Lille Rødhætte

Henrik Pontoppidans nye Bog

Det har moret Henrik Pontoppidan over denne Skildring af en mørk og vild Sjæl at sætte dette Navn fra et af Børnenes kjæreste Æventyr. Hans Fortælling har intet af Æventyrets lyse Stemning over sig, den er "et Portræt", som han kalder den, af en Kvinde, hvis haarde, magtsyge Sjæl fører hende til Forbrydelse og Død.

Men ogsaa har han vel ved Navnet villet antyde noget mere, Han har villet sige, at dette Barn, der gik over de hvide Snemarker, iført sin røde Fløjlskyse, trofast holdende sin Broder i Haanden, var glad og uskyldigt som alle andre Børn, og at det er Livet, det haarde, ubarmhjærtige Liv, der dannede hende, som hun blev. Barnets Æventyr-Verden blev hos hende hurtigt afløst af en brutal Virkelighed, der gjorde hende voxen og bitter før Tiden.

Som ganske ung har hun set, hvorledes hendes udsvævende Fader har sat hele deres Formue overstyr, og hun har tidligt lært at se med Foragt paa den "Slyngel", som hun kalder ham. Da hun gifter sig med den rige og smukke Godsejer Engelstoft, synes Livet hende dog endnu en Gang at smile lyst og skjønt, men hendes haarde Sind forliges daarligt med hans jævne Elskværdighed, og hun bliver den ukjærlige, stridslystne Kvinde, som Egnens Folk kalder "Tudsen".

Tilsidst bliver Samlivet Godsejeren for trangt, han fordrer en Skilsmisse med at afstaa den ene af sine Gaarde til hende, og hun gaar ind derpaa og forlader "Sofiehøj" med sin unge Datter. Snart efter forlover han sig med en smuk, ung Pige, men inden Brylluppet dør hun, og det tager saa stærkt paa ham, at han sygner hen; paa sit Dødsleje testamenterer han, ivrigt opfordret af den unge Piges Broder, der ikke er uden personlig Interesse deri, "Sofiehøj" til en velgjørende Kvindestiftelse.

Det er her, den egentlige Fortælling begynder.

I klare, stærke Optrin berettes nu, hvorledes den forskudte Hustru kommer til den døende Mand for at bevæge ham til at omstøde Testamentet. Det lykkes hende ikke, Døden kommer hende i Forkjøbet, og saa bemægtiger hun sig Testamentet og fortæller, at han har bedt hende brænde det. Rolig og angerløs tiltræder hun Besiddelsen af det smukke Gods.

Men Folkesnakken, der altid har haft travlt med hende, lader hende endnu mindre end før i Fred. Og Herredsfogden, der ikke tror paa Rygterne og tilmed bærer paa en gammel Kjærlighed til hende, tager sig over at skaffe hende Fred. Det skal ske derved, at han tager Sagen op til Undersøgelse, og at hun aflægger Ed paa, at det er gaaet til med Testamentet, som hun siger.

I en ypperligt skrevet Scene af den stærkeste dramatiske Virkning aflægger hun Eden. Hvad andet skulde hun gjøre; maa hun ikke bide fra sig for at existere; hvad er Livet andet end en Kamp med slette, rovgriske Mennesker!

Hun vidste det godt: hun var et Menneske som de andre, skabt i en ukendt Dæmons Billede, en Tumleplads for onde og gode Drifter, hvoraf de sletteste altid sejrede. Det var, hvad hun havde lært i de atten Aar, […] at Ondskaben var den egentlige Drivkraft i Verden; at som Mennesket allerede i Fostertilstanden havde sin Plads mellem Skarnet, trivedes det ogsaa siden bedst i Smuds og Fordærvelse. Hun havde lært, at kun det forhærdede Hjerte havde Livskraft, at enhver, der bevarede den ringeste Rest af Kærlighed, Hjælpsomhed eller blot Overbærenhed overfor Medmennesker, var viet til Undergang. […] Der sad næppe nogetsteds i Landet en Mand i en anset eller fremskudt Stilling, uden at han havde naaet den ved en eller anden Troløshed, ved at forraade Venner, svigte Anskuelser, fornægte Moder eller Broder. Intet var for godt til at ofres, naar det kunde hjælpe fremad. Forældre ofrede deres Børn, Kvinder deres Ære, Fyrstedøtre deres Tro. Hele det kristne Evropa saae med Ligegyldighed paa de umenneskeligste Massemyrderier af Troesfæller, naar der ikke var Udsigt til at tjene noget ved en Indblanding, mens der rustedes en Hær for at hævne Drabet af en eneste Missionær, saasnart der bød sig en Lejlighed til at plyndre. - Men det nyttede ikke at raabe Ak og Ve og vride sine Hænder. Livet var engang ikke anderledes. Mennesket vilde sin egen Skænsel. Selv paa Evropas Konge- og Kejsertroner sad der overbeviste Forbrydere, Menedere og Kvindeskændere, Mordere og Falskspillere; og Kirkens Præster velsignede dem som Herrens Salvede, og Folket hyldede og tiljublede dem som Menneskehedens Velgørere og Forbilleder.¹

Alligevel er hun ikke saa stærk, som hun vil gjøre sig. Forbrydelsen tærer paa hende, hun har en Fornemmelse, som om de tre Fingre, hun rakte i Vejret under den højtidelige Edsaflæggelse, skal visne, og stadig søger hun ind i den store Sal for at forvisse sig om, at Testamentet, som hun har gjemt i en hul Vindueskarm der inde, er paa sin Plads.

Her ser Datteren hende en Nat staa med det skjæbnesvangre Papir, hun betror Hemmeligheden til en ung Kapellan, hun mod Moderens Villie har forlovet sig med, og denne føler det som en Pligt at gaa til Øvrigheden.

Saa maa Herredsfogden igjen tage Affære, og Fru Engelstoft, der ganske opgiver alt, da hun faar at vide, ved hvem hun er bleven forraadt, vandrer i Forbedringshuset, hvor hun snart dør.

Men endnu til det sidste blev hun den samme. Hun forlangte at begraves i sin Fangedragt, uden Præst og Klokkeringning.

– – –

Man vil maaske synes, at der er meget Roman i denne fortræffeligt fortalte Historie, og at det er en Smule usandsynligt, at den kloge Frue ikke tilintetgjør det ulyksalige Testamente, der bevirker hendes Fald.

Men op over Romanen hæver sig stolt Fru Engelstofts mørke, tragiske Skikkelse, mejslet af en fast Kunstnerhaand.

H. L.