Stilens emaillefaste Klarhed
124 S. (Det Schubotheske Forlag.)
Mange vil fra tidligere Offentliggørelse, vistnok i et af vore Julehefter1, mindes "Den kongelige Gæst", Prins Karneval, som i Skikkelse af en fedladen og munter ældre Herre elskværdig-frækt under et falsk Paaskud trænger sig ind i det ensomme Lægehjem paa Landet Fastelavnsaften, – med Blomster og Druer og Vin og Musik.
Modstræbende gaar Lægen og hans Hustru fra deres fedtet hyggelige Vaneliv ind paa Skæmten med den fremmede Kavallér. Iført deres Ungdoms halvglemte Festklæder lytter de til Musiken og æder af Druerne, som Gæster i deres eget Hus hos Fest og Eventyr – til Manden midt i sin Rus brat bliver ædru ved det Blik, hvormed hans før saa modvillige Hustru i tiltagende Ørhed betragter Festens Giver. Mere bestemt end høfligt bryder han af, og "Prins Karneval" forsvinder, som han kom, gaadefuldt – men efterlader i begges Sind, og især i Fruens, et sent eller aldrig sig fortagende, ufredeligt længselsfuldt Festkrav. –
Eventyrets Dump mellem Bleer og Morgensko, Skildringens overbevisende Realisme i Enkeltheder, og Helhedens Aand af luftigt Lumskeri – alle de indre Modsætninger, halvt tilslørede, halvt fremhævede af Stilens emaillefaste Klarhed, giver Bogen en besnærende Ynde og Spænding.
Spørger man om Meningen, saa er den her, som i de fleste, i alt Fald i de bedste, af Pontoppidans Bøger, begge Dele og ingen af Delene. "Den kongelige Gæst" bør nydes musikalsk som en virtuosmæssig udført Karnevalsfantasi over Tilværelsen; en spodsk og vemodigt-kaad Dansemelodi – forbi!
V. R.
