Livsrusen

I fjerde og sidste bind, Familjeliv (1940), af den store selvbiografi, skriver den 83-årige Henrik Pontoppidan om tiden som 50-årig:

Alle faar vi i disse Aar vore "Fornemmelser", flygtige Smaaforstyrrelser rundt om i Kroppen, disse Hold og Sting, der er de uundgåelige Tømmermænd efter Livsrusen.

I den lille selvbiografi, Undervejs til mig selv (1943) er udtrykket varieret til:

Heller ikke jeg undgik denne Katzenjammer efter Livsrusen.

Anvendelsen af ordet livsrus er ikke veldokumenteret i vore ordbøger. Faktisk er det ikke muligt at finde det som opslagsord hverken i ODS, dets Supplement eller i Den Danske Ordbog (2003f)¹.