Lille Rødhætte
Literatur.
Henrik Pontoppidan: Lille Rødhætte. Et Portræt (Nordisk Forlag.)
Forf. har unægtelig overrasket Læseverdenen med at sende en helt ny Bog ud. Dèr gik vi alle og ventede paa Fortsættelsen og Slutningen af "Lykke-Per" – om hvilken en Note nu giver den noget ubestemte Oplysning, at den udkommer "efter Nytaar" – og saa faar vi pludselig en Historie fra ganske andre Egne af Tilværelsen. Lykkes det imidlertid Henrik Pontoppidan at gjøre "Lykke-Per" til sit Hovedværk, hvorpaa den omfangsrige Roman i visse Maader synes anlagt, kan han skyde sig ind under Fr. Paludan-Müllers Exempel. Ogsaa denne store Digter lod det meste af et Tiaar gaa hen imellem Begyndelsen og Slutningen af sit Hovedværk, "Adam Homo", og udsendte i Mellemtiden Digtninger af højst forskjelligartet Støbning.
En ny Bog af Henrik Pontoppidan er i hvert Fald en Begivenhed og ikke mindst i indeværende Efteraar, hvor den hidtil udkomne Skjønlitteratur synes at varsle om et Resultat dybt under Begrebet "Middelhøst". Og selv om "Lille Rødhætte" i og for sig næppe hører til sin Forfatters ypperste Arbejder, er dens Stilkunst, dens Menneskeskildring, dens klare Gang mod det satte Maal saa betydelig og interessant, at Fortællingen ikke alene relativt, men absolut indtager en fremskudt Plads mellem alle vore nyere Literaturs ældre og yngre Frembringelser.
Bogens Handling eller Fabel er just ikke ny. Henrik Pontoppidans digteriske Styrke ligger nu en Gang mindre i hans Opfindsomhed end i hans levende Fortælleevne.Han kalder selv sin Historie for "et Portræt", og Vægten er altsaa lagt paa en enkelt Karakteranalyse. Den "lille Rødhætte" har ogsaa som sin Æventyrnavne en Gang gaaet ung og tillidsfuld ud i Verden. Herredsfogden, der senere kommer til at gribe afgjørende ind i hendes Skæbne, mindes hende med den røde Fløjls Barnekyse over det kjønne Haar,og alle Folk syntes den Gang godt om Rødhætten. Men Livet fo'r haardt frem mod hende. Hendes Far satte Familiens Formue ovestyr, en Broder blev for en ringe Ungdomsforseelse vanæret, og selv det rige Ægteskab, hvori den smukke og kloge, til Guvernante degraderede, unge Pige frelste sig over, blev tilsidst til Ulykke som alt andet i hendes Liv. Hun havde elsket sin Mand, den statelie Godsejer Engelstoft, med flammende Lidenskab, men lidt efter lidt blev hun herskesyg og nærig. Havde hun en Gang selv kjendt Armodens Forbandelse, vilde hun nu dynge saa meget som muligt op til sit eneste Barn, Datteren Esther. Men denne Paaholdenhed gjorde hende ikke alene forhadt paa Godset, hvor Øgenavnet "Tudsen" bedst vidnede om hendes undergivnes Syn paa hende, men fjærnede ogsaa Ægtefællen fra hende. Godsejeren forelsker sig i en pragtfuld Skjønhed og kjøber sig med store Pengeofre fri fra sin Hustru. Det nye Forhold bliver imidlertid kun en stakket Dans. Hans udvalgte dør, og den før saa stærke Mand sygner hen. Hvad Loven byder, skal naturligvis Datteren arve efter ham, men sit øvrige Eje faar hans afdøde Kjærestes Slægtninge ham til testamentere til Oprettelsen af et Hvilehjem, hvis godt lønnede Bestyrelsespladser naturligvis skal deles mellem rette vedkommende. Paa sit Dødsleje kalder nu Godsejeren sin fraskilte Hustru til sig, og hun bemægtiger sig Testamentet og erklærer, at den døende har paalagt hende at tilintetgjøre det. De narrede Slægtninge sætter Himmel og Jord i Bevægelsen. "Tudsen"s Rygte er slet nok i Forvejen, og Herredsfogden, hendes gamle Ven og Tilbeder, maa skride ind. Fru Engelstoft maa aflægge falsk Ed, men hendes Datter, hvis Kjærlighed en ung, brændende troende Kapellan har vundet, har fattet Mistanke til hende, belurer hende en Nat, hvor Moderen, der ikke har kunnet bevæge sig til at brænde det farlige Dokument, atter og atter læser i dette, røber Sammenhængen til Kjæresten og saaledes drager Lovens Straf over hende.
