Hos Henrik Pontoppidan – den store Ensomme

Et Besøg hos den berømte Forfatter og Nobelpristager foran 80 Aars Fødselsdagen

Danmarks store, gamle Digter, Nobelpristageren Dr. Henrik Pontoppidan, fylder paa Lørdag 80 Aar og vil sin Natur tro fejre Fødselsdagen paa et ukendt Sted i største Stilhed, kun omgivet af sine allernærmeste Slægtninge og maaske et Par enkelte gode Venner.1

I sin høje Alder er Lykke-Pers Forfatter lige saa bevidst isoleret i dansk Aandsliv, som han hele Livet igennem har ønsket at være det. Der er ingen Kreds udenom ham. Han har ikke dannet Skole, og han har ingen Omgang.

Henrik Pontoppidan staar i Dag mere end nogensinde som den store, ensomme Skikkelse i vor Tids danske Litteratur, en Ener og en Eremit, der skyer al Offentlighed og lever i sin egen tilbagetrukne Verden. Deri ligner han Norges Knut Hamsun, hvis Forfatterskab han vist iøvrigt personligt staar ret fjernt.

Men i Gaar – fire Dage før Fødselsdagen – lykkedes det mig for et lille Øjeblik at trænge ind i denne isolerede Verden. Jeg mødte da en venlig og hvid gammel Herre, hvis hjertelige Haandtryk og smukke Smil straks beviste, at menneskefjendsk er han sandelig ikke blevet i den Ensomhed, han selv har søgt.

*

Henrik Pontoppidan tilbringer sin 80 Aars Sommer i Rørvig – i sit elskede og uforglemmelige Rørvig. Han bor i det henrivende Sommerhus, som hans Svigersøn, Dr. med. Einar Thomsen, har bygget for en Del Aar siden paa en af Lyngbakkerne ud mod Vejen, der fører fra Nykøbing til Rørvig Strand.

Huset hedder "Højlyngen". Det falder i sin gamle Bondestil, straatækt og med okseblodskalkede Mure, smukt ind i det særprægede Landskab, som her breder sig til alle Sider. Ikke langt derfra løfter Rørvig Kirke sit gamle Taarn over den idylliske lille Kirkegaard, hvor Henrik Pontoppidans Hustru ligger begravet. Omkring Huset ligger rødmende Lyngbakker, men bag ved det er en stor Plantage ved at vokse op, plantet af Dr. Thomsen, og her løber en smal Spadseresti langs bølgende, gule Kornmarker, et ægte dansk Sommerbillede.

Her gaar da den store og ensomme Henrik Pontoppidan sine Ture. Han var altid en Vandrer. Han er blevet for gammel til at dyrke den Bjergbestigning, der var hans Yndlingssport i de unge Aar, men Vandringsstaven eller Stokken tager han i sin Haand hver Dag. Alene gaar han sine Ture i det smilende, danske Sommerland, maaske en lille Smule foroverbøjet i visse Øjeblikke, men som Regel med samme Rankhed i Skikkelsen, som altid har præget ham.

Paa disse Spadsereture hænder det dog, at han har en Ledsager. Det er en lille, sød Kattekilling, som trofast kommer springende i Leg efter ham, hver Gang den faar Øje paa ham.

– Det er min lille Yndling, siger han og tager den op til sig paa Armen. Hvor mærkeligt, at der kan være saa meget Liv i saadan en lille En!

*

Hans Helbred er udmærket nu ved 80 Aars Fødselsdagen. Omhyggeligt passet og plejet af sin Svigersøn, Doktoren og sin Datter, Fru Else Thomsen, er han lykkeligt kommet over alle Skavanker og Sygdomme … jeg selv mindes aldrig at have set ham raskere end i Gaar.

Men han er blevet hvidere. De sidste Antydninger af den mørkhaarede og mørkskæggede Pontoppidan er omsider forsvundet, og hans Ansigt er samtidig blevet mere furet af Rynker end før. Terje Vigen kan man komme til at tænke paa, naar man ser denne hvidskæggede Gamle med det furede, levende Ansigt og de klare, vaagne Øjne tone frem i Lyngbakkerne …

Han synes at have bevaret sin fulde Arbejdskraft uden Hensyn til Alderen. Tredie Bind af sine Erindringer har han allerede afleveret til Gyldendal2, og han skriver hver Dag nogle Timer paa nye Arbejder. Han skriver naturligvis i Haanden, og hans Haandskrift er den samme lysende klare, faste og smukke, som den altid har været – et Udtryk for hans Aand.

*

I Sommer er det 43 Aar siden Henrik Pontoppidan med sin Familie første Gang kom til Rørvig. Dengang var Naturen heroppe vildere og langt mere ensom. Trofast er han vendt tilbage hertil Sommer efter Sommer. Her føler han sig mere hjemme end i nogen anden sjællandsk Egn, maaske fordi Landskabet stadig har noget udpræget jydsk over sig.

Dr. Einar Thomsen og Frue drager omhyggeligt Omsorg for, at han faar den Ro og Fred, han selv ønsker. Han modtager ingen Besøg, og hvis en Fremmed fra Landevejen nærmer sig Huset, bliver han paa Halvvejen derop standset og krydsforhørt af Dr. Thomsens unge Søn, en høj, lyshaaret ung Mand, der hedder Henrik efter Bedstefaderen.

– Ja, sagde Henrik Pontoppidan til mig med et mildt Blink af Humor i sine kloge, gamle Øjne, jeg lever jo her under det strengeste Forbud. Min fortræffelige Læge og Svigersøn har forbudt mig at tale med nogen, og det er nok det bedste, at jeg holder mig det Forbud efterretteligt.

Pontoppidan sagde endnu nogle faa venlige Ord til os, der stod ude i Lyngen samlet om ham. Saa nikkede han Farvel og gik tilbage til Huset. Vi saa, hvordan han inde i sin Stue straks trak Gardinerne tæt for Vinduet.

– Se, sagde Fru Dr. Thomsen smilende, nu barrikaderer Far sig.

Solen var ved at gaa ned efter en af Sommerens skønneste Dage … Landsbykirkens Klokker der borte tog fat at ringe. Inde i den straatækte Hytte sad nu Danmarks store, gamle Digter i den smukke og fornemme Ensomhed, som han bestandig søgte.

CARL HENRIK CLEMMENSEN

 
[1] Venner: Pressen var fuld af gisninger om hvor og hvem. Af et brev af 30.7.1937 fra HP til datterdatteren Karen fremgår det at fødselsdagen blev fejret med en frokost på "Fortunen" i Klampenborg. Der var 14 deltagere inkl. Vilh. Andersen m. frue og Carl Dumreicher. Ifølge et brev (af 21.7.1937) fra Else Thomsen til Dumreicher var denne indbudt til om aftenen at samles med de "allernærmeste" "til et Glas Vin" på Holmegårdsvej "Kl. 7½ (Smoking)"; hvad der så nok ikke har været påklædningen til frokosten. tilbage
[2] afleveret til Gyldendal: HP gav først i jan. 1938 det endelige manuskript fra sig til forlaget. 5.1.1938 skriver han til Carl Dumreicher at

nu har jeg besluttet mig til at udgive et lille Prosabind (en Fortsættelse af "Drengeår" og "Hamskifte"), som jeg har haft liggende siden i Sommer. Egenlig skulde det have været ud til Jul; men jeg var det hele Efterår ret klejn.

tilbage