Irvingianere

I Henrik Pontoppidans barndomshjem diskuteredes den danske aflægger af de britiske "katolsk-apostolske" menigheder, i Danmark almindeligvis, efter deres grundlægger, kaldet Irvingianere. Bevægelsen kom til landet i 1860'erne, og i 1871 byggede den sin egen kirke på hjørnet af Gyldenløvesgade og Nørre Søgade i København. Dens lære pointerede Kristi (snarlige) genkomst. Dines Pontoppidan skriver om dem i et brev til teolog-sønnen Morten 1. september 1873 (hvor Henrik netop er begyndt at studere i København, bor sammen med broderen Knud og spiser pensionatsmiddag med Morten):

Paa Onsdag Aften begynder jeg nogle Aftner i Skriftestolen og vil navnlig tage Irvingianerne til Udgangs og Samlingspunkt for nogle kirkelige Tidsbetragtninger.

og en måned senere (7. oktober):

Jeg husker godt, at vi en Aftenstund talte om det 1000aarige Rige og det christne Haab og jeg tænkte derfor ogsaa, ved at see Dig bebude et Foredrag af dette Indhold, at Du nok vilde føre en sund og ulastelig Tale, en Tale, som jeg paa Afstand tør troe ikke er gaaet langt bort fra hvad jeg selv nylig har sagt her i Skriftestolen angaaende Irvingianernes Sværmeri, og jeg bestyrkedes heri ved Dine Antydninger af, hvorledes Talen var falden fra Din Mund.

En "Irvingianer-Familie" omtales to steder i Pontoppidans forfatterskab, den ene gang under navn, den anden gang med et identifikations-citat. Det første sted kunne betrages som et udkast1 for det andet, men det er ved sammenligningen bemærkelsesvædigt at Pontoppidan i første omgang synes at kopiere faderens og broderens opfattelse, i hvert fald ikke på nogen måde tager afstand fra den, men måske nok på den voldsomme reaktion fra fortællingens gejstlige. Men i anden omgang (1904-05) har Pontoppidan være igennem sin personlige "religiøse" udvikling, og nu tager familien sig ud i et ændret lys – for Per, men nok også for fortælleren/forfatteren.

Et Vinterbillede (1882) / [Landsbybilleder] (1883) Lykke-Per. Hans sidste Kamp (1904) / Lykke-Per kapitel 25

Det varede heller ikke længe, før Bispen standsede brat og saa' stivt ud til Siden. Dér – et Stykke fra Vejen, under en høj og lodret [LB: Sand]Brink, hvorfra gamle Trærødder vred sig ud i Luften som visne Troldfingre – laa et gammelt Hus, uhyggelig ensomt, med en underlig Stilhed over sig, hvorigjennem man ude paa Vejen hørte en stille Sang af en Moder, der vuggede sit Barn.

Men det Mærkeligste var et nymalet Brædt, der som et Skilt stod ud over Døren, og hvorpaa der med store, hjemmegjorte Bogstaver stod at læse: Jeg og mit Hus vi ville tjene Herren.

"Hvad skal det sige?" spurgte Bispen. Han rettede sig i Vejret og vendte sig tilbage med et ildevarslende Blik.

"Ja – hvad mon det skal sige?" sagde de andre Præster, der nu kom til. Men den Klamme foldede sine Hænder og sukkede dybt.

Pastor Falster kom nu [LB: krybende] frem og forklarede, at det jo rigtignok var en Irvingianerfamilie, der for nylig havde slaaet sig ned her paa Egnen; men Bispen maatte være overbevist om, at de endnu ingen Indgang havde vundet hos Befolkningen, og at han – Præsten – skulde gjøre sit Yderste for at forhindre, at ...

"Naa, saaledes?" sagde Bispen og fortsatte sin Vej. Men han sagde det i en Tone, der gjorde den gamle Præst ganske bleg.

Hjemvejen blev lagt om ad en anden Sti, men den gode Stemning var og blev ødelagt. Bispens Ansigt saa' fortrædeligt ud, og hvert Øjeblik vendte han sig om for i en skarp Tone at foreholde de tilstedeværende Præster det Fordærvelige i dette Sekt-Uvæsen. "Det er giftige Snylteplanter," endte han med Varme, "der sætter sig paa Menighedstræet[/LB: det friske Menighedstræ] og kvæler det til Trøske, hvor man ikke tager alvorlige og kraftige Forholdsregler!"

[LB: De sidste Ord udtalte han med en saa stærk Betoning, at] Gamle Falster følte sit Hjærte synke dybere og dybere i Livet, og med urolige Blikke skottede han tilbage, da Bispen og Provsten gik afsides, tilsyneladende i ivrig Samtale.

"Den gode Falster bliver gammel – f o r gammel, er jeg bange. Dette Sektvæsen, der nu begynder at slaa sig ned her paa Egnen, er [LB: mig] et Tegn derpaa; og jeg tror derfor[/virkelig], vi bliver nødt til at se os om efter en anden og yngre Mand [LB: med friske Kræfter]," sagde Bispen og tænkte paa den lange Kapellan.

Provsten vilde gjerne forsvare sin gamle Ven, Falster, men da blev Bispen utaalmodig og udbrød hvast: "De tager fejl. Ogsaa hans Prædiken idag var mig et tydeligt Bevis paa, at hans aandelige Evner er svækkede; det var ikke den gamle Klarhed og Fylde. Det er kjedeligt, at Folk ikke selv kan se det Tidspunkt, da de bør trække sig tilbage; og det er pinligt for mig – som nu i dette Tilfælde – at skulle sige dem det. Men vi maa virkelig passe paa, navnlig i denne Tid da saa Mange vil ryste Kirkens Grundpiller, at vi ikke lader Noget som helst passere, der kan vække Forargelse!"

En Illustration til disse Fortidsskildringer havde han desuden fundet her i Svigerfaderens eget Sogn. I et lille hvidkalket og velholdt Hus paa Bøstrup Mark boede en Træskomager og hans Familje, der levede ganske for sig selv uden at søge Omgang med Egnens øvrige Befolkning. Manden kørte en eller to Gange om Aaret ind til Købstaden med et Læs af sine Trævarer og solgte dem til de Handlende; ellers holdt han sig ved Hjemmet, over hvis Indgangsdør der paa et Bræt var malet de Ord: "Jeg og mit Hus vi ville tjene Herren". Per var uforvarende dumpet derind engang, da han havde været paa Rundtur i [1904: Om-]Egnen for at sikre sig nogle flinke Faskinbindere til Sommerens Arbejde i Marken. Inde i Stuen fandt 234 han en yngre Kone ved en Vugge; et Par Smaabørn sad paa Gulvet og legede stille. Døren til Værkstedet ved Siden af stod aaben, og derinde sad Manden overskrævs paa sin Skærebænk og snittede. Ved Synet af Per rejste han sig og kom ind i Stuen med forlegen Mine. Det var en midaldrende Mand, høj og lidt ludende. Hans skægløse, [1904: meget/]noget blege Ansigt med de halvt nedslagne Øjne huede ikke Per. Heller ikke Konen, der henne fra Vuggen skottede til ham med et næsten fjendtligt Blik, gjorde noget rigtig tiltalende Indtryk paa ham. Manden bød ham vel at sidde ned, men det skete uden Gæstevenlighed. Forslaget om at lade sig hverve for Sommeren til Arbejde ved Aareguleringen afviste han øjeblikkelig og paa en Maade, der ligesom fjernede den hele Sag langt fra ham. Alligevel blev Per siddende lidt. Der var – trods alt – noget ved denne huslige Scene, der indtog ham. I den lille Stue herskede der en Renlighed og Orden, som var noget ganske ualmindeligt i saadanne Smaakaarshjem. [Tilføjet 1905: Det var, som om der ventedes fornemt Besøg. Man kunde tro, at Huset altid stod saaledes beredt til at modtage en højbaaren Gæst.] Her raadede aabenbart en Gudsfrygt, der ikke bare var en Stemning for festlige Lejligheder, men som virkelig havde formaaet at omskabe et Par Mennesker indtil selve deres Væsens Grund. Blot i den Maade, hvorpaa Manden i Samtalens Løb tog et af Børnene op paa sit Skød og tørrede det under Næsen [Tilføjet 1905:med sin Finger], var der en egen fremmedartet, højtidelig Blidhed, som slet ikke virkede latterlig.

Henne i Præstegaarden var Per bagefter bleven oplyst om, at Familjen hørte til en Sekt, der kaldte sig selv "de Hellige", og som i den senere 235 Tid havde fundet nogen Udbredelse flere Steder i Landet. Svigerfaderen havde rent ud kaldt dem nogle Hældører og sagt, at han betragtede deres Tilstedeværelse som en Skam for Menigheden.

I Landsbybilleders sidste tekst, "Arv", flytter i slutningen niecen Ane-Mette med sin Avgustinus ind i et hus hvor de over døren sætter "Irvingianer-skiltet": "Jeg og mit Hus vi ville tjene Herren".

Irvingianerkirken optræder i Hans Kvast og Melusine. Dens symbolværdi her er dog ikke indlysende, trods signalordet "spøgelseagtig":

Hans Kvast 1907, s. 46 Hans Kvast 1920, s. 48/1930, s. 185
Tilsidst satte han sig hen paa en Stol, der stod paa en Forhøjning ved Vinduet. Han vilde forsøge at adsprede Tankerne ved at sidde og se ned paa de Spadserende ovre paa den anden Side af Søen. Men det var Regnvejr, og der var næsten ingen Mennesker. Og oppe over Irvingianerkirkens Spir hang en stor Sky, der virkede paa ham med en egen Uhygge. Langsomt – ligesom spøgelseagtigt – kom den drivende over imod ham og gjorde Vandet i Søen ganske sort. Satte han sig op paa Forhøjningen under Vinduet for at adsprede Tankerne ved at se paa de Spaserende ovre paa den anden Side af Søen, kunde Skriget af en Maage eller [1930: bare] Synet af en usædvanlig formet Sky, der kom drivende henover Irvingianerkirkens lille Spir, indjage ham en Skræk, saa han listede ned igen og vendte sig bort som for et ondt Varsel.
 
[1] udkast: "Vinterbillede" gled ud af forfatterskabet. tilbage