Det er Skildringen af Fru Engelstofts Samfundstrods og senere Sjælekval, som har ligget Forf. paa Hjærte at studere og gjenfremstille. Som adskillige Gange tidligere os Henrik Pontoppidan er der en lidenskabelig Harme i hans Tordentale mod Samfundet, saaledes som han lægger den til rette i sit Talerørs Mund. Det er ikke for intet, at Forf. er Ophav til Slagordet om at holde Galden flydende. Man ser det bedst af, hvad han har at lade Fruens Kontrapart, Kapellanen, indvende mod alle Angrebene paa Staten, Kirken, Verden og Menneskene. De præstelige Ord rækker ikke stort ud over det konventionelle. Men der er dramatisk Spænding og Stigning i disse Optrin. Fru Engelstoft er i sin Sjæleforhærdelse en imponerende Skikkelse, og da Lovens Sværd rammer hende, hyller hun sig stolt som en Romer i sin Kappe og tigger ingen om Medynk. Mulig kunde man tvistes om, hvorvidt en saa stejl Natur vilde lade sig anfægte af Mened. Forf. kunde have trukket Skikkelsens Linjer endnu skarpere ved at lade hende sejre i Kampen baade med Verden og med sin egen Samvittighed. Straffen over hende er stor nok alligevel. Hun ser sin Datter glide fra hende og befordrer selv Kapellanens Plan med Hensyn til som Missionær at drage bort til en Egn, hvor Døden venter alle Evropæere.
Men, som sagt, efter den lagte Plan er Udviklingen klar nok, og man følger Brydningerne i den forpinte Kvindes Sjæl med spændt Interesse. Kun på ét Punkt synes Forf.s Klarhed at svigte. Han lader tilsidst Herredfogden skyde Skylden for Fru Engelstofts spildte Liv paa "den forbryderiske Lov om Skilsmisseretten", "det moderne Samfunds Kræftskade". Man kunde forstaa, at det var Kapellanen, der talte om Farerne ved "at rokke ved selve det Fundament, hvorpaa hele Samfundet er opbygget: det ægteskabelige Hjem". Men Herredsfogden, Juristen? Paa den anden Side kunde ganske vist Kapellanen ikke fortsætte saaledes: "Men vort Samfund vil ogsaa styrte i Grus en Dag. Intet er vissere! En Tilbagevenden til de gamle Ægteskabsformer er nu en Umulighed. Det maa være det kommende Aarhundredes Opgave at lægge Grunden til en ny Samfundsbygning paa bredere Basis og med friere Udsigt."
Den radikale Forfatters anførte Ord har maaske deres særlige Interesse for de mange, der venter paa Afslutningen af "Lykke-Per" og derfor med Opmærksomhed giver Agt paa, hvad man ogsaa i den nye Bog kan lære om Digterens Syn paa det Samfund, hans Analyse sysselsætter sig med. Er det den sociale Revolution, "Lykke-Per" skal munde ud i, eller gaar Vejen mod Fred og Forsoning, Lykke og Harmoni?
Som Kunstværk, som menneskeligt Aktstykke, som en baade gribende og fængslende Roman, har "Lille Rødhætte" imidlertid sit Værd for sig. Det er et Portræt, der er givet med stor og sikker digterisk Evne.
