliv? Dersom dets Kampe ikke skal blive bare ligegyldigt Mundhuggeri, maa de udkæmpes paa Slagmarker, hvor Livet sættes ind. Saadan er nu en Gang Vilkaarene for al Udvikling. Selv det ynkeligste lille Fremskridt kan ofte kræve Strømme baade af Sved og Blod."4
Der er nogle stykker blandt de unge skribenter, der "sætter livet ind". Det er der. Men der er alligevel noget beskæmmende for den danske forfatterverden i, at en hvidhåret olding, der skulde kunne leve i ro på sit liv, skal være den, der fremmaner "klangen af krigsluren" i vores åndsliv – og at han skal kunne være i stand til at gøre det med fuld ret.
E. N.
