Erindringer (1962)
Pontoppidans Erindringer
Egentlig kunne man ønske, at Gyldendals Forlag ved genudgivelsen af Henrik Pontoppidans forlængst udsolgte erindringer ville have valgt den ydre form, hvorunder de i sin tid – 1933–1940 – fremkom. Med hin eksklusive bogform understregedes det usædvanlige ved værket, ikke blot det usædvanlige i det ærlighedspræg, der adler det fra første til sidste blad, men ogsaa det usædvanlige i, at netop denne mand, der mindre end nogen gjorde offentligheden til sin fortrolige, nu som en vægtig slutning paa sit forfatterskab gav sine læsere og efterverdenen indblik i det liv, han havde levet, og i den helt personlige tankeverden, han havde bygget sig.
Men uanset den nye form, der for øvrigt er saa værdig, den vel kan være, hilser man udgaven med glæde. Her foreligger altsaa i eet bind de fire oprindelige: Drengeaar, Hamskifte, Arv og Gæld og Familieliv. Den undertitel, som digteren et par steder har brugt: "Paa Vej til mig selv"1, burde være gjort til overtitel for det samlede værk; den udtrykker baade præcist og smukt de bevæggrunde, han har haft til – i den naturligt indtrufne tilbageskuelsens og selvforstaaelsens alder – at eftergaa sine udviklingsstadier og deres forbindelseslinjer, skrive ned, hvad der har forekommet ham væsentligt, og give andre lejlighed til at erkyndige sig derom.
Bogen er naturligvis af stor personalhistorisk værdi. Den giver ogsaa et klart billede af den kulturepoke, Pontoppidan har været een af skaberne og bærerne af, epoken skarpt belyst gennem en eminent iagttagelsesevne og en imponerende uafhængighed, der gør skildringen overbevisende og holder den klar af enhver falsk illuminering og enhver forhastet mistydning.
Selvportrættet, der tegnes i værket, er som i alle erindringsbøger givet baade direkte og indirekte; men her sker, hvad der ikke altfor hyppigt gælder i memoirelitteraturen: det direkte og det indirekte portræt stemmer saa fuldkomment med hinanden, at ikke den svageste indvending melder sig. Derved bekræftes billedets ægthed, dets usvigelige sanddruhed.
Det er rigtigt at kalde bogen en "udviklingsroman" i niveau med de tre store romaner i forfatterskabet, Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige; det er endda ikke for meget at karakterisere den som et uundværligt supplement til de tre mesterværker, ikke just en nøgle til forstaaelsen af dem – digterværker af disse dimensioner har tydningen i sig selv – men en udvidelse og en uddybning af baade det fortællingsstof og det aandsindhold, der hæver romanerne til højdedragene i nyere dansk litteratur.
Der er ikke mange erindringsbøger, der holder samme lødighed.
Richardt Gandrup.
