Prokrustesseng

Prokrústes, Tilnavn til en Røver, Polypemon eller Damastes, der huserede i Omegnen af Eleusis. Han havde 2 Senge, en kort og en lang. Kom en Mand til ham, førte P. ham om Aftenen til een af dem; var den fremmede høj, blev han lagt i den korte Seng, hvorefter P. afhuggede, hvad der ragede ud over den. Var det derimod en lille Mand, blev han anbragt i den lange Seng, hvorefter P. – for at faa dem til at passe sammen – sled hans Lemmer fra hinanden, til han opgav Aanden. Han blev af Theseus dræbt ved Kefissos-Floden.

(H.A. Kjær i Salmonsens Konversationsleksikon, bd. XIV, 1903)

Pontoppidan anvender ordet i Borgmester Hoeck og Hustru, 1905, s. 83:

"Aa –. Men muligvis misforstaar jeg Dem. Hvilke Forhold tænker De særlig paa?"

"Paa alle Forhold. Men sikkert nok er især Ægteskabet en saadan Prokrustesseng, hvori mange af de smaa Samfunds bedste Kvinder forbløder."

I sin anmeldelse samme år af den reviderede udgave af Lykke-Per driller Vilh. Andersen Pontoppidan med hans

Svaghed for den Art dansk-latinske Vendinger fra hans velstuderede Forfædres Tid, der endnu var godt Latin paa Erik Bøghs Tid, men er blevne afskaffede paa Hørups: i Borgmester Hoeck og hans Hustru tales der (virkelig tales, og af en prøjsisk Majorinde) om "Ægteskabets Prokrustesseng", og i Lykke Per røber Pontoppidan en sand Guvernante-Forkærlighed for det vanskelige Ord "Mausoleum". Han bruger det tre Gange, som følger: "Erindringens fredhellige Mausoleum" (d. v. s. Rom) og "Mammons stilfulde Mausoleum" (d. v. s. Nationalbanken i Kjøbenhavn).

Ved den senere revidering af Lykke-Per fjernede Pontoppidan kun de to af de tre mausoleer. Men prokrustessengen blev stående. Måske fordi den oprindelig var selve titlen på fortællingen i "Livets Kilde"-udgaven, som det fremgår af Edv. Brandes brev af 22. nov. 1902. Se Pontoppidans sarkastiske svar dagen efter.

Historien går sandsynligvis langt tilbage, til dengang Pontoppidan som knap 14-årig i Randers hørte en grundlovstale, holdt af familiens gode ven, pastor Christiani i Bjerregrav[!], der stod for at flytte til et nyt embede på Lolland. Talen blev holdt i silende regn, på festpladsen ved Skovbakken, og Christiani (f. 1817 og studiekammerat med Henriks far) illustrerede de sidste ugers begivenheder i Paris ved at fortælle "en gammel Historie":

Der levede i ældgamle Dage en Røver som hed Prokrustes. Han havde lavet sig en Jernseng, og i den lagde han alle dem, han fangede paa Landeveien, og i den Seng skulde de alle passe. Var de for lange, saa huggede han noget af dem, og var de for korte, saa halede han i dem. Det var en Lighedens Mand. Han er ofte kommet igjen i Tidernes Løb, og mærkeligt nok er han altid mødt med Frihedsbanneret i sin Haand og har forsikret Folk om, at det var Frihed og Lighed han stred for. Han kom i den franske Revolution og kappede Hoveder af de ædleste og bedste af Folket og han halede i Undermaalerne for at de skulle faa Udseende af Noget. Han sagde til dem, der ragede et Hoved over de andre Folk: I er ikke Folket, og han sagde til Undermaalerne: I alene er Folket. Han har faaet travlt ogsaa i vort Fædreland, og har kaldt sig for "Venstre", af hvad Grund veed jeg ikke, maaske paa Grund af det kejtede i hans Maade at tænke paa. Han kaldte sig ogsaa "den Røde", ja han har mange Navne. Han kalder af de onde Instinkter i Folket; naar han taler om Folket, mener han Almuen, den vil han puste op og hale i, at den kan faa Magt. De andre vilde han gjerne hugge Noget af, om det ellers kunde lykkes ham. Jeg troer, at denne Prokrustes, med sine mange Navne, gjør stor Skade, fordi han hindrer den fælles Forstaaelse, og til sidst ender med at overgive os til de Fremmede; thi ogsaa deraf kan vi se at det er den Samme, der har ødelagt Frankrig, under Navn af Kommunen, som gæster os, at de begge Steder er nærved at søge Raadet mod Hjemmets Sygdom hos de Fremmede. (…) vi have Behov stærkt at advare hverandre for Lighed uden Frihed, for den Lighed, der kun slaaer en anden Forskel fast, værre end den, man vil afskaffe.¹