Thora van Deken
Dagmarteatret
Thora van Deken, Skuespil i 4 Akter af Henrik Pontoppidan og Hjalmar Bergstrøm. (Med Fru Betty Hennings som Gæst).
Naar man bemærkede de to udmærkede Forfatternavne paa Programmet, og naar man saá Fru Betty Hennings skride over Scenen med Tragedieskridt, og naar man iagttog Publikums yderst formfuldendte Holdning, skulde man virkelig tro, at Thora van Deken var et nyt dybt og alvorligt dramatisk Kunstværk, hvis Mage ikke var fremkommet siden Henrik Ibsens Dage.
Men ret beset var Thora van Deken kun en jævn, men smukt afrundet Folkekomedie, skrevet af to fine og dannede Mennesker, hvis Finhed dog har forbudt dem rigtigt at pynte Folkekomedien med Knaldeffekt og frelsende Engle og komiske Intermezzi. Noget dybere Perspektiv kommer ikke frem, nogen egentlig Idé lyser ikke klart over det Hele. Og nogen virkelig Skildring af et Menneske er det ikke blevet til. Naar Tæppet falder, synes man, man er blevet snydt for en Forklaring paa, hvorfor Thora van Deken er, som hun er, og man véd ikke, om man skal glæde sig eller græde over, at Menedersken maa spasere i Fængsel.
De to udmærkede Forfattere har vidst meget mere om deres Emne, end vi andre ser. Det er klart. Men de har stødt mod den uhyre Vanskelighed, en Dramatisering er. Thi Thora van Deken er jo et dramatiseret Afsnit af en af Pontoppidans Romaner. Og den har som de fleste Dramatiseringer den Fejl, at Baggrunden mangler. Der er for meget Skelet og for lidt Kød. Skuespillet er ikke født paa Scenen, men i Bogen – og løsrevne vandrer dets Personer rundt og kan ikke slaa Rod.
Man lærer ikke den Thora van Deken at kende, som kommer til sin forhenværende Mands Dødsleje og stjæler hans Testamente. Man synes, hun er raa. Og naar hun sværger falskeligen, at hun har brændt Testamentet efter hendes afdøde Mands Ønske, synes man, hun er gemen. Man faar ingen Sympati med hendes Motiver, som vist egentlig skal være ædle. Men man kender hende for lidt. Man tror ikke paa, at hun gør det af Kærlighed til Datteren, og hun forekommer En at tale i Fraser, naar hun skrifter sit ulykkelige Liv. Hvorfor var det saa ulykkeligt? Hvad har Konen oplevet med sin Godsejer i de 19 Aar, hun var gift med ham? I en Roman kan man nemt blive enig med sine Læsere om, at saadan og saadan er den Person, men i Teatret er Folk ikke saa medgørlige. De forlanger Realiterer og Beviser.
Thora van Deken skal være en stærk og bitter Kvinde, lutret af Lidelser og Krænkelser, menneskelig af Ulykke og Nød. Men man ser hende ikke i Lidelsen eller i Nøden. Man skal tro paa det, fordi hun selv siger det.
Og Fru Betty Hennings demonstrerede hende i dyb Sorg. Hun gik med afmaalte Skridt og havde et bittert Træk om Munden. Hun gjorde sin Stemme haard – men der var ikke saa meget bagved. Man skal jo ikke rive ned paa de gamle Guder – men var denne Fru Betty Hennings virkelig den samme store Skuespillerinde, som vi hørte vore Forældre tale saa begejstret om?
Som Repræsentant for den yngre Generation optraadte Fru Bodil Ipsen. Men hun gjorde os ikke Ære. Fru Ipsen har virkelig efterhaanden faaet altfor meget Talent. Hun fremstillede Thora van Dekens unge Datter. Skikkelsen var saa overbroderet med Nuancer, saa mange naturtro Enkeltheder, at det blev til en ung ganske hysterisk Dame med St. Veits Dans. Og dog kunde man til Tider tilgive Fru Ipsen, naar hun blev naturlig og udtrykte sin Kærlighed og Forelskelse, som kun denne Skuespillerinde formaar det.
Hr. Johannes Nielsen var igen ædel. Denne Gang: Herredsfoged. Men med hvor stor Kunst, hvor smukt forstaar denne udmærkede Skuespiller ikke at variere sine Skikkelser og gøre dem til levende Mennesker. Det er Skade, hvis Hr. Johannes Nielsen ikke vil spille Komedie, naar han bliver Direktør paa Det kgl. Teater.
Af mindre Roller bør Hr. Adam Poulsens ualmindelig sympatiske Præst, Hr. Peter Nielsens langt fra almindelige Skurk nævnes med Hæder.
Thora van Deken gjorde megen Lykke. Folk fulgte Forestillingen med den største Interesse fra først til sidst. Der er mange udmærkede Optrin, og der siges mange smukke og kloge Ting – ofte møder man de to Forfatteres tiltalende Personligheder i smukt skrevne Samtaler. Og Publikum var baade rørt og bevæget.
Efter Tæppets Fald for sidste Akt var der en lang Række Fremkaldelser.
J. M.
