Thora van Deken
Fra Parkettet
Fra tidlig Eftermiddag havde Dagmarteatret udsolgt Hus, og fra sin vante Plads i Kongelogen kunde Etatsraadinde Rosengreen med Følge se ned over et Parket af lutter kendte Ansigter. Overgartner Andreas Møller havde umiddelbart inden Forestillingen vandet Orkestret, og baade Ørnebregner, Skarntyder og Ribsbuske saa friske og nysgerrige ud. Der var Spænding over hele Linjen!
Saa gled Tæppet op, og man saá Henrik Malberg ligge i en Seng og sove, mens en Kvinde med Kors paa Ærmet lagde Kabaler i Mørke. Lidt efter traadte Mathilde Nielsen ind, og der udspandt sig nu i den følgende halve Time en Samtale, der syntes at være ført af to Døvstumme. Man saá Læberne bevæge sig, men ingen anden Lyd trængtre ud over Lamperækken end Malbergs taktfaste, talentfulde Snorken. Man fik det Indtryk, at Skuespillerne havde aflagt Ed paa ikke at løbe med Sludder.
For Folk, der var kommet sent i Seng den foregaaende Aften, var denne Begyndelse meget skæbnesvanger. Den vedholdende Snorken oppe fra Mørket virkede uhyre smittende, Ens Øjne faldt uvilkaarligt til, og selv Blomsterne i Orkestret lukkede sig og gik til Ro.
Denne idylliske Tilstand kunde have varet længe, hvis ikke Stilheden brutalt var blevet afbrudt ved en Larm, som om et Menneske med Rulleskøjter paa Benene og en Blikspand i hver Haand blev smidt ned ad Trapperne fra fjerde Sal.
Ved denne Larm vaagnede Malberg op og sagde: "Der kommer Vognen", og i det samme fo'r Fru Hennings ind i Værelset, ledsaget af fem Stearinlys – og fra dette Øjeblik var Freden forbi! Alene den berømte Skuespillerindes Organ var jo tilstrækkeligt til at holde et Kompagni udmattede Infanterister vaagne en hel Nat, men hendes Tilsynekomst gav tillige Signalet til en Række spændende og nervepirrende Optrin, der holdt Tilskuerne i Aande lige til Tæppet faldt for sidste Akt.
Allerede i første Akt overværede man et Testamentetyveri og et Dødsfald – det var Malberg, som blev saa rystet ved Synet af Fru Hennings, at han opgav Aanden efter at have gjort I.P. Müllers System1 i Sengen. I anden Akt overværede man, hvordan der blev gjort Attentat paa Fru Hennings's Liv, idet en Maskinmand ude i Kulissen kastede et Rundstykke ind i Hovedet paa hende gennem en Rude, som gik i Tusind Stykker. Ved de kommende Opførelser vil Vinduet staa aabent, da der vilde gaa for meget med, hvis der skulde ofres en hel Rude hver Aften.
I tredje Akt oplevede man et smukt Tilfælde af Mened, og endelig i sidste Akt ramlede det Hele sammen over Hovedet paa den stakkels Fru Hennings: Hendes Datter stak til Bagindien med en Teolog med sort Kindskæg; der gik Mug i tre af hendes Fingre, og til sidst meldte hun sig selv til Politiet, efter dog først i al Gemytlighed at have nydt en Kop med Brød sammen med Politimanden.
Man havde naturligvis den heftigste Medlidenhed med den af Skæbnen saa grusomt forfulgte Fru Hennings, og hun var efter hver Akt Genstand for formelige Ovationer, mens hendes tornefulde Vej bestrøedes med Blomsterbuketter.
Til Slutning var Bifaldet saa stærkt, at Johannes Nielsen maatte ind og holde en lille Tale, hvori han bragte Publikum og Suffløsen sin Tak.
St. Paul.
