Strejftog

Drøm og Virkelighed

Den, som skriver disse Linier, var for en Række Aar tilbage en Aften sammen med Henrik Pontoppidan og Erik Skram, og i Samværets Løb fortalte den sidstnævnte da en mærkelig og morsom lille Historie. Skram fortalte, hvordan han selv – eller var det en Ven af ham? – en Gang ovre i en Afkrog af Jylland var kommen paa Besøg hos et rustificeret Lægepar, og hvordan det var lykkedes ham, for en Aften at rive de to Mennesker helt ud af deres vante Folder, ind i en længst afvant Stemning af Fest og Pragt. Han havde givet sig til at pynte Bordet fint, havde faaet alle Lys og Lamper tændte, "og nu, Frue," havde han derpaa sagt, "ifører De Dem deres bedste Kjole, De, min Herre, møder i Selskabsdragt" – og med Festarrangementet og Festdragten var ogsaa Feststemningen draget ind i det lille Lægehjem ...

Fortællingen var saa overmaade karakteristisk for den Bestræbelse, der i Begyndelsen af Halvfemserne var oppe i Kunstnerkredse herhjemme, for at faa noget ud af Livet, at forme det saa festligt og skønt som muligt. Det var den Periode, hvis Søgen efter det Poesifulde i Virkeligheden har præget sig i Viggo Johansens Selskabsbilleder og i en Bog som Drachmanns "Forskrevet". I denne Stræben efter at gribe Drømmen, at fange Skønheden i Flugten var Skram en Foregangsmand, og den lille Fortælling er typisk for hans eget baade festlige og festelskende Væsen. Han var en æsthetisk Livskunstner, saaledes som man vistnok ikke er det mere i Danmark ...

Men Henrik Pontoppidan har husket Historien, og nu fortæller han den altsaa i sin lille Bog om "Den kongelige Gæst". Den er lagt ind i en større Sammenhæng, nemlig i Fortællingen om Lægeparrets Samliv, og dette uventede Besøg af den besynderlige Fremmede bliver af Pontoppidan gjort til et Vendepunkt i deres Forholds Historie. The den kongelige Gæst er jo af en gammel berømmelig Familie. "Min Bedstefader er den ærværdige Hr. Uglspil. Min Fader hed Hans Kvast. Og Harlekin er min Fætter. Min Hjemstavn er Slaraffenland, og jeg er Rejsende i de renommerede stegte Duer, der af sig selv flyver ind i Munden paa enhver, som bare vil gabe tilstrækkelig højt!" Dette er en Spøg, men akkurat det samme kunde være sagt paa en højst alvorlig Maade. Thi denne Prins af Slaraffenland er jo intet mindre end en Udsending fra hin Magt, under hvis Vælde Oehlenschlægers Eigil er (i "Vaulundurs Saga"), naar han siger: "Jeg haver intet Haab og drives kun af en ængstelig Forlængsel langt, langt hen i den vide Verden efter noget bedre. Derfor har jeg begivet mig på Rejsen, og derfor stirrer mit Blik hele Timer ud i den tomme, blaa Himmel. . . og den matte, dunkle, fortærende Forlængsel er min Valkyrie!"

Udvéen fra Dagliglivet – den er det, som banker paa den jydske Lægeboligs Dør med hin tilsyneladende saa muntre Prins Harlekin. Pontoppidan skildrer, hvorledes "de venlige smaa buttede Husalfer, der hidtil saa umiskendeligt havde omsvævet enhver i det lille Lægehjem," flygter derfra efter hint Besøg, fortrængte af "Eroter og Fauner" med deres "uhyggelige Skyggefølge". Og paa Bogens sidste Blad staar den før saa lykkelige lille Doktorfrue og stirrer vesterud mod Solnedgangen og Uvejrshimmelens Skyer, som en, hvis Saar aldrig skal læges. Drømmen har vunden hende fra Virkeligheden – den dunkle, tærende Forlængsel er bleven hendes Valkyrie ...