Dines Pontoppidan til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 7. oktober 1873
See nu til, at Fuglen ikke døer
| [MPs tilskrift øverst:] 1873-74 | Tirsdag Aften [7.10.18731] |
Kjære Morten.
Jeg husker godt, at vi en Aftenstund talte om det 1000aarige Rige og det christne Haab og jeg tænkte derfor ogsaa, ved at see Dig bebude et Foredrag af dette Indhold, at Du nok vilde føre en sund og ulastelig Tale, en Tale, som jeg paa Afstand tør troe ikke er gaaet langt bort fra hvad jeg selv nylig har sagt her i Skriftestolen angaaende Irvingianernes Sværmeri, og jeg bestyrkedes heri ved Dine Antydninger af, hvorledes Talen var falden fra Din Mund. See nu til, at Fuglen ikke døer, men hjælp til at holde Liv i det theol. Samfund2; det har sit store Gode for Dig, at Du stadig har at bestemme en Opgave, et begrændset Stykke at skjænke særegen Overveielse 2 ved Siden af et Studium, der ikke glemmer Deeltagelsen for det Hele.
Af et Brev fra N. Kampm. til Marie have vi da faaet Stadfæstelse paa, at han og Du kom til Hels.3 i Søndags, men han tier ganske om Erik, som dog ventedes og selv skriver, at han agtede sig derop. Det var jo standhaftigt af Dig at være 14 Dage skilt fra Din Julie, men Du har sagtens just derved erfaret, at Skilsmissen tilsidst er den Tid og Stund, da Sæden groer den dybe Væxt og slaaer sine kraftigste Rødder – vi veed ikke selv hvordan.
Saa nu fik Du 13 Timer4; naar disse maae betale sig nogenlunde godt, skal jeg ikke ønske Dig alt for mange 3 flere; thi jeg under Dig i denne Vinter at have de fleste Timer og de bedste Kræfter for Din egen Udvikling.
Tilstrækkeligt Fodtøi, Varme og Lys kræver jo ikke saa Lidt om Vinteren i disse opskruede Tider5; men jeg beder Dig sørge for disse. Det baade m.H.t. Dig Selv og Parret i Tvergaden6; jeg kan nu ved Enkens Bortgang7 lettere end før dele med Eder, og naar I kun ville sørge for, ikke at gaae vaade el. fryse, saa skal jeg nok sende nogle Støvlesaaler og Brændstof lidt længere hen. Du har jo et luunt Værelse, men Knud og Henrik skulle sørge for at holde Kulde og Fugtighed borte saavidt mulig ved at holde begge Stuer daglig og stadig lune; 4 thi den spredte Læggeni Morgen og Aften duer ikke, er ikke engang sparsommelig: der maa til ingen Tid blive heel koldt, saa forslaaer Brændsel efterhaanden dobbelt.
Erik er vel nu snart paa Stiftelsen8; I see vel ikke hyppig hverandre ved at leve i 2 modsatte Ender af Byen.
Moder har svært ved at komme til Kræfter igjen. Liggende har hun det godt, men oppe bliver hun snart træt og trængende til Leiet igjen. Vorherre opholde vort Haab og krone det omsider.
Hils nu alle fælleds Venner, ikke mindst vor lille Julie. Vi have seet hende, men længes desmere efter at see lidt ind i hende. Gudsfred og Farvel.
Fader.