Den kongelige Gæst

Nye Bøger

Henrik Pontoppidan: Den kongelige Gæst. Fortælling. 124 S. (Schubothe.)

Med en trættende Ensformighed gentager Henrik Pontoppidan sine Idéer. Tanken i hans sidste Bog Den kongelige Gæst er saaledes præcist den samme som den, han docerede for mangfoldige Aar siden i en af sine første Krøniker: "Naar Vildgæssene trækker forbi", han har siden varieret den i mangfoldige Fortællinger og Fabler og den dukker ustandseligt op i de Romaner og Skuespil, han i Tidens Løb har udgivet.

Tanken er den: I Almindelighed hviler den menneskelige Natur uforstyrret i sig selv under Trykket af det daglige Vaneliv – men kommer den en Gang i Berøring med det Usædvanlige, hæver den sig en Stund ud over sig selv, for derefter at synke tilbage i den Tilstand, hvori det var før. Bevægelsen er saa regelmæssig og selvfølgelig som et Barometers Stigen og Fald.

Frugtbar er Idéen ikke, men den kan give Anledning til adskillig Ironi over Menneskelivets Kaar – og Pontoppidan har udnyttet den til det yderste i sine Bestræbelser for at belyse Forskellen mellem vor Fantasi og vor Virkelighedssans.

I Den kongelige Gæst skildrer han, hvorledes en lille kedelig Landlæge og hans trivielle Hustru en Aften i deres Ensomhed paa Heden faar Besøg af en ukendt Person, der forbløffer og fortryller dem ved at skabe en festlig Stemning i ders Hjem: med sine Blomster og sin Vin, med sin Sang og sin Tale løfter han dem nogle Timer op over den fattige Virkelighed – og da han er borte, synker de atter tilbage til Hverdagslivet, som for Fremtiden kun brydes af den lille Kones Minder om det flygtige Eventyr.

Pontoppidans nøgterne og sikre Kunst har – som saa ofte før – formaaet at give et fuldendt anskueligt Interiør, hvori de to smaa Mennesker bevæger sig frit om, lige saa naturlige i deres legemlige og sjælelige Gestus før som efter den Fremmedes Besøg – men den Fremmede selv virker ikke, som Forfatteren har tænkt sig.

Denne Skikkelse, som i sit inderste Væsen er en Abstraktion, har Pontoppidan nu saa ofte skildret, snart med Beundring, snart med Ironi, at den intet nyt har at fortælle os mere – og da den næsten altid er bleven sat til at spille den samme Gæsterolle, hvor den saa viste sig, er dens Bevægelser blevne helt stereotype. Abstraktionen i den skinner mere og mere igennem dens ydre Former, der bliver svage og matte Udtryk for, hvad Forfatteren egentlig har villet med den. Saaledes kaster den et graat Slør af Ligegyldighed over den Fabel, hvori den er Midtpunkt.

Pontoppidan trænger nu ret snart til et Besøg af lignende Art som det, han her har skildret uden Held; i den snævre og afsondrede Idéverden, hvori han har spærret sig inde, trænger han til et Besøg af den sande kongelige Gæst – af Poesien.

S. L.