Nyhedsbrev 5

Vi fejrer 150-årsdagen for Henrik Pontoppidans fødsel ved i dag at fremlægge teksten til hele hans debutbog, Stækkede Vinger. Det er redaktionens nye medlem, Henrik Loft Nielsen, der har stået for dette store arbejde. Det er toethalvt år siden, denne pensionerede lektor i fysik fra Århus Univetsitet meldte sig som frivillig arbejdskraft ved netstedet, til at begynde med som transkribent af gotisk håndskrift i den pontoppidanske forhistorie, derefter som genealogisk gransker, dokumentarist og korrekturlæser. Andre har i tidens løb hjulpet til – og nye skal altid være velkomne, for vores økonomiske bevillinger er diminutive – men ingen har taget fat så hårdt og flot som Henrik Loft Nielsen. Som kommende medudgiver af brevvesklingerne mellem Pontoppidan og Brdr. Brandes (alle brevene ligger allerede her på netstedet) og eneansvarlig for oplægning af Knut Ahnlunds disputats, Dines Pontoppidans poesibog, Marie Oxenbølls breve og Stækkede Vinger, er han selvskreven til i dagens anledning officielt at indgå i netstedets redaktion. Så nu er vi snart et helt kompagni.

24.7.2007